Medens man næsten daglig ser Arbejdsløsheden i Danmark omtalt i Pressen, er det yderst sjældent, at man erfarer noget om, hvorledes Arbejdsløsheden ytrer sig i andre Lande. Og dog er den internationale Arbejdsløshed, der nu har bredt sig ud over de største og vigtigste kapitalistiske Stater, med Rette blevet betegnet som vor Tids vigtigste Problem, hvis Analyse og Løsning bliver mere og mere paakrævet for hver Dag.
    I Tyskland bliver Arbejdsløshedens uhyggelige Problem adskillig grundigere behandlet, end Tilfældet er her i Danmark, og følgende er da ogsaa i det væsentligste hentet fra et nylig offentliggjort tysk Værk: "Die Weltarbeitslosigkeit" [[Note. Udgivet 1926 af Führer-Verlag. Berlin.]] , af hvis to Forfattere M. Selikman skildrer Arbejdsløsheden i Almindelighed, dens Ytringsformer, Aarsager og Udbredelse i de forskellige Lande, medens Georg Schumann skildrer de forskellige Forsøg, som Staterne gør for ved Arbejdsløshedsunderstøttelse og ved anden Form for statslig og kommunal Hjælp at lindre den Nød, som uvægerlig følger i Arbejdsløshedens Spor.
    I Modsætning til Førkrigstiden er de Arbejdsløses mægtige Hær nu blevet en staaende Hær, en Reservearme, der for det første er langt større end før Krigen og dernæst aldrig i visse Perioder absorberes helt af det produktive Liv. Den Arbejdsl,øse maa nu indstille sig paa at gaa uden Arbejde i aarevis, medens han dog før kun var arbejdsløs nogle Vintermaaneder. Denne internationale Reservearmes talmæssige Størrelse er det af mange Grunde vanskeligt at fastsætte. Man er nødsaget til at bygge paa rent officielle Kilder, der altid vil søge at fremstille Forholdene i et for Staten saa fordelagtigt Lys som muligt, hvilket bl. a. gøres derved, at man i Reglen som Arbejdsløse kun regner dem, der oppebærer statslig eller kommunal Understøttelse. De øvrige existerer ikke! - i hvert Fald ikke i den officielle Statistik. De faar Lov at sulte ihjel, uden at Staten endog gør sig den Ulejlighed at tælle dem op. De er sat udenfor Samfundet og tæller ikke med. Kun tilnærmelsesvis vil man kunne naa til et Tal, over disse Samfundets Forstødte. Nærværende Oversigt bygger kun paa de officielle Kilder, men selv disse giver dog Tal, der paa enhver tænkende Læser vil virke ved deres frygtelige Størrelse.
    Som Hovedaarsagen til den nuværende økonomiske Krise og den dermed følgende Arbejdsløshed maa selvfølgelig nævnes Verdenskrigen og de under og efter Krigen stedfindende økonomiske Forskydninger. Det gamle Europa er nu begravet under de 175 Mill. Tons Staal, som Krigen forbrugte i de fire Aar, den varede, og under de mange Millioner af Døde, som gik i Krigen for Retfærdighedens og Humanismens hellige Sag, men blev slagtet ned, for at Kapitalen kunde suge sig endnu kraftigere af det udgydte Blod og den Elendighed, der fulgte efter.
    Medens samtlige Krige fra 1793 til 1914 har kostet ca. 20 Milliarder Dollars, har Verdenskrigen ifølge den amerikanske Professor Rohard kostet ca. 338 Milliarder Dollars, af hvilke de 300 falder paa Europa, der i Løbet af fire Aar forbrugte og ødelagde Størstedelen af de Rigdomme, som var skabt gennem Generationers Arbejde. Selv om Arbejderklassens økonomiske Stilling før Krigen var slet, er der dog nu almindelig Enighed om, at den efter Krigen er blevet langt slettere. Overfor den voksende Elendighed og Sult i den arbejdende Klasse ser vi en voksen de Rigdom og Luksusudfoldelse hos den besiddende Klasse, der de sidste Aar har ført en Kapitalens Offensiv, under hvilken Arbejdsløsheden er brugt som en fortrinlig Basis.
    Kapitalismens klassiske Land, England, giver det bedste Bevis for denne Arbejdsløshedens rivende Vækst. Udmærkede Tal til Belysning heraf indeholder Mac Kenas Tale paa Midland Bankens Generalforsamling d. 26. Januar 1926. Her udtalte denne Bankdirektør, der betragtes som en af Englands førende Finansmænd, bl. a. følgende:
    "I vort Aarhundredes 15 første Aar naaede Arbejdsløsheden sit Højdepunkt i 1908, da der herskede en usædvanlig haard Krise. Men selv i 1908 beløb Gennemsnitstallet af Arbejdsløse sig næppe til mere end 800.000. 1909 indtraadte der en ringe Bedring. I det følgende Aar blev der stærkere Fart i det økonomiske Liv, saa at Arbejdsløsheden i Aarene 1911 til 1914 holdt sig paa mellem 300.000 og 400.000."
    Efter at have konstateret, at Arbejdsløshedstallet ved Slutningen af 1925 er 1.200.000, altsaa ca. fire Gange saa stort som før Krigen, finder Mac K. følgende Hovedaarsager hertil:
    1) Svær-lndustriens Bedrifter i England er for en stor Dels Vedkommende forældede og slet organiserede.
    2) Paa Verdensmarkedet er der et overvældende Tilbud af Produkter, der tidligere næsten udelukkende exporteredes fra England.
    3) Høje Arbejdslønninger, især i den "beskyttede" Industri.
    4) En ringere Konkurrencemulighed for den engelske Industri, grundet paa de høje Stats- og kommunale Skatter.
    5) De udenlandske Kunders ringere Købekraft som Følge af den Usikkerhed, som Europa lider under.
    Mac K. kunde hertil under Punkt 2 have føjet den stærke industrielle Udvikling i Orienten i Aarene under og efter Krigen, hvorved Orienten mere og mere bliver selvforsynende.
    Hvad de høje Arbejdslønninger angaar, indser man nu i stadig højere Grad, selv fra konservativ Side (f. Eks. Dr. Fraenkel i Folketinget den 20. Oktober), at Arbejdslønnens Størrelse ikke behøver at være bestemmende for Arbejdsløshedens Omfang. Lande med særlig lav Arbejdsløn, som f. Eks. Tyskland, Polen og Japan, har jo ogsaa en meget betydelig Arbejdsløshed.
    Hvad Arbejdsløshedstallet i England angaar, ligger dette betydelig højere end officielt angivet (Jan. 1926: 1,251.900). I dette Tal er nemlig kun medtaget de Arbejdsløse, der oppebærer Understøttelse. F. Eks. er samtlige Arbejdsløse under 18 Aar og alle de andre Arbejdsløse, der ingen Understøttelse modtager, ikke medtaget. M. Selikman beregner Arbejdsløshedstallet til at ligge over 2 Millioner. Hertil kommer yderligere ca. 900.000 Arbejdere, der arbejder paa indskrænket Arbejdstid, og de saakaldte Halvarbejdsløse, vel ialt ca. 1.300.000, hvis Kaar er saa slette, at de maa modtage Fattighjælp. England har da altsaa ca. 4 Mill. Arbejdsløse, hvoraf 2/3 er fuldstændig udskilt fra Produktionslivet, medens 1/3 kun delvis indgaar i dette og naarsomhelst staar i Fare for at synke ned i de helt Arbejdsløses Rækker. Hele denne Beregning er foretaget, før General- og Kulstrejken yderligere forværrede Stillingen.
    Den økonomiske Kriser hviler med næsten hele sin Vægt paa den arbejdende Klasse. Store Dele af Kapitalistklassen har i disse Aar forøget deres Profit fra 143 Millioner Pund Sterling i 1924 til 155 Mill. Pund Sterling i 1925. I Jern-, Staal- og Kulindustrien er der derimod en meget betydelig Nedgang i Profiten. Den borgerlige Nationaløkonom, Prof. Cley, har dog paavist, at endnu har 48.000 engelske Borgere en Formue paa gennemsnitlig 25.000 Pund St. (omtrent 1/2 Mill. Kr.). 1/360 af Befolkningen ejer 2/5 af Nationalformuen. 285.700 Borgere (1/62 af Befolkningen ejer hver gennemsnitlig mere end 5000 Pund Sterl. (ca. Halvdelen af Nationalformuen), medens den egentlig arbejdende og producerende Klasse, der udgør 3/4 af Befolkningen (ca. 76 Procent) kun ejer 7,6 Procent af Nationalformuen.
    Hvad Indtægten angaar, har Nationaløkonomen Josia Shtamp beregnet denne paa følgende Maade: 1) 16.500.000 Forsørgere, der med deres Familie udgør 4/5 af Befolkningen, har en Aarsindtægt paa 160 Pund Sterl. og derunder, o: knap 3000 Kr. eller ca. 58 Kr. om Ugen.
    2) 3.567.000 Forsørgere eller 17 Procent af Befolkningen har gennemsnitlig 200 Pund Sterling.
    3) 653.000 Forsørgere eller 3 Procent har gennemsnitlig 645 Pd. Sterl.
    4) 79.350 Forsørgere gennemsnitlig 2500 Pd. Sterl.
    5) 9500 Forsørgere gennemsnitlig 9500 Pd. Sterl.
    6) 660 Millionærer har en aarlig Gennemsnitsindtægt paa 45.000 Pd. Sterl. (ca. 820.000 Kr.).
    De rigeste 10.000 Forsørgere i England (the upper ten) har en samlet Aarsindtægt paa 120 Millioner Pund Sterling eller over 2 Milliarder Kr.
    I England som overalt i Verden maa man, naar man taler om den nødstedte Industri, kun mene de nødstedte Arbejdere, thi Kapitalen forstaar som Regel at holde sit paa det tørre. Selv i et lille Land som Danmark har man endnu ca . 500 Millionærer.
    En lignende "Udvikling" som i England ser vi ogsaa i andre kapitalistiske Lande, selv om intet Land i Europa viser en saa stærk Kapitalkoncentration som England.
    I Tyskland var Arbejdsløshedstallet i Slutningen af Jan. 1926 oppe paa 2.030.000, men den tyske socialdemokratiske Presse opgør Tallet til ca. 3 Millioner Arbejdsløse. Dertil kommer yderligere 3 Millioner, der arbejder paa indskrænket Arbejdstid, saaledes at mellem 20 og 25 Procent af Tysklands Befolkning i større eller mindre Grad er ramt af Arbejdsløshedens Svøbe. Under Højkonjunkturen i 1922 var der i Tyskland kun 12.000 Arbejdsløse. En lignende forbigaaende Inflations-Periode gennemlever Frankrig for Tiden. Ved Begyndelsen af 1926 havde dette Land kun ca. 25-30.000 Arbejdsløse.
    Polen kommer højt oppe i Rækken mellem de Arbejdsøses Lande, idet der i Jan. 1926 var ca. 500.000 Arbejdsløse og næsten lige saa mange, der arbejdede paa indskrænket Arbejdstid (i Textilindustrien 2-3 Dage om Ugen).
    Østrig havde ved dette Aars Begyndelse ca. 1/4 Million Arbejdsløse. De fascistiske Lande viser ogsaa en meget betydelig Arbejdsløshed: Jugoslavien 120.000, Bulgarien 100.000, Rumænien 120.000, Ungarn 50-60.000, Grækenland ca. 50.000, Italien 160-180.000, Spanien 200.000, Portugal 50-60.000.
    Af de skandinaviske Lande kommer Danmark ind som det sørgelige Nr. 1 med ca. 100.000 (officielt 85.000) Arbejdsløse. Her var sidste Vinter hver tredie Arbejder uden Arbejde. De andre skandinaviske og baltiske Lande viser dog ogsaa en betydelig Arbejdsløshed.
    I Sovjet-Unionen har der ogsaa - takket være de mange Vanskeligheder, der frembyder sig ved at omlægge en kapitålistisk Industri efter socialistiske Principer-vist sig en vis Arbejdsløshed. Den stærke Tilstrømning til Byerne og Indskrænkningen af det store Statsapparat giver ogsaa en Del Arbejdsløse. Her er det dog særlig de ufaglærte Arbejdere, der rammes af Arbejdsløsheden. Men medens i de kapitalistiske Lande Arbejdsløsheden vokser i en uhyggelig Grad, gaar den i Sovjet-Unionen stærkt tilbage. 1923-24 var den 1.500.000, 1924-25 1.250.000 og ved Aarets Begyndelse ca. 1 Million (af en Befolkning paa ca. 140 Millioner Indbyggeare, hvoraf dog over 100 Millioner er Bønder).
    For Landene udenfor Europa savnes der paa dette Omraade udførlig Statistik. Selv de Forenede Stater har ikke en saadan; tilnærmelsesvis beregnes Arbejdsløshedstallet i U. S. A. til ca. 3 Mililoner. I Japan var Tallet i Følge en Beregning, udført af Folkeforbundets Arbejdsbureau, i 1925 ca. 3.400.000. Af de engelske Dominions havde Kanada ca. 25.000 Arbejdsløse, Australien ca. 50.000 og Syd-Afrika ca. 75.000 (heri dog ikke medregnet den farvede Befolkning. - Arbejdsløsheden blandt Negrene interesserer ikke de engelske Myndigheder). Om det øvrige Afrika, om Kina og Indien savnes enhver paalidelig Statistik, men ogsaa her hersker der Arbejdsløshed overalt.
    Efter Beregning paa Grundlag af officielle Kilder var der i Begyndelsen af 1926 13-14 Millioner Arbejdsløse ud over hele Jorden, hvoraf 7-7 1/2 Million i Europa. I de vanskelige Aar 1921-22 var Tallene henholdsvis 10-11 Millioner og 4 Millioner. Man maa altsaa regne, naar man tæller de Arbejdsløses Familier med. at mindst 50 Millioner Mennesker er ramt af den internationale Arbejdsløshed.
    Den internationale Omsætningsmekanisme er gaaet i Stykker, væsentlig til Skade for det før saa overmægtige Europa, hvis Produktion - i Forhold til Aaret 1913 - er gaaet tilbage med 10-12 Procent, og den almindelige økonomiske Verdenskrise synes - bortset fra U. S. A. og Sovjet-Unionen - at skulle blive langvarig.
    Danmark staar blandt de kapitalistiske Lande med den største Arbejdsløshedsprocent, trods det, at Landet ikke har gennemgaaet Verdenskrigen, men tværtimod har forstaaet at tjene paa begge de krigsførende Magter - ganske vist for bagefter at sætte det hele til igen. En gennemgribende Arbejdsløshedslovgivning, der tager den nødvendige Arbejdsløshedsunderstøttelse, hvor den kan tages (bl. a. fra de 500 Millionærer), er absolut paakrævet for blot i nogen Grad at lindre den Nød, der nu hersker i Titusinder af Arbejderhjem Landet over.
    Men selv om denne Arbejdsløshedslovgivning blev fuldstændig gennemført, maa alle gøre sig klart, at Arbejdsløsheden ikke kan afskaffes under en kapitalistisk Statsordning, men kun forsaavidt denne erstattes med det socialistiske Samfund, hvor Arbejdsløshed er utænkelig, da baade Arbejdsretten og Arbejdspligten er bærende Principer.