Clarté betyder Klarhed. I 1919 blev det Navnet paa en Sammenslutning af Verdens Intellektuelle med det Formaal at klargøre Krigens Aarsager og hindre dens Gentagelse. Bevægelsens Stifter var Henri Barbusse, og han gav den i Daaben en Gnist af den lld, som brænder i hans Bog fra Skyttegravene: Aldrig mere! Det var de Ord, som lød fra de hjemvendende Soldater, det var Mødrenes Bøn, det var det Raab, hvormed Europa hilste Wilson, den lærde Bedemand og Missionær fra Wall-street, som med gravitetisk Kejtethed forkludrede Europas Fred, fordi han blev et Skærmbræt for Diplomaternes Manøvrer og Kapitalismens Interesser. I denne Atmosfære af Forstillelse, Naivitet og kynisk Magtudfoldelse udkastede Henri Barbusse Navnet Clarté, som paa en Gang er et Navn, et Feltraab og et Program. Klarhed vil sige Afsløring af Magthavernes Interesser; Klarhed betyder Samling af Verdens intellektuelle Reserve om en Sag og et Maal, Klarhed er paa en Gang Videnskabens rolige Lys og Agitationens Fakkel.
    Intet Under derfor, at denne Bevægelse i sin Start samlede Aandslivets Store Verden over, Mænd som Bernard Shaw, Georg Brandes, Romain Rolland, i det fælles Arbejde for at erkende og fjerne Krigens Aarsager. Snarere maa man spørge sig selv, hvorfor Bevægelsen ikke er vokset ud over hele Europa og blevet en Magt i Aandslivet, som der regnes med. Men ogsaa det har sin Forklaring, som er nøje forbundet med selve Krigens Aarsager, og det er Hensigten med disse Linier at vise denne Sammenhæng, og det kan sammenfattes kort i tre Spørgsmaal: Hvor staar Europa nu? Hvilke Kræfter er de bestemmende? Hvorfor blev Clarté det, den er?
    Man glemmer hurtigt! Hvor mange af os husker nu paa Krigen, og hvem taler mere om Folkenes faste Beslutning om, at denne Krig skulde blive deh sidste? Det er glemt. Alle de sejrende Stater i Europa er rustet til Tænderne, og gennem den diplomatiske Koncert lyder oftere og oftere Krigstruslerne. De nationale Mindretal forfølges, og den hysteriske Nationalisme praler ugenert af Undertrykkelser og Voldsgerninger. Frankrigs Krig mod Riffkabylerne og Englands Occupation af Mossul er utilslørede Udslag af imperialistisk Ekspansion, og i Avisernes Overskrifter Iyder det gamle Sprog, som langsomt drypper Læseren Giften i Øret. Se blot paa vore egne Avisers Skriverier i Anledning af den ubetydelige Konflikt med Norge, hvor man paa begge Sider finder den systematiske Mistænkeliggørelse, den stolte Gestus og Mangelen paa god Vilje.
    Hvad er Forklaringen paa denne Ændring i Sindelaget og Synsmaaderne? Sammenligner vi med Forholdene i en Stat efter en Kæmpebrand, en Togkatastrofe eller en Epidemi, springer Forskellen i Øjnene. I saadanne Tilfælde sætter man alle Kræfter ind paa at dække sig mod Risikoen, men hvad gør Europa? Maaske vil man indvende, at Folkenes Forbund netop er en saadan Sikkerhedsforanstaltning, og det kan nok siges, at denne tungt arbejdende Maskine virker hindrende for Krig mellem de smaa Nationer, som Eksemplet med Bulgarien og Grækenland viser. Men Stormagterne taaler ingen Indblanding; det har Italien vist med brutal Tydelighed ved Bombardementet af Korfu, England ved Urolighederne i Ægypten og Frankrig under Forhandlingerne med Schweiz om de gamle toldfri Distrikter ved Grænsen. At føre en Stormagtssag for Folkeforbundet vil blive betragtet som en fjendtlig Handling. Derfor er Rustningerne lige høje og den nationale ømfindtlighed lige spændt.
    Men er Nationalfølelsen da Aarsagen til Nationalhadet og dermed den egentlige Grund til Krigene? Overfladisk set tager det sig saadan ud, men en Undersøgelse viser, at Nationalfølelsen i dette Spil er Ambolt - ikke Hammer. Nationernes Stemninger indbyrdes er afhængige af Døgnets Skriverier. I Begyndelsen af Verdenskrigen var Rusland i Englands Presse en velanskrevet Magt, our noble and gallant ally, men 4 Aar efter var det samme Land en forbryderrede af Tyve og Mordere. Disse Stemninger, som Tusinder ofrer Liv og Lemmer for, er skiftende som Skum paa Vand, men nedenunder gaar Strømmen - de egentlige Aarsager - Interesserne - Imperialismen.
    Dette stolte Ord, som i Nationalisternes Presse lyser med en Glans af romerske Legionsørne, fortjener en Undersøgelse. Imperialismen vil jo blot sige Kapløbet mellem Nationerne. Men om hvad? Er det om Folkenes Lykke? Hvorfor søger man saa i alle Stater at bringe Flertallet af Borgerne ned i Levevilkaar? - Er det kulturel Udmærkelse, det gælder? Hvorfor lader saa Staterne alle Udgifter til kulturelle Formaal afknappes under Forsikring om, at den nationale Hævdelse kræver Sparsommelighed fremfor alt? Men er det om national Ære, man kappes? Hvorfor er saa enhver Perfidi og Gemenhed tilladt i dette Løb? Tror Italien, det vinder national Ære ved Fascismen, England i Mossul, Frankrig ved Bombardementet af Damaskus?
    Nej, Imperialismens Fugl er ingen Kongeørn i vore Dage, snarere en skadefro Gøg, som lægger sine Æg i andres Rede. Imperialismen er Kapløbet om Profit, hvor det gælder Anbringelsen af Kapital paa fordelagtige Betingelser - med Sikkerhed. Gesandtskaberne Verden over er blevet Agenturer, hvorigennem man aabenlyst reklamerer for Forretningen, og Krigene er blevet Rykkerfelttog og Udpantninger for Kapitalens udestaaende Fordringer.
    For rigtig at forstaa denne Udvikling af Imperialismen, staar man sig ved at anlægge en historisk Betragtning. Det er Historiens Lære, at Magten i et Samfund hviler der, hvor Samfundets Overskud forvaltes. Der fremkommer altid et Overskud men det er højst forskelligt, hvem det tilfalder, hvormange det tilfalder, og hvorledes det samles. I Middelalderen var det Kirken, som samlede og forvaltede Samfundets Overskud, efter Reformationen Kongen og Adelen, efter Revolutionerne Børsmatadorerne og efter 1900 Bankerne. (Man savner maaske i denne Oversigt Parlamenterne, men med Urette. Parlamenterne har til alle Tider kun forvaltet Samfundets Underskud).
    Bankerne er de moderne Samfunds egentlige Magtcentrer, men sammenlignet med tidligere Tiders Magter er Højfinansens paa mange Maader enestaaende. Den hviler paa en Tro i Lighed med Kirkens, men en Tro, der er stærkere end nogen Religion og indgroet hos alle Mennesker uanset Sprog og Race: Troen paa Pengene. Den er mere uansvarlig for sine Handlinger end nogen Despot, hvad der kort udtrykkes i det lille betydningsfulde Ord lmtd -- begrænset Hæftelse. Den forvalter Pengene og lader sig betale for det, men andre maa dække Underskudet. Endelig raader den talmæssigt over større Overskud end nogen tidligere kendt Samfundsmagt. Men herved staar vi overfor selve Kapitalismens Paradoks: Vanskelighederne vokser med Overskudets Størrelse. Dette er Kapitalens inderste Forbandelse og den dybest liggende Aarsag til Imperialismen.
    Lad os til Forklaring atter gribe tilbage til Historien. Kirkens Overskud samledes ved "milde Gaver" i Jord og Afgifter, der anbragtes i Klostre, Kirker, Hospitaler - samt i personlig Fedme. Heri var et Endemaal; hvad der var spist var spist, og hvad der var bygget var bygget; Overskudet gik til Formaal, som i sig selv var Maal. - Enevældens Overskud indsamledes i Skatter og anbragtes i Jord til Lensadelen, i Slotte, i Hoffester, i Støtte til den nationale Industri, som aldrig betalte sig, og i hvervede Hære. Krigene var dynastiske, og Formaalet med dem var at erobre nye Skatteobjekter. I hvert Fald - Samfundets Overskud forsvandt aarligt og prompte, hvad man saa ellers kan sige om Fordelingen; Kapitalanbringelse i Slotte, Maitresser og "Fabriquer" foregav ikke at være lønnende; brugt var brugt!
    Bankernes Overskud indløber fra to Kilder, som begge er lige lønnende: fra dem, der ikke faar nok for deres Arbejde, og fra dem, der faar for meget; fra de første som Udbytning og fra de sidste som "Opsparing". Derved bliver Bankernes Del af Samfundsoverskudet større end nogen hidtil kendt Ophobning. Men dette Overskud er behæftet med en Klausul: Skal forrentes! Det være med det gode eller med det onde, under alle Omstændigheder, det skal forrentes.
   Det er denne Klausul, som gør Kapitalen til en urolig og ustyrlig Magt, som Herbert Iversen i "Amerikanske Tilstande" træffende sammenligner med et gejlt Handyr, der slæber sin Herre efter sig for at avle nye Væsener i sin egen Skikkelse. Produktion fremkalder Overskud, som sættes i ny Produktion, som atter "forrentes", og denne Kæde er uendelig. Produktionens Maal er ikke Tilfredsstillelsen af et Behov, hvorved Ringen vilde sluttes, men Forrentning. Derved fremkommer Produktionsfeberen, som Rathenau har redegjort for i sin Bog "Von kommenden Dingen". Produktionen tager Herredømmet over Menneskene og sætter sig selv sit Maal: ny Produktion.
   Det er denne Klausul, som gør Kapitalen til en urolig og ustyrlig Magt, som Herbert Iversen i Marx var den første, der erkendte dette Kredsløb. Værre end den bigotte Romerkirke og værre end den enevældige Despot er den upersonlige Kapital som Forvalter af Samfundets Overskud. Den strøer Pengene ud og bruger Statsmagten til at indkræve Kapitalrenten, Parlamenterne til at lovfæste Udbytningen, Pressen til at fortie Sandheden og opretholde Troen, Intelligensen til at forherlige Nationen og dens Kultur, Skolerne til at opelske den nye Slægt i Flid, Ærlighed og Sparsommelighed og Kirken til Trøst for Vragene. Men alle disse Opgaver er Biting, som overlades til andre; den egentlige Opgave, som foregaar i Direktionsværelserne, er Forvaltningen af Overskudet, d. v. s. Anbringelsen i ny Produktion til Forrentning.
    Her kommer Kapløbet. Overskudet er de Gøgeæg, der lægges i andres Reder. Afsætningen af den overskydende Produktion foregaar som en Krig, hvor Forsvaret føres med Toldmure og Angrebene med Dumping-miner, Valuta-bomber o. s. v. Spillet ligger klart. Gevinst over det hele er udelukket, altsaa maa mange tabe, for at enkelte kan vinde; deraf kommer Spændingen mellem de store Finansgrupper og i givet Øjeblik Krigen.
    Aldrig mere! var de Ord, der lød fra Mændene i Skyttegravene, og det Maal, de vendte hjem med, var at forhindre nye Krige. Med dette Formaal stiftedes Clarté, og Vejen maatte være at skabe Klarhed over Krigens Aarsager, saa at alle tænkende Mennesker kunde samles om at rydde disse Aarsager bort. Men Sandheden ligger for Dagen. Kapitalismens Forvaltning af Samfundets Overskud er Krigenes Aarsag. Socialismen er Europas eneste Redning af to Grunde: fordi den er international, og fordi den kræver Samfundets Overskud forvaltet af Samfundsmagten. Men denne Sandhed smagte ikke alle de store Aander og skurrede i Intelligensens ører; den lugtede proletarisk og var ikke ophøjet nok, og derfor svandt de store Aanders Internationale, og Clarté stod tilbage paa socialistisk Grund, eller paa kommunistisk, om man vil, saaledes som Ordet er brugt i det kommunistiske Manifest, hvis Ord "Proletarer i alle Lande forener Eder" burde mane Arbejderne til at overvinde Krigstidens Splittelse, som kun tjener til at styrke Kapitalens Magt.
    Derfor har den danske Clarté-Afdeling, ligesom den svenske, stillet sig udenfor den øjeblikkelige politiske Kamp mellem bestemte Grupper af Arbejderbevægelsen. - Kampen mod Krigens Aarsager, Kapitalismen og Imperialismen, maa kunne forene alle marxistisk tænkende. Clarté har valgt sit Arbejdsfelt blandt de intellektuelle, fordi der i disse Kredse er særlig Brug for socialistisk Oplysning. Arbejderne har selv deres Organisationer, hvor de skoles i socialistisk Kultur og solidarisk Tænkemaade; men de intellektuelle Lag, som indtager et Mellemstandpunkt mellem Arbejderklassen og de besiddende, vil gennem Opdragelsen og deres Livsvaner præges af Overklassens Synsmaader, som paa Overfladen beherskes af halvliberale Tendenser i "aandelige" Spørgsmaal, men inderst inde præges af Ærefrygt for Penge og Uvilje mod Arbejderklassen.
   Vort Arbejde er Oplysning, og i Oplysningen ligger vor Agitation. Gennem arbejdende Grupper behandles de sociale Spørgsmaal, og Materialet samles ved fælles Redaktion og offentliggøres gennem Tidsskriftet. Enhver, der vil være med i dette Arbejde, er velkommen, og hvilken selvstændigt tænkende Mand vil ikke underskrive Henri Barbusses Ord: det er en Pligt for enhver at klargøre sig, hvad der er Løgn og Sandhed angaaende det Samfund, man lever i.
   

Hartvig Frisch.