Nogle træk af Suzanne Brøggers forfatterskab
af Jakob Brønnum
På en vis måde kan man sige, at Suzanne Brøggers forfatterskab
udsprang af ungdomsoprøret. Det udsprang under alle omstændigheder af
den livsform, dt indeholdt. Det, der ved at være uforpligtet af normer,
bliver forpligtende over for livet selv. Kærligheden, som har sine egne
normer, og som er tilstede, der hvor den opstår.
Også i de senere år har Suzanne Brøgger følt sig tiltrukket af nogle
af de indsigter på det åndeligt-religiøse plan, der, efter både at have
haft kunstnernes interesse i midten af 1800-tallet og igen i en periode
i de første årtier af dette århundrede, trådte frem i ungdomsoprøret og
dets interesse for østens religiøner og som nu har manifesteret sig som
et element i den vestlige kultur. Suzanne Brøgger forvalter imidlertid
disse motiver i en original og særdeles livskraftig litterær modus.
Suzanne Brøggers prosa bevæger sig i et rum mellem genrerne: Mellem
det selvbiografiske, det essayistiske og den rene roman.
I Transparence (1993) taler hun et sted om den forestilling,
at alle har en dobbeltgænger. Teksten bevæger sig over i, at en person,
som forekommer at være en åndelig dobbeltgænger i virkeligheden er en
galning, som forfølger hende, sådan som "alle kendte mennesker bliver
forfulgt af galninge." Galninge som er ramt af sygdommen misundelse.
"At Emmanuelle Olsen var ramt af denne sygdom og at hun havde sat sig
for at ødelægge mig, var der efterhånden ingen tvivl om, selvom jeg i
lange perioder var for åndsfraværende eller for optaget af digtningen
til at tænke alvorligt over Emmanuelle Olsen og hendes planer. Jeg delte
i og for sig også omverdenens holdning: At det er en omkostning, der
ikke er noget at gøre ved, og så taler vi ikke mere om dét. Hvis man
lever i en menneskebefolket virkelighed i øvrigt, behøver man måske
heller ikke at tale mere om det. Galningen bliver sat i perspektiv og i
skak af den øvrige virkelighed. Men når man bor alene og lever i
fantasiens verden, så er der fri bane, hvis man forestiller sig
tankernes verden som et usynligt trafiknet underkastet samme færdselslov
som al anden trafik. Jeg var en fri bane, alle kunne køre ind på. mine
gamle gennemsigtige gevandter var nu blevet en åndelig transparence, der
indbød enhver til at vade ind og ud af min sjæl og jeg havde ingen mage
til at forhindre det.
De gamle grækere troede, at en handling i ét liv kunne igangsætte en
proces, som ville forme andre menneskers historie langt ud i
fremtiden. det skyldes "anangke", denne upersonlige kraft og
nødvendighed, der minder om det hinduistiske "karma". Jeg havde bare
ikke forestillet mig, at et af mig ukendt menneskes handlinger kunne få
en så fuldkommen omkalfatrende virkning på min livshistorie. Ligesom jeg
ikke havde nogen hinduistisk opskrift på, hvordan man opbrænder al denne
dårlige karma."
Resultatet bliver - hinsides den egocentri, som terksten også er
udtryk for - en blotlæggelse af hvad sjæl eller psyke egentlig
betyder. I teksten svæver denne sjæl - om det er Suzanne Brøgger, en
romanfigur eller temaet sjæl, essayistiske behandlet - tværs igennem det
hele. Det er åbenbart teknikken: Genren er ligegyldig, der skal skrives
på den måde, der er nødvendig for at få temaet eller temakomplekset til
at træde frem i teksten på samme måde som et ord betydning forholder sig
til det i dets skrevne eller talte form.
Transparence er sidste del af en trilogi, der begyndte med Creme
Fraiche (1978) og fortsatte med Ja (1984), og som
paradoksalt nok - og ligesom Henrik Stangerups tre store romaner Vejen
til Lagoa Santa, Det er svært at dø i dieppe og Broder Jacob (1981-91) -
har den samme struktur som Kierkegaards stadielære: Deres vægtlægning på
henholdsvis følelsernes liv, det levede liv og det åndelige liv er
parallelt med det æstetiske, det etiske og det religiøse stadium.
I prosadigtet Tone (1981), en hyldest til Fru Tone, den nu
afdøde, berømte kostumier i Danmarks Radio, er det kvindeligheden, i
dens stærkeste og varmeste form, der er tekstens indre. Kvindelighed som
udtryk for menneskelighed:
"En efterårsdag i nittenhundredeniogtres
klagede grevinden over,
at det undertiden er som om
alt det man skal
kvæler det man vil,
og så blir livet
ligesom en grå karklud.
- Det må vi gøre noget ved!
sagde Tone og stillede op
nogle dage efter med et bundt håndstrikkede
karklude i larmende lysende farver
og livet gav sig straks
til at efterligne kludene
så godt som det kunne."
En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege (1979)
er en levnedsskildring fra livet i et lille samfund. Forfatterinden, som
altid skriver om det, der foregår i og omkring hende, er flyttet på
landet.
"Axel har købt 4 kalve i en brandert af Gorm Erik. Bageren har købt
28. konen er sur over alle de køer. Signe er heller ikke blevet spurgt,
om hun vil ha' de kalve, der nu står i udhuset.
Surprise surprise!
Eigild kommer med sine besyv: - Vi har altid sagt, at det er bedre at
malge et hold køer (atten) for mand og kone i hånden, end det er at
malke 74 køer med maskine. Han siger også, at man på solskinsdage skal
smøre patterne ind i fedt, "for der er ikke noget så ømtåleligt som
sådan en sprækken pat".
Idag sad Shahbanou på køkkengulvet og åd en mus, så knoglerne
knasede, mens jeg rørte et buddingepulver op med mælk.
Men jeg har kattesorger, selvom Shahbanou ligger og spinder på mit
skrivebord, for hvor længe varer det? Idag begyndte jeg at græde for den
vil ha' monopol på mig og huset og ikke acceptere andre katte, og så
begynder jeg ikke at kunne lide hende og føle mig så bundet, fordi jeg
er bange for at miste den, og derfor vil jeg ha' to katte, en extra, for
ikke at blive fortvivlet, men med den sikkerhedsforanstaltning risikerer
jeg netop at miste den, for den vil kun bo med mig alene."
Teksten virker - som alle Suzanne Brøggers tekster - ved sin
tilsyneladende tilfældige eller intuitive sammenstilling af vidt
forskelligt stof, som alligevel ved nærmere iagttagelse viser sig at stå
i nær forbindelse. Motiverne her er menneskers afhængighed og
uafhængighed af dyr, levende væseners ekspertise i på vidt forskellige
måder at æde hinanden - og en hel mytologi omkring bryster, som breder
sig ud i teksten i alle retninger.
Suzanne Brøgger er en forfatterpersonlighed, som har uhyre meget at
give og som bruger skånselsløst af sig selv for at gøre det. Og som -
ved ikke at skrive romaner eller essayistik, der som genre står mellem
forfatteren og læseren, mellem teksten og livet, som konvention - giver
det lige lukt ind i den tilværelse, læseren befinder sig i. Men foruden
at være forfatter er Suzanne Brøgger en myte.
På samme måde som Karen Blixen var og er en myte - i en på overfladen
krukket selviscenesættelse, der naturligt nok bliver den hudløse
forfatters forsøg på at iføre sig beskyttelsesdragt overfor omverdenen.
Suzanne Brøggers bøger:
Fri os fra kærligheden (1973)
Kærlighedens veje og vildveje (1975)
Creme fraiche. En føljeton (1978)
En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege (1979)
Brøg. 1965-1980 (1980)
Tone. epos (1981)
Ja. Føljeton (1984)
Den pebrede susen. Flyvende fragmenter og fixeringer (1986)
Edvard og Elvira. en ballede (1988)
Kvælstof. 1980-1990 (1990)
Efter orgiet. En tragedie (1991)
Min verden i en nøddeskal. Børnebog (1991)
Paradisets Mave. Børnebog (1993)
Transparence. Føljeton (1993)
Løvespor - Udvalgte essays (1995)