I sin tale til Benny Andersen ved overækkelsen af Dansk Forfatterforenings Jubilæumslegat (som Benny Andersen blev den første modtager af), forklarede Johannes Møllehave, at et gennemgående motiv i prismodtagerens digte er hænder. Digteren selv havde ikke før lagt mærke til det.

»Du kvæles under din skorpe
når ordene stimler sammen i munden
tramper hverandre ned i panik
mens dine hænder vækker dvalespiraler
trækker dem ud til dirrende fjedre
og dine øjne brænder hul i de flag
man skånsomt søger at lægge som forbinding«
(Fra digtet Den stammende (Kamera med køkkenadgang, 1962)

»Når nogen har gjort mig fortræd
er jeg den første til at tilgive
osse selv om det ikke er andre
en fremstrakt hånd
er noget meget vigtigt
selvom der sommetider
ikke er nogen til at tage den
for ofte aner folk ikke
at de har såret én
de ser bare på hånden og siger
skal du allerede gå«
(Fra digtet Tilgivelse (Andre sider, 1987)

Eller digtet Træning i ensomhed, (Chagall & skorpiondans, 1991), hvor hænderne ikke kan bruges til noget, nu da der ikke er nogen til at tage imod dem:

»Da du var rejst
satte jeg mig til at tælle
mine fingre efter
fik det til fem på hver hånd
med to hænder gav det ti
talte efter et par gange
for en sikkerheds skyld
det stemte hver gang
de var der alle ti
men heller ikke flere
...
Da du var rejst
skrev jeg et digt om et gammelt stueur
med to sorte visere
der drejede hver sin vej
...
Om en lampe uden skærm
og i den nøgne fatning
sad der ikke en pære
med et øjenæble

Når man tændte lampen
stirrede øjet vildt til alle sider
når man slukkede lampen
blev øjet ved at se.«

Eller:

»jeg har fået mine regelmæssige måltider
                 åndtryk
              julegaver
           knus
        medicin
     gift
men jeg har mit hyr med de lommer
man må fylde sine lommer for fremtiden
fylde sine tomrum
bebo sine mangler
holde sin lomme oppe om livet
mens man hopper rundt for at holde varmen
som i sækkevæddeløb«
(Fra digtet Pungdyr (Den indre bowlerhat, 1964)

»Min fantasi har været mig en dyr ovn, det eneste brændsel den kunne bruge var mig selv. På denne utigtige måde har jeg holdt varmen. Alle udveje har stået åbne, men jeg vil lukke dem med hård hånd, for det er min skændsel, at jeg har tyet til muligheder. Jeg vil lukke det umulige herind til en stor oversvømmelse, så der ikke blir en tør plet at øjne, ikke et olieblad for duen at hente. Det latterlige vil jeg tage alvorligt, det der er udelukket tager jeg imod: nåde og undren, duggen og havet, sandhed der renser, stilhed der bevæger. Hvis jeg så bare var værdig. Gid jeg var fuldstændig umulig.«

(Fra prosadigtet Muligheder (Den musikalske ål, 1960)

Hvor man udfra en litterær betragtning vil tale om, at Benny Andersen bruger sprogets indbyggede modsætninger, endog dets indbyggede vittigheder, til at turnere sin pointe, som oftest er en betragtning af den ensomme, den, der er anderledes, den udstødte og hans konflikt med det omgivende, nådesløse samfund, er det måske hænderne, man skal gribe fat i, hvis man skal finde det, der rent menneskeligt kan få os til at komme videre.
   Sproget regerer med os (Den stammende), øjnene bare ser (Den stammende, Træning i ensomhed), bevidstheden skjuler sig bag det naive (Tilgivelse).
   Men hænderne agerer. De kan ville. De kan både give og tage. De kan skabe helhed, både for det enkelte menneske og i fællesskab.
   Og til trods for alt, hvad Pungdyret har fået, hvor håndtrykkene dog kunne bringe det til at være mindre optaget af sig selv, er det endegyldigt alene i den måde, hvorpå det kun formår at hytte sin egen eksistens.
   I det delvise prosadigt Nattoget fra Chagall & skorpiondans får det, hænderne bærer med sig i en håndtaske (!) symbolsk betydning

»Jeg vil råbe: - Hør engang - hvis vi hverken må tale sammen eller røre ved hinanden i denne situation, er der sgu ikke meget grin ved at være død!
   Som sædvanlig kommer der ikke en lyd over mine læber. Og samtidig kan jeg høre hvor taktløst, egocentrisk, barnagtigt forkælet det ville have lydt.
   Jeg får rejst mig og og vil trække i nødbremsen, men kan ikke finde den. Jeg ser appellerende på de andre. min søn ryster på hovedet med et sørgmodigt smil. Min kone ser atter fortvivlet ned i gulvet og holder hænderne op for ørene, som om hun ikke vil det jeg ikke kan få over mine læber.
   Langt om længe gør min datter tegn til mig om at se efter i min håndbagage.
   Jeg åbner min håndtaske. Der ligger et par roser. Hvor kommer de fra? Jeg fjerner roserne. Dér ligger nødbremsen. Pakket ind i en plasticpose fra Brugsen.

Toget sætter farten op. Der bliver atter
mørkt i kupeen.
Jeg har kun ét håb tilbage.
At knibe mig i armen for at mærke
om jeg sover eller ej.
Smøger mit ene ærme op.
Skal til at knibe eftertrykkeligt.
Holder inde.
Hvis det nu viser sig at jeg er vågen?«