Det er uden Tvivl interessantere at foretage en Undersøgelse af den katolske Kirkes Færd i Mexico, end at fylde Spalte op og Spalte ned med sentimentale Historier om Massedaab.
    Der findes titusinde Kirker spredt over hele Landet. Grundlaget for deres Bygning var Kamp. Der behøvedes fire blodige Slag alene for at omvende Tlaxcalanerne, der i Begyndelsen havde stillet sig velvillig overfor Spanierne paa Grund af Myten om den blonde Jordgud Quetzalcoatl, der skulde omvende Toltekerne fra Menneskeoffer og lære dem at ofre Brød og vellugtende Urter i Stedet. Spanierne viste dog snart, at de ikke var de forventede Repræsentanter for den hvide Gud - tværtimod. Men med lidt Haandkraft gik det alligevel, og nu rejser sig paa den Plads, hvor engang Nezahaualcoyotls Sommerpalads laa, over tyve Kirker. Hvad har nu denne Kirke gjort foruden at bygge Kirker?
    De første Missionærer var som oftest ret hæderlige Mennesker. De tilintetgjorde det meste af den mexicanske Kultur, men det skete kun af de reneste Motiver, og Las Casa rejste ikke mindre end fjorten Gange over Atlanterhavet for at bede for sine forkuede Sognebørn. Men da den første Mssionsbegejstring slukkedes, saa man ikke saa nøje paa, hvad Præster man sendte, og det elendige Folk udsattes nu ogsaa for kirkelig Underkuelse. Kirken erhvervede sig Jord, meget Jord, Templerne blev yppige, Altrene pralende. Adelsmænd og Præster stredes om det ranede Gods. Biskopper bandlyste Vicekongen, som de nu bandlyser Calles. 1624 tog Vicekongen Ærkebiskoppen tilfange som Følge af en Strid om Sædekornsmonopolet og sendte ham i Jern til Spanien. Ærkebiskoppens Tilhængere belejrede til Gengæld Vicekongens Palads, og denne maatte til sidst søge Ly i et Kloster og bede om godt Vejr.
    4. November 1571 oprettedes Inkvisitionen.
    Hemmelige Anklager truede enhver. "Fra den Dag begyndte Rædselsvælden," skriver Luis Conzales Obregon. Hellere betale end brænde, var Parolen. 22,300 Præster, 8000 Munke og Nonner, 157 Missionsstationer plagede Landet. Kirkens Indtægt var 1820 en Fjerdedel af Nationalformuen. I vældige Templer prækedes i juvelbesatte Skrud for halvsultne, spedalske, barfodede Indianere. Katedralen i Mexico City kostede 2 Millioner Dollars, den i Oaxaca endnu mere. Katedralen i Puebla 1,500,000 Dollars. En Kirke under en kvart Million regnes for tarvelig. Den hellige Jomfru de los Remedios' Kappe har kostet 300,000 Dollars.
    Kirken havde sin Finger med i alle Revolutioner. Den var tildels Skyld i, at den store Juarez, Manden, der besejrede Kirkehajdukken Maximilian og afrettede denne, ikke kunde gennemføre sine Reformer. Under den vicekongeagtige Diaz fik Kirken paany sin gamle Magt, men Revolutionen 1910-20 har været en Bølgedal, fraregnet Huertas korte Opgangstid. De klerikale har blot ventet paa de gode gamle Dage, da Guldet atter skulde strømme ind i Sakristierne. De har en betydelig Magt over Kvinderne. Skolen har været i Kirkens Haand. En Amerikaner udspørger en Indianerpige.
    "Hvorledes ser en Jøde ud?" spørger han.
    "Oh, der findes mange Slags. Den rigtige Jøde har Horn og Hale ligesom Djævelen. Men de kan forandre deres Udseende, saa de ligner Mennesker."
    "Hvor bor Jøderne?"
    "I Jerusalem."
    "Nej, der bor mange i New York, ja, selv her i Mexico City."
    "Nej, nej. De spøger. De vilde ikke vove det. Vi skulde dræbe dem."
    "Vilde De dræbe en Jøde? Budene siger jo, man skal ikke slaa ihjel."
    "Vi taler jo om Jøder. Man har Lov til at slaa Jøder ihjel. Gud vil, at vi skal dræbe Jøderne ...."
    Kirken har ikke lært Folket at læse og skrive, kun den herskende Samfundsklasse. Kirken tillader endnu spedalske at dyppe Hænderne i samme Vievand som raske Børn. Tusinder spedalske tigger ved de høje Templer "for Kristi dyre Blods Skyld", "i den rene ubesmittede Jomfrus Navn". Det er saa dyrt at blive viet, at de fleste Peoner maa renoncere paa denne Ceremoni.
    Obregon, Præsident 1923, erklærede i en Tale, at "den nuværende Regerings Opgave er at lede hele Folket ind paa Dydens, Moralens og Broderkærlighedens Vej i disse Begrebers mest vidtstrakte Betydning og derigennem at søge at opnaa større Lykke paa Jorden. Den katolske Religion fordrer af sine Tjenere, at de skal nære og lede de troendes Sjæle. Den nu afsluttede Revolution fordrer, at den Regering, der er blevet et Resultat af dens Anstrengelser, skal skaffe Næring til Mexicanernes Mave, Hjerne og Sjæl. Hvis dette var Grundtanken i begge Programmer, vilde der ikke være nogen Modsætning, men fuld Overensstemmelse."
    Den katolske Kirke har imidlertid fremturet i sit krampagtige Greb paa Næstens, det vil sige de indianske Bønders Gods, og det har derfor været nødvendigt at konfiskere al Kirkeejendom.- Men om Mexicos Agrarspørgsmaal næste Gang.
    Som en filosofisk Slutning er det morsomt at se den katolske Kirke blive taget paa Ordet som en stridbar Kirke. Den kan i og for sig ikke vente anden Behandling end den foreliggende. Rent principielt vilde sikkert en Thomas Aquinas have været fristet til at drage den Slutning, at den bør forfølges, naar den er den lille, at den maa lære kristelig Ydmyghed og mores.