Danske Kulturtidsskrifter 1917-45
Red.: Det Kongelige Bibliotek
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 03 - Marts
[7] s. 85-89
Poul Henningsen og Clartés økonomiske Udvalg: Diskussion om Pristallet
Clarté bringer i Februar-Heftet et Indlæg om Pristallet, som synes at være et sidste Raab om
Klarhed, inden Mørket lukker sig.
Det kaldes en Karussel, at naar Priserne stiger, stiger Lønningerne, og naar de falder, falder
Lønningerne.
Der indblandes et Moment, som aldrig kan vedrøre Pristallet: At Arbejdernes Løn bør være
afhængig af Produktionens Størrelse. Formentlig vil det ved en saadan udmærket Ordning alligevel
være nødvendigt at fastsætte en Minimalløn, og den maa da være afhængig af et Pristal, hvis den
ikke ved Svingninger skal blive illusorisk.
Det paastaas, at Pristallet er indført for at holde Arbejdernes Realløn nede (men vel ogsaa oppe?
Talen er jo dog om at holde den konstant), og det siges, at Tallet først er indført, da man ventede
nedadgaaende Priser. Bortset fra, at op- eller nedadgaaende Priser kan være Pristallets Princip
ligegyldigt, da det netop drejer sig om at borteliminere tilfældige Svingninger fra Arbejdernes Løn -
har man sandelig i saa Fald forregnet sig, da man indførte Tallet, for Lønningerne er med det steget
i Aarevis, inden Faldet nu kom. Naar det siges at Arbejdsgiverne nu med et Pennestrøg kan sætte
Lønningerne ned, saa er det rent ud sagt noget perfidt Vaas, og man kunde med samme Ret
paastaa, at Arbejderne hver Februar og Oktober, naar de højere Pristal kom gennem disse Aar -
ved en Række Pennestrøg har sat deres Løn op - hvad de naturligvis ikke har.
Redaktionen sammenblander paa en opsigtsvækkende Maade Pristallet, som i sit Princip er
fuldkommen nevtralt, med Arbejderens Kampmiddel for bedre Kaar. Her er ikke Tale om "borgerlig
Ret og Tænkemaade", men om Ret og Uret.
I Arbejdskonflikterne søger Arbejderen at forbedre sine Kaar. Det er Pristallets Opgave saa nøje
sorn mulig at fastholde det Grundlag, hvorpaa Arbejderne er blevet enige med Arbejdsgiverne om at
samarbejde indtil næste Konflikt.
Dersom Pristallet ikke havde været, vilde Arbejderne i de opadgaaende Tider være henvist til at
forskaffe sig deres lovligt tilkommende Dyrtidstillæg gennem Konflikter, og de havde da spildt deres Strejkekraft paa en
Opgave, som intet havde med en reel Forbedring af deres Kaar at skaffe.
Men med nedadgaaende Priser vilde omvendt Arbejdsgiverne have været tvunget til gennem Kamp
at fratage Arbejderen en Række Forbedringer af Lønnen, som ikke var indeholdt i sidste
Overenskomst, og Samfundet vilde dermed være kastet ud i en Række Arbejdskonflikter, bestemt
af en ydre Aarsag - Prisernes Fald - i Stedet for, som Ret og Rimelighed er, af en indre:
Arbejdernes Kaar.
Man kan mene, hvad man vil, men det er ikke ganske ligegyldigt, hvordan man udtrykker sin
Mening.
Anser Redaktionen, Pristallet for forkert regnet ud - saa sig det!
Foretrækker Redaktionen saa mange Arbejdskonflikter som muligt, ligegyldigt om det er noget reelt
eller noget illusorisk, der kæmpes for, saa sig det. Rent ud!
Men sig os ikke, at Pristall t er retfærdigt med opadgaaende Priser og uretfærdigt med
nedadgaaende. Vi har "Socialdemokraten" til den Slags Logik, og vi har Dagspressen i
Almindelighed til at docere Ret som Uret, Afmagt som Magt og Uklarhed som Klarhed.
Poul Henningsen.
Vi har forelagt ovenstaaende for "Clarté"s økonomiske Udvalg, der svarer i følgende Artikel:
Det vilde være umuligt her at imødegaa alle Hr. Henningsens misforstaaelser. Vi vil nøjes med at
tage et par af de groveste. Hr. Henningsen betragter som enhver borgerlig nationaløkonom kun
overfladen af det nuværende samfundssystem. Han ser rent matematisk paa pristallet. Matematisk
set er pristallet naturligvis ikke urigtigt, men det er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det er
nevtralt. Noget helt andet bliver det, naar pristallet anvendes. Dynamit er i og for sig som kemisk
forbindelse hverken gavnligt eller skadeligt. Det er anvendelsen, det kommer an paa. Hvis pristallet
ikke bruges, gør det ikke fortræd. Men naar det i det moderne kapitalistiske samfund anvendes
som basis for en glidende lønskala, berøves arbejderne ved dets hjælp stille og lemfældigt deres
andel i den forøgede produktion. (Den samlede produktion forøges nemlig stadig; derfor holdes
reallønnen altid nede, d. v. s. nede under den relative løn, jfr. vor artikel i forrige nr.) Med andre ord,
pristallet er et middel i det kapitalistiske ideals, sultegrænselønnens tjeneste. Det holder folk nede,
hvor de skal være.
Læs i bøger til folkeoplysningens fremme om Danmarks stigende rigdom siden 1848. Læs om
folkets flid! Alt dette, der er skabt ved at arbejde, denne overskudsrigdom, skal forholdes dem, der
har skabt den! Lad os tænke os et evindeligt pristal, mange borgerlige politikeres ideal. Det vilde i
sandhed være at smede praktiske og aandelige lænker. Thi vi ser, at trods den matematiske
retfærdighed, som skulde ligge i pristallet, gør arbejderne oprør imod det. Ved hver
overenskomstforhandling bliver kampen hæftigere, fordi arbejderne nødtvungent, knuget af
arbejdsløshed, bolignød og saa videre, maa søge at hæve deres realløn. Derfor har der aldrig været
saa mange og saa haarde kampe som netop under pristallet.
Her kommer vi til den største og mest fuldstændige fejltagelse i Hr. Henningsens indlæg, en
fejltagelse, som mange andre med ham begaar, fordi de kun ser overfladisk paa forholdene. For at
bringe klarhed i dette bringer vi her en kurve over reallønnens svingninger siden krigens begyndelse.
Den er tegnet paa grundlag af Dansk Arbejdskøberforenings statistik, som ingen vil mistænke for at
angive for lave lønninger. Den viser drastisk, hvor nevtralt pristallet er! Hr. Henningsen tror, at
arbejdslønningerne er blevet sat op ved hjælp af pristallet. Ja, de nominelle lønninger blev sat op
(ikke i aarevis, men fra juli 1923 til juli 1924). Men reallønnen, den virkelige ugeløn, et siden
begyndelsen af 1922, da pristallet indførtes over hele linjen, sunket med 6 førkrigskroner. Hvis
arbejderne skulde have samme realløn nu, som dengang pristallet indførtes, da skulde de have 2
kroner mere om dagen i løn.
Dette er de perfide kendsgerninger, som arbejdskøberne med et let pennestrøg kan underskrive, og
om Hr. Henningsen desværre ønsker, at ogsaa arbejderne fortsat skal underskrive. Hr. Henningsen betragter pristallet som
en slags vaabenstilstandsoverenskomst. Men som paavist snydes den ene part uafbrudt
under denne vaabenstilstand. Det er da ikke underligt, at der tages revanche, naar kampen aabnes
igen. Derfor er arbejdskampene under pristallet heftigere end nogensinde.
Den gennemsnitlige ugeløn var i 1914 28,60 kr. I de første krigsaar steg priserne stærkere end lønningerne. I 1917 kunde man for lønnen købe det samme, som man før krigen fik for 25 kr. ! Derefter steg lønnen hurtigere end priserne, indtil den i 1919 var det samme værd som 42 kr. før krigen. Ottetimersdagen bragte en nedgang i ugelønnen, og som følge deraf gik reallønnen ned til 36 kr. Den begyndte dog straks at gaa opad igen og steg til 1922. Siden da er den sunket fra 38 til 32 førkrigskroner.
Den anden store fejltagelse, hr. Henningsen begaar, tror vi, han er ret ene om. Han har den opfattelse, at arbejderne spilder deres strejkekraft, naar de i opgangstider er henviste til at forskaffe sig deres lønstigning ved konflikter. For at indse, hvor gal denne opfattelse er, beder vi ham sammenligne vor kurve over reallønnens bevægelser med antallet af tabte arbejdsdage ved konflikter. Vi har i det tidsrum, vi betragter, to opgangsperioder og to nedgangsperioder, dvs. to perioder med stigende og to perioder med faldende priser. I den første opgangsperiode opnaas efter et par aars ringe nedgang en kæmpemsæssig stigning af reallønnen ved hjælp af forholdsvis ubetydelige konflikter (samt ved hjælp af de sociale uroligheder, som gjorde arbejdskøberne bange). I den anden opgangsperiode, da pristallet er indført, sænkes reallønnen, og arbejderne finder sig i det uden konflikter, da de er bundne af overenskomsterne og pristallets "retfærdighed". Begge nedgangsperioderne er de store millionkonflikters tid. Men i den første, da pristallet endnu ikke er indført overalt, er konflikterne kun af halvt saa stort et omfang som i den anden.
Pristallet virker som en sluse, der dæmmer op, saa det gaar rigtig galt, naar den endelig aabnes.
Hr. Henningsens paastande om, at pristallets indførelse afskaffer "unyttige" arbejdskampe, er altsaa ogsaa i strid med de perfide kendsgerninger. En anden ting er, at pristallet anvendes paa nok en maade, der svækker arbejderne i deres kamp, og forsaavidt formindsker konflikternes omfang, men til arbejdernes skade! Pristallet er nemlig en aandelig faktor, der anvendes med kraft og snille under enhver konflikt mod arbejderne, akkurat som det famøse septemberforlig. Det er ved at blive gængs skik, at arbejdernes løn overhovedet skal rette sig efter pristallet som et udtryk for den højere videnskabelige kapitalistsamfundsretfærdighed, og jævnsides, i nøje sammenhæng hermed, gaar bestræbelserne for at gøre enhver lønaktion umoralsk og ulovlig.
Vi drager da den slutning, at pristallet
1) matematisk set er rigtigt i sit princip, naar det ikke anvendes (neutralt ligesom dynamitten),
2) anvendt i det borgerlige samfund er uretfærdigt overfor arbejderklassen, da det skader denne, hvilket ogsaa kan udtrykkes omvendt, nemlig at det
3) anvendt i det borgerlige samfund er retfærdigt efter kapitalisternes mening, da det gavner disse.