Link: tilbage til forsiden
Hjem: ELEKTRA - e-ressourcer: e-biografier og biografiske portrætter: Nyere danske forfattere: Robert Corydon
 
Synets ekspansion

Robert Corydon: Den sidste naturlyriker
af Jakob Brønnum

Robert Corydon (1924-81) har ikke været med i den bølge af udgivelse af udvalgte digte, der har været i de senere år, med værker af bl.a. Frank Jæger, Ole Sarvig og Tove Ditlevsen, og han er idag praktisk taget glemt. Store salgstal nåede Robert Corydon aldrig, men han markerede sig klart som lyriker i samtiden, med lysere digte end de fleste, hovedsagelig om naturen, som få følte, det var muligt at skrive så umiddelbart om, som Corydon.
    Robert Corydon skrev udelukkende lyrik, bortset fra, at han i øvrigt i lighed med Poul Borum i tresserne havde et enkelt, ikke særlig overbevisende romanforsøg. Ved siden af lyrikken arbejdede han med akvarelmaleri og skrev free lance på Samvirke. Forfatterskabet, der tæller 19 bøger falder i flere faser.
    Den første er en række på seks samlinger digte, der kom fra debuten med Hænderne i 1950, fortsatte med Fuglespor, Landskab med huse, skrænten mod havet, Krybet og sommerfuglen og Fragtbrevet, der kom i 1961.
   
    Åbningsdigtet i debutsamlingen er på flere måder programmatisk for forfatterskabet. De rumlige naturbilleder, "Granernes Slugt", "Stormvejret Kupler", der skal åbne fantasien for naturens lysende rigdom.
    En kultur og civilisationskritik: "Gadernes Øde" - og i den forbindelse menneskets fantasiforladte bundethed: "Forsigtighedens graa Skagle". Og en søgen efter selve livet myldrende frodighed, som naturen rummer og er et billede på: "Hvornaar naar vi frem/ til det støvede Billede/ i det tætte Krat". Digtet hedder Billedet:
   
    "Hvornaar naar vi frem
    gennem Granernes Slugt
    under Stormvejrets Kupler
    gennem Gadernes Øde
   
    Hvornaar kaster vi
    Forsigtighedens
    graa Skagle fra os
    i Græsset
   
    Hvornaar naar vi frem
    til det støvede Billede
    i det tætte Krat
    Billedet vi forlod for
    mange Dage siden
    Billedet der er grønt
    under støvet"
   
    Det er i denne række på seks digtsamlinger, at Robert Corydon, i digtet Synets flod, første gang yder en bedrift, som få har gjort i moderne dansk lyrik, nemlig det stort anlagt, såkaldte "lang-digt", én flydende komposition af lyrik. Måske er det kun den - i hvert fald som lyriker - ligeså oversete Ole Wivel, der har gjort noget lignende, i sin tidlige Lorca- og Eliot-inspirerede digtsamling, Jævndøgnselegier.
    Corydon skriver sig hverken ind i en tradition fra T. S. Eliots store digte som The Waste Land, eller den tradition, der stammer fra Frederico Garcia Lorcas Sigøjnerballader. I Synets flod ekspanderer han sit eget billedsprog og fæstner det i det sete. Livet som et stort syn, men det at se står her i sin udvidede betydning, som det at indse. Og man kan sige, at netop det samler indholdet af Corydons digtning: Det moderne menneske ser meget, men indser for lidt. Se digtet Synets flod ovenfor.
   
    Efter den første række digtsamlinger, blev der i nogle år mere stille. Et bind udvalgte digte, netop med titlen Synets flod, udkom i 1963 i Borgens billigbogsserie, romanforsøget Lukketid kom i 1964 og den, hvad titlen også antyder, uafklarede digtsamling Karambolage udkom i 1966.
    De næste seks digtsamlinger danner så en slags mønster, hvor bøger i tre forskellige lyriske genrer udkommer skiftevis. For det første de "almindelige" samlinger, Ord til havet (1968, forsynet med et bl.a. taoistisk-inspireret essay om samlingens tema, havet) og Cyklisten, 1970 og Som om (1976).For det andet to genremæssigt nyskabende samlinger tegnede digte, Calligrapoetica og Calligrapoetica 2 (1969 og 1973), hvor Robert Corydon lader håndskrevne ord og stumper af strofer indgå i en billedkunstnerisk helhed med samme metaforiske spil som sin lyrik. Og for det tredje to samlinger prosadigte, Jeg var her næsten ikke (1972) og Bogstaver i græsset (1974).
    Robert Corydon er den sidste naturlyriker, og der er ingen tvivl om, at samfundets ændrede opmærksomhed overfor naturen, atomtruslens mulighed for den totale destruktion og forureningens langsomme nedbrydning af menneskets grundlæggende fysiske livsvilkår, gennemhuller dens tjenlighed for billedsproget hos Corydon, hvor naturen har stået som det umiddelbare alternativ for den materialistiske, destruktive bevidsthedt. Naturen bliver nu også en del af destruktionen.
   
    "Lagt til rette mellem fartens blade, art for art, gjort ukendelige i den makabre samlemappe. kommer flyvende, kommer krybende, kommer vraltende, hoppende, i flokke og single, mor og barn, gamle, trætte og spæde. Samlermanien giver ingen pardon. Her er redt op, side for side, klemt op i hjørnerne, familievis, raffineret gruppedannede, plads til dubletterne med blod, tarme og andre indvolde flydende ned over siderne i et klæbrigt delta for at ende i græssets sindige kældre, ned i undersøiske kældre med afrevne lemmer og knuste næb, lammede struber og bristede øjnes frikassé.
    Længere bag i samlingen de knitrende skeletter, når væden er drevet bort og der kun er de gule indtørrede skygger tilbage, brændt infernalsk ind i asfalten som atomofre. Gjort fjerne som skrifttegn fra en anden verden, mindelser, ulæselige, uforståelige for os, for noget der engangf var vigtigt for os. glemte formler på et liv, der blev levet engang her omkring." (Fra teksten Asfaltens sorte samlermani, samlingen Bogstaver i Græsset)
   
    En kræftsygdom i de sidste år satte sig igennem i forfatterskabet på to måder.
    For det første med forfatterskabets andet store lang-digt, Nedslidningen, hvor naturens nedbrydende kræfter tager til genmæle, bittersødt. Som det siges i bogens bagsidetekst, "et stort strømmende digt, hvis motiv er sliddet opfattet en større omfattende sammenhæng - universets, alle naturens og ikke mindst vore egne nedbrydende kræfter. Vi er vant til fortrinsvis at besklæftige os med den blanke fuldendte overflade - de unge, smukke ansigter, de idylliske harmoniske landskaber, de perfekte facader, den effektive sindrige teknologi, de hårde funktionelle materialer.
    Men alt slides - ansigter såvel som ideer. Naturen bryder langsomt alt ned, celler dør, materialer opløses i strukturer, organer visner, landskaber forgår.
    Nedslidningen skaber en ny slags orden og man kan måske af digtet uddrage en filosofi om nedslidningens betydningsfulde skønhed, dens økologiske funktion og lidelsens upåagtede værdier."
   
    For det andet ved gennem dagspressen at starte en omfattende debat om den nedværdigende og utilstrækkelige behandling, som kræftpatienter oplever, hospitalerne giver dem. I den forbindelse skabte Robert Corydons digtsamling En måde at død på en opmærksomhed om forfatterskabet, der ikke havde været siden dets første fase i 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne.
   
    I en - i det mindste underliggende - tilbageskuen tages tilslut i Roberts Corydons produktion de gamle motiver og billeder ind og vendes en gang, for at lyset atter et øjeblik kan skinne igennem dem.
   
    "Hug uden omtanke,
    langsom vækst.
   
    mod himlen
    og kronens hvælv.
   
    Kamp for at nå
    drivende skyer.
   
    Hugget før grenes
    spinkle stiger
   
    nåede ilende gesimser.
    Her spændte træerne
   
    grønne balloner ...
    punkteret brat
   
    i hugget uden omtanke,
    væltet er hver fødende
   
    stander som bar
    en vækst mod himlen
   
    Aleens knuste kroner
    styrtede gondoler
   
    umulige at drømme i.
   
    (Da alleen faldt, fra samlingen Noget i luften, skrevet 1976-78, udgivet 1981). Efterladt udkom i 1984 samlingen Til smerten.
   


Synet flod af Robert Corydon
   
    Jeg elsker at være midt ude
    i synets store flod
    som altid skyller
    gennem mine øjne
    med et mylder
    af stærke ting.
    Et vidunderligt
    drivtømmer
    af menneskers
    hverdagsagtige
    smaa, svedige
    skaarede, bulede
    mugne, forslaaede
    sterile, forrevne
    og oliesnavsede ting.
    Det blaa bundfald
    af trækronernes
    klirrende skyl
    er i synets flod,
    drejer mine
    hjernevindinger
    kastes til bunds
    i mine øjnes
    mægtige kar.
    Jeg elsker øjnene,
    øjnene, der ser
    landskabets hævede arme
    med korn paa de senede hænder.
    Lysene i gavlen paa den
    ensomme gaard.
    Pigen med askeansigtet
    helt nede i gadens skakt.
    Et øjebliks fortættede
    linier i hvidt sollys.
    Træer, huse, skorstene
    asfalt, en tremmet laage
    kolde netgrene
    gruset paa fortovet,
    det fossende lys
    over trætoppene,
    det hele svejset sammen
    i sort, glasurtungt jern
    som en staalbro
    med skarpe linier og vinkler
    midt i mit syn.
    Vidunderlige dage
    ligger paa spring i mit syn.
    Alt, hvad det har
    taget med i sin flod
    har jeg elsket
    med en stor, nøgen lidenskab.
    Alt, hvad der endnu vil komme
    fossende gennem øjnenes
    spinkle flodleje
    forbi sindets store,
    hvide sletter, som frugtbargøres
    af synets gødende vand.
    Her vokser gult korn
    op gennem vild, knugende
    asfalt.
    Endeløse gader
    mildt favnende marker,
    lyser og smiler paa
    sindets slette.
    Husk! det begyndte
    i den skramlende kupe
    ved barnets kupe-vindue.
    Husk! du sad mellem store,
    sorte skygger med flipper
    og flettede urkæder.
    Du sad og saa ud på landskabets
    første linier.
    Koen saa du og elskede den
    helt ind i den smørfligede
    mælks duftende moderbjerge.
    Barnets kupevindue.
    Sorte venteværelser.
    Ungdommens cigaretrøgfyldte
    kupeer med ren, ufordærvet elskov
    paa støvets plyds.
    Rækken af vinduer
    døre og rejsernes arabesk
    tegnet i synets klare vand.
    Turen frem og tilbage
    til byen med det
    fladtraadte arbejde.
    Margarine-reklamen paa gavlen,
    som vi saa hver dag og
    som aldrig ændrede sig.
    Drømmene om stien
    gennem granskoven ud
    til det store, lægende hav.
    Kedler, ømt haar
    og vaade trapper.
    Altid gemt bag mure.
    Sorte billeder og perspektiver
    og trange, visne profiler.
    Livet heftet op mellem
    gulve, støvede rammer
    og lysekroner af massivt
    klingende glas, er her
    lige langt fra havets
    violette spejl og urenes
    smaa altre.
    Ikke et løv har skyllet over
    disse mure, ikke en
    brændings lange, blæsende
    tunge har slikket disse
    følsomme trappesten.
    Der foregaar altid
    fordækte ting i
    entreerne.
    En ung mand kommer ind i
    stuen uden rødee drømme.
    Han har en grøn gren med nyligt
    tændte blade
    i haanden.
    Han gaar omkring og lader
    grenen glide over malerierne,
    billederne og de mange
    indskrifter.
    Det varer ikke længe førend
    der høres latter af
    klægt, graat ler.
    Den unge mands gren
    brænder ned.
    Aske, skygger, røg og letter
    lister omkring ved murene.
    Alt er i synet, byerne som
    menneskehedens sømærker,
    markerne og havene som
    vidunderlige reservoirer
    for fantasien, alt er i det
    store, grønne syn, der
    er digtets.
    Jeg elsker dets bundfald.
    Elsker det paa den raslende
    fart med det takkede udsyn
    fra kupeens vindue.
    Toget kører forbi en
    kirkegaardsmur med
    udsyn til marmorsokler
    og forstenede duer.
    Den nedgaaende sols delta
    bag kirkegaardstræerne
    flyder sammen
    med mit syns stridige flod,
    indtil mine øjnes
    flodleje er fyldt
    og træt af liv.
   
    Fra Landskab med huse, 1953. Bringes med tilladelse fra Gerda Corydon (c).


Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk

[Hjem] [English]
[REX - online katalog] [ELEKTRA - e-ressourcer] [Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket] [Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]




Nyere danske forfattere
  

Genvej til:
 
Søg i REX - bibliotekets katalog

Søg i hele KBs web:

SøgeGuide

Oversigt - Sitemap

A - Å





  © Det Kongelige Bibliotek   Postboks 2149
  1016 København K
  Tlf: (+45) 33 47 47 47
  Fax: (+45) 33 93 22 18
  e-Post til Det Kongelige   Bibliotek sendes til: kb@kb.dk
  Åbningstider/Adresser
  Om KB's websted
  Privatlivspolitik
  Få hjemmesiden læst op!