Eksemplerne er mange: Kirsten Thorup, Ebbe Kløvedal Reich, Vita Andersen, Charlotte Strandgaard. Alle begyndte de med et par digtsamlinger, før de gik videre til den prosa, som nu er deres metier.
    Katrine Marie Guldager har udgivet tre bøger: Digtsamlingerne Dagene skifter hænder, 1994 og Styrt, 1995 og den lille roman Blank, 1996. Allerede i den første digtsamling er enkelte af digtene prosadigte, i den anden er de alle prosastykker i formen.
    Karakteristisk for Katrine Marie Guldagers digte er, at de er meget tingslige. Det er ikke, som hos andre af de unge forfattere, de abstrakte syn af eksistensen, fuld af metaforer, der driver digtene, det er morgenbrød, korn, en hat på standen:
   
    "På stranden ligger en hat slynget hen
    og her er ikke et menneske at se.
    Kun fugle, flokke af røbe næb
    skrig.
    Vandmænd i strandkanten
    ruller langsomt frem og tilbage"
    (Fra digtet Skyer som gaze)
   
    Måske er denne Mosaik udtryk for Guldagers syn på den funktion tingene giver virkeligheden i digtene - netop at de er virkeligheden og derved gør digtet beboeligt:
   
    "Jeg er træt
    og af dagens sidste time
    ønsker jeg mig et digt
    spundet i tusind tråde,
    beboeligt og porøst.
    Jeg ønsker mig digte
    som en ufuldstændig glasmosaik
    der lyser af de blå nuancer over de russiske stepper;
    detaljens finesse som et svar og ikke.
    Jeg ønsker mig en fæstning
    hvor åbningerne blafrer af uro
    og skyggerne slår revner
    et sted mellem ugjort og halvfærdigt
    ..."
   
    Også den dramatiske titel Styrt, der som titeldigt på en bog i 90'erne implicerer andet og mere end et fysisk styrt, tager imidlertid udgangspunkt i noget helt konkret og tingsligt: At falde på sin cykel. Men dette bliver, som hatten på stranden var billedet på fravær, billedet af tabet af virkelighed, at overvældes af noget, der er hårdt og utilnærmeligt og større end én selv:
   
    "Selvfølgelig sker det at cyklen punkterer, at man må låne sig frem, at man kommer op på én, der er for høj: Man kan ikke nå pedalerne og der er biler og vigepligt og kryds: Der er asfalt og ukendte reflekser i hænderne, ulykker der hænger i luften, som sekunder nogen har malet over med helt, helt stille: Der er en skraben og asfalt, asfalt cyklen smælder imod, asfalt man pløjer ned igennem, små sten, man gemmer under huden, og glas, og det er ikke til at komme udenom, eller ned igennem: Det er bare asfalt oven på asfalt, der er en by oven på asfalten, og ikke noget nedenunder, andet end jord ..."
   
    I en lille artikel i tidskriftet Kritik nr 121, skriver lektor Steffen Hejlskov Larsen kritisk om den ny litteratur:
    "Mange unge forfattere fra 90ergenerationen deler tydeligvis en oplevelse af den moderne tilværelse som usammenhængende, fuld af meningsløse handlinger og afsind ...
    Sammenstillingen af de forskellige tekstdele skaber hos læseren en oplevelse af uforståelighed, fremmedhed. tilfældighed og umenneskelighed. Og det er givetvis meningen. Sådan er verden, ifølge vore unge forfattere.
    Inklusive Katrine Marie Guldager. Med sin sidste bog er hun også draget ind i trenden. Hendes to første bøger var klart nok digtsamlinger, men Blank fra 1996 kalder hun en roman, selvom den mest af alt er en række monologer. Godt nok er der konturer af et landligt miljø at spore, med går og mand - den manisk talende må være landbokone. Men der er intet episk forløb af betydning. På de 60 sider sker der ikke meget andet, end at konen bliver gravid, sådan i forbifarten, og at der dukker yderligere en person op, der mystisk nok hedder Liv M. Pedersen ...
    Kun det syge er tilstede i denne psykotiske verden, næsten alle sætninger har jeg som subjekt. Og alle de øvrige personer fungerer kun som skygger i den talendes bevidsthed ...
    Monologerne i Blank synes at kunne blive ved i det uendelige, ethvert forhold i livet kan ædes op af denne kværnende bevidsthedsmaskine. Og bliver det i bogen."
    Pointen for Steffen Hejlskov Larsen er, at Guldager og andre af de nye prosaforfattere, Solvej Balle og Christina Hesselholt, fordi de ingen bærende helhed (i tilværelsen) kan finde, "slår den alvidende fortæller ihjel og lader personerne, litteraturen og sproget tale for sig selv. Monologen, episoden, citatet bliver derfor en vogue. HYBRID er navnet netop nu.":
   
    "Jeg gør det, jeg præsenterer mig selv, jeg hedder Helene, Helene Brostrøm, og jeg bor her på Klintegården sammen med Peter, Peter O. Friis, min mand, min familie, jeg er i familie med Peter, gården og slægt, jeg er i familie med at stå op om morgenen og gå i seng, gå i seng, når solen går ned, blødende: og jeg kan ikke vælge, jeg kan ikke blive fri, hverken på hovedet eller med en hæl i gulvet, jeg kan ikke blive fri med en sværm af skridt den anden vej: jeg kan overhovedet ikke komme den anden vej."
   
    Sådan indledes romanen. Der er tydelige spor tilbage til Guldagers andre tekster: Udtrykket har den samme, kredsende intensitet, og tingene danner afsæt for tankerne, der følger efter - det ville nok være forkert at kalde tankerne reflektioner, for der reflekteres egentlig ikke, jeget er snarere underlagt sine egne indre billeder. Senere i bogen er det påny tingene, der danner forbindelse til virkeligheden. Tingene har en forbindelse til naturen, som jeget så kan overtage:
   
    "Ved markskellet har vi en vindmølle, vi kalder den Herbert, og jeg føler virkelig, at jeg er i familie med den, beslægtet: indimellem trænger jeg til den, til at blive pisket gennem vindmøllen, og det skal gå hurtigt, satans hurtigt, så tulipaner og knogler og alt muligt andet bliver kvast, kvast som pindebrænde og gammen begravelse: jeg tror ikke jeg kommer mig over det, jeg tror ikke jeg kommer mig over dét, eller noget andet, og det skal jeg heller ikke ..."
   
    Men der er tydeligvis langt ind til en tilværelse, der rummer en meningsfulde handlinger og som er uden afsind. Men der er en drift, som ikke må overses i denne sammenhæng, og det er den, der angår selve formen, der skrives i. Blank er tydeligvis stadig essentielt lyrik, selvom romanen eller monologen er tekstens ramme. Men Katrine Marie Guldagers forfatterskab har udviklet sig fra de brudstykker uden sammenhæng, som digte i en digtsamling på sin vis er over prosastykker til forsøget på en længere, overordnet helhed. Det er en søgen efter noget i verden, og om teksterne kan man sige, hvad Steffen Hejlskov Larsen bl.a. siger om de mange gentagelser i Katrine Marie Guldagers udtryksform: De virker som om de kom til verden under stort indre pres.

A - Å