Tre bøger kan for tiden fås af den danske forfatter Christian Skov, som er indstillet til Nordisk Råds store litteraturpris

Endelig ser det ud til at forfatteren Christian Skov, efter otte intense bøger, skal nå ud til et større publikum. Han er indstillet til Nordisk Råds store litteraturpris, og Gyldendal har måttet genoptrykke hans seneste roman, Høstnætter.

Af de otte er der tre, der stadig kan fås. Foruden Høstnætter, romanen Ingers hvide ben (1989) og novellesamlingen Majaften (1990).

En årsag til, at det har trukket ud med den brede anerkendelse, skønt kritikere i årevis har betonet forfatterens store talent og originalitet, er måske netop sidstnævnte.

Christian Skov befinder sig inde i hovedet på sine personer. Det er der så mange der gør. Men Christian Skov fortællemåde har to særkender, hver på sin måde helt usædvanlige.

Normalt skriver forfattere, der betjener sig af den indre talestrøm, tykke bøger. Tænk bare på den indre talestrøms fader, James Joyce, der i Ulysses får en enkelt dag til at brede sig over 700 sider. I Høstnætter er de tilstande, hovedpersonen gennemløber på et halvt år fuldt beskrevet på 140 små sider.

Det er malkedrengen Jes forelskelse i en pige fra en anden gård, Anne Sofie, hans frygt for at have fået den sot, der florerer på egnen, hans trang til at være med i gårdkarlenes fællesskab, hans forhold til sin far. Alle pubertetens kvababbelser kører gennem hovedet og kroppen på Jes i en helt uorganiseret strøm.

Det andet særkende er med hvilken vedholdenhed, Christian Skov fastholder det, der oprindelig satte ham selv igang, filosoffernes store spørgsmål, som de fleste mennesker kender: Er dette jeg tænker og ser virkeligt, eller er det bare noget, jeg tror?

"Hvad der er i Jes som virkelig hændt, meget af det, har måske aldrig fundet sted. Men det er i ham, som det har, hørende hjemme i virkelighedens verden, ikke i en drøm. I vågen tilstand er han her i kamret og har det sådan i sig."

Det "har" ham, men er det noget indre eller noget ydre, begge dele eller ingen af delene?

Det man bliver mest forbløffet over i sin Christian Skov-læsning er med hvilken minutiøs præcision teknikken faastholdes fra bog til bog.

Synspunktet er et andet i Ingers hvide ben. Den lille dreng Thøge ser verden, sin far og hans nye kone Inger, fra gulvhøjde. Han betragter måbende deres hede forelskelse. Tabet af sin mor og de tos dybe optagethed af hinanden (og derved ikke af ham) får Thøge til at tvivle på virkeligheden:

"Igen er Thøge i stuen hos faderen og Inger og ved ikke, om det kun er i ham, de er." "Nu som før, men aldrig som nu, er det det spørgsmål, som Thøge aldrig, aldrig skal få besvaret: har faderen - hvis han virkelig er her - altid været alene med alt ...?"

Det er måske i Christian Skovs noveller, at nysgerrige skeptikere bør begynde. Her er spørgsmålene om livets og dødens virkelighed stillet på baggrund af hændelser, fremfor tilstande.

Som i titelnovellen i samlingen Majaften. Det er ikke en hvilken som helst majaften, det er aftenen den 5. maj 1945. Krigen er slut, men Soll, der er i tysk krigsfangenskab i Danmark frygter alligevel at blive henrettet.

"I Soll spørges afmægtigt, hvordan løjtnanten kan stå i døren og sige det navn, han skal sige, hvordan dommerne har kunnet dømme, de dommere, den løjtnant, der må vide, hvad Soll er overladt til, Soll, der ikke kan dø, ikke endnu, ikke nu, Soll, der har set sig frelst ved krigens afslutning.

Englænderne gør intet; i det fællesskab, Soll var i med de andre, besvor de hinanden, at englænderne aldrig ville tillade en fortsættelse af de tyske krigsdommeres virke, men de hindrer ikke en fortsættelse, de lader Dönitz i Mürwik bestemme over liv og død.

Er Dönitz et menneske? Er dommerne mennesker? Er officererne?"

Man spørger hvorfor så gode forfattere kan få lov at gå rundt så længe mens så få kender dem. Man kan selvfølgelig sige, at i det hårdtpumpede bogmarkeds underholdningskrav, er det jo ikke noget særligt aktiv at være lettest tilgængelig i sine noveller. Men det er måske ikke tilfældigt, at det er med Høstnætter, at Gyldendal for første gang har måttet sætte 2. oplag i sving.

For har Christian Skov hele tiden haft et indre rum åbnet på vid gab i sine romanfigurer, er det med Høstnætter, som om også det udvendige er fuldt udfoldet. Bogen vrimler med mennesker, natur, dufte og skumringer.