Min Artikel om "Sociologisk Moral" har kaldt Dr. Joseph Davidsohn frem paa Arenaen: Han skriver: "Det er jo ikke Ordet almengyldig, vi skal skændes om, men hvorvidt vor Logik bider paa den Vilde eller ej. Og det synes altsaa Hr. Gelsted at indrømme, at den ikke gør." Jeg indrømmer det af ganske Hjerte. Derimod kan jeg ikke indrømme, at det ikke er Ordet "almengyldig", vi skal slaas om. Kærnen i mit Angreb paa Sociologerne er netop, at de ikke forstaar Logikens Almengyldighed. Sociologerne tror, at fordi et Barn, der ikke har lært at regne, anser 2 og 2 for 5, saa er 2 og 2 pludselig 5. Vi, der slutter os til den kritiske Idealisme, holder paa, at al Erkendelse bygger paa en for alle Mennesker fælles Logik, der ikke skifter Karakter, fordi det Stof, der behandles, veksler. At Logiken muligvis ikke vinder almindelig Anerkendelse, betyder intet for dens Gyldighed. Den er ganske uafhængig af Stemmeflertal. Selv om Menneskeslægtens Udvikling tog saa uheldig Retning, at hvert eneste Menneske blev sindssygt, vilde det ikke rokke en Tøddel ved Logikens Gyldighed. Der vilde ganske vist ikke være nogen tilbage til at indse denne Gyldighed. Men fordi et Forhold ikke opfattes, ophører det ikke at eksistere.
    Jeg overser aldeles ikke, som Dr. Davidsohn tror, Væsensforskellen mellem de to Problemer: Logikens og Moralens Almengyldighed. Kant mente, da han udarbejdede "Kritik der reinen Vernuft", at der bestod en Væsensforskel mellem Logiken, der var almengyldig, og den æstetiske Dom, som han troede, ikke byggede paa objektive Kriterier. Siden indsaa han (i "Kritik der Urteilskraft"), at Æstetik og Logik, hvad Almengyldighed angaar, staar paa samme Fod. Hvad der gælder Æstetiken, gælder ogsaa Moralen. Logik, Moral, Æstetik er Udtryk for samme ordnende Virksomhed. Logiken ordner Tilværelsen i et System af Begreber, Moral ordner den i et System af Handlinger, Kunsten ordner Tilværelsen opfattet som et anskueligt Hele. Det er vor Bevidstheds syntetiske Natur, vor Trang til Mangfoldighed i Oplevelsen, men samtidig til Enhed, der danner Grundlaget for al Erkendelse, Moral og Kunst. Og dette Grundlag er almenmenneskeligt, fordi den menneskelige Bevidsthed ikke kan bestaa uden paa dette Grundlag. Syntesen er Bevidsthedens Grundfunktion. Jo mere omfattende og jo mere sammenhængende Syntese, des højere Bevidsthed. Svækkes eller opløses Syntesen, faar vi Idioten eller den sindssyge. Der er ingen Forskel paa det Erkendelsesgrundlag, vi arbejder med i Matematiken, og det, vi arbejder med i Moralen. I begge Tilfælde er det den metodiske Sammenhæng, der er Sandhedskriterium. Paa begge Omraader maa vi møde Benægtelsen med samme Svar: at hans Nej, hvis han gennemfører det konsekvent, medfører Bevidsthedens Opløsning. Men han kan ikke gennemføre det konsekvent. Det er den erkendelseskritiske Forbandelse, der klæber ved al psykologisk, biologisk eller sociologisk Skepsis, at den aldrig gennemføres til Bunds. Alle Skeptikere arbejder bestandig med den Logik, de fornægter, og forudsætter den Almengyldighed, de bekæmper.
    Tager man konsekvent paa det sociologiske Standpunkt, er det klart, at det fører over i det psykologiske. Sociologerne vil kun indrømme en vis Erkendelse eller en vis Moral Gyldighed indenfor en vis historisk eller geografisk bestemt Kreds. Men ser man nøjere til, vil man opdage, at der ikke er nogen Grund til at standse ved en Gruppe. Man maa gaa videre til det enkelte Individ. Man kommer ad denne Vej til, at Erkendelse og Moral er almengyldig for et Individ i en bestemt Situation, Gyldighed er reduceret til at omfatte det mindst mulige, en Person i et Øjeblik! Hermed, mener jeg, er al Videnskab og Moral opløst. Vi har kun den rene Subjektivisme tilbage. Men saa konsekvent maa man ikke vente, at Biologer og Sociologer skal føre deres egen Tankegang igennem.
    Dr. Davidsohn undrer sig over at møde mig Arm i Arm med de absolutte Sandheder. For os andre, siger han, er Videnskaben ikke andet end skiftende Slægtleds Bestræbelser for at finde sig til Rette i Tilværelsen. Almengyldige over Tid og Rum er kun religiøse Trossætninger. Og Dr Davidsohn spørger mig, hvad jeg vil stille op med al den Videnskab, der er drevet til Dato, men forkastet efter de allernyeste Undersøgelser - er det altsammen værdiløst Skrammel, som vor egen Videnskab bliver det i Morgen, naar andre har gjort vort Arbejde bedre?
    Men jeg tror slet ikke paa absolutte Sandheder i den Forstand, som Dr. Davidsohn har mig mistænkt for. Det er Erkendelsens Metode, der for mig staar fast, ikke dens Resultater. Enhver Erkendelse er et Forsøg og en Tilnærmelse, og Videnskabens Fremskridt betyder, at det lykkes os bedre og bedre at ordne og sammenfatte et stadigt voksende Stof til et sammenhængende Hele. Værdiløs bliver intet Resultat, der har bidraget til at føre denne Udvikling et Skridt videre frem. Jeg tror ikke altfor meget paa den moderne Videnskabs øjeblikkelige Meninger. Maaske vil det engang lykkes os at finde langt bedre Maader at beskrive Virkeligheden paa, end dem der nu bruges af Einstein og Bohr. Ingen kan vide, om Atomet ikke for den fremtidige Forskning vil staa som et lige saa mystisk Begreb som nu Flogiston. Men det berører ikke i mindste Maade Fastheden i den videnskabelige Metode. Den Sandhed, der gælder for ethvert Rum og enhver Tid, er ikke en religiøs Tro, men Logiken. Lader vi Logiken falde, kan vi ikke engang fastholde Begreber som Rum og Tid, der selv er logiske Dannelser og intet andet.
    Jeg ved virkelig ikke, hvad det skulde være for et borgerligt Hjørne, jeg har at feje ud. Hvad Marx mener om en almengyldig Moral, ved jeg ikke. Han var jo opdraget i den Hegelske Skole og levede i en Tid, for hvilken Kant endnu ikke var gaaet op i hans fulde Glans. Jeg er Tilhænger af Marx' sociale Program, men føler mig ikke i mindste Maade forpligtet til at følge ham i hans Erkendelsesteori.
    Personlig mener jeg, at Marxismen langt bedre lader sig forlige med Kant end med nogen anden Filosofi, og jeg er selv kommet til Marx fra Kant. At denne Vej ikke er en ren Undtagelsesvej, viser den neokantiske Skole i Tyskland, Marburgerskolen. Deres førte Leder, F. A. Lange, var vel ikke egentlig Marxist, men dog en af de første Universitetsprofessorer i Tyskland, der tog et teoretisk og praktisk Arbejde op for Arbejderklassen. En Række af Skolens førende Skribenter er Socialdemokrater, Staudinger f. Eks. eller Vorländer.
    Naturligvis nægter jeg ikke, at Folks faktiske Erkendelse og Moral er afhængig af økonomiske og andre materielle Forhold. Det er jo klart. Men jeg nægter at gøre Logikens og Moralens Gyldighed afhængig af de vekslende ydre Forhold. De er Udtryk for selve Bevidsthedens Grundfunktion, som ikke kan ændres, uden at alt, hvad vi forstaar ved Bevidsthed, ødelægges.

Otto Gelsted.