Synets ekspansion
|
|
Robert Corydon: Den sidste naturlyriker af Jakob Brønnum
Robert Corydon (1924-81) har ikke været med i den bølge af
udgivelse af udvalgte digte, der har været i de senere år, med
værker af bl.a. Frank Jæger, Ole Sarvig og Tove Ditlevsen, og han
er idag praktisk taget glemt. Store salgstal nåede Robert Corydon aldrig,
men han markerede sig klart som lyriker i samtiden, med lysere digte end de
fleste, hovedsagelig om naturen, som få følte, det var muligt at
skrive så umiddelbart om, som Corydon.
Robert Corydon skrev udelukkende lyrik, bortset fra, at han i øvrigt i
lighed med Poul Borum i tresserne havde et enkelt, ikke særlig
overbevisende romanforsøg. Ved siden af lyrikken arbejdede han med
akvarelmaleri og skrev free lance på Samvirke. Forfatterskabet, der
tæller 19 bøger falder i flere faser.
Den første er en række på seks samlinger digte, der kom fra
debuten med Hænderne i 1950, fortsatte med
Fuglespor, Landskab med huse, skrænten mod havet, Krybet og
sommerfuglen og Fragtbrevet, der kom i 1961.
Åbningsdigtet i debutsamlingen er på flere måder
programmatisk for forfatterskabet. De rumlige naturbilleder, "Granernes Slugt",
"Stormvejret Kupler", der skal åbne fantasien for naturens lysende
rigdom.
En kultur og civilisationskritik: "Gadernes Øde" - og i den forbindelse
menneskets fantasiforladte bundethed: "Forsigtighedens graa Skagle". Og en
søgen efter selve livet myldrende frodighed, som naturen rummer og er et
billede på: "Hvornaar naar vi frem/ til det støvede Billede/ i det
tætte Krat". Digtet hedder Billedet:
"Hvornaar naar vi frem
gennem Granernes Slugt
under Stormvejrets Kupler
gennem Gadernes Øde
Hvornaar kaster vi
Forsigtighedens
graa Skagle fra os
i Græsset
Hvornaar naar vi frem
til det støvede Billede
i det tætte Krat
Billedet vi forlod for
mange Dage siden
Billedet der er grønt
under støvet"
Det er i denne række på seks digtsamlinger, at Robert Corydon, i
digtet Synets flod, første gang yder en bedrift, som
få har gjort i moderne dansk lyrik, nemlig det stort anlagt,
såkaldte "lang-digt", én flydende komposition af lyrik.
Måske er det kun den - i hvert fald som lyriker - ligeså oversete
Ole Wivel, der har gjort noget lignende, i sin tidlige Lorca- og
Eliot-inspirerede digtsamling, Jævndøgnselegier.
Corydon skriver sig hverken ind i en tradition fra T. S. Eliots store digte
som The Waste Land, eller den tradition, der stammer fra Frederico Garcia
Lorcas Sigøjnerballader. I Synets flod ekspanderer han sit eget
billedsprog og fæstner det i det sete. Livet som et stort syn, men det at
se står her i sin udvidede betydning, som det at indse. Og man kan sige,
at netop det samler indholdet af Corydons digtning: Det moderne menneske ser
meget, men indser for lidt. Se digtet Synets flod ovenfor.
Efter den første række digtsamlinger, blev der i nogle år
mere stille. Et bind udvalgte digte, netop med titlen Synets flod, udkom i 1963
i Borgens billigbogsserie, romanforsøget Lukketid kom
i 1964 og den, hvad titlen også antyder, uafklarede digtsamling
Karambolage udkom i 1966.
De næste seks digtsamlinger danner så en slags mønster,
hvor bøger i tre forskellige lyriske genrer udkommer skiftevis. For det
første de "almindelige" samlinger, Ord til havet
(1968, forsynet med et bl.a. taoistisk-inspireret essay om samlingens tema,
havet) og Cyklisten, 1970 og Som om
(1976).For det andet to genremæssigt nyskabende samlinger tegnede digte,
Calligrapoetica og Calligrapoetica 2 (1969
og 1973), hvor Robert Corydon lader håndskrevne ord og stumper af strofer
indgå i en billedkunstnerisk helhed med samme metaforiske spil som sin
lyrik. Og for det tredje to samlinger prosadigte, Jeg var her
næsten ikke (1972) og Bogstaver i
græsset (1974).
Robert Corydon er den sidste naturlyriker, og der er ingen tvivl om, at
samfundets ændrede opmærksomhed overfor naturen, atomtruslens
mulighed for den totale destruktion og forureningens langsomme nedbrydning af
menneskets grundlæggende fysiske livsvilkår, gennemhuller dens
tjenlighed for billedsproget hos Corydon, hvor naturen har stået som det
umiddelbare alternativ for den materialistiske, destruktive bevidsthedt.
Naturen bliver nu også en del af destruktionen.
"Lagt til rette mellem fartens blade, art for art, gjort ukendelige i den
makabre samlemappe. kommer flyvende, kommer krybende, kommer vraltende,
hoppende, i flokke og single, mor og barn, gamle, trætte og spæde.
Samlermanien giver ingen pardon. Her er redt op, side for side, klemt op i
hjørnerne, familievis, raffineret gruppedannede, plads til dubletterne
med blod, tarme og andre indvolde flydende ned over siderne i et klæbrigt
delta for at ende i græssets sindige kældre, ned i
undersøiske kældre med afrevne lemmer og knuste næb, lammede
struber og bristede øjnes frikassé.
Længere bag i samlingen de knitrende skeletter, når væden er
drevet bort og der kun er de gule indtørrede skygger tilbage,
brændt infernalsk ind i asfalten som atomofre. Gjort fjerne som
skrifttegn fra en anden verden, mindelser, ulæselige, uforståelige
for os, for noget der engangf var vigtigt for os. glemte formler på et
liv, der blev levet engang her omkring." (Fra teksten Asfaltens sorte
samlermani, samlingen Bogstaver i Græsset)
En kræftsygdom i de sidste år satte sig igennem i forfatterskabet
på to måder.
For det første med forfatterskabets andet store lang-digt,
Nedslidningen, hvor naturens nedbrydende kræfter tager
til genmæle, bittersødt. Som det siges i bogens bagsidetekst, "et
stort strømmende digt, hvis motiv er sliddet opfattet en større
omfattende sammenhæng - universets, alle naturens og ikke mindst vore
egne nedbrydende kræfter. Vi er vant til fortrinsvis at besklæftige
os med den blanke fuldendte overflade - de unge, smukke ansigter, de idylliske
harmoniske landskaber, de perfekte facader, den effektive sindrige teknologi,
de hårde funktionelle materialer.
Men alt slides - ansigter såvel som ideer. Naturen bryder langsomt alt
ned, celler dør, materialer opløses i strukturer, organer visner,
landskaber forgår.
Nedslidningen skaber en ny slags orden og man kan måske af digtet
uddrage en filosofi om nedslidningens betydningsfulde skønhed, dens
økologiske funktion og lidelsens upåagtede værdier."
For det andet ved gennem dagspressen at starte en omfattende debat om den
nedværdigende og utilstrækkelige behandling, som
kræftpatienter oplever, hospitalerne giver dem. I den forbindelse skabte
Robert Corydons digtsamling En måde at død
på en opmærksomhed om forfatterskabet, der ikke havde
været siden dets første fase i 1950'erne og begyndelsen af
1960'erne.
I en - i det mindste underliggende - tilbageskuen tages tilslut i Roberts
Corydons produktion de gamle motiver og billeder ind og vendes en gang, for at
lyset atter et øjeblik kan skinne igennem dem.
"Hug uden omtanke,
langsom vækst.
mod himlen
og kronens hvælv.
Kamp for at nå
drivende skyer.
Hugget før grenes
spinkle stiger
nåede ilende gesimser.
Her spændte træerne
grønne balloner ...
punkteret brat
i hugget uden omtanke,
væltet er hver fødende
stander som bar
en vækst mod himlen
Aleens knuste kroner
styrtede gondoler
umulige at drømme i.
(Da alleen faldt, fra samlingen Noget i luften, skrevet
1976-78, udgivet 1981). Efterladt udkom i 1984 samlingen Til
smerten.
Synet flod af Robert Corydon
Jeg elsker at være midt ude
i synets store flod
som altid skyller
gennem mine øjne
med et mylder
af stærke ting.
Et vidunderligt
drivtømmer
af menneskers
hverdagsagtige
smaa, svedige
skaarede, bulede
mugne, forslaaede
sterile, forrevne
og oliesnavsede ting.
Det blaa bundfald
af trækronernes
klirrende skyl
er i synets flod,
drejer mine
hjernevindinger
kastes til bunds
i mine øjnes
mægtige kar.
Jeg elsker øjnene,
øjnene, der ser
landskabets hævede arme
med korn paa de senede hænder.
Lysene i gavlen paa den
ensomme gaard.
Pigen med askeansigtet
helt nede i gadens skakt.
Et øjebliks fortættede
linier i hvidt sollys.
Træer, huse, skorstene
asfalt, en tremmet laage
kolde netgrene
gruset paa fortovet,
det fossende lys
over trætoppene,
det hele svejset sammen
i sort, glasurtungt jern
som en staalbro
med skarpe linier og vinkler
midt i mit syn.
Vidunderlige dage
ligger paa spring i mit syn.
Alt, hvad det har
taget med i sin flod
har jeg elsket
med en stor, nøgen lidenskab.
Alt, hvad der endnu vil komme
fossende gennem øjnenes
spinkle flodleje
forbi sindets store,
hvide sletter, som frugtbargøres
af synets gødende vand.
Her vokser gult korn
op gennem vild, knugende
asfalt.
Endeløse gader
mildt favnende marker,
lyser og smiler paa
sindets slette.
Husk! det begyndte
i den skramlende kupe
ved barnets kupe-vindue.
Husk! du sad mellem store,
sorte skygger med flipper
og flettede urkæder.
Du sad og saa ud på landskabets
første linier.
Koen saa du og elskede den
helt ind i den smørfligede
mælks duftende moderbjerge.
Barnets kupevindue.
Sorte venteværelser.
Ungdommens cigaretrøgfyldte
kupeer med ren, ufordærvet elskov
paa støvets plyds.
Rækken af vinduer
døre og rejsernes arabesk
tegnet i synets klare vand.
Turen frem og tilbage
til byen med det
fladtraadte arbejde.
Margarine-reklamen paa gavlen,
som vi saa hver dag og
som aldrig ændrede sig.
Drømmene om stien
gennem granskoven ud
til det store, lægende hav.
Kedler, ømt haar
og vaade trapper.
Altid gemt bag mure.
Sorte billeder og perspektiver
og trange, visne profiler.
Livet heftet op mellem
gulve, støvede rammer
og lysekroner af massivt
klingende glas, er her
lige langt fra havets
violette spejl og urenes
smaa altre.
Ikke et løv har skyllet over
disse mure, ikke en
brændings lange, blæsende
tunge har slikket disse
følsomme trappesten.
Der foregaar altid
fordækte ting i
entreerne.
En ung mand kommer ind i
stuen uden rødee drømme.
Han har en grøn gren med nyligt
tændte blade
i haanden.
Han gaar omkring og lader
grenen glide over malerierne,
billederne og de mange
indskrifter.
Det varer ikke længe førend
der høres latter af
klægt, graat ler.
Den unge mands gren
brænder ned.
Aske, skygger, røg og letter
lister omkring ved murene.
Alt er i synet, byerne som
menneskehedens sømærker,
markerne og havene som
vidunderlige reservoirer
for fantasien, alt er i det
store, grønne syn, der
er digtets.
Jeg elsker dets bundfald.
Elsker det paa den raslende
fart med det takkede udsyn
fra kupeens vindue.
Toget kører forbi en
kirkegaardsmur med
udsyn til marmorsokler
og forstenede duer.
Den nedgaaende sols delta
bag kirkegaardstræerne
flyder sammen
med mit syns stridige flod,
indtil mine øjnes
flodleje er fyldt
og træt af liv.
Fra Landskab med huse, 1953. Bringes med tilladelse fra Gerda
Corydon (c).
|
|
Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk
[Hjem] [English]
[REX - online katalog]
[ELEKTRA - e-ressourcer]
[Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket]
[Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]
|
|
|