Tilfældet vilde, at jeg en Nat og en Dag flere Gange kom til at køre i Tog med de unge Færinger, der drog dansende gennem Norge, overalt Genstand for stormende Hyldest. Til at begynde med syntes de at undgaa den danske Medrejsende, og de var svært langsomme til at svare. Et Par unge Fiskere i Flokken erklærede aabenhjertigt, at de syntes meget bedre om Norge end om Danmark:
    - Der er saa smukt her i Norge, sagde den ene, her kommer man saa højt op, at man kan se Naturen. Danmark er for fladt, man ser ikke ret langt.
    - Danskerne, tilføjede den anden, virker saa overlegne og stolte over for os Færinger. I Kjøbenhavn finder de vor Nationaldragt "mærkværdig" og stirrer paa os, som om vi var Menneskeædere. Nordmændene er jævne og venlige, her i Norge betragtes vi som Folk.
    - Ja, indvendte jeg, nu da de rejser som særlig Delegation, faar de jo overalt en straalende Modtagelse.
    - Nej, svarede begge, vi har før været baade i Danmark og Norge, ganske privat, og det har altid været saadan.
    Straks den første Aften havde jeg foreslaaet Trup'ens Fører, Páll Patursson, at komme med hele Danseringen til Danmark. Han havde hittet paa alle tænkelige Hindringer, men var endt med at sætte mig Stævne i Toget den næste Dag. Jeg havde Vanskelighed med at finde ham, endelig opdagede jeg ham halvskjult i et Hjørne af en stor Dobbeltkupé.
    - Naa, spurgte jeg, vil De saa med til Kjøbenhavn?
    - Jeg vil hellere sige det rent ud, som det er, svarede han rød i Hovedet, vi vil ikke til Danmark.
    - Hvorfor ikke?
    - Danmark har aldrig før haft Bud efter os. Danmark har aldrig villet høre vore ønsker og Krav. Vi er blevet trætte af at gaa forgæves. Det er for sent nu.
    - Hvad er det, De særligt beklager Dem over?
    - Vi har ikke faaet den Hjælp fra dansk Side, vi bad om. Indtil for faa Aar siden havde vi ingen Landeveje og ingen Havne. Ligesom Islænderne er vi en særlig Nation med eget Sprog og egen Kultur, eget Særpræg, men det bliver ikke anerkendt.
    - Island er dog sikkert godt tilfreds med den Ordning, det efterhaanden har faaet med Danmark. Hvorfor skulde Færøerne ikke ogsaa kunne blive det?
    - Islænderne var tilfredse, da de underskrev den nye Ordning i 1918. Men det er et Spørgsmaal, om de stadig er det, og om de vil underskrive igen i 1940, naar Forbundet skal (kan) revideres. Jeg tvivler derom. Færøerne er vaagnet senere end Island. I mange Aar blev vi holdt nede af Monopolhandelen. saadan som endnu Eskimoerne bliver det paa Grønland; hos os blev Handelen først frigivet omkring 1856, da begyndte vi at rejse os. Islænderne var delvis sluppet af med Monopolet et halvt Aarhundrede før vi.
    - Har ikke mange af de danske Embedsmænd deroppe søgt at forstaa Færingernes Krav? Hr. X. (jeg nævner et omstridt Navn) var maaske en Smule stupid ...
    - Han var alt det, som ondt er. Nej, vi har kun haft yderst faa Embedsmænd, der forstod os. Til stor Skade for det gensidige Forhold.
    - Men flere danske Ministre har dog for nylig vist Færøerne den Interesse personligt at rejse derop ...
    - De spiste nogle Middage, ja, og deres Taler gjorde blot ondt værre. Den eneste, hvis Besøg vi har brudt os om, var den socialistiske Folketingsmand Hans Nielsen. Vi har saamænd haft mange velmenende Besøgende fra Danmark, de har hørt paa os. Og allesammen har de lovet, at naar de kom hjem, vilde de tale vor Sag, og allesammen glemte de det.
    - Danmark kan jo dog ikke gøre andet end at lytte efter, hvad Flertallet paa Færøerne ønsker. Og Deres Parti, Selvstyrepartiet, har nu ikke Flertallet. - Men i den Tid, hvor det havde Flertallet, hørte man heller ikke paa os. Og selv Sambandspartiets Krav er alt for længe om at blive opfyldt. Vi har ønsket et færøsk Leksikon. Det fik vi først, da Nordmændene gjorde Mine til at udgive det. Vi har udarbejdet Forslag til en færøsk Salmebog. Dette Forslag har gjort flere Rejser frem og tilbage over Havet end nogen Færing, og stadig kan det ikke blive vedtaget i Kjøbenhavn.
    - Jeg tror nok, man i Danmark har forstaaet, at Færingerne ønsker at værne deres eget Sprog, og at man gerne imødekommer dette ønske. Men egentlig vilde det jo have været lykkeligere for begge Parter, om vi kunde enes om et fælles Sprog, hvad enten det nu var Dansk eller Færøsk. Nu tales Dansk engang af 3 Millioner og Færøsk kun af 22,000, der er intet Valg. Gennem Dansk har Færingerne jo Adgang til hele vor dansk-norske Literatur og al den oversatte Verdensliteratur.
    - Vor Herre har vel givet hver af os sit Sprog, for at vi skal bruge det. Vi ønsker at høre Færøsk i vore Kirker. De er vore egne. Vore Fædre har bygget dem. Danskerne har ikke Spor at sige dér. Men naar en Præst vil prædike paa vort Modersmaal (hvis han kan), saa skal der søges om det, og der er saa mange Dikkedarer. Naar vi vil synge vore egne Salmer, saa faar vi ikke Lov. Nu prædiker og synger vi alligevel. Uden Lov.
    - De maa huske, at al Danmarks overskydende Kraft i det sidste halve Aarhundrede har været anvendt paa Sønderjylland, hele vor nationale Interesse, al vor personlige Hengivenhed har vi ofret paa Sønderjyderne. Vi har været saa optaget af at styrke vor Skanse mod Syd over for den tyske Stormbølge, at vi maaske ikke har haft Omsorg til overs for vor Forpost ude i Atlanterhavet. Men nu er den Opgave taget fra os, og med alle de frigjorte nationale Kræfter kan vi igen vende os mod Nord.
    - Jeg véd nok, at man nu vil anvende sin kras-nationale Agitation og sine Fordanskningsbestræbelser over for os, men vi ønsker det ikke, vi beder os fritaget.
    - Glem heller ikke, at den jødiske Intelligens hjemme, der i de to sidste Menneskealdre har haft afgørende Indflydelse indenfor dansk Aandsliv, i nogen Grad savnede de naturlige Forudsætninger for at forstaa de norrøne Strømninger, men saa sin Opgave i at orientere os internationalt mod Udlandet. Danmark har storpolitisk to Opgaver: Sammenhold med Skandinavien og Samvirke med Europa. Tiden er inde, hvor vi igen vil vende os mere mod Norden.
    - Vi vil gerne være med i Norden, men ikke i vor nuværende Afhængighed af Danmark.
    - Danmark ofrer mange Penge paa Færøerne ...
    - Og Danmark tjener mange Penge paa Færøerne.
    - Danmark holder et Inspektionsskib deroppe for at bistaa de færingske Fiskere mod udenlandske Trawlere.
    - Ja Tak. Det sejler ud en lille Tur om Dagen. Om Aftenen gaar hele Besætningen til Danselag, de højeste er de værste. Hvad de giver os, er ikke godt. Lad os ikke tale om det. Vi maatte helst være det foruden. Dag for Dag skærpes Misfornøjelsen og vokser vore Krav. Sambandspartiet staar nu, hvor Selvstyrepartiet stod i 1906. For et halvt Aar siden dannede vi Unge inden for Selvstyrepartiet en Forening, der hedder "Løsing". Dens Maal er Færøernes Løsrivelse fra Danmark.
    - Men det er jo Statsforbrydelse ...
    - Alle Unge, som nu vokser op, mener som jeg. Selv om det stadig er farligt for os at bekende vort nationale Sindelag. Den, der gør det, bliver forfulgt økonomisk, straffet paa Brødet. Det er vel kun Hensynet til Udlandet, der hindrer Danskerne i ogsaa at sætte os i Fængsel.
    - De afmaler Danmark som en Prøjser-Stat. Intet er mere uforeneligt med dansk Væsen. Det staar Dem frit for at komme til Kjøbenhavn og offentligt fremlægge Færingernes ønsker. Jeg skal gerne skaffe Dem baade Lokale og Publikum.
    - Saa mangen Færing er rejst forgæves til Danmark. Han fremsatte sine Ønsker. Næste Dag var hans Udtalelser gengivet forvansket og misforstaaet i Bladene.
    - Jeg skal ogsaa sørge for, at Deres Foredrag publiceres uforkortet efter Deres eget Manuskript i Avis eller Pjece.
    - Det er for sent nu. Danmark har ofte skuffet os. Hvis jeg modtog Deres Indbydelse vilde det blive anset for Mannaminking, jeg vil betragte mig selv som ringere.
    - Naar Færingerne nu har kastet alle Broer af, hvordan vil de saa orientere sig?
    - Tiden vil vise det.
    - Har De Raad til at undvære det danske Fiskeriinspektionsskib?
    - Nu hjælper det os ikke med at holde de fremmede Fiskere borte. Og vi har heller ikke Raad til at miste vor Fortjeneste. Vi vil lægge en lille Skat paa Fiskerne, som er interesseret i Vagtskibet; men desuden skylder Danmark os mange Penge, som det maa udbetale os med Rentes Rente, som det i sin Tid maatte betale Island.
    - Men hvordan vil Færøerne klare sig alene i Krig?
    - Under Verdenskrigen fik vi nok lidt Fødevarer sendt med danske Skibe, men vi maatte hente det meste hjem selv. Og militært set, saa tænker den danske Flaade vel ikke paa at beskytte os mod den engelske eller tyske. En Stormagt vilde jo straks stikke de danske Skibe i Lommen.
    - Naar De saa har lavet Revolutionen, hvad vil De saa gøre med de danske Embedsmænd paa Øerne kaste Dem i Atlanterhavet?
    - Vi vil sende dem hjem til Kjøbenhavn med Pakkepost.
    ... Bemærkningen hilses med højrøstet Bifald fra hele Kupéen, og da jeg vender mig, møder mit Blik paa hver en Kant ophidsede Miner og haanleende Munde. Lokket af vor Diskurs har alle Færingerne efterhaanden rejst sig fra deres Pladser, har klumpet sig sammen, hænger over Ryggen paa hinanden, det er, som sidder vi indestængt mellem et færøsk Fuglebjergs Vægge.
    - Ikke sandt, siger Páll Patursson og ser sig triumferende rundt i Kresen, der er ingen af jer, der vil til Danmark?
    - Nej, nej, svarer Ekko tilbage fra Fuglebjerget.
    - De har aldrig før indbudt Færinger til at komme til Danmark og danse, siger Patursson. Men de kan jo altid faa nogen fra Sambandspartiet.
    ... Kort efter standser Toget, og vi rækker hinanden Haanden til Afsked:
    - Mit lille private, revolutionære ønske, siger jeg, er, at hele Norden samles i Republiken Skandinavien med Centralby i Gøteborg.
    - Ja, siger den unge færøske Nationalist, det vil vi gerne være med til. Der kan vi jo mødes. Naar vi først har været skilt en Stund, bli'r vi saamænd meget bedre Venner bagefter. Velkommen til Færøerne!
    ... Senere fik jeg Lejlighed til at se Færingernes Modtagelse i Drammen. Da de ledsaget af Borgmesteren gik i Procession over Torvet, blev de hyldet som Sejrherrer. Latinskolens Ungdom hang i Træerne og skreg sig hæse i Hurra. Senere var vi samtidig i Lillehammer. Da de unge Færinger trængtes i Halvmørket i Røgstuen paa de Sandvigske Samlinger, hvor et knitrende Baal flammede paa Aaren, snusede de genkendende til den sure Røg, der trak sig i Spiraler op gennem Lyrehullet og sagde: "Her kender vi os hjemme!" Endelig havde jeg Anledning til at overvære deres Optræden i Bondeungdomslaget i Oslo. I Salen var Hundreder unge norske Jenter i Nationaldragt, og da Gulvet efter Midnat blev ryddet, gik Færinger og Nordmænd Arm i Arm i syngende Folkevisedans gennem Salen. Paa Hæderspladsen hang et splinternyt Banner; paa hvid Bund bar det et rødt Kors med smal blaa Kant. Det var det nye rene færøske Flag, men det var de gamle nordiske Farver.

Anker Kirkeby.