Inger Christensens to monumentale værker
af Jakob Brønnum
Inger Christensen (f. 1935) har skrevet digtsamlinger, skuespil, hørespil, eksperimenterende romaner og essays. Efter de to små digtsamlinger Lys og Græs (1962 og 1963), fulgte romanerne Evighedsmaskinen og Azorno (1964 og 1967), inden det første hovedværk det udkom i 1969. Siden fulgte skuespillet Intriganterne i 1972 og renaissancefortællingen Det malede værelse (1976), digtene Brev i april og Alfabet (1979 og 1981), hvoraf sidstnævnte regnedes for den vigtigste udgivelse siden det.
Essays, en børnebog og en samling hørespil op igennem firserne blev fulgt af det andet hovedværk, Sommerfugledalen (1991)
Det var det
Inger Christensens digt det var et projekt, som står tilbage fuldstændigt uantastet, som et monument blandt de største lyriske værker, sammenligneligt - hvis man vover det - i poetisk fylde med hvad som helst: Pablo Nerudas Den store sang, Miltons Paradise Lost, tekster som hver på deres tid og sted, ligesom det, var et fuldgyldigt udtryk for opfattelsen af det universelle. Sådan begynder det:
»Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det
bliver ved. Bevæger sig. videre. Bliver til. Bliver til det og det og
det. Går videre end det. Bliver andet. Bliver mere. Kombinerer andet med
mere og bliver ved med at blive andet og mere. Bliver noget. Noget nyt. Noget
stadig mere nyt. Bliver i næste nu så nyt som det kan blive.
Fører sig frem.«
Øjeblikket efter er hele menneskeverdenen til stede med alle sine karaktertræk: Erindring og flygtighed, fylde og form, tomhed og tid:
»Indfanger løst materiale. vokser sig større og
større. Øger sin sikkerhed ved at eksistere som mere end sig selv,
får vægt, får fart på, får fat på mere i
farten, går frem for andet, ud over andet, som opsamles, opsluges,
hurtigt belastet med det som kom først, så tilfældigt
begyndte. Det var det. Så anderledes nu det er begyndt. Så
forandret. Allerede forskel på det og det, eftersom ingenting er, hvad
det var.«
Foruden prolog og epilog falder det i tre afsnit: scenen, handlingen og teksten, der hver består i otte afsnit med hver otte digte. Disse otte afsnit har overskrifter, der forbinder med dem den strukturalistiske tekstvidenskab, der havde sin blomstringstid i 60Õerne. men de er samtidig hvad man kunne kalde elementære, filosofiske kategorier: Symmetrier, transiviteter, kontinuiteter, konnexiteter, variabiliteter, extensioner, integriteter og universaliteter.
Anlægget for digtsamlingen det er altså umådeligt, og i en periode, hvor den digteriske form var truet af opløsning og det digteriske udtryk truet af mangelen på muligheden for at give indholdet mening og betydning, tager Inger Christensen den systematisk, strukturerede form - systemdigtningen - og bygger et universelt skelet, som tilsyneladende ubesværet fyldes med betydning.
Digtene handler om natur, og menneskets fremmedhed fra den og fra sig selv, det blotlægger hele det menneskelige følelsesregister og er samtidig et signalement af efterkrigstidens samfundsbygning:
»Inde i det første kontor er der et andet, inde i det andet er der er tredje, inde i det tredje er der et fjerde etc. kontor.
Inde i kontor nr. 3517 sidder der en rådgiver der rådgiver en administrator
I kontor nr. 1423 sidder der en administrator der administrerer en
rådgiver«
Styrken i det som politisk udtryk er, at Inger Christensen på intet tidspunkt forfalder til en ideologisk baseret kritik, der er løsrevet fra tilværelsens mangetydige virkelighed.
Sommerfugledalen
Med Sommerfugledalen - et requiem vender Inger Christensen sig i begyndelsen af 1990Õerne til en anden form for systemdigtning, og igen sker det på et tidspunkt, hvor hendes værk bliver en poetisk redningsplanke, nemlig i postmodernismens dekonstruktion, hvor form og indhold er smeltet sammen, eller bedre: nedsmeltet sammen og lyrikken (og kritikken) vanskeligt kan afgøre, hvad der er, manér og hvad der er dybsindigt. En tid, hvor formfuldendt digtning udelukkende kan eksistere som pastiche.
Inger Christensen genrejser - for et øjeblik - den klassiske renaissanceform sonetten, som i sine mest fuldendte udgaver består af to fireliniede vers (kvartetter) og to tre liniede (terzetter), efter et ganske bestemt rimskema og ikke nok med det: Sonetterne bindes i kranse af 14 (fjortenliniede) sonetter, hvor hver slutlinie er den næste sonets begyndelseslinie, og den fjortendes slutlinie den førstes begyndelseslinie. Og der er mere endnu. Alle begyndelseslinierne udgør det 15. digt, Mestersonetten, som hos Inger Christensen lyder sådan:
»De stiger op, planetens sommerfugle
i Brajcinodalens middagshede luft,
op fra den underjordiske bitre hule,
som bjergbuskadset dækker med sin duft
Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
som påfugleøje flagrer de omkring
og foregøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting
Hvem er det der fortryller dette møde
med et strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?
Mit øre svarer med sin døve ringen:
Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.«
I tidsskriftet Passage (nr. 16, 1994) analyserede Helle Lindhardtsen digtet:
»Denne mestersonet fremtræder som en harmonisk og regelret sonet, hvis forløb antager karakter af en erkendelsesrække. Kvartetterne fremstiller- med Erik A. Nielsen ordvalg - en sansning på baggrund af en virkelighedsiagttagelse, og i terzetterne følger et erkendelsesgennembrud, som gennemlyser sansningen.«
Hvor dybt Inger Christensens tekniske mesterskab og traditionsbevidsthed rækker bliver klart, når Helle Lindhardtsen inddrager den talmystik som forbinder sonetten med renaissancens kunst- og verdenssyn i øvrigt:
»(Litteraturforskeren Paul Oppenheimer) mener at relationen mellem de otte vers i kvartetterne og de seks vers i terzetterne lige siden opfindelsen af sonetten har været betydningsfuld og dermed afgørende for populariteten af sonetttens struktur. for at forklare denne betydning indfører han også tallet tolv i relationen, idet han argumenterer for, at sonettens afgørende konklusion ofte fremkommer i de to sidste verselinier, hvilket gør de tolv første vers til en retorisk og numerisk helhed i digtet. 6 : 8 : 12-relationen var berømmet som mål for harmonisk rumproportion i renaissancens arkitektur, men findes derudover allerede tilbage i pythagoræisk-platonisk talteori.«
Denne sammenhæng har Inger Christensen indarbejdet i sin mestersonet. De to sidste linier er netop konklusionen på de spørgsmål, de øvrige tolv linier har stillet.
Skabelsesprocessen
Og Helle Lindhardtsen gør opmærksom på endnu en forbløffende dybdedimension i Inger Christensens værk: Sommerfuglens forvandlingsproces spiller hele tiden en rolle i sonetkransen. Som for eksempel i denne slutsterzet:
»Skal jeg måske forpuppe mig og måbe
ved alt, den hvide Harlekin fremviser
og foregøgler universets tåbe?«
(Den opmærksomme læser vil straks have set, at det er sonet nr. VI, eftersom jo slutlinien er begyndelseslinien i den næste og den syvende i mestersonetten)
Betegnelsen for det fuldt udvoksede individ hos insekter er imago, der som bekendt også er den latinske betegnelse for billede, og det sproglige billede er ligeledes som bekendt lyrikkens drivmiddel.
Døden
Men det er en skabelsesproces i tilbageskuen. Heri adskiller Sommerfugledalen, med sin undertitel Requiem - dødsmesse, sig fra det.
Ganske vist har epilogen til det den Kierkegaardsk-eksistentialistiske angst som sit tema: En grundlæggende angst, der forhindrer livet i at løbe frit i og omkring os.
Men det begyndte i en skabelsesproces og selve teksten ender også, før epilogen, i en hyldest til skabelsesprocessen:
»Her ser de lette skyer
Jeg ser den lette sol
Jeg ser hvor let de tegner
Et endeløst forløb
Som om de føler tillid
Til mig der står på jorden
Som om de ved at jeg
Er deres ord.«
Man kunne sige, at, hvor tragisk Sommerfugledalens dødsmesse end forekommer, og hvor smukt Inger Christensen end tegner skønheden og den sene dags skarpe lys i dødens skygge, er det dog snarere det sublime sammenfald mellem skyerne - eller sommerfuglen, det kan vist her komme ud på et - og det skabende sprog, Inger Christensen formidler for læseren. Hun er deres ord.