Nærværende Artikel er af Henri Barbusse tilsendt "Clarté".

    Det er en Kendsgerning, at de literære Manifester og Henvendelser til de Intellektuelle aldrig er myldret frem som i vore Dage. Midt i denne Papirflod søger vi at hæve vor Stemme over de andres. Hvordan er da vor Stilling nu?
    Vi er i en Periode af enorme materielle Fremskridt, og samtidig en Periode af Fallit, en Opløsningstid ved Slutningen af en bestemt Civilisationsperiode. Kunsten og Literaturen lugter af Forfald som alt det øvrige og kendetegnes af Kaos, Dyrkelse af Detaillerne, spidsfindige Analyser, kejtede og ufuldstændige Slutninger, Modsigelse, Genoplivelse af gammel Overtro, Uvidenhed, Forvirring, Uorden. Og desuden: Kræmmerpolitik, Pengemagtens brutale Reklamemetode, kunstfærdigt udstyrede Surrogater, indgivet Forbrugerne som Medicin. Handelsfolkenes "amerikanske" Udnyttelse ikke blot af Bogen, men ogsaa af de andre Kunstarter, Theatret, Varieteen, Biografen, Radioen. - Og midt i alt dette fremkommer nu mere eller mindre isolerede Forsøg paa Fornyelse, som imidlertid oftest ender i Karikaturer og nøjes med at gøre Skandale. - Nogle af disse Forsøg, udgaaede fra unge, dygtige, talentfulde Forfattere er hverken uden Interesse eller Rækkevidde; de har den Fordel, at de bryder med gamle Skoledogmer og forældede Formler. Men indtil nu har de kun tilpasset sig i Formen og naar ikke ud over Fornyelsen af Udtryksmaaden, "Ordenes Skal", om jeg saa maa sige.
    Med Hensyn til de Intellektuelles almindelige aandelige Indstilling hersker der Vaklen, Usikkerhed, Famlen, Uro. - Uroen, det er den organiske Reaktion, Dekadencens Kolik. De, som overvejer og anstrenger sig for at se ud over det nærliggende, er urolige. - Man søger ny Veje. - Man føler godt, at en Forandring er under Opmarch, men forstaar ikke, hvad den vil. De marxistiske Principper hjælper os til at forstaa vor Overgangstids Forvirring, at trænge ind til dens Aarsager og konstatere, at den er en fuldstændig logisk Følge af Tin genes Ti lstand. - Disse Principer gør det muligt for os at tildele Aandslivet dets virkelige Rolle og Betydning, og at sætte et stort Antal af Dagens Stridsspørgsmaal under skarpt Lys. Aandslivet er ikke - og det er vor første Grundsætning - et Omraade for sig selv, et Slags Drømmens og Kunstens Paradis. Det maa være eet med den historiske Udvikling. Mennesket udtrykker sig og sin Verden gennem Sproget, Teorien, Kunsten - efter positive Regler - som er de samme for Ideerne, Arbejdet og Tingene. Der er ikke to Sandheder, den ene teoretisk, den anden praktisk, der er kun een. Det er altsaa af Betydning aldrig at adskille dem ved Abstraktion; til hver Ide maa der svare en Virkelighed, hvis ikke er den kun et Ord uden Indhold. Man dissekerer ikke Livet!

Kunsten - og i Almindelighed Ordet og Skriften - er Midler til Klarlæggelse; det er Menneskehedens mægtige Værktøj. - En ny Kunst forudsætter altsaa som Basis et nyt særpræget Trin af den historiske Udvikling. Men man maa ikke sige, som vi ofte hører, at der ikke er noget at gøre for Kunsten, saalænge den ny Samfundsorden ikke er indsat. - Den trækker Perspektiverne op, bereder Vej, den fornyr og griber Sindet, ryster eller maaske snarere styrker Overbevisningen. Den bringer Klarhed og Sikkerhed, men vi mener ikke, at den er i Stand til at fremkalde Kendsgerningerne. Dette er Meningen med vor litterære og kunstneriske Materialisme (Ordet har allerede, tror jeg, været brugt af Henriette Roland Holst). Paastanden om, at det er de udvalgte, der skaber det ny, om Tænkernes Aristokrati og Herredømme, har intet Grundlag. Det er et vældigt "Bluff".
    Vor Betragtning er denne: Naar man undersøger Tilfældighederne og deres Sammenhæng, skal man rette sig efter de faktiske Kendsgerninger og en logisk Betragtning deraf. At trænge til Bunds i Realiteterne, det er at adlyde dem og ikke bøje dem efter Formler eller Skyggebilleder. Vi anvender paa hele Livet og dets ideale Udtryk Stoicismens smukke Fyndord overfor det guddommelige: Jeg adlyder ikke Gud; jeg er enig med ham.

Det er klart, at vi fremfor alt betragter det sociale Menneske og ikke Mennesket for sig selv, hvilket er en Fiktion. Dette maa defineres og fremsættes klart. Individet er ikke en Fiktion.- Tværtimod det er Menneskehedens virkelige Celle. Vi bestrider ikke Individets centrale Betydning. Karl Marx har heller ikke bestridt den, som de, der daarligt kender ham, beskylder ham for. Enhver af os er saa at sige dobbelt; han er en Enhed og et Individ - ved sit specielle Udstyr, sin personlige Skæbne, sin særlige Stilling i Lykkens, Begærets og Dødens evige Drama. Enhver af os indgaar som Led i det sociale Hele; en Draabe i Mængden, et Chiffer i Rækken, og Samhørigheden er selv en Organisme. Der er, som de Gamle sagde, et ydre og et indre Menneske. Man gør ikke Ende paa denne dybe menneskelige Modsigelse ved at undertrykke, eller snarere lade som om man undertrykker et af de omhandlede Elementer, da de begge eksisterer i den praktiske Virkelighed.
    Hvis man kunstigt adskiller Individet og det sociale Væsen, vil den første gøre Oprør og den anden maskere sig, og der bliver ikke andet tilbage end to af disse taagede Abstraktioner, som elskes af Poeterne, Fantasiens Diktatorer. - Men for Øjeblikket interesserer Individet os mindre end Helheden, og vi forlader den Enkelte for at hellige os det kollektive. Individet, det isolerede Tilfælde, den personlige Skæbne, har hidtil hersket i Litteraturen og Kunsten. - Selv om man ikke kan paastaa, at alt er sagt om dette -thi man kan ikke forudse mulige Mesterværker - saa er det dog sikkert, at man har sagt, gentaget og atter gentaget det væsentlige derom. Og nu vil man se andre Steder hen. Vi maa høre op med at gaa i Kreds omkring Individets Aand og Hjerte og haardnakket tage Kampen op med det private Liv. Vi maa for en Tid skubbe Undtagelsestilfældene til Side, Enetalerne og de midtpunktsøgende Analyser, Hr. X og Fru J's, mine og dine private Affærer. Vi maa gaa ind paa det fælles Omraade, alt tilskynder os dertil. Først den økonomiske og den historiske Skæbne, som i Dag giver det Fælles voksende Betydning, og som giver det Fremtidens Præg og Form. - Men det drejer sig ikke blot om Tilegnelsen af brændende og storslaaede sociale Nødvendigheder. Der er her et Fremskridt, en gradvis Erobring, en fortsat Skaben, som Individualismens Stampen paa Stedet og den personlige evige Begynden forfra ikke kan give. Og det alene skulde være til strækkeligt til at bestemme Vejen for de Mennesker, som har Hjertet og Aandens Vilje til hernede at udrette en virksom Gerning. Det er altsaa i den Aand, Menneskenes indbyrdes Forbindelse, at vi nu bliver nødt til at orientere os.
    Vi vil ikke gaa til den Yderlighed at gøre det sociale Menneske til en Ting for sig og Kollektiviteten til en Ting for sig. Marxismens sofistiske Modstandere - og undertiden selv de kejtede Marxister - forsøger at omdanne den historiske og økonomiske Materialisme til den rene og skære Materialisme og at betragte Menneskelivet som en Mekanisme, hvis Hjul bevæger sig udenfor enhver personlig Indflydelse, enhver psykologisk Faktor. Dette er at misbruge Marx' Tanke og at miskende alt smidigt og levende i den marxistiske Realisme, som ved sin Fylde fortjener at blive betragtet, ikke som et Doktrin, men som en ny Aand, en ny Iagttagelsesmetode overfor de skabende Kræfters Sammenhæng med Livet og Logiken, Naturen og Videnskaben. Hvis de økonomiske Fænomener udviklede sig udelukkende og skæbnebestemt i det materielle Plan, saa vilde Tingene gaa af sig selv, alle de ny Situationer opnaas efterhaanden, og det vilde kun være hul Demagogi at sige til Proletarerne, at de skulde indvirke paa Udviklingen ved at bryde deres Lænker, - og det er dog det, der skal siges til dem. Den bernsteinske Skole har, hypnotiseret af denne snævre Determinisme udbredt en Slags socialistisk Opportunisme, som maa føre til alle Slags Indrømmelser. De historiske Fænomener adlyder Love som alle Fænomener. Men det sker ikke automatisk. Mennesket kan beherske dem, som det kan beherske Elementerne, kanalisere Floderne, der er underkastet de fysiske Love. -
    Menneskets Historie her paa Jorden er kun matematisk skæbnebestemt i den Udstrækning, hvor Menneskene er ligegyldige.
    Jeg kunde - for at sammenfatte denne Oversigt - gerne sige, at vi - i det hele - kun skal betragte Mennesket som et socialt Væsen.
    Denne Idé - som i det nittende Aarhundrede har dannet Socialismens virkelige Indhold, og som Bacon fordrede anvendte i Videnskaben, og Kant - Tænkernes mægtige Aand - i Filosofien, - er rig og frugtbar. Den eliminerer Tingen i sig selv, undersøger Formlernes og Traditionens Værdi, den til intetgør Overtro og Tradition, erstatter et sentimentalt taaget Ideal, et Eventyrideal, med et endeligt videnskabeligt Maal.
    Den har i sig selv den menneskelige Mangfoldigheds organiske Kræfter. Den genopbygger de naturlige Kræfter. Det er som den stigende Flods Larmen og Brusen. Derfor - kan man sige - er den meget dybere idealistisk end de pompøse Utopier som Riddere og Apostle har formet i Ord. - Det er Grunden til, at det ærlige Menneske, som vil tænke ærligt, maa løsrive sig - i den Tid, der nu kommer, fra den formaalsløse Dyrkelse af den Enkelte og orientere sig med Hensyn til det Fælles.

Henri Barbusse.