Kanton-Armeens Erobring af Syd-Kina til Yangtse-Floden har vakt berettiget Røre i den europæiske og amerikanske Presse. Navnlig England, Japan og U. S. A. føler sig stærkt truet i deres "vitale Interesser".
    Et nyt vældigt Omraade af Jorden er ved at gaa tabt som Objekt for den imperialistiske Kapitalisme. Kina er som bekendt et Land, der vel har en Aartusinder gammel Kultur, men det har ikke naaet den kapitalistiske "Udvikling", som de tre nævnte Militær-Magter.
    Siden England ved sin berygtede Opiumskrig 1840-42 tvang Kina til at lukke fem af sine bedste Havnebyer, deriblandt Kanton og Shanghai op for Handelen og specielt for den engelske Indførsel af Opium fra Indien, er de andre Stormagter troligt fulgt i Englands Fodspor. Frankrig, Tyskland og det zaristiske-Rusland har i det forløbne halve Aarhundrede annekteret og "forpagtet" mange af de rigeste Byer og Provinser i det store kinesiske Rige. Europæernes Indtrængen fremkaldte Boxeropstanden, der blev slaaet ned med haard Haand af en europæisk "Straffeekspedition" under tysk Ledelse. Til de europæiske Staters Annektioner, Koncessioner og andre lovlige Røverier fra Kina kom snart ogsaa Japans Imperialisme, der fra den kinesisk-japanske Krigs Begyndelse 1894 søgte at erobre de Dele af Kina, der bedst egnede sig for japansk Expansion. Efter den russisk-japanske Krig, og navnlig under og efter Verdenskrigen, lykkedes det da ogsaa Japan at bide sig fast paa flere vigtige Omraader i Kina, særlig i Syd-Manschuriet.
    Revolutionen i 1911, hvorved Manshu-Dynastiet og dermed det ældgamle, endnu halvfeudale Kejserdømme blev styrtet, formaaede ikke at standse de nævnte Staters Indtrængen paa kinesisk Omraade. Baade økonomisk og politisk blev Kina mere og mere afhængig af de udenlandske Kapitalmagter. Blandt disse var den sidst tilkomne, nemlig de Forenede Stater, endog den graadigste, der gennem Washington-Konferencen 1921-22 opnaaede at faa Alliancen mellem England og Japan ophævet, men paa ingen Maade forstod dette som en Haandsrækning fra U. S. A. til England. Amerika staar fjendtligt overfor Japan og køligt overfor England - ikke mindst, naar det gælder de modstridende Interesser i Kina. Om eet kan dog alle tre Nationer enes: at udbytte og plyndre det store, fredelige kinesiske Folk.
    Kina er et af Verdens rigeste Lande. Med sine 11 Mill. km2 overgaar det i Areal hele Europa og har omtrent det samme Befolkningstal (ca. 440 Mill. Indb.) som Europa (ca. 472 Mill.). Tilsammen har Kina og Europa mere end Halvdelen af Jordens samlede Befolkning, der i 1926 skulde beløbe sig til ca. 1800 Mill. Indb. I Kina er der altsaa Udbytningsobjekter i stor Maalestok, og Imperialismen har da som Arbejdsmetode brugt det romerske Imperiums Princip: Divide et impera - del og hersk! Aarene efter 1911 betegner en Opløsning af det kinesiske Statsapparat og en samtidig Styrkelse af de mange ofte med hinanden kæmpende Armeafdelinger, der støttes med Penge og Vaaben af Imperialist-Staterne. Samtidig blev da ogsaa det store Kina splittet i en Mængde mod hinanden indbyrdes kæmpende Provinser. Denne Opløsningsproces blev yderligere fremskyndet af lmperialist-Staterne, der i stadig større Grad bemægtigede sig Kinas Rigdomskilder, dets Industri og Landbrug, dets Handel og de dertil knyttede Toldindtægter.
    Ikke saa snart var den revolutionære Kanton-Armés Sejrsgang blevet klar for Alverden, før England erklærede, at nu skulde Toldindtægterne ikke indbetales til Central-Regeringen, men til de lokale Myndigheder rundt om i Kina. - Der findes for Tiden 45 Toldcentraler langs Kinas Kyster og Floder; af disse tilhører kun 18 Kanton-Regeringen, de øvrige staar direkte eller indirekte til Imperialisternes Disposition. Af større Toldcentraler har Kanton-Regeringen egentlig kun seks, af hvilke blot Hankov og Kanton giver betydeligt Udbytte - henholdsvis 8 og 5 1/2 Procent. af de samlede Toldindtægter for alle Kinas Kyst- og Flodhavne. I den endnu af reaktionære Tropper besatte Del af Kina udgør Toldindtægterne ca. 3/4 af hele Kinas Toldindkomst (heraf Shanghai 40 ptC. og Tientsin 10 pCt.). England, U. S. A. og Japan er særlig interesserede i disse Toldindtægter, dels fordi disse Lande paa forskellig Maade har Andel i dem, og dels fordi det gælder om at holde Import-Tolden paa udenlandske Varer paa saa lavt Niveau som muligt. Toldafgiften paa kinesiske Varer er højere end paa udenlandske Varer, og Toldembedsmændene er som Regel Udlændinge. Selv Peking-Regeringen synes dog paa dette Punkt at forstaa Nødvendighedne af i nogen Grad at værge Kina mod den udenlandske Kapitals Graadighed, idet den har indført ret betydelige Forhøjelser af Toldsatserne for de udenlandske Varer.
    I den indbyrdes Kamp om det kinesiske Marked er England blevet stærkt drevet tilbage af sine to Konkurrenter, Japan og U. S. A. Endnu i 870 beherskede England 37 pCt. af hele Importen til Kina, medens Japan kun havde de 2 pCt. 1923 var den engelske Import sunket til 13 pCt., men den japanske steget til 23 pCt. Samtidig var U. S. A. optraadt paa den kinesiske Arena og havde fra 1910 til 1923 øget sin Import til Kina fra 5 til 16 pCt. af hele Importen. At Forholdene stiller sig endnu mere uhyggelige for Englænderne i 1926-27, hvor den kinesiske Boykot af alle engelske Varer for Alvor er traadt i Kraft, er hævet over al Tvivl. England har selv været en ypperlig Læremester i, hvorledes man slaar en Modstander ned baade i militær og økonomisk Kamp. Det er dog ikke blot England, men hele det gamle Europa, der er paa Retur i Modsætning til det unge Asiens hastige Fremmarsch. I 1913 var Europas Andel i Verdenshandelen 64,2 pCt., Asiens 10,1 pCt.; i 1923 var Tallene henholdsvis 51,9 ptC. og 14,2 pCt. - altsaa stærk Tilbagegang for Europas, stærk Fremgang for Asiens Vedkommende.
    I Versailles-Traktaten har det nye Kina fundet et Vaaben mod sine udenlandske Undertrykkere. Den bygger jo paa Nationalitetsprincippet, i Følge hvilket det lykkedes den sejrende Entente at spalte store Dele af Mellem- og østeuropa ud i en Række indbyrdes stridende Smaastater, der dog skulde have det fælles Formaal at danne Bolværk mod Tyskland og Sovjet-Unionen. Imidlertid er Kina traadt i Skranken for, at de "Unequal Treaties" skal afskaffes, og at Nationalitetsprincippet ikke blot skal gælde i Europa, men ogsaa i Asien! Kineserne har endogsaa meddelt England, at hvis engelske Tropper skal beskytte engelske Interesser i Hankow, bør ogsaa kinesiske Tropper beskytte de talrige Kineseres Interesser i London ! Den Tid er forbi, da Kineserne blot klager, nu anklager de. Og Anklagen sker ikke blot i Form af af Protestnoter, men med økonomisk Boykott, med Maskingeværer og Kanoner, de slaaende Argumenter, som Kapitalistmagterne synes at have særlig Respekt for.
    Naar den almindelige Arbejder-Opinion i Europa nu staar helt og fuldt paa Kanton-Armeens Side, skyldes det sikkert en Følelse og Forstaaelse af, at denne nationale Kamp tillige er en social Kamp, en Kamp mellem Undertrykkere og Undertrykte, en Frigørelseskamp for Kinas arbejdende Klasser.
    Ogsaa Vest-Europas Arbejdere ved et og andet om de kinesiske Arbejderes Levevilkaar, f. Eks. at man i Kina ofte har en Arbejdstid paa 12-16 Timer, at en kinesisk Arbejders Dagløn som Regel ligger betydeligt under en europæisk Arbejders Timeløn, at Fabrikslovgivning og Arbejderbeskyttelse faktisk ikke kendes, at Smaabørn udbyttes paa det uhyggeligste o. s. v.
    Den nu paagaaende Kamp er dog ikke alene rettet mod de udenlandske, men ogsaa mod de kinesiske Undertrykkere, først og fremmest mod Nord-Kinas "hvide" Generaler. Medens disse sidste forbyder Dannelsen af Fagforeninger og sætter Bønderne op mod sig ved at lade sine Hære brandskatte Landet, fører Kanton-Regeringen og dens Røde Arme en hel anden Taktik, nemlig at støtte Arbejderne og Bønderne, hvor den rykker frem. Derfor bliver denne Hær overalt modtaget medBegejstring, thi den indfører Fagforeninger og Bondekomiteer, hvor saadanne Organisationer aldrig før har eksisteret. 80 pCt af denne Røde Arme bestaar af Bønder og Bondesønner, saa man forstaar, at den ikke kan sidde Smaabøndernes berettigede Krav overhørig - i et Land, hvor der findes 300 Mill. Bønder og 30 Mill. Arbejdere.
    Ved den med en Revolution følgende mere retfærdige Jordfordeling kan de kinesiske Husmænd og Landarbejdere forvente en større Andel i Jordarealet. De fattigste Smaabønder, der kun har fra I til 10 Mu (1 Hektar = ca. 15 Mu), udgør 40 ptC. af hele Landbefolkningen, men de ejer tilsammen kun 6 pCt. af Landets dyrkede Areal. Derimod har Godsejerne, Storbønderne og Middelbønderne, der besidder fra 100 til 10,000 Mu, og som tilsammen kun udgør 5 pCt. af hele Landbefolkningen, næsten Halvdelen (ca. 43 pCt.) af hele Kinas dyrkede Areal i deres Besiddelse. Man ser altsaa temmelig dybe Klasselinier trukket gennem Kinas Landbefolkning, og den nu begyndende Revolution er i sin inderste Kærne en Agrar-Revolution, Smaabøndernes Rejsning mod Embeds- og Lavadelen, der besidder en kolossal Magt ude i Landsbyen. I det store Kuomintang-Parti udgør da ogsaa Smaabønderne en meget væsentlig Bestanddel. Dette Parti, der dannedes af den for et Par Aar siden afdøde Socialist Sun-Yat-Sen, var oprindelig kun en hemmelig, illegal Organisation af Intellektuelle med det Hovedformaal at styrte Manshu-Dynastiet. Efter 1911 fremtraadte det som Parti og talte i Marts 1926 400,000 Medlemmer. Fortroppen i Partiet dannes af Studenter og Arbejdere, men ogsaa Dele af Borgerskabet, specielt Smaaborgere, er tilsluttet Partiet, til hvis Centrum General Chang Kai Shek hører. Partiets Centrum staar nu i det nøjeste Samarbejde med Partiets venstre Fløj og med det kommunistiske Parti. Dets største, men tillige mest taknemlige Opgave vil blive at løse Jordspørgsmaalet. Kan dette ske paa en for Bønderne og hele det kinesiske Samfund tilfredsstillende Maade, vil Kina snart staa som en af Verdens førende Nationer. Og dets revolutionære Eksempel vil blive en Opfordring til andre undertrykte Nationer om at kaste Aaget af sig og slutte sig til de Folk, der ikke blot har kæmpet for Friheden, men ogsaa sejret i denne Kamp.

Aage Jørgensen.

I en senere Artikel vil blive omtalt den industrielle Revolution i Kina, der paa den ene Side har vakt nye revolutionære Kræfter tillive i Kina og paa den anden Side er af saa skæbnesvanger Betydning for Europa.
Red.