Kæder, Kister og Gherla.

   Hver Kæde vejer 12 til 15 Kilo.
    Denne Vægt slæber Fangen efter sig Dag og Nat.
    Kæderne lægger sig isnende koldt om Benene og virker ikke blot Ødelæggende paa Fangens Sind, men ogsaa paa hans Sundhed. Man tænke sig blot at slæbe rundt paa 15 Kilo uafbrudt.
    Det er forbudt ifølge den rumænske Straffelov at lægge Fanger i Lænker! Men hvem bryder sig om dette i et Land, hvor Lovløshed er den eneste Lov og Vilkaarlighed den gældende Regel?
    Men Lænker er den mildeste Form for de "reglementerede" Fængselsstraffe.
    En særdeles raffineret Straffeform er Kisten. Den bestaar i en ligkisteagtig Kasse, der minder om et Bornholmerur, i hvilken den fangne maa tilbringe seks til ti Dage. Ligkisten er saa snæver, at den fangne uafbrudt maa staa ret, han kan hverken forandre Føddernes eller Hændernes Stilling det mindste. Efter tre Dages Forløb svulmer Benene op til Knæene, ofte længere op endnu, hvad der foraarsager endnu frygteligere Kvaler, da Benene er laenkede. Det opsvulmede Kød brister lige over Jernringene, og der opstaar blodige Saar, der hurtig gaar i Betændelse. Den fængslede faar kun et kvart Majsbrød og koldt Vand. Om Vinteren fryser Fodsaalerne til Kistens Bund. I Almindelighed forlader Ofret Kisten fuldkommen nedbrudt. Redaktøren for "Socialismul", D. Fabian, maatte efter 8 Dages "Kiste" bringes bevidstløs paa Hospitalet, Arbejderen Palade blev efter 4 Dages "Kiste" vanvittig. Max Goldstein, et af den rumænske Klassejustits mange Dødsofre, blev gentagne Gange med en Dags Mellemrum flere Maaneder i Træk sat i "Kiste". I April 1922 saaledes tre Gange!
    Straffen anvendes ogsaa i den militære Retspleje.
    Men den mest djævelske Straf, man har udtænkt, er dog Gherlaen.
    "Gherla" er en Disciplinærstraf i det berygtede Statsfængsel Doftana. "Gherlaen" er et næppe meterhøjt Cementhul i Kælderetagen i dette Fængsel.
    Indretningen i disse fugtige Huller bestaar i Jernringe, der er fæstet i Vægge og Gulv. Den fangne maa sidde sammenbøjet, lænket til Væg og Gulv paa Hænder og Fødder, i tre til seks Maaneder. Han faar kun tre Gange om Ugen den tarvelige Fangekost, i de øvrige Dage maa han sulte. Kun politiske Fanger straffes med "Gherla". Marinesoldaten Grecea blev efter to Maaneders Gherla vanvittig; Advokaten M. G. Bujor, den forhenværende Sekretær for det socialdemokratiske Parti, er paa Vanviddets Rand; den bessarabiske Arbejder Dubinski gjorde efter et Aars "Gherla" Forsøg paa Selvmord. Alle Fanger henter sig kroniske Sygdomme ved denne barbariske Straf.
    Dette er de reglementerede Disciplinærstraffe, værdig en Ludvig XI. Men til disse kommer mangfoldige "private" Pinsler, Tortur af enhver Art.
    Vasile Spiru fortæller om Max Goldsteins Skæbne:
    Under de 300's Proces havde Fængselsofficererne i Dealu-Spirei en halv Nat igennem pint og mishandlet mig. Saa slæbte en beruset Underofficer mig hen i en "Kiste" og pressede mig derind, medens Blodet løb ned over mit Ansigt. "Kisten" var saa snæver, att jeg følte, som om jeg skulde knuses. Da hørte jeg, at en "Kiste" blev aabnet ved Siden af, og at man slæbte en svært lænket Person ud. - "Du Christi Morder!" brølede den berusede Underofficer, "vent - vent blot, snart skal vi lære dig at myrde Gud og Mennesker!"
    Det var Max Goldstein, der Klokken tre om Morgenen førtes til den daglige Tortur. Man haanede ham, til han svarede igen, og saa brød der en afskyelig Scene løs: Fængslets Inspektører styrtede sig skiftevis over ham, piskede ham, lagde brændende Tændstikker paa Næse, Haar og Læber, sparkede ham i Underlivet og forurenede ham med Urin m. m., for et Par Timer senere paany at putte ham i "Kisten" - for saa at komme igen næste Nat.
    (Ovenstaaende er Uddrag af Vasile Spirus Bog om "Storrumæniens Dødshuse". Henri Barbusse skriver herom: "Jeg erklærer udtrykkelig, at alle de Meddelelser, der anføres i denne Bog, er avtentiske og svarer til Virkeligheden. Da vi for nogle Maaneder siden var i Rumænien, vilde jeg og min Ledsager bese de rumænske Fængsler. Det kan her ikke fortælles, hvorledes dette blev os muligt, da jeg maa frygte, at Folk, der lever i Rumænien, derved vilde blive udleveret til deres Foresatte ... Det staar fast, at Fangerne i Straffeafdelingerne er dømt til en langsom, kvalfuld Død, og at Dødeligheden som Følge af Mishandlinger, Sygdom, Underernærethed i disse Fængselshelveder, hvis Viderebestaaen vi kun har den "civiliserede Verden" at takke for, er forfærdende høj. Thi ingen af de af de saakaldte Forkæmpere for Ret og Retfærdighed i de "store vestlige Demokratier" hæver sin Stemme mod denne Gru.")