Solvej Balle har helt sin egen stil. Det er spændingsbogens kombineret med den elementære reflektion over tilværelsens væsen.

Solvej Balles seneste bog Ifølge loven (Lindhardt og Ringhof) blev tidligt på året solgt til Gyldendal Norsk Forlag og svenske Trevi. På bogmessen i Frankfurt rygtedes det i de europæiske lande, at det engelske forlag Harville havde købt bogen. Det medførte en enorm interesse. Otto B. Lindhardt følte på et tidspunkt, at forlæggere kom "løbende fra hele verden".

Til trods for denne udvikling, der - med de to ord, forlæggerne elsker at bruge - kan beskrives som et internationalt gennembrud må man sige, at det er et forfatterskab i sin vorden. Solvej Balle debuterede tilbage i 1986 med sin hidtil eneste og dengang meget roste roman Lyrefugl. Den udkom på Tellerup/Vega og nu er genudsendt i paperback (L&R).

Siden fulgte en lang, lang pause, kun afbrudt af en kortprosabog på 37 sider med titlen & (Basilisk, 1990). Ifølge loven udkom i efteråret 1993.

Sammensmeltning

Forfatterskabet er i sin vorden, fordi Solvej Balle endnu ikke synes at have fundet sin form. De tre bøger er vidt forskellige. Når hun alligevel får så vid en udbredelse, skyldes det, at hun i eksklusiv grad har en stil.

Solvej Balles stil er en sammensmeltning af spændingslitteraturens og den klassiske, mere dybsindige romans. Men det er uden at give køb til nogen af siderne, og uden at det dybt reflekterende bliver anmassende.

"Hvad Tanja L. kendte til den mandlige anatomi, kærlighedens væsen og lovene for legemers bevægelse i rum, skyldtes den mand, der netop havde trukket sig ind i skyggen fra stationsbygningen på Basels centrale banegård."

Sådan begynder et af stykkerne i Ifølge loven. Vi er straks interesserede i at høre mere, sådan som det bør være i en spændingshistorie, men vi er også straks igang med at bore i et udvalg af tilværelsens mest principielle spørgsmål.

Udtrykkene den mandlige anatomi, kærlighedens væsen og legemers bevægelse kunne lyde som en humoristiske metafor for kønsakten, men stykket fortsætter rent faktisk med minutiøse anatomisk-motoriske iagttagelser af, hvordan de vinker til hinanden:

"Fra kupeen i et holdende tog så Tanja L., hvordan han blinkede mod det skarpe sollys og trådte et skridt tilbage. øjeblikket efter, da toget klokken 10.51 satte sig i bevægelse, løftede han sin ene arm som indledning til en vinken."

Tanja L. gengælder hans bevægelse, men pludselig bryder han sammen, kroppen synes simpelthen at blive vredet ud af form, mens toget kører bort med hende. Og så er i hvert fald et moment af kærlighedens væsen beskrevet: Afskedens.

Solvej Balle beskriver tingene så stramt styret, at det bliver det helt grundlæggende, hun iagttager. Hvor kommer man fra? Hvordan er livet skruet sammen?:

"Freia lagde sig, så hun kunne se ud over bålpladsen, som om hun var bange for, at Vendri skulle forsvinde i mørket.<

Kort efter kunne hun høre Vendri ånde tungt, men selv kunne hun ikke falde i søvn. Så snart Vendri rørte på sig, kiggede hun ud af døråbningen, som for at sikre sig, at hun ikke forsvandt.

Det, der var sket var for utroligt til at være sandt.

Et andet menneske på øen. En kvinde fra en ø, hun ikke kendte, med vaner og skikke, hun ikke kendte, men en fortid hun ikke kendte." (Lyrefugl s. 121.)

Ligesom Daniel Defoes Robinson Crusoe handler Lyrefugl om et menneske, der skyller op på en øde tropeø. Men der er afgørende forskelle. Robinson Crusoe efterligner den vestlige civilisation, han kommer fra, og overvelever ved hjælp af dens overlegenhed.

Freia er på den ene side tvunget til at gøre nogle bestemte handlinger for at sikre sin eksistens, såsom at skaffe sig mad og ly. På den anden side er disse ting her løsrevne fra deres sammenhæng, og det giver anledning til, som filosofferne, at betragte dem og tænke over dem. Og kvinden med det nordiske gudenavn er ikke stolt af sin civilisation.

Det ser man i et andet opgør med Robinson Crusoe. Freia tager ikke magten over Vendri, som Robinson Fredag. Freia ser hende som et medmenneske, jvf. at det i citatet er åndedrættet, hun iagttager.