Erik Aalbæk Jensens stort anlagt romaner skildrer tålmodigt og indsigtsfuldt udviklingen, fra før 2. Verdenskrig til idag, indenfor sagt alle menneskelige forhold - i det Danmark, der ligger udenfor København. Der er et væld af mennesker i hans romaner, og de er skildret med hele deres miljø i og omkring sig. Erik Aalbæk Jensen er blevet betegnet som realist, og der er vist, at han har nedskrevet menneskenes Danmarkshistorie - »mentalitetshistorien« - med uhørt grundighed. Ikke på et nøgternt registreret overfladeniveau, men lige neden under huden, der hvor følsomheden er størst.
   En del af romanerne har udgangspunkt i krigen og modstandsbevægelsen, de samtidshistoriske Gertrud (1952), Perleporten (1964), Kridtstregen (1976) og Herrens Mark (1990).
   Den historiske roman Dæmningen (1952) handler om et stort landvindingsprojekt i tiden efter 1864-krigen. Sagen fra1971 (der foregår i samme Vendsysselske miljø som Perleporten, Kridtstregen, Herrens Mark og Magtens folk fra 1991) handler ligeledes om et stort projekt. Men nu er det egnsudvikling på moderne præmisser, med mulighed for fup med offentlige midler, politiske intriger.
   Erik Aalbæk Jensen har desuden skrevet Drømmen om det glemte (1954) og I heltespor (1960), et monumentalt ottebindsværk Livet på øerne (1981-87), der beskriver livet på alle danske øer, der er mindre end Fyn. Han debuterede med Dommen (1949), om en mands tragiske selvopgør.
   Hvor åndslivet i et af forfatterskabets hovedværker, Perleporten er præget af Indre Missions pietisme, er det to andre, store strømninger i Danmark, grundtvigianismen og kulturradikalismen, der danner baggrunden for tankegangen hos figurerne i den næsten fem hundrede sider store Særlige Vilkår (1994).

Den vidtfavnende fortællemåde

»Nyborg Strands mødesal. Konferencen. Jeg sidder ved siden af Svendsen ved embedsmændenes bord til venstre for podiet. Ministeren taler. Rekreative områder. Maskinerne vil overtage arbejdet og fritiden vokse men vi må heller ikke glemme lodsejernes berettigede krav. Der er varmt i salen. det er august og snart høst. Svendsen skal til Jylland og arbejde under den nye lov, de leder efter lokaler: Vi får brug for folk der kender forholdene, er du ikke derovre fra? Jeg sidder med udvalgsmappen foran mig, de nummererede spørgsmål og ministerens svar. Ved bordet på den anden side af podiet døser pressefolkene bag flaskerne med dansk vand og tonic. ministerens tale er delt om, et koncentrat er allerede sendt ud over Ritzau, og i Radioavisens udsendelse klokken ni referede speakeren hvad ministeren havde sagt på mødet som begyndte en halv time efter udsenddelsen.
   Hedeselskabets direktør er ikke tilfreds og nu arbejder kuglepennene. Ministeren dukker op på talerstolen og tager brillerne af. Hedeselskabet må tilpasse sig de nye forhold. en skovejer får ordet men jeg går glip af hvad han siger for i de samme ser jeg pigen som jeg har truffet hos Astrid og Jan kanter sig frem mellem stolene med blokken i den ene hånd og skuldertaken ind til hoften. Kollegerne ved pressebordet blinker til hende: Vidste hun ikke hvor Nyborg ligger? Vi fra skovbrugets side, gnældrer skovejeren i forstærkeranlægget. ministeren er oppe igen. På forreste række sætter filmfotografen kameraet i gang mens lydmanden tager øreklapperne på. Kameraet larmer og journalisterne kigger op fra papiret, også Ellen Clausen. Hendes blik glider over til vores bord og strejfer mit og glider videre, der standser og vender tilbage. Hun smiler genkendende og varmt.«

Der er heller ingen banale symboler, ud over dem, tilværelsen forsyner os med, og ingen fag- eller vulgærpsykologi i beskrivelsen af tilværelsen, der ses, som det slet og ret er, for de mennesker, der lever den, i en passage som denne fra Perleporten - om husmandssønnen Hardys indestængte forelskelse i gårdmandsdatteren Ester. Også her krydret med en af de tidstypiske detaljer, Aalbæk Jensen altid bringer, cigaretmærket.

»Drengen er allerede gået i gang i stalden, da Hardy springer af cyklen. Han stiller den op ad muren og går over til kammeret for at skifte. Da han slår forhænget til side, ser han Esters lommetørklæde. Det ligger på gulvet bag det gule garderobeforhæng mellem sokker og undertøj, som han skal have hjem til vask, og hver gang han har samlet vasketøj sammen, har han set det. Han har prøvet at gnide de rustbrune pletter af i vandtruget, det har kun bleget dem.
   Han finder pakken med North State i jakkelommen og flår den op og tænder en cigaret på sengekanten og fylder lungerne.
   En sandflugt som i år skal han langt tilbage for at huske. Det kommer af, siger de, at jorden er begyndt at tørre, mens der endnu sad tælle dybere nede og på jordskråningerne.
   Han rejser sig og giver sig til at trave rundt i kammeret på strømpefødder og ryger, så cigaretspidsen bliver lang og glødende og tobakken smager skarpt.
   Blæsten presser sig op under tagskægget. Luften er tør og ond. Han maser cigaretten ud og tager vandkanten fra servanten og sætter munden til. Han har løften den så hurtigt, at vandet klunker oven ud og løber ned over bryster og gør undertrøjen våd, mens han drikker.«

En scene, der ofte vil blive fremhævet fra Særlige Vilkår, er den på sin vis harmløse, men alligevel tykt ladede situation, hvor forvalterfruen Beth under en frokost på en af de to gårde på Lindø, hun og hendes mand bestyrer, hjælper ejerne med at servere. Det for alle Aalbæk Jensens store romaner typiske i den, er konfrontationen mellem mennesker af vidt forskelligt miljø, som langt hen ad vejen er den brydning, han anvender som dramatisk drivmiddel.

»Hun havde serveret for vinduesrækken op til frøken Herskind og standsede. Agnethe Herskind vinkede af, værtinden sidst, og hun fortsatte rundt om bordhjørnet til den mørkklædte herre ved siden af Merete Dams kræmmerhuskrave.
   Døren over trappen blev åbnet, Lilian løftede i strakt arm en sovsekande, de havde sovsekander. Hun kneb læberne sammen og nikkede fra Lilian hen mod trillebordet foran vinduet. Det gjorde ondt over lænden Af at stå halvt bøjet med fadet, der blev dobbelt så tungt af stillingen. Lilian satte kanden på trillebordet og sprang op af trappen igen.
   Merethe Dam førte cigraretstumpen til læberne og sugede. »De har vist glemt noget?«
   »Undskyld?«
   »Der er ikke askebægre til alle.«
   Den mørkklædte anbragte en schnitzel på sin tallerken, pirkede citronskiven af og lagde paletkniv og gaffel tilbage.
   »Nu skal jeg.«
   Merethe Dams nakke rørte ved kræmmerhuset, håret var luftigt, havde hun været til frisør?
   »Hvis De kan vente?«
   »Gør De Dem bare færdig.« Merethe Dam blæste røg fra sig. Strittede med cigaretstumpen.
   Hun gik rundt om frøken Herskinds borende og hentede sovseskålen og stillede sig om bag nakken og kraven over den glansfulde, mellemblå ryg.
   Dres rakte ind over bordet og tog askebægret, professoren gav ham. Der lå en afbrændt tændstik og nogle smuler forkullet tobak i det. Merethe lagde venstre hånd under hans og trykkede skoddet mod askebægret.
   »Tak.« Magisteren lagde albuerne ind mod siderne.
   Fra venstre, altid byde fra venstre, Klarup, husjh. Lænden smertede. Det værkede i armen, der holdt fadet: hvorfor støttede idioten ikke hånden, han havde hele sin højre arm fri. Der var seks stykker schnitzel tilbage, med citronøjne og kaperskugler og smelle stykker sild, der krøllede om de gule skiver.
   Armen begyndte at ryste.
   »Men De må godt bringe mig et askeb æger, når De har serveret. Der er askebægre nok.«
   Stoleryggen ramte hende i hoften. Skriget pressede den mellemblå og smalle krop sammen.
   Agnethe Herskind skubbede sin stol tilbage.
   »Og så var det varmt!« Merethe Dam stod med fingrene om kraven og holdt den fri af huden. »Det er væmmeligt!«
   Sparekassedirektør Lauritzen var oppe og hjælpe. Pyntelommetørklæden havde samme farve som slipset.
   Dres vendte sig om. »Hun kunne ikke gøre for det.«
   »Gøre for det.« De lyseblå øjne skiftede farve.
   Hun sagde undskyld. Kniksede. Det gjorde ondt i siden, stoleryggen havde ramt hoftekammen.
   »Andreas,« Agnethe Herskinds stemme klang i tavsheden. »Andreas, vil du følge Merethe ud.«