Det Kongelige Bibliotek - Nyere danske forfattere

af Jakob Brønnum

I en periode var Martin A. Hansen (1909-55) kendt bl.a. for sit arbejde i modstandsbevægelsen, og for sin historisk bevidste kulturkritik, bl.a. i tidskriftet Heretica. Da forfatterskabet (med romanerne Nu opgiver han, 1935, Kolonien, 1937, Jonatans Rejse, 1941, Lykkelige Kristoffer, 1945, Løgneren, 1950, noveller, bl.a. samlingen Agerhønen, 1947, essays, bl.a. Liviathan, 1950, og rejseskildringer) efter digterens tidlige død var afsluttet, fremstod der endnu et lag i det.
Martin A. Hansen er den sidste digter, for hvem en splittelse mellem det etiske og det æstetiske er en realitet. Problemstillingen ligner det kierkegaardske udgangspunkt for Enten-Eller, hvor det etiske stadium er et moralbundet liv og det æstetiske er lystbetonet, og derigennem viser sig at være umoralsk.
Gennem den moderne psykologis, først og fremmest psykoanalysens, store indflydelse på litteraturen igennem hele dette århundrede, og der igennem pointeringen af det lystens naturlighed, er problemstillingen, der har sin rod i en protestantisk kristendom, nu helt ophævet.

Synden

Martin A. Hansens efterladte novelle Synden (skrevet 1944) handler om en ni-årig drengs oplevelser på den store flyttedag, da familien atter efter 1. Verdenskrig kan vende tilbage til jordbruget, efter at faderen under krigen havde været daglejer. Drengens opgave bliver at trække geden, "Diakonissen" (og dens kid) gennem byen ud til det nye sted.
   Ved sin ukærlighed overfor sin lillesøster, som skal følge ham, og ved sin brutale og bevidst destruktive adfærd overfor to fattige, fremmedarbejderdrenge, skaber han imidlertid glædens dag om til et inferno af tomhed. Han står tilbage med oplevelsen af at være forladt af Gud. "Jeg havde nu syndet mod Gud, så han var helt borte, så jeg var helt død og kold indvendig". Og han venter sin straf: "Min sergesbluse så ikke godt ud, jeg ville måske få klø for det, men det var i grunden bedst."
   Der er en lang række hentydninger til den kristne forestillingsverden i novellen. Den store flyttedags jomfruelige skønhed bliver etableret ved direkte henvisninger til skabelse og åbenbaring. I sig selv er flytningen et exodus-motiv, gården kaldes "det forjættede sted".
   Samtidig er drengen præget af tung gudsfrygt, "Når mor om aftenen var gået, trak jeg dynen over hovedet og krøb som en hund for Gud, for at han ikke i sidste øjeblik skulle tage stedet fra os." Han er præget af en bevidst ond vilje, "... jeg havde en trold i mig, og en gang i mellem stak jeg af for at elske de værste drenge og være den værste af dem. Så var jeg ingen bangebuks, ingen nævnede det, jeg bankede drenge, der var indtil to år ældre, for en vild fryd, for en djævelsdag".
   Han vedkender sig sin vildskab og sin gudsfrygt: "... sådan en djævelsk frydens dag skulle flyttedagen være, vidste jeg, skønt jeg gik for Guds ansigt og passede på ..."

Løgneren

Løgneren gennemspiller en tilsvarende, eksistentiel problemstilling, med det voksne menneskes nuancer og reaktionsmåder som grundlag.
Hvad er det for en form for løgn, vi har med at gøre? Johannes Vig er løgner, gennem et liv i vedvarende løgn overfor sig selv, der igennem overfor andre, med det resultat, at han til sidst ikke ved hvad der er løgn og hvad der er sandhed og hvem han selv er. Et sted taler Johannes til og om sig.

"Den modne snakker om sin erfaring, den nar. Hans erfaring betyder bare han har glemt, at han er bunduvidende om de vigtigste ting. Hans livsklogskab vil bare sige at der er småbedrag og småløgn, ja løgn, i alt hvad han mener og tillader sig. Han har en god samvittighed, for han kan ikke mere se, at han lyver."

"Løgneren" er formet som dagbogsblade, skrevet til Natanael, den nytestamentlige skikkelse, der - i modsætning til Johannes Vig - er uden svig (jvf. Joh. 1,47). I disse dagbogsblade oprulles hans fejltagelser gennem scener af livet på den lille ø Sandø. Centralt i handlingen står det uforløste kærlighedsforhold til Annemari. Hun har et barn med Oluf, men hun og Oluf er gledet fra hinanden, da han forsumper sjæleligt efter at have påtaget sig den tvivlsomme skyld for en kammerat, Niels, druknedød. Annemari og Johannes kommer tættere på hinanden, og selvom hun ønsker det, kan han ikke bekvemme sig til at indlede forholdet. Undskyldningen er en loyalitetsfølelse overfor Oluf, mens årsagen er hans handlingslammelse, betinget af løgnen.
   Hun glider ham til slut af hænde i sit giftermål med en ung ingeniør. I et selvopgør, hvor løgnerens uafvendelige tvivl raserer hans tankes klarhed, sidder han i kirken og tvivler på, om han nogensinde har haft rene motiver overfor Annemari. I den "...vilde Selvmistænkeliggørelse ... aabenbares en Drift mod Selvødelæggelse. Denne Sandheds- og Samvittighedsvision er uden tvivl er Resultat af Aarhundreders Kristendom, der langsomt har destilleret eros ud af enhver Sammenhæng, til ren forførelse - og det er det Johannes mistænker sig selv for at være ude paa ...", skriver Thorkild Bjørnvig i sin Martin A. Hansen-disputats, Kains alter, 1962.
   I denne drift mod døden, placerer Johannes Vig sig endda som skyldbærer i den konflikt, der har ført til bruddet mellem Oluf og Annemari idet han påtager sig større skyld for Niels død end Oluf. Således bliver han på to hinanden modstidende planer årsag til Annemaris ulykke: Skyldig i ødelæggelsen af Olufs og Annemaris forhold, skyldig i hendes ulykke ved ikke at ville modtage hendes kærlighed. En ulykke, der kun kan ophæves ved hans egen ulykke: At hun glider ham af hænde. Det er den ultimative selvdestruktivitet. Han vil være fordømt.
   Sindets dobbelthed i forhold til det religiøse manifesterer sig på samme måde hos Johannes Vig. Han læser en søndag morgen i kirken, og føler sig deri som forfører overfor menigheden.

"Jeg læser epistlen, hvori Paulus formaner menigheden i Efesus mod ublufærdigt væsen, gækkelig snak, letfærdig skæmt. Det er for mig og for ham der står i mig tomme ord. Men han prøver at gøre stemmen musikalsk og bevare fortryllelsen.
Og vi synger næste salme: "Så skal dog Satans rige aldeles kastes om". Og den fremmede smiler stærkt og underfundigt.
Er det mig, der skal fortrylles og fordærves? Det er vel unødigt. Men jeg er blevet et redskab til at forhekse andre. Og det er deres tillid og forventning han lægger sit spy i. Her er det kristentro han vil fordjævle. Hvor troen er en anden er det den han borer sig fordærvende ind i."

Johannes Vig bliver mere end dødsmærket, han bebor tomheden mellem livet og døden, hjemfalden til straf. "Jeg kender kun Guds nærhed, når han slår mig hårdt".

Kains alter.

Fra 1946 og frem arbejdede Martin A. Hansen med en synopsis til en stort anlagt roman, "Kains Alter", en synopsis, som Bjørnvig sensationelt lader aftrykke:
"Værket skal omfatte flere Slægter, Byer, Smaasamfund, - Stevns - og i Dybden 3 slægtled, ... "de vaagnende" ... "de villende" ... "de syndende" (der skal fortælles) i een skuende Fremadskriden - hvor "fremad" blot betyder Formens Kompromis med Synet at den kun kan komme gennem Sjælenes Landskab Skridt for Skridt, altsaa det er et oprullende Billede, ikke en Krønike, ikke en slægshistorie. Det er Kain, Digteren, den syndige Seer, det er ikke blot hans Syn, hans Viden, det er ham ... Kun i Bredde, Dvælen, Fordybelse, vil fremstillingen faa Styrke nok til at forbinde det reale, det ideale, det moralske i en Skuen, der bryder tidens begreb, forpligtende Personligheden i det kommende, bindende den i det svundne ... Værket som en Dom, over Kain, den vidende, men i hans Dom en Dom over Slægten: Syndens Sold er Død.«
Planen blev som bekendt ikke realiseret. Martin A. Hansen røg ind i en konflikt, mellem kristendom og litteratur, mellem det etiske og det æstetiske. Bjørnvig hævder, at værket blev spaltet i to dele: "Løgneren" og "Orm og Tyr", Martin A. Hansens store undersøgelse af Danmarks åndelige fortid, hvor han afsøger den tidligste romanske kristendom og finder, at den står meget bedre i forlængelse af vor nordiske, religiøse fortid.

"Digteren mistede det ligefremme Sind som digter til at gennemføre Planen, plaget af skrækkelige Tanker om det løgnagtige og forføreriske, ukristelige og amoralske ved Kunsten ..." Denne konflikt danner en rød tråd i Bjørnvigs disputats.
I sit ræsonnement over årsagen til den skønlitterære tavshed, der fulgte forfatterens sidste leveår, opstiller Bjørnvig indholdet af den krise, Martin A. Hansen var underlagt:
"Hvis han saa endda kunde tjene Gud med sin kunst. Han har tænkt han gjorde det, men for hans skærpede, mistroiske Blik viser det sig at have været et Bedrag. Stadig fromme, stadig mer ydmyge, mer selvfordømmende er Værkerne blevet efter "Kains Alter"-Planen: »Agerhønen" og "Løgneren" staar som Slutsten paa denne Udvikling præget af den en Gang vundne Bevidsthed om Digtergerningen som Kainsværk, mættet med Afslutning, Afsked, en fin bitter Tvivl: naar man ved dette, er det da ikke bedre at tie og handle. Hvad hjælper det at afstaa fra digtningens hedenske Magi som livsindhold, naar den formalt - i en vanvittig Modsigelse - bruges til at anskueliggøre Evangeliets Sandhed."

Eller som Martin A. Hansen selv skriver et sted:

"Jeg har været ved Afgrunde og vidste, at sprang man ud og blev Digter dér, i Dybet, da vilde Mørket derfra blive mægtigere end noget, jeg hidtil havde magtet, men fordi der var Sjæle nær mig, værdifuldere for himlen end lindormens Skrig fra Afgrunden, standsede jeg og saa det vordende Spor utraadt fortone sig ind i den frygteligste af alle nætter."