I den internationale Fredslejr ved Gilleleje i Begyndelsen af August Maaned var Emnet for en af Diskussionerne ovenstaaende aktuelle Problem: Krigsaarsagerne. Som Indleder ved denne Lejlighed valgte jeg for Tidens Skyld den mest sammentrængte Form, som ogsaa er bibeholdt i dette Indlæg.

I.

Som Grundlag for Undersøgelsen kan tages Tilstanden i Europa før Verdenskrigen. Først gælder det saa at finde og bestemme de Aarsager, der dengang førte til Krigen; derefter at rejse det Spørgsmaal, om disse Aarsager endnu gør sig gældende, og til Slut gøre Rede for Midlerne til en Bekæmpelse.
    For den praktiske Oversigts Skyld kan man sondre mellem 6 "Aarsager", hvoraf de 3 er af politisk, de 3 af økonomisk Natur.
    Den mest iøjnefaldende af de politiske Aarsager var. hvad man kunde kalde en slet Fred. Ordet Fred har jo faktisk to forskellige Betydninger, dels en klokkeren Klang af den velsignede Fred (pax), hvor Vaabnene hviler, dels en alt andet end venlig Betydning af Kontrakt (pactum). Europas Fred har altid hvilet paa en eller anden Pagt, fremtvunget ved Krig (den westfalske Fred, Utrecht-Freden, Wienerkongressen, Versaillesfreden f. Eks.). Fredstilstanden før 1914 hvilede paa Frankfurterfreden 1871 og Berlinerkongressen 1878. Dette Grundlag var Bismarcks Værk; det skabte en dominerende Magtstilling for Tyskland og Østrig paa andre Folks Bekostning og fremkaldte som Modvægt et Alliancesystem, hvorved Frankrig og Rusland forenedes.
    Den næste politiske Aarsag, som kan nævnes, var Rustningernes Omfang. Romernes Ord: "Hvis du vil Fred, rust dig til Krig," passer fuldkommen paa den slette Fred; den kan kun opretholdes ved Vaaben. Men Rustningerne bliver i sig selv en Krigsaarsag som Følge af Hærmaskinens Mekanik. Den mindste Anledning kan faa uoverskuelige Virkninger; Mobiliseringen af Millionhære maa forberedes Aarevis i Forvejen, og Iværksættelsen af Mobiliseringen paa et gunstigt Tidspunkt er derfor af saa afgørende Betydning, at det sprænger alle diplomatiske Forhandlinger. Dertil kom før 1914 Kaprustningerne indenfor bestemte Armeringsarter (Flaade, Artilleri etc.), som virkede direkte tilskyndende til Krig (Venter vi længere, er det forsent!). Dette gjaldt særlig Tysklands Flaaderustninger mod England.
    Som tredje politiske Aarsag kan anføres Nationalismen. - Herom kan bruges et Billede. Ligesom Jernet bliver magnetisk ved Bestrygning, hvorved Molekulerne lejres alle i samme Retning, saaledes bevirker den nationale Frase, gentaget i Uendelighed - i Aviser, ved Møder, i Teatrene, i Bøger, i Skolen, i Kirken - en Omlejring. Borgernes Tanker ensrettes, de stærkeste Følelser paakaldes, der opstaar et nationalt Kraftfelt. Hvor meget dette betyder viste sig ved Krigserklæringen i 1914. Indførelsen af Censur, Udbredelse af Løbesedler og offentlige Plakater, Avisernes Beretninger om Fjendernes Misgerninger o. s. v. virkede sammen og skabte i Løbet af 24 Timer "en enig Nation".
   Herefter skal vi gaa over til de økonomiske Aarsager, af hvilke den mest iøjnefaldende er Konkurrencen om Markeder og Raastoffer. Det ligger i selve det kapitalistiske System, at Merværdien ved Produktionen kun kommer en ringe Del af Producenterne til Gode. Forbruget vokser derfor ikke proportionalt med Produktionen. Overskudet sættes i ny Produktion, og Hjemmemarkedet kan ikke aftage Varerne. Den deraf følgende Eksportkonkurrence antager skarpere og skarpere Former; da Aviserne beherskes af Kapitalisterne enten som Aktionærer eller som Annoncører, bevirker Konkurrencen et Indslag paa det politiske Felt. Nervøsiteten tiltager. Made-in-Germany-Kampagnen i England og Platz in der Sonne-Raabet i Tyskland var før 1914 direkte Virkninger af denne skærpede Konkurrence.
    En anden Følge af Konkurrencen, som viste sig før Krigen, var den stigende Protektionisme; man beskyttede Hjemmemarkedet og angreb Udlandet med Dumping-Priser. Den tyske Farveindustri før Krigen afgiver det klassiske Eksempel paa denne økonomiske Krigsførelse. Faren ved Protektionismen ligger lige for Dagen; dens Grundtanke er: selv at forsyne Hjemmemarkedet og tillige eksportere. Dette maa føre til Krig. Det kan nemlig kun lykkes, hvis der skabes et Produktionsmonopol, hvorved man faar mere for Varen, end den er værd, hvilket forudsætter Slavenationer, enten uciviliserede eller undertvungne og underlønnede.
    Til disse økonomiske Aarsager kom saa Befolkningstrykket. De stadige Forskydninger i Europas Befolkningsmængde før Krigen skabte Spændinger, som maatte fremkalde stærk Nervøsitet i de befolkningssvage Lande, da Overbefolkningens Pres i de tætbefolkede Lande medførte en voksende militær Styrke.
    Saaledes var Stillingen i Hovedtrækkene. Det maa fremhæves, at alle disse Krigsaarsager griber ind i hinanden: den slette Fred og Befolkningstrykket, Konkurrencen og Nationalismen, Konkurrencen og Protektionismen (som jo blot er den statsunderstøttede Konkurrence) o. s. v. De økonomiske Aarsager ligger nok dybest, men de forstærkes eller krydses af de politiske. Til disse politiske og økonomiske Aarsager maa saa føjes Mangelen paa et centralt Organ for de europæiske Stater. Selv den mindste Stat klamrede sig til Statssuveræniteten, "den nationale Frihed". Men Staten som suveræn Magt er amoralsk. For Staten gives der intet andet Hensyn end Interessen, og alle Interessespørgsmaal afgøres ved Magt. Oplysende i saa Henseende er Tysklands Afvisning af Voldgift i 1899. Det var den stærke, der talte, og derved blev det staaende.

II.

Hvad viser nu en Sammenligning med øjeblikket? Findes de samme Krigsaarsager, og gøres der noget for at bekæmpe dem?
    1) Europas nye "Fred" er en uærlig og slet Fred - uærlig, fordi den kompromitterede Demokratiet og selve Fredsbevægelsen; slet, fordi det er en imperialistisk Fred, som har sønderlemmet Østrig, forkludret Tysklands østgrænse, ødelagt Europas økonomi ved Erstatningernes Kimære, skabt anden Klasses Nationer i det europæiske Folkesamfund, overladt de saakaldte Mandater til Udbytning og endelig skabt en uforholdsmæssig Overvægt for de latinsktalende Stater over de germanske Elementer.
    2) Hvad Rustningerne angaar, er Stillingen truende. Trods Tysklands og Østrigs delvise Afvæbning findes der flere under Vaaben nu end før Krigen. Hertil bidrager særlig Kaprustningen i de nye Stater i Østeuropa, for ikke at tale om Frankrig, Italien, U. S. A. og Rusland.

(Skema s. 262)

   Krigsflaaderne blev i Washington 1922 reguleret saaledes, at Linieskibenes Tal blev ansat i følgende Forhold: England 5, U. S. A. 5, Japan 3, Frankrig 2, Italien 2; men Misfornøjelsen i Frankrig var stor, og Franskmændene har siden kastet sig over U-Baadene. - Af afgørende Betydning for Nutidens Krigsførelse er Flyvemaskinerne, og Frankrig har ogsaa her en smuk Førsterang. En Tabel fra 1924 viser vigtige Træk af denne nve Form for Kaprustning.

(Skema s. 262)

    Man skal her særlig hæfte sig ved Antallet af uddannede Flyvere, da Materiellet i Krigstilfælde let kan skaffes. England. som i 1923 følte sig stærkt truet af den hidsige franske Luftrustning, budgetterede 34 nye Flaader à 12 Aeroplaner, hvorpaa Frankrig straks svarede med yderligere Forøgelse. - Føj hertil de kemiske "Rustninger", hvorom Offentligheden praktisk talt intet ved, og Billedet af Europas "Fred" vil være skizzeret.
    3) Nationalismen har efter Krigen faaet ny Næring. Særlig maa omtales Fascismen i Italien, dette systematiske nationale Hysteri, som imidlertid svarer godt nok til en reel Magtforskydning i Middelhavssfæren; det overbefolkede Land rusker i Buret. Uhyggelig for Europa er ogsaa Nationalismen i den lille Entente og i Randstaterne. De undertrykte Dele af Ungarn er nær Desperationen over for Rumænerne ligesom Bulgarerne over for Grækerne.
    Men ved Siden af disse ulmende Smaabrande staar den store blomstrende Imperialime, Stormagternes Kamp om Olien og om Markederne, Ruslands Ekspansion under proletarisk Maske i Persien, Indien og Kina. Kina i Opløningens Tegn er for Nutidens Verden, hvad Italien var for Europa omkring 1500 - et nationalt Kadaver, hvorom Gribbene samles. Linierne kan trækkes op for en næste stor Krig, en Stillehavskrig med en lokal europæisk Front om Tysklands Østgrænse. I Traad hermed gaar de talrige Alliancedannelser og det nye Ligevægtssystem, der er under Dannelse.
    De økonomiske Forhold ligger for saa vidt anderledes. - Krigen satte Fart i de overøiske Industrier, og Europa staar tilbage, bankerot, tynget af Skatter og Arbejdsløshed; men den nødvendige Følge heraf er skærpet Konkurrence. Derfor ser vi ogsaa stigende Protektionisme som Hjælp mod Arbejdsøsheden, specielt mod Valutadumpingen. Ved Grænsespærringen efter Krigen er yderligere Befolkningstrykket i visse Egne steget uhyggeligt, hvoraf følger foruden den hysteriske Antisemitisme en endnu utaalsommere Nationalisme.
    Men Verden har faaet et nyt centralt Organ, Folkenes Forbund. Herom maa man ikke gøre sig overdrevne Forestillinger. Forbundspagten bygger paa Statssuveræniteten; derfor kræves det, at Raadets Beslutninger skal være enstemmige, og derfor er Voldgift ikke obligatorisk. Det eneste obligatoriske er Udsættelsen af krigerske Aktioner. Men Forbundet har ingen Hær til at gennemføre sin Vilje. Vil det kunne bære en kritisk Situations Pres? Som bekendt er i Øjeblikket 3 af Verdens største Stater, U. S. A., Sovjetrepublikkerne og Tyskland, udenfor Forbundet.

III.

    Af det foregaaende vil det være klart, at det er lettere at paavise Krigsaarsagerne end at bekæmpe dem. Den gammeldags Pacifisme strækker ikke til. Den rummer den Svaghed, at den kun raaber paa Fred uden at spørge, hvad Freden dækker over. Fredstilstanden kan jo betyde Uretfærdighed, Brutalitet og Umenneskelighed. Bedre end Pacifisme virker Oplysning om Krigens sande Aarsager, selv om den ikke er tilstrækkelig til at komme Nationalismen til Livs. Godtfolks Uvidenhed er imidlertid en overordentlig tungt vejende Faktor, som Nationalismen raader over gennem Pressen. Man skriver ikke mere direkte for Krig, men man indgiver Folk den Betragtning, at Krig er en Naturkatastrofe, noget i Retning af Spændinger og Udladninger. Ingen Tankegang er i Virkeligheden farligere, da den bevirker, at enhver aktiv Fredsvilje sløves.
    Herimod maa der sættes en Betragtning af de rent faktiske Forhold. Det maa raabes ud, at det ikke er Naturkræfter, ikke højere Magter, der staar bag, men Mennesker, enten Menneskemasser eller Grupper af Mennesker, eller enkelte Mennesker som Repræsentanter for Grupper eller Masser. Den farligste og stærkeste af disse Grupper er Højfinansen, i hvis Haand den egentlige Magt er koncentreret. I Sammenligning med dem er de borgerlige Politikere kun Marionetter, der lægger Navn og Popularitet og passende sædelige Fagter til de andres Spil. - Hvad andet gør Politikerne, lige fra salig Wilson til Mussolini, end fra Talerstol og Tribune at messe, fløjte eller brøle den gamle Melodi: Right or wrong, my country!
    Heroverfor nytter hverken Pacifisme eller Oplysning alene. Krigsaarsagerne maa bekæmpes ved organiseret Magt. Denne Magt skjuler sig i Proletariatet, og der gives ingen anden Fredsmagt i Verden. Udløsning af Proletariatets Magt er Socialdemokratiet, som i Følge Massernes økonomiske Interesse er internationalt og antikapitalistisk.
    Socialdemokratiets Opgaver i øjeblikket til Bekæmpelse af Krigsaarsagerne er tre: 1) Oplysning, 2) international Organisation, 3) Erobring af politisk Magt (reel, ikke ministeriel). Dette maa ske saaledes, at man ikke binder sig til Folkeforbundet, da man derigennem kun opnaar at blive medansvarlig for den kapitalistiske Alliancepolitik. Hvorvidt det vil ske voldeligt eller fredeligt, bliver det desværre Modstandernes Sag at afgøre.
   Opgaverne i Fremtiden vil være: at ændre Versaillesfreden, nedruste, knække den kapitalistiske Presse, indføre Frihandel, udjævne Befolkningstrykket og til Slut indføre "Nationalfrihed", hvorved de nationale Krige gaar over i Historien ligesom "Religionskrigene", til vore Efterkommeres Undren og Gysen over Fortidens Barbari.

Hartvig Frisch.