Danske Kulturtidsskrifter 1917-45
Red.: Det Kongelige Bibliotek
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 03 - Marts
[6] s. 80-84
Kulkrisen i England
Da forholdene i Danmark jo i høj grad afhænger af den økonomiske udvikling i England, finder vi det paa sin plads at bringe en oversigt over denne udvikling.
Den nuværende konservative regering i England traadte til, baaret oppe af en optimistisk folkestemning, som omfattede store dele af arbejderklassen og som henførte de forretningsmæssige vanskeligheder til væsentlig at skyldes den forudgaaende socialistiske regerings uforstandige politik. Det konservative regime skulde tilrettelægge betingelserne for en sund og forretningsmæssig drift af Englands industri og statsvæsen og indlede en ny økonomisk opgangsperiode.
De forhaabninger, som man havde stillet, er ikke slaaet til. Situationen viser sig at være mørkere nu end de mest pessimistiske forudsigelser for et aar siden. Landet befinder sig i en krisetid med stor arbejdsløshed og alvorlig forretningsmæssig depression. Dette er dog af mindre betydning sammenlignet med dybere og til grund liggende aarsager til hele den elendighed som efterhaanden afdækker sig.
England var i middelalderen et forholdsvis fattigt land, fordi jorden ikke var videre frugtbar. Det blev i den moderne industrielle tidsalder overordentligt rigt, fordi det besad rige og let tilgængelige kul- og malmlejer, og fordi jærn og kul, som danner grundlaget for hele den moderne industri, laa nær ved kysten, og dermed lige ved den internationale transportvej.
Det viser sig nu, at de engelske malmlejer er omtrent udtømte. Indførslen af malm overstiger den hjemlige produktion, og de engelske malmgruber er næsten værdiløse. De lettest tilgængelige kullejer er helt udtømte. Det kul, som endnu er tilbage, maa hentes fra saa dybtliggende lag, at det ikke kan bringes til verdensmarkedet til konkurrerende priser. Driften af kulgruberne giver i øjeblikket et kolossalt underskud, og mange steder er den allerede indstillet. Det er et rædselsbillede som Englands socialøkonomer ruller op. Ikke bare nationens velstand, men endog folkets eksistensmuligheder beror paa kul og jern og fremmede besiddelser. Kullejerne og malmgruberne er allerede opbrugte og værdiløse, kolonierne ifærd med at løsrive sig. Vejen fører lige hen i afgrunden, uden at nogen redning synes mulig. England er endog værre stillet end Frankrig og Tyskland. De to konkurrenter befinder sig i svære økonomiske vanskeligheder, men deres landbrug ernærer en væsentlig del af befolkningen, og udnyttelsen af kul og jern er i sin begyndelse. I England er mindre end 1/6 af befolkningen beskæftiget i landbrug, og grundlaget for landets industrielle storhed er forsvundet. Der er intet tilbage undtagen en fortids arv.
Aarsagen til kulkrisens alvorlighed og tilsyneladende uløselighed maa i alt væsentligt søges i de gammeldags produktionsmetoder, som endnu anvendes i kulgruberne. Forældede driftsmetoder i en industri skaber vanskeligheder, som det bliver sværere at overvinde jo længere tiden gaar, fordi en omlægning til moderne drift for en kortere tid forøger netop de onder, som er særegne for en tilbageliggende industri. Den engelske kulindustri behøvede ikke et højt udviklet teknisk maskineri, saalænge kullene endnu kunde hentes nær overfladen. Efterhaanden som det lettest tilgængelige kul blev forbrugt, og omkostningerne ved at hente kullene op til overfladen stadig blev større, vænnede de engelske driftsherrer sig til at stole paa billig arbejdskraft, istedetfor at anskaffe kostbart maskineri. I Amerika derimod var lønningerne meget højere og driftsherrerne blev nødte til at nedlægge store kapitaler i arbejdsbesparende maskineri. Følgen er, at England med vanskelig tilgængelige kullejer og forældede tekniske metoder nu er ganske ude af stand til at konkurrere, selv med meget lave lønninger. En omlægning og modernisering af den engelske kulindustri paa det nuværende tidspunkt vil kræve overordentlig store mængder af kapital. Og netop nu er man mindre end nogensinde istand til at skaffe denne kapital.
Paa den anden side er mange flere arbejdere beskæftigede i kulgruberne, end tilfældet vilde være om driften blev moderniseret. Et meget stort antal grubearbejdere er allerede arbejdsløse. Hvis driften ved stor kapitalanvendelse blev lagt om paa et moderne grundlag, vilde yderligere flere hundrede tusinde grubearbejdere blive brødløse. Følgerne af de traditionelle lave lønninger viser sig derfor nu paa to maader, først deri at industrien ikke længere er konkurrencedygtig og en stor del af arbejderne derfor gaar ledige, dernæst paa den maade, at der nu i faget er bundet et langt større antal arbejdere end der kan findes beskæftigelse for om industrien moderniseres.
Naar en industri betaler saa slette lønninger, at arbejdsbesparende maskineri ikke forrenter sig, bliver den dømt til i den videre udviklings gang at blive udkonkurreret af lande, hvor arbejdskraften er saa dyr at den højest udviklede teknik maa tages til hjælp. Det er dette som mere end noget andet har bestemt forholdet mellem Amerikas og Europas industri, og som langt mere end naturrigdomme er aarsagen til Amerikas overlegenhed i konkurrencen.
Den engelske kulindustri beskæftiger ca. 1,200,000 arbejdere, foruden et meget stort antal funktionærer, tekniske og forretningsmæssige ledere. Omtrent 1/10 af den engelske befolkning henter direkte sin indtægt fra kulgruberne. Indirekte er hele samfundet afhængigt af kulindustriens uforstyrrede drift. Den eneste udvej, som hidtil havde været anvendt for at holde produktionen igang, var yderligere lønreduktioner. Men for godt et halvt aar siden synes denne udvej ikke længere farbar. For at afværge den truende konflikt mellem grubeejerne og deres arbejdere besluttede staten derfor at bevillige et meget stort tilskud, som gjorde det muligt for industrien at fortsætte med de tidligere lønninger, og samtidig give arbejdsgiverne de samme fordele, som gennemførelsen af de forlangte lønreduktioner vilde have givet. Statstilskuddet ophører den 1. maj iaar, og alle parter er enige om at kulgruberne ikke varigt kan drives paa grundlag af store statstilskud, og at en ordning nu maa træffes, som gør kulindustrien selvunderholdende.
Arbejdsgiverne har foreslaaet, at arbejdsdagen forøges fra 6 til 7 1/2 time, at lønnen for hele arbejdsdagen samtidig nedsættes med ca. 10%, og at jærnbanefunktionærernes lønninger nedsættes betydeligt for at muliggøre fragtbesparelser. Selv under disse vilkaar vilde det være nødvendigt at nedlægge de daarligst stillede gruber, hvorved omkring 100,000 mand vilde blive arbejdsløse.
Forslaget er blevet mødt med megen kulde af den offentlige mening. Endogsaa den konservative presse stiller sig afvisende, fordi forslaget ikke indeholder noget som peger henimod en varig løsning af vanskelighederne, og i erkendelse af at hele den engelske arbejderklasse vilde slutte sig til grubearbejderne for at hindre gennemførelsen af saa vidtgaaende krav.
Den nominelle arbejdsdag er den tid, som arbejderne tilbringer ved deres arbejdssted i gruberne. Skakterne er saa dybe, at det gennemsnitligt tager to timer at komme fra grubeindgangen til arbejdsstedet og tilbage igen. Den effektive arbejdstid er derfor 8 timer. Arbejdsgivernes forslag medfører, at arbejderne faar længere arbejdstid end grubearbejderne i noget andet europæisk land undtagen Polen.
Arbejderne foreslaar, at kulgruberne nationaliseres, at staten nedlægger en tilstrækkelig kapital til helt at modernisere driften, og at rationel driftsledelse afløser det nuværende forældede system.
Det er helt utænkeligt, at den engelske regering skulde gaa med paa arbejdernes krav. Samtidig er de to standpunkter ganske uforenelige, og noget kompromis er ikke muligt. Standsning i kulproduktionen vilde paa den anden side være en national katastrofe.
Den store minekommission, som regeringen nedsatte, har nu udarbejdet sit forslag til løsning af vanskelighederne. Dette forslag er imidlertid ikke egnet til at tilfredsstille nogen part. Imellem kullets pris og produktionsomkostninger ligger et svælg, som maa udfyldes. Det udfyldes i øjeblikket af tilskud fra staten. Dette tilskud udløber som sagt til maj, og har da ialt andraget ca. 400,000,000 kr. Kommissionen er fast besluttet paa, at dette tilskud ikke skal kunne fortsættes. Da der intet haab er om at forhøje kullets salgspris, bliver der ingen anden udvej tilbage, end at formindske produktionsomkostningerne. Heri er kommissionen enig med mineejerne. Men den ønsker, at dette skal ske udelukkende ved en nedsættelse af lønningerne, ikke ved at forlænge arbejdstiden, som mineejerne vil det. Naar den ikke vil gøre arbejdsdagen længere, er det ikke af venlighed overfor arbejderne, men fordi det vil være uøkonomisk. Lønningerne skal nedsættes, ikke 10 % over hele linjen, men saa meget som grubeejerne i hvert enkelt tilfælde kan blive enige med arbejderne om.
Arbejderne er saaledes i alt væsentligt stillet ganske, som før statstilskuddet kom. Kun ved en lønnedgang vil det være muligt at opretholde industrien. Det eneste ny, som er kommet til er, at "man beder arbejderne bringe dette offer rent foreløbigt". Man lover dem, at hvis de blot vil bringe dette offer nu, vil man ved forskellige forbedringer søge atter at bringe kulindustrien paa fode. Man trøster dem med. at mineejerne ikke foreløbig vil være i stand til at faa noget udbytte. Af de forbedringer, som loves indførte, vil nogle kunne virke i løbet af et par maaneder, nogle først efter aars forløb. De væsentligste af disse "forbedringer" bestaar i forholdsregler, som skal formindske gnidningerne mellem arbejderne og driftsherrene. Blandt andet lover man dem andel i udbyttet, hvis der nogensinde kommer noget.
Arbejderne vil under ingen omstændigheder frivilligt gaa ind paa kommissionens forslag. Mineejerne vil i ligesaa høj grad modsætte sig det, da de ellers vil miste enhver udsigt til at faa nogetsomhelst udbytte af minedriften foreløbig.
Det eneste positive, som kommer ud af kommissionens arbejde, er at statstilskuddet, som i øjeblikket holder den engelske kulindustri gaaende, bortfalder til maj.