Tal og Kendsgerninger.

Den russiske Bondestands Rejsning, fra Slavekaar til nu - sammen med Byarbejderne - at danne Sovjet-Unionens styrende Klasse, har medført vældige Forskydninger i hele ØstEuropas og Sibiriens Økonomi. Hidtil har man i Vest-Europa i alt for ringe Grad beskæftiget sig med de Problemer, som Arbejder- og Bonderevolutionen i 1917 rejste. Næsten alle de mange Forfattere, Journalister og Videnskabsmænd, der hidindtil har besøgt Sovjet-Unionen og skrevet om Forholdene der, har udelukkende holdt sig til Byerne, navnlig til Moskva og Leningrad, der sikkert ogsaa for et kortere Besøg frembyder den største Interesse. Men lige saa sandt det er, at Byarbejderne førte an i Revolutionen og stadig fører an i den økonomiske, politiske og kulturelle Udvikling i Sovjet-Unionen, lige saa sikkert er det, at Tyngdepunktet for denne Udvikling nu som før ikke er at finde i Moskva eller de andre Byer, men i Landsbyen. Her ligger de største og vanskeligste Opgaver, og her vindes til Gengæld de største Sejre.
    Et Blik paa Statistiken vil sige os, hvor betydelig en Del af U. S. S. R.s Befolkning Bønderne udgør. 1. Januar 1925 havde U. S. S. R. ialt 140 Mill. (nøjagtig 139.753.900) Indbyggere, hvoraf ca. 84% eller 117 Mill. var Bønder og kun 23 Mill. Bybefolkning. Denne store Folkemængde er spredt ud over 1/6 af Jordens Overflade, og Befolkningstætheden er kun ca. 6 Indbyggere pr. Kvadratkm. Tættest beboet er Ukraine med 58 og R. S. F. S. R. (det egentlige Sovjet-Rusland) med 18, medens Sibirien kun har 0,9 Indbyggere pr. Kvadratkm. (Til Sammenligning kan anføres, at Danmark har 78, Belgien 257 Indb. pr. Kvadratkilometer) .
    Trods denne ringe Befolkningstæthed og trods det, at vidtstrakte Arealer rundt om i det russiske Rige stadig under Zarismen laa uopdyrkede hen, hungrede den russiske Bondebefolkning efter mere Jord. Dette skyldtes navnlig den uretfærdige Jordfordeling. Vel ophævedes Livegenskabet 1861, men endnu i 1877 ejede Bønderne kun 30,4% af Ruslands Jord, Staten, Kirken og forskellige offentlige Institutioner ejede 44,9% og Godsejerne 24,7%. Den stadige Ulmen i Bondemasserne, der slog ud i lys Lue i 1905, hvilket Aar de første Sovjet skabtes, tvang Staten til visse Jord-Reformer; mest vidtrækkende var de kendte Stolypin-Reformer, hvis Hovedformaal var at dæmme op for den stadig truende Bonderevolution. Trods al "Reformering" proletariseredes de fattige Bønder yderligere, medens Storbønder (Kulaki) og Godsejere, støttede paa det kraftigste af Stat og Kirke, sugede Kapitalen til sig og brugte Midler som Militærvæsen, Overtro, Brændevin, Skatter og Fængsler for at holde Smaabønderne nede i Fattigdommens, Uvidenhedens og Slaveriets Mørke.
    Gennem mange Generationers Blod og Sved har Ruslands Bønder erhvervet sig Retten til Godsejernes Jord - og i Kraft af Revolutionen tog de denne Jord. Ifølge Dekret af 26. Oktober 1917 blev ikke blot Eksproprieringen af Ruslands Godser proklameret, men Privatejendomsretten til Jorden ophævedes, og Jorden overgaves i det arbejdende Folks Eje. Ejendomsret ændredes til Brugsret, og hver Bondefamilie skulde kun have saa meget Jord, som den formaaede at dyrke. I det store og hele bestaar disse Principper endnu, selv om der, navnlig for det sidste Punkts Vedkommende, er givet visse Lempelser.
    I det europæiske Rusland (uden Ukrajne) havde Bønderne ved Oktober-Revolutionens Udbrud kun de 76,3 % af Jorden, Godsejere, Stat og Kirke havde 23,7%; for Ukrajnes Vedkommende var Tallene henholdsvis 65,4 og 44,6%. Efter Oktoberrevolutionen havde Ruslands Bønder 96,3% og Ukrajnes Bønder 96% af hele det dyrkede Jordareal. Resten gik væsentlig til Indretning af Sovjet-Godser, kooperative Landbrug, Landkommuner, Arteller og lignende. Bøndernes Forpagtnings-Afgifter til Godsejerne ophævedes fuldstændigt, Skatterne nedsattes betydeligt.
    Men efter Oktober-Revolutionens Sejr kom der tunge Trængselsaar for Bønder saavel som for Arbejdere. De "hvide" Hære oversvømmede næsten hele Sovjet-Rusland og særlig de rigeste Dele af Landet. I Ukrajne sad der saaledes i Løbet af tre Aar 13-14 forskellige Regeringer, der hver tog, hvad de kunde - ikke mindst hos Bondebefolkningen, hvis Husdyr i store Mængder blev røvet eller slaaet ned. Men Bønderne saa, at overalt, hvor de "hvide" Generaler sejrede, blev Godsejerne indsat i de gamle "Rettigheder" og Bønderne drevet ud af deres nyerhvervede Gaarde. Det lukkede øjnene op paa mangen en sovjetfjendtlig Bonde. Og blandt de ivrigste til at drive de "hvide" Generaler tilbage var netop Bønderne, der hurtigst muligt genoprettede deres Landsby-Sovjetter.
    Under Krigens og Borgerkrigens mange Ødelæggelser var Produktionen sunken i uhyggelig Grad. Hungeraaret 1921, der ramte flere af de kornproducerende Guvermenter, bragte yderligere Nødstilstande. Industriproduktionen sank til mellem 18 og 20%, Landbrugsproduktionen til 49 % af Førkrigs-Tidens Produktion. Man skal dog ikke af disse Tal slutte, at det stod bedre til med Landbruget end med Industrien, thi man maa erindre, at langt den største Del af Landbrugsprodukterne forbruges af Landbruget selv, og til Byerne naaede kun alt for lidt af det for Arbejderne nødvendige Brød. Derfor de mange og ofte ret haardhændede Tvangsudskrivninger hos Bønderne, der paa alle mulige Maader søgte at gemme deres Korn hen. Industrien derimod kaster næsten hele sin Produktion paa Markedet, og er derfor under en Ernæringskrise af forholdsvis større Samfundsnytte end Landbruget, der endnu i 1921 var det svageste Punkt i hele det økonomiske Liv.
    Derfor var den første Hovedopgave for den nye økonomiske Politik (Nep) at bygge Landbruget op. Kun derved kunde man skaffe Industrien de nødvendige Raastoffer og Samfundet den nødvendige Driftskapital. Det gjaldt nu om at drage Bønderne med ind i det fælles Opbygningsarbejde, at skabe et økonomisk Samarbejde mellem By og Land, at lægge Fundamentet for det kommende socialistiske Samfund.
    For at vinde Bønderne for disse Tanker og dette Opbygningsarbejde maatte der fares med Lempe. Man huskede Fr. Engels' Ord herom: "Efter Overtagelsen af Magten bestaar vor Opgave overfor Bønderne fremfor alt deri at omdanne deres Privatproduktion og deres Privatøkonomi til en Samfundshusholdning - ikke ved voldsomme Midler, men ved at vise dem det gode Eksempel og yde dem al mulig Stats-Hjælp".
    Det var nemlig ikke mere tilstrækkeligt som i de første Revolutionsdage, blot at "neutralisere" Bønderne, blot at sikre sig, at de ikke optraadte direkte fjendtligt. Stillingen var af en saadan Art, at Bønderne selv maatte lære at forstaa deres Samfundsopgaver og arbejde positivt med paa disse Opgavers Løsning.
    Et af de første mægtige Skridt i denne Retning var Jordloven af Maj 1922, der sikrede hver Bonde den Jord, han paa det Tidspunkt dyrkede. Staten havde kun Ret til at fratage en Bonde hans Jord, hvis Bonden fik fuld Erstatning i Form af et lignende Stykke Jord af samme Størrelse og Bonitet og med lige saa gode Bygninger. Der blev ogsaa givet Bonden Ret til i visse Tilfælde at bortforpagte Dele af sin Jord og at antage lønnet Arbejdskraft, hvis vedkommende Bondefamilie af en eller anden Grund ikke formaaede alene at dyrke den Jord, som Familien havde faaet tildelt. Vigtigst er dog Bestemmelsen om, at hver Bonde og hver Bonde-Kooperations Flertal selv kan afgøre, hvilke Driftsformer og Landbrugssystemer, der skal anvendes i ved kommende Brug, dog selvfølgelig under visse samfundsmæssige Hensyn.
   Vi er her ved et vigtigt Punkt, der kræver nogen Omtale, nemlig Jordfordelingen og det endnu raadende meget forældede og primitive Landbrugssystem. Man maa dog vogte sig for at trække Paraleller mellem det danske og det russiske Landbrug. Thi medens den danske Landbrugsproduktion hviler paa intensivt Mejeribrug i Forbindelse med Svineavl, hviler U. S. S. R.s Landbrugsproduktion næsten udelukkende paa den mere extensive Kornavl.
    Det vil dog sikkert overraske adskillige at se, i hvor høj Grad Sovjet-Unionens Landbefolkning er Smaabønder, med hvor lidt Jordareal og med hvor faa Husdyr de klarer sig. Vi vil først se, hvorledes Nivelleringen af Brugene skete i de første tre Revolutionsaar (under den saakaldte Krigs-Kommunisme). - Tallene omfatter Brugene i R. S. F. S. R. (Sovjet-Rusland uden Ukrajne, Kaukasien og Siberien).
    I R. S. F. S. R var Jordfordelingen følegnde (i PCt.)

[[Skema s. 251]]

    Det er de meget smaa og de store Brug, der taber i Antal, medens de mindre Brug stiger stærkt, og de mellemstore Brug stiger langsomt.
    I Aarene fra 1921 til 1925 mindskes yderligere Antallet af de mindste Brug, medens de mellemste holder sig i nogenlunde samme Antal og de største Brug atter stiger noget.
    Den sidst foreliggende Statistik (fra 1. Jan. 1925) omfatter ialt af U. S. S. R.s 22 Mill. Brug 1.291.138 Brug, altsaa et ganske solidt Materiale at bygge paa:

[[Skema s. 251]]

   De fire første Grupper, der omfatter Smaabønder, og derimellem mange fattige Smaabønder, udgør ca. 61% af det samlede Antal. Det vil sige, at næsten to Tredjedele af Sovjet-Unionens Bønder har Husmandsbrug med mindre end 4 Hektar (ca. 7 1/4 Td. Land). Da U. S. S. R.s Bønder gennemsnitlig pr. Familie har 5 Medlemmer (Mand, Kone og 3 Børn), forstaar man, at der maa arbejdes haardt for at tjene til Udkommet, selv om Fordringerne til Kost, Klæder og Bolig ikke staar nær saa højt som f. Eks. i Danmark.
    Af Husdyr regner man i 1925 pr. Bondefamilie: Een Hest, to Køer, tre Faar eller Geder og eet Svin (egl. kun 3/4 Svin pr. Familie). Altsaa et ringe Husdyrhold, men dog tilstrækkeligt til Arbejdet i Marken og Underholdning af Familien.
    De største Brug (over 16 Desjatiner) er næsten alle enten Sovjet-Brug, der drives af Staten, eller kollektive og kooperative Brug, der i mange Tilfælde drives som Mønsterbrug, Landbrugsskoler, Frøavlsstationer o.s.v. og omfatter ialt ca. 3.266.000 Desjatiner. Sovjet-Brugene er paa gennemsnitlig 75,2 Desj., de andre Brug paa ca. 24 Desj. Gennem disse store Gaarde drives der et meget betydningsfuldt Oplysningsarbejde blandt de omboende Bønder.
    Man finder i U. S. S. R. højtudviklet industrialisert Landbrug Side om Side med den mest primitive Agerdyrkning. Endnu fabrikeres der Hundrede Tusinder af Segl, de runde Knive, hvormed Oldtidens Folk skar deres Korn af. Seglet var. som bekendt, hos de gamle Grækere Symbol for Agerdyrkningen og Agerbrugsgudinden Demeters Attribut. Det er endnu de russiske Bønders mest benyttede Høstredskab og danner den ene Halvdel af Sovjet-Vaabnet.
    Men med Kæmpeskridt trænger Landbrugets Industrialisering frem. Allerede nu findes der i Følge tysk Statistik i U. S. S. R. ca. 20.000 Fordson-Traktorer, deraf 6000 i Ukrajne. Man regner med. at Ukrajne efter 5 Aars Forløb vil være fuldt forsynet med Traktorer. Allerede nu bearbejdes af Ukrajnes 28 Millioner Desj. dyrkede Jord omtrent 1 Mill. Desj. med Traktorer. Man regner, at en Traktor kan bearbejde op til 200 Desj. Traktorerne købes næsten alle: af og gennem Kooperationerne; de er som Regel amerikanske, mest Fords, og koster, med 6-10 Mdrs. Kredit, fra 1280 til 1300 Rbl. pr. Stk. Men flere russiske Fabriker, deriblandt Pultilov-Værkerne og Alexandrovsk-Fabriken fremstiller nu ogsaa udmærkede Traktorer, der fuldt ud kan maale sig med de udenlandske. Endnu vil Bønderne dog helst have disse, medens de foretrækker russiske Plove fremfor Udlandets, da de russiske baade er bedre og billigere (c. 28 mod c. 50 Rbl. pr. Stk.).
    Traktoren kører stolt hen over de mange smalle Strimler Jord, der, ofte i en Landevejs Bredde, strækker sig ud imod Horisonten. Traktoren vil lære Bønderne at samle deres Jord og ikke lade den være spredt paa 10-15 forskellige Steder. Traktoren vil sætte Fart i Pløjningen og Fart i Sindene. Den vil som de øvrige moderne Landbrugsmaskiner revolutionere ikke blot Landbruget, men ogsaa Bønderne selv. Hvad har ikke Telegraf, Telefon, Radio (som Bønderne en Tid kaldte "Stemmen fra Luften"), hvad har ikke Nutidens mange andre Opfindelser allerede udrettet i den russiske Landsby? Men der er endnu langt tilbage, før den Elektrificering og Industrialisering af Landbruget er naaet, som skal omdanne U. S. S. R. til det mest fremskredne Land i Europa.
    Med hvilken Fart denne Landbrugets Industrialisering skrider fremad, ses bl. a. af den kolossale Vækst i Produktionen og Indførslen af Landbrugsmaskiner og -redskaber. I Halvaaret 1. Okt. 1925-1. Apr. 1926 beløb denne Import sig i Følge Toldstatistiken til 15.245.000 Rbl. mod blot 4.933.000 Rbl. i den tilsvarende Halvaarsperiode 1924-25, altsaa en Stigning paa over 300%. I sidste Aar er ca. en Trediedel af hele Tysklands Export af Landbrugsmaskiner gaaet til Sovjet-Unionen. Amerika og Tschekoslovakiet leverer dog ogsaa et meget betydeligt Antal Landbrugsmaskiner . I de ovennævnte Tal er i kke medtaget den ca. 11/4 Million Rb., som U. S. S. R. i nævnte Halvaar har udgivet til Indkøb af Traktorer. Tallet det foregaaende Halvaar var kun ubetydeligt mindre.
    Industrialiseringen af Landbruget viser sig ikke blot i den industrielle Bearbejden af de egentlige Landbrugsprodukter som Korn o. s. v., men er ogsaa Forudsætningen for Udviklingen af Sukkerindustrien, Kartoffelbehandlingen, Konservering af Grøntsager og Frugt og navnlig Produktionen gennem Mejerier og Slagterier. En stor Del af denne Produktion er ren kooperativ, saaledes er 92% af hele Mælkeproduktionen organiseret i Andels-foretagendet Maslocentr. 1928-29 vil denne Produktion have naaet Førkrigshøjden.
    Der maa dog gøres et grundigt og omfattende Oplysningsarbejde -- og det i en lang Aarrække endnu - gennem de før nævnte Oplysningscentrer, Mønstergaarde og Landbrugsskoler, og ved de dertil knyttede Landbrugskonsulenter. At der er godt begyndt, viser nogle Tal fra 1924, da dette Oplysningsarbejde om Agrarspørgsmaal omfattede ialt 3,5 Mill. Bønder. 2.790.000 Bønder besøgte dette Aar Forelæsninger og Foredrag, 125.847 deltog i agronomiske Kursus, 723.524 i Landbrugs-Udstillinger. 1248 Landbrugs-Klubber organiseredes, Exkursioner til Indog Udland foretoges i Titusindvis, transportable Landbrugsbiblioteker førtes rundt i Landsbyerne, Landbrugs-Film forevistes selv i de mest afsidesliggende Landsbyer, o. s. v. Paa Statens Universiteter er 25,6 % af samtlige Studenter Bondesønner.
    Ogsaa det grove Arbejde maa gøres, og der er Millioner af voksne Bønder, der nu maa lære at læse og skrive. Endnu i 1920 var der 599 Analfabeter pr. 1000 Indbyggere i U. S. S. R. Samtlige fagorganiserede Arbejdere og samtlige Soldater i den Røde Arme kan læse og skrive, men ude i Landsbyen er der endnu langt igen. I Aaret 1922-23 fandtes der i U. S. S. R. 2828 Elementarskoler for Analfabeter og Halv-Analfabeter, i Aaret 1923-24 var Tallet paa disse Skoler steget til 14.803, 1924-25 til 42.004, og den stærke Stigning vil fortsætte ogsaa i dette Aar.
    Det vigtigste Middel til Skabelse af Samarbejde mellem By og Landsby, - den saakaldte Smytschka - er dog den kooperative Organisation, særlig Centrosojus og Selskosojus, Brugsforeningerne og Landbrugets Andelsforetagender. Gennem disse Foreninger lærer Bonden Organisationens Betydning at kende og kommer i direkte Forbindelse med Arbejdernes Organisationer. Kooperationen har udviklet sig særlig stærkt de sidste to Aar, og dens Haand naar nu ud til de yderste Landsbyer - i Turkestan og Nord-Sibirien. Størst blandt de kooperative Foretagender er Centrosojus, der 1. Oktober 1924 havde 7.104.831, 1. Okt- 1925: 9.437.908 Medlemmer organiseret i 25.536 Foreninger og med 50.961 Udsalg. Samtlige Brugsforeningers Omsætning steg paa dette Aar fra 2,05 til 3,7 Milliard Rubler.
    Selskosojus, der navnlig forsyner Landbruget med Maskiner og driver dets kooperative Mejerier og Slagterier, omfattede i 1925 40.000 kooperative Foreninger; 3 Millioner Bondefamilier er Medlemmer, og Omsætningen sidste Aar er paa 996 Mill. Rb. Landbrugets Andelsforetagender omfatter ialt 7 Millioner Brug. Sidste Aars Stigning beløb sig til 205%.
    Den danske Kooperation er godt anskrevet i U. S. S. R., og flere Andels-Mejerier og Slagterier, bl. a. i Moskva, Leningrad og-Poltava er indrettet efter dansk Mønster, delvis med danske Maskiner. Det nyindrettede Andelsslagteri i Poltava, der kan slagte 6-700 Svin om Dagen, har kun danske Maskiner, installerede af danske Ingeniører og Arbejdere. Et større Værk om den danske Kooperation, skrevet af E. Warjasch, udkom sidste Aar paa Russisk og foreligger nu i ukrajnisk, grusisk og armenisk Oversættelse.
    Fra dansk Side er der ogsaa en voksende Forstaaelse at spore overfor den Udvikling, der foregaar i U. S. S. R. og ikke mindst i dettes Landbrug. Bemærkelsesværdige i saa Henseende er Statskonsulent Kofoeds Indberetninger til det danske Landbrugsministerium, offentliggjorte i "Landbrugsraadets Meddelelser", bl. a. den 20. Maj d. A. Denne Indberetning behandler Beskatningen af det russiske Landbrug og fremhæver, at efterhaanden, som U. S. S. R.s Velstand tiltager, og Statsbudgettet som Følge deraf vokser, bliver Landbrugets direkte Skatter mindre og mindre.
    Statsbudgettet er i Følge Brjuchanov i Løbet af 2 Aar steget med 75 pCt. og er i dette Finansaar ca. 4 Milliarder Rbl. - Preobrashenski har paavist, at Bønderne nu betaler 1400 Mill. Rubler mindre i Skat end under Zarismen, medens deres 200 Mill. Rbl. i Forpagtningsudgifter til Godsejerne helt er bortfaldet. 20% af Bønderne betaler overhovedet ikke Skat, og for de øvrige Bønder er de direkte Skatter rent minimale. Heri maa sikkert ogsaa søges en af Aarsagerne til Bødndernes voksende Velstand.
    Hovedlinierne i det russiske Landbrugs Udvikling i de sidste 10 Aar vil kunne ses af følgende Skema, der paa alle Felter viser en stadig opadgaaende Linie fra Aaret 1922:

[[Tabel]]

    Landbrugets Produktion er nu ca. 91 % af Førkrigstidens og vil sandsynligvis i Løbet af dette Aar naa op mod eller over 1914's. - De russiske Arbejdere og Bønder har Grund til at føle sig stolte over denne hurtige Udvikling.

Aage Jørgensen.