Karl Vorländer: Von Machiavelli bis Lenin. Neuzeitliche Staats- und Gesellschaftstheorien. 287 Sider. 9 Kr. 50. Quella Meyer in Leipzig.

I sidste Fjerdedel af forrige Aarhundrede begyndte Socialismen at vinde Indpas i tyke Universitetskrese. Allerede F. A. Lange gav i sin "Arbeiterfrage" og i sit beundringsværdige Hovedværk "Geschichte des Materialismus" Udtryk for sin Overbevisning om Socialismens moralske Ret. Indenfor den saakaldte Marburgerskole fortsattes Forbindelsen mellem Socialismen og Filosofien. Hermann Cohn søgte i sin "Indledning med kritisk Tillæg" til Langes "Materialismens Historie" at paavise, at der er en nøje Overensstemmelse mellem Samfundsteori og den af Kant fremsatte idealistiske Morallære. Hertil sluttede sig en Række Tænkere som Paul Natorp, Marburgerskolens nuværende Fører, Franz Staudinger og Karl Vorländer. Standinger stiller sig den Opgave at forsone Marxismen med Kants Erkendelseskritik og Etik (se f. Eks. "Kulturgrundlagen der Politik" 1914), og samme Formaal forfølger Vorländer ("Kant und der Sozialismus" 1900 og talrige andre Skrifter). Nævnes kan ogsaa Ludwig Woltmann, der forfægtede en Forbindelse af Kant, Darwin og Marx, idet han vilde supplere Darwins og Marx' biologiske og sociale Udviklingslære med Kants kritiske Metode.
    Det nye Værk "Fra Machiavelli til Lenin", som Vorländer har udsendt, viser den gamle Tænker i hans fulde Kraft. Man kan paa hans Fremstilling anvende de Ord, Machiavelli skrev i Tilegnelsen til "Il principe": "Dette Værk har jeg ikke stadset op med smukke Fraser og prunkende Ord eller med andre udvendige stilistiske Lokkemidler, som saa mange Forfattere. Jeg ønskede, at Sagen skulde ære sig selv, og at kun Stoffets Mangfoldighed og Emnets Alvor skulde udmærke Bogen."
    Et særligt Held for Karl Vorländer er det, at han har kunnet aabne sin Fremstilling af Nutidens Stats- og Samfundsteorier med en Gennemgang af Niccolo Machiavelli og Thomas More. Baade i Liv og Lære staar disse to Samtidige som saa udprægede og betydningsfulde Modsætninger, at Forfatteren ikke kunde ønske sig en bedre Portal til sin Bog end Gennemgangen af deres Værker.
    Machiavellis verdenshistoriske Berømmelse hviler paa, at han med enestaaende Frimodighed har udformet den Statsraison, at Staten er Magt, og Magt er Ret. I sit Livs private Politik havde han det Uheld Gang paa Gang at slutte sig til Magthavere, der blev styrtet, netop som han kunde gøre sig Haab om at høste Lønnen for sine Tjenester. Thomas More derimod, der i sin "Utopia" fremsætter en sønderlemmende Kritik af de sociale Misbrug i Datidens England og i sine Reformforslag viser sig som Nutidens første principielle Socialist, døde paa Skafottet, idet han som Indehaver af Landets højeste Embede - han var Englands Lordkansler - nægtede mod sin Overbevisning at anerkende Kong Henrik VIII som den engelske Kirkes Overhoved.
    Det ligger udenfor nærværende Artikels Rammer at tage Stilling til den Mængde sociale Teorier, Vorländer gennemgaar. For en stor Del - det gælder selv Kant - viser de en forvirret Blanding af konservative, liberale og socialistiske Tendenser. Jeg skal nøjes med at fæste mig ved et enkelt Punkt, Vorländers Behandling af den materialistiske Historieskrivning.
    Vorländer fremdrager en Udtalelse af Engels fra Bogen om "Ludwig Feuerbach" flere Aar efter Marx's Død, hvori Engels gør opmærksom paa Udviklingslærens og Darwinismens Indflydelse paa Marx (ogsaa Marx' Breve viser Paavirkningen fra Darwin). Under Indtrykket af Udviklingstankens Sejr indenfor Naturvidenskaben gik Marx i Gang med at anvende den paa det menneskelige Samfund. Ganske vist var der den Forskel, at Menneskene i Modsætning til Dyrene selv skaber deres Historie. Som Marx udtrykker det 1845 i sine "Thesen über Feuerbach":
    "Den materialistiske Lære, at Menneskene er Produkter af Omgivelserne og Opdragelsen ... overser, at Omgivelserne netop ændres af Menneskene, og at Opdrageren skal opdrages." Og videre: "Filosofferne her nøjedes med at fortolke Verden paa forskellig Vis. Men det gælder at forandre den."
    Meget oplysende er ogsaa de af Vorländer anførte Breve fra Engels' sidste Aar. Saaledes skriver han 21. September 1890, "at de yngre undertiden lægger mere Vægt paa den økonomiske Side, end der tilkommer den," og at han og Marx til Dels selv er Skyld deri: "Vi skulde overfor Modstanderne understrege det af dern fornægtede Hovedprincip, og saa var der ikke altid Sted, Tid og Lejlighed til at lade Vekselvirkningens andre Momenter komme til deres Ret." Han forklarer, at "mere har hverken Marx eller jeg nogensinde hævdet," end at den økonomiske Situation er i sidste Instans bestemmende for den socialhistoriske Udvikling. Den, der hævder, at den økonomiske Situation er det eneste bestemmende, forvandler Teorien til en "intetsigende, abstrakt, urimelig Frase." Og videre: "Politiske, juristiske, filosofiske Teorier, religiøse Anskuelser og deres Udvikling til Dogmesystemer udøver ogsaa deres Indflydelse paa de politiske Kampe og bestemmer i mange Tilfælde deres Form. Der finder en Vekselvirkning Sted mellem alle disse Momenter."
    Man maa tænke paa Marx' Svar til en særlig ivrig Marxist: Moi, je ne suis pas Marxiste. Iøvrigt er det værd at huske paa, at Marxismen, for saa vidt den er ensbetydende med Marx og Engels, har gennemløbet en mere end 50-aarig Udvikling: fra 1844 til Engels' Død 1895. De forskellige Fortolkninger af Marx-Engels finder allerede heri en naturlig Forklaring. Heller ikke bør det glemmes, at Marx aldrig har betragtet sin materialistiske - eller bedre: økonomiske - Historieopfattelse som et ufejlbart Dogme, men som en Arbejderhypotese, en "Ledetraad" for hans "Studier".
    Om Lenin fatter Vorländer sig i Korthed - Lenin var jo, ogsaa efter eget Sigende, ikke nyskabende Teoretiker, men marxistisk Fortolker og Agitator. I den tyske Udgave af hans "Ausgewählte Werke" (Verlag für Literatur und Politik), der er paa 800 Sider, findes kun aktuelt-politiske, ingen rent teoretiske Artikler. - Dog forekommer det mig, at en Bog som "Stat og Revolution" ogsaa fra et teoretisk Synspunkt fortjener en grundigere Gennemgang, end der bliver den til Del hos Vorländer. Ganske vist støtter Lenin sig fra Person til Person til Marx-Engels. Men han fremdrager adskillige Sider af Marxismen, der ikke ofte berøres, og navnlig tegner han et Fremtidsperspektiv, der har baade aktuel og teoretisk Interesse, og som maaske for mange vil rumme overraskende Momenter.