Link: tilbage til forsiden
Hjem: ELEKTRA - e-ressourcer: e-biografier og biografiske portrætter: Nyere danske forfattere: Klaus Rifbjerg
 
Pauserne i solsortens sang

Noget om Klaus Rifbjergs digte
af Jakob Brønnum

Klaus Rifbjerg har fra debuten i 1956 med Under vejr med mig selv skrevet næsten 30 digtsamlinger (foruden et større antal romaner og noveller, essays og børnebøger, ialt cirka 100 bøger. Hvis man skal foretage en grov inddeling, kan man sige, at Klaus Rifbjergs digtsamlinger falder i tre-fire typer.
   Debutsamlingen er ligesom Amagerdigte (1965) erindringsbaserede digtsamlinger.
   De litteraturhistorisk markante Konfrontation (1960) og Camouflage (1961) introducerer den internationale modernisme som lyrisk erkendelsesgrundlag (se for eksempel Jørgen Bonde Jensen: Klaus Rifbjergs poesi, forlaget Babette, 1986).
   En hel del af de øvrige digtsamlinger er ligeledes båret af et centralt tema, mere som udtryk for en samlende helhed, end et erkendelsesmæssigt udgangspunkt: Fædrelandssange (1967), Mytologi (1970), der rimeligvis er inspireret af Roland Barthes opdatering af begrebet i sine berømte essays Mytologier (da. udg: Rhodos); Den søndag (1974), der simpelthen er skrevet over dagens avis (Rifbjerg nævner i øvrigt ikke længere bogen blandt sine værker og må have taget den udbredte kritik for, at han er kommet for let til bogen, til sig); Byens tvelys (1987), som handler om det på en gang tiltrækkende og frastødende storbyliv:

»Der ligger du kære ven
med dit lagen og din udsigt
byen inden i dig
byen uden om dig
og alligevel noget
der aldrig kom i gang«
(fra Fluen, Byens Tvelys)

En række af de senere digtsamlinger forekommer mere at være samlinger af digte: Livsfrisen, (1979), Landet Atlantis (1982), Det svævende træ (1984), 150 korte og MEGET korte tekster (1991), uden at de af den grund skal anses for mindre væsentlige, hvad angår muligheden for at finde og opleve stort tænkte og skrevne digte.

Pauserne i Solsortens sang

En samling som Voliere - et fuglekor på femogtyve stemmer (1962) bindes sammen af at digtene alle tager udgangspunkt i en fugl, og er iøvrigt smukt illustretet med motiver »fra gamle fugleatlas«. Digtet solsort:
»nu lukkes hospitalets porte op
af rustne hænder det grå
terrassogulv er gummitavst
de levende er endnu mere stille
og ånder gennem sår af sten
mens urets visere af jern
går over deres kinder kullet skrider
mellem husene det regner indadvendt
et sug af præparater stigende og faldende
er spærret inde bag ved gaze står i rør
du sover i de blinde kældre venter bag
en skærm en hånd på lagenet
fingrene blæst hen en grå og fugtig ro
da vokser i dit hjerte spejl som spørgsmål
et skærmet radarminde om en
anden tid da gror i hjerteløst hammerekko
en buet lyd af syn
af dufte farvet moll mellem skyer
da tier ingenlyd du vågner
og har hørt det.«

I digtet lyder solsortens sang som en kontrast til en grå, metallisk, altomfattende stilhed, der har døden som sit mærke: Tiden går i stilhed, den eneste lyd er et sug fra et hospitalsapperat, end ikke gulvet giver lyd, hvis nogen går over det. Men digtets du ville ikke bemærke det. Vedkommende sover, stille.
   Pludselig hører vedkommende i sin søvn alligevel noget: Solsortens sang. Som en vældig, musikalsk kontrast til stilheden, der her er alt andet end musikalsk. Stemningen er almengyldig: Det er den følelse, enhver har, når man hvert år i februar hører solsorten synge vinteren bort.
   Mange år senere giver Rifbjerg, i den antologiagtige samling af digte, Rifbjerg har skrevet fra sit vinterdomicil i Spanien, Spansk motiv (1981), koblingen mellem solsortens sang og stilheden et helt andet udtryk. De selvsamme ord, den selvsamme sansning i en anden tid og et andet sted, giver sig udslag i et helt nyt udtryk om de samme grundlæggende fænomener i tilværelsen, her: stilheden, bevidstheden, drømmen:

»Jeg har lagt mærke til
at pauserne i solsortens sang
som i al anden naturgiven kunst
skaber dybden

Om formidsdagen
når solsorten synger
her
og ikke ses og ikke høres
ind i mellem
bliver lakunerne til rolig
mysatisk arkitektur.

Drømmende om fjerne
ubeskrevne byer
som hos Bosch
synet af noget hinsides
hinsides hinsides
skoven og bjergene.

I pauserne mellem fuglens strofter
får bjergene vinger
og som store drivende skjyer
sejler landskabet
ind i i bevidsthedens sorte hal.

Alt andet
alt opstår i det syngende tomrum
hvilen og forventningen
violinen med udbredte arme
en blå kirke i himmelen
fårets ansigt og
de cirkulerende okser
jeg mener alt.

Stille formiddag
et åbent vindue
fuglesang.«
(Digtet El Quinto).

Langtfra alle Rifbjergs digte er så universelt anlagte. Ind i mellem er det blot en tanke, der får mæle, et moment, der pludselig, med hans stilsikre retorik, bliver foldet ud til et enkelt og virkningsfuldt stykke lyrik. Og i virkeligheden burde et digt som Bare kom, fra Det svævende træ - med sin opfordring til fællesskab, givet ved en ordinær potteplante som billede, og i så dagligsprogsnær en tone, have været triviallitteratur. Men det kommer slet ikke i nærheden af det banale:

»Kom så indenfor
det er ikke svært
bare kom
luk døren op og træd her ind
luk døren op og gå der ud
der står en blomst
og du har set den før
naturligvis
men se igen
der står den
en blomst
nu går du videre
blomsten bliver stående
fik du set den
var den der
så gå tilbage
stands
bøj dig ned og lugt til den
sådan
den var der er der
det er ikke svært
så bare kom.«


Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk

[Hjem] [English]
[REX - online katalog] [ELEKTRA - e-ressourcer] [Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket] [Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]




Nyere danske forfattere
  

Genvej til:
 
Søg i REX - bibliotekets katalog

Søg i hele KBs web:

SøgeGuide

Oversigt - Sitemap

A - Å





  © Det Kongelige Bibliotek   Postboks 2149
  1016 København K
  Tlf: (+45) 33 47 47 47
  Fax: (+45) 33 93 22 18
  e-Post til Det Kongelige   Bibliotek sendes til: kb@kb.dk
  Åbningstider/Adresser
  Om KB's websted
  Privatlivspolitik
  Få hjemmesiden læst op!