David Strauss' Værk "Die Christliche Glaubenslehre" (1840-41) angav en ny Linie for den theologiske Forskning ved at anvende den historiske Videnskabs Principper paa de kristelige Dogmers Udvikling. Bibelkritikken var grundlagt og gik sine egne Veje for senere at mødes i epokegørende Resultater med den historiske Granskning. Naturvidenskaben havde gjort et virkningsfuldt Forarbejde, og Sten paa Sten er blevet nedrevet af den dogmatiske Lærebygning.
    Hvad der endnu staar tilbage, er mosgroet og faldefærdigt. Udbedringer forsøges jævnligt, men den Mørtel, der anvendes, er gammel og binder daarligt.
    I Overensstemmelse med sin Stræben efter almindelig intellektuel Frihed maa Socialismen stille sig yderst skeptisk overfor en Religion, der virker hæmmende paa Oplysningen, og den er i Reglen tvunget til at indtage den samme Holdning overfor denne Religions Forkyndere .- Den med hedenske Elementer stærkt isprængte Dogmekristendom, der doceres i de allerfleste af Landets Kirker, er en af Videnskab og Fornuft nedbrudt Lære, som kun meget daarligt forliges med Tanken. Socialismens Stilling overfor den statsunderstøttede Kirke er desuden bestemt ved dens Front mod det kapitalistiske Samfund, der i Kirken ejer en ivrig Forbundsfælle, altsaa ved et rent politisk Forhold. Kirken er Frihedens gamle og før i Tiden mægtige Fjende, den Dag i Dag en vigtig Faktor for det kapitalistiske System i dets Bestræbelser for at holde Masserne nede. Imidlertid har Kirkens Lære om Retfærdighed i et andet Liv ikke længere let ved at vinde Popularitet i de Befolkningslag, der bestandig maa skifte smaa Kaar med Arbejdsløshed og Sult. Det samme gælder den kristelige Presse og de mange Præster, der paa en ejendommelig Maade forener Kærligheds- og Forsoningslæren med militaristiske Tilbøjeligheder. Det ligger maaske i Blodet fra de Tider, da Kætterbaalene brændte lystigt, og Lande hærgedes til Daaben med Sværd og Spyd.- Nok er det, at en meget stor Del af Gejstligheden røber en Uvilje mod Socialismen og nmvd deres Bestræbelser, som "arbejder og er besværede". Andre vil maaske sige med Nietzsche: Den, som har Teologblod i Kroppen, indtager fra første Færd en skæv Stilling til alle Ting.
    Dogmekristendommen er opfyldt af Ulogiskheder, men Ulogiskheder er til syvende og sidst Uredeligheder.
    Kirken trænger til en Reformation, om den ikke skal dø af Mangel paa Sundhed og Sandhed. Saaledes skrev Professor Kromann kort før sin Død om Religionen med de 3 Guder, der dog kun er 1, og om den Kirke, der forkynder denne Lære.
    Den nykirkelige Bevægelse - særlig Ditlef Nielsen og Kr. Schelderup - søger at udskille Jesu Lære af Hedningekristendommen. Den ønsker at samle Kristenheden om det centrale: Jesus eller Næstekærligheden, og den vil ved sit Syn paa Jesus som Mennesket, der skabte en Livsfilosofi, mere værdig til Efterfølgelse end andre Religionsstifteres, og ved samtidig at anerkende disses Værdi og Betydning utvivlsomt give den moderne Kultur og det moderne Tankearbejde større Mulighed for at kunne forenes med den religiøse Trang.
    En Bevægelse, der gør op med den "kommercielle Kristenhed" og den uetiske og udlevede Dogmekristendom, en Bevægelse, der tillige stræber efter at give en stor etisk Tanke i alt Fald nogen Realitet, fortjener Støtte i en Tid, hvor man oftere end nogensinde før lærer at smile ad Udtryk som "kristen Kærlighed", "de helliges Samfund" o s. v., og den kan af flere Grunde mødes med Sympati af Socialismen. For det første kan denne kun se med Velvilje paa, at den nykirkelige Bevægelse gaar agressivt til Værks overfor Dogmekristendommen. For det andet vil Bevægelsen sikkert medvirke til at vække yderligere Stemning for Kirkens Adskillelse fra Staten. Endelig tilstræber den paa videnskabelig fast Grund et Ideal, der fuldtud kan forenes med socialistisk Tankegang.

Svend Hegelund Lange

Sven Hegelund Lange har naturligvis Ret i, at Socialismens Stilling til Statskirken maa være fjendtlig, fordi Kirken er et saa vigtigt Støttepunkt for det bestaaende Samfund, eller - for at bruge Anatole Frances Ord - de fattiges Forsagelse er Samfundsordenens Hovedhjørnesten.
    Men jeg tror, Hegelund Lange undervurderer Religionens Styrke, og jeg synes ikke, at den "med hedenske Elementer stærkt isprængte Dogmekristendom" er blevet videre nedbrudt af Videnskab og Fornuft. At Kristendommen har ført en Mængde religiøse Forestillinger med sig fra andre Religioner, vilde kun undre En, hvis man troede, at en Religion opstaar ved et Mirakel. Og Videnskaben, som arbejder begrebsmæssigt og logisk med Tingene, kan aldrig staa i noget egentlig Modsætningsforhold til Religionen, som bygger paa rent følelsesmæssige Forestillinger. Man maa regne med Religionens overordentlige Tilpasningsevne. Den har let ved at ændre sit Verdensbillede efter Videnskabens Resultater, og den har gjort det Gang paa Gang. Kristendommen er kommet levende over det copernicanske System og Darvinismen. Paa samme Maade kan en Religion ændre sin Moralopfattelse og gør det til Stadighed. I et forstandigt ordnet Samfund vil man maaske endog kunne se paa Religionen med en vis Velvilje, den er jo dog, naar alt kommer til alt, en psykologisk Udvej.
    I Øjeblikket er det farligt at undervurdere Kristendommens Styrke. Det kan blive skæbnesvangert for Socialismen i Danmark, at Indremissionen har faaet Tag i store Befolkningskredse, som burde være vundet for Marxismen. Et bredt Landproletariats Krav om Ret og Rimelighed i Verden er nu ført over i det mystiske. Vi maa med alle Vaaben bekæmpe denne Pervertering af Proletarfølelsen, og hvis den saakaldte nykirkelige Bevægelse virkelig var et Vaaben, maatte vi naturligvis ikke lade det ligge.
    Men jeg tror ikke, man skal lægge for stor Vægt paa den Bevægelse. Ditlef Nielsens og Schelderups Arbejde er præget af en tør og smaaborgerlig Livsanskuelse, og Grundlaget er en ganske ensidig historisk Betragtning. Den nykirkelige Bevægelse vil næppe sætte sig Spor andre Steder end i Politikens Kronik, og Ditlef Nielsens religiøse Nachtisch bliver ikke den nye Katekismus.
    I Hovedsagen har dog Hegelund-Lange Ret: vi maa beskæftige os med Religionen, men paa en Maade, der paa en Gang er bred og indgaaende. Vi maa hensynsløst skære igennem den smaaborgerlige Betragtning af det religiøse som et særligt aandigt Problem, men paa den anden Side maa vi ikke anse Religionen alene for et kluntet Suggestionsforsøg. Her har allerede den moderne Sociologi gjort et storartet Arbejde, og man vil ogsaa kunne benytte den moderne Psykoanalyse. Før vi er ganske klar over, hvilke Kræfter der rører sig i det religiøse Sjæleliv, kan man ikke med Virkning modarbejde Religionen.

Hans Kirk.