Den store danske forfatter Gynther Hansen har med Admiralens forlængede arm (L&R) begået endnu en både aktuel og almengyldig roman

Den sønderjyske forfatter Gynther Hansens egentlige gennembrud kom vel med romanen Danskerne (1990), som han fik kritikerprisen for. Romanen afsluttede en trilogi om drengen Ernst og hans opvækst i grænselandet i 1930erne og 40erne. Temaet i den og de to øvrige bind er Hitler, min far og mig og Soldaterne (alle Gyldendal) er kløften mellem hjemmets nazistiske idealer og det omgivende danske samfund. Men med trilogien blev Gynther Hansen ikke færdig med problemet.

Den netop udkomne Admiralens forlængede arm rummer tre gribende portrætter af den øldrikkende overbetjent Rem, hans kone Majken og deres søn Jøk, som i tiden efter Admiralen (læs: Hitler) oplever tilværelsen som krakkeleret. Sønnen lider under faderens brutalitet, moderen er slittet mellem forsvaret for sønnen og frygten for sin mand. Og Rem selv kan inde bag den mandige maske ikke finde fodfæste nogen steder:

"Det er bare det ... jeg kan ikke mere. Der er hverken noget, der hedder op eller ned eller rigtigt eller forkert mere, eller at folk ved, hvad de skal rette sig efter, fordi der ikke længere eksisterer noget som helst, som gælder eller står fast, ingen ved, hvor de har deres plads, eller hvad de skal med deres liv, ingen regner længere hverken en overbetjent eller en stor og stærk karl for noget."

Portrættet af Jøk er en rygende aktuel replik. I de første drengeår er han kuet, senere overtager han ubevidst flere og flere af faderens idealer. Efter en tid at have fundet kammerater blandt gæstearbejderbørn, slår han om og ender i nynazistiske kredse.

På overfladen er der tale om en vedkommende samfundsbeskrivelse, men inde under huden er vi, som altid hos Gynther Hansen, på sporet af noget almengyldigt. Det grimme i mennesket.

Det enhver kender, men sjældent erkender. Det, der ligger inde bag de svagheder, vi har så vanskeligt ved at acceptere hos os selv. Det, der pludseligt og dæmonisk dukker op, når et menneske er ved at bryde sammen under kvalerne med at finde sig selv.

Nogle gange er Gynter Hansens figurer så grimme, at man næsten ikke kan holde ud at være i stue med dem. Ingen kan i hvert fald holde hovedpersonen i romanen Lysninger (1987, Arena/Gyldendal) ud, mindst af alt ham selv.

Han er blevet en særling, en eneboer ovenpå skuffelsen og den bratte nedtur ved det danske nederlag i 1864. Og hvis det er sandt, som mange har antydet, at betydelige dele af dansk mentalitet stammer fra aldrig overvundne mindreværdskomplekser ovenpå choknederlaget ved Dybbøl, er der også her en væsentlig samfundskommentar.

Hovedpersonen i Gynter Hansens forrige roman Gusse Lik og hans folk (L&R 1992) er heller ikke for køn. Den er et satirisk portræt af en type, der i dansk politik har været personificeret ved Glistrup.

Den unge Katrine bliver tjenestepige hos den kendte politiker og bliver vidne til, hvordan Gusse Liks orden-i-samfundet-politik har en bagside af løgn og had og druk og hor og vold. En kulmination i bogen er Katrines forgæves forsøg på at få sine forældre og sin forlovede Knud til at tro på, at hun har været udsat for voldtægtsforsøg. Som Knud siger:

"... jeg vil ikke høre det, forstår du det, jeg kan ikke holde det ud, jeg vil ikke finde mig i det, for Gusse Lik, sådan som vi kender ham fra fjernsynet, han er akkurat magen til alle os andre, og derfor ... det er mig, mig, du rakker ned på og spytter på og ikke har det mindste til overs for."

Endnu et fascinerende aspekt af Gynther Hansens forfatterskab finder man på det rent stilistiske plan. Der er en forbløffende enhed fra de første novellesamlinger Forvandling (1965) og Stemmer fra provinsen (1976) og de fire monologer Jeg. Jeg. Mig. Mit. fra 1978, over bøgerne fra 80erne, Der må være noget mere (roman, 1983), novellerne Elskende dræbere (1985) romanen De flygtende (1986, alle Arena og/eller Gyldendal) novellesamlingen Grænser (Hovedland, 1987) til trilogien og de to seneste romaner.

Det er stemmen, der taler. Vedholdende, nært og gennem afmagten borer den sig ind i mennesket: