Pia Tafdrup er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for sin seneste digtsamling Territorialsang

Pia Tafdrups seneste digtsamling, Territorialsang - En Jerusalemkomposition, har lagt nye dimensioner til forfatterskabet:

          "Det regner helligt i Via Dolorosa en søndag morgen
          hvor pilgrimme i skarer bærer kors mellem boder
          med kroner af similitorne og postkort af den korsfæstede"
                                                 (Fra digtet Via Dolorosa).

Hvor hun hidtil havde taget udgangspunkt i tilstande - tydeligt i titler som Intetfang (1982), Den inderste zone (1983), Hvid feber (1986) og Sekundernes bro (1988) - skriver Pia Tafdrup her i et verdenshistorisk brændpunkt. Den store, tætte bog løfter Pia Tafdrups digtning op i en ny vægtklasse. Og den har skaffet hende indstilling til Nordisk Råds Litteraturpris. I forvejen var også den udenlanske opmærksomhed skærpet: Digtsamlingen Springflod (1985) er tidligere udkommet på engelsk hos Forest Books og nu har svenske Bonnier netop købt et udvalg og tyske Kleinheinrich samlingen Krystalskoven (1992).

At der naturligvis stadig er tale om en tilstand, et vilkår, en sansning, er en anden sag. Pia Tafdrup er født i 1952 af jødiske forældre, som imidlertid lod det jødiske være noget perifert, tilsyneladende næsten tabubelagt i hendes og familiens liv. Det er det, hun opsøger i den nye bog, den ottende digtsamling.

Territorialsang er, som alle de øvrige digte udkommet på Borgen. På forlaget Drama har Pia Tafdrup udgivet to skuespil. Usædvanligt nok er al lyrikken gået i flere oplag, og kan stadig fås - de ældre i paperback.

Uden at tage et så konkret afsæt som Territorialsang, rummer de senere digtsamlinger, Krystalskoven og Sekundernes bro, flere og flere impulser fra den historiske og fysiske verden:

           "Hvem sprænger sig vej
           til en drømmeløs søvn
           i det tomme rum

           Mørket brænder
           Nedbryder ozonen over Antarktis
           over Polarlandets isbjerge og plateauer...
                     (Fra "Hullet" fra Sekundernes bro.)

Men som altid er sansningen, spændt ud mellem mellem øjeblikket og evigheden, i centrum.

Som også i det korte digt Lyshav fra samme samling:

           "Afstanden er mørke
           men jeg giver dig mit blod.
           Det nøgne dyk
           ind under isen
           hvor vandet sortner.
           Gigantiske bål
           skal brænde på havet
           mellem din kyst og min.

Oprindelig var perspektivet i Pia Tafdrups digtning kønnet. Huden, kroppen og en afgrundsdyb følsomhed i den kvindelige seksualitet er tilstede i hvert eneste digt i debutsamlingen Når der går hul på en engel (1981).

Men med det samme kunne man se, at der også var noget andet på færde. Noget mere. Ordet for dette mere er egentligt metafysik. For mange er metafysik et finere udtryk for det, at der er "mere mellem himmel og jord". Men hvad er dette mere? Det bliver tydeligere og tydeligere i de næste digtsamlinger.

I Hvid Feber bliver den følelse af at være fremmed i verden, som har præget dette århundredes digtning i så høj grad, taget under behandling:

            "Himlen hvid aske
            det er lyst
            og let at se
            at verden står endnu
             
            alligevel
            er jeg ikke ankommet

            nogen har efterladt mig
            et helt andet sted.
                   (Digtet Åbne sår).

Her er den metafysiske dimension helt åbenlys. Ord som himlen og verden lader hele universet træde frem i de få linier. Og ankommet og efterladt rejser de grundlæggende spørgsmål: "hvem er jeg?" og "hvorfor er jeg her?"

For nylig udkom en spændende gennemgang af Pia Tafdrups forfatterskab, Carsten Dillings Mindst et sår har kroppen altid i serien Borgen Forfatterskab. Bogens målgruppe er gymnasiet og HF og enhver kan være med.

Det spændende er, at ikke alene har Carsten Dilling vidende introduktioner til forfatterskabets temaer, men foruden et fyldigt udvalg af Pia Tafdrups lyrik, rummer bogen også digte af de digtere, der har inspireret hende fra Emil Aarestrup til Rainer Maria Rilke og Inger Christensen. Og et udvalg af digtene fra hendes egen generation fuldender perspektivet.

Pia Tafdrup tager selv spørgsmålene om digtets væsen og form, arbejdsprocessen og inspirationen op i Over vandet går jeg - Skitse til en poetik (Borgen, 1991, 2. oplag 1994).

Bogen er, som det klassiske forbillede Poul la Cours Fragmenter af en Dagbog (1948), bygget op som en samling af notater, der spænder fra øjeblikkene, hvor digteren endnu ikke ved at digtet er ved at komme, til læseoplevelsen:

"Mellem to poler bliver min poesi til, mellem livshunger og dødsangst, affekt og tanke, sprog og tavshed. Processen er aldrig den samme, men - spændt dirrende ud mellem yderpunkter - rummer den en tvingende nødvendighed, der sjældent lader sig forklare på anden måde end: Jeg kan ikke andet, derfor må jeg gøre det."

Og: "At læse handler om at forholde sig opmærksomt lyttende, spørgende, fortolkende, erindrende, om at kunne gå ind og ud af digtet i et forsøg på at finde mønstre i tegnenes indbyrdes relationer og konstruere en meningsfyldt helhed..."