Hundehode Digte (1988), Verdensbogen (1990) og Grådighedens poesi (1992), tre digtsamlinger, var hvad Hans Præst Sørensen nåede at udgive, inden han døde som 42 årig i 1992. Dele af pressen havde opdaget ham, det store publikum ikke. De tre desperate bøger vidner om et usædvanligt, omend også her og der råt talent.
    Digtenes metaforiske kraft og billedernes surrealistiske voldsomhed kalder på sammenligninger med Frederico Garcia Lorcas New Yorker-digte, og det korte, hektiske forfatterskab som helhed, med Georg Trakls brændende poesi.
    Hans Præst Sørensen skriver om en egentlig ikke umulig, men alligevel afmægtig kærlighed.
   
    "Følelser er horn
    som når helt ud i håret:
    Hun løber ned ad trapperne
    med mælk
    og tyngdekraften
    i brysterne, flyvende sommer
    i vinden
    og på kroppen
   
    begge hører de rummet trække deres vejr
    begge ser de solen slibe i limbo (...)
   
    De lange skygger trækker pigens blonder
    (og) drengens pest ud
    som nypløjet jord, et barn er født
    med klove"
    (Fra afsnittet Polyfoto, Hundehodedigte)
   
    Eller som det afmægtige håb i digtet fra afsnittet Jeg kan lade det komme an i Verdensbogen:
   
    "Okay Okay, Så vis mig smerte
    Påfør mig kærlighed
    Kridt min maske op, Varm mig
   
    Men før du går:
    Giv mig et håb
    Om en verden på vinger
    Eller læg mig som bly
    Over en by, Jeg kender
   
    Før jeg arbejder mig ud
    Af mit menneske
    Må jeg leve som et smil
    På et ukendt ansigt"
   
    Eller i den korte strofe i citationstegn, der afslutter forfatterskabet:
   
    "Kære Judith, tak for roserne
    og nøglen til dit
    barskab"
   
    I digtene kommer den menneskelige sårbarhed konstant til udtryk, på en måde, der vidner om, at digtenes jeg måske i virkeligheden ikke ønsker, men under alle omstændigheder ikke formår, at mildne dens smertelige konsekvenser:
   
    "Omkranset af bjerge, beskyttet mod fjender
    Skal vi lære sindet at kende
    Indianere mellem stjerner
    Vis mig oktober og kvinderne
   
    De vil række mig æblet, Frugten
    af min lediggang
    Ikke en stilk vil jeg give fra mig
   
    Tro mig ikke da jeg sagde:
    Jeg gik usåret gennem menneskeland"
    (fra Verdensbogen, afsnittet Tordenfisk nr. 5)
   
    I smerten ligger også mødet med tilværelsens usleste skjulesteder:
   
    "Lyset drypper
    fabrikker, børn,
    hviner byen op. De offentlige toiletter
    bærer en drøm om at leve
    og dø, i valmuens
    hvide og røde
    bolsje-
    mund"
   
    Ind i mellem rejser jeget sig, og der råbes, i det mindste så længe han har kræfter til at stå og gjalde. Bagefter forbeholder den råbende sig retten til at falde ind i sig selv.
   
    "Så lad mig for helvede være Hemingway
    Wayne og picasso, en gammel mand
    og et hav
    en idiot og en hingst
    og en brunstig ged i en
   
    og jeg vil skænke denne verden børn
    som igen skal sprede min sæd på jorden
    til de nye profeters tilfredshed
    til de nye profeters opfyldelse
    til vi hænger dem
   
    nu da korsfæstelse er gået af dagens sten
    lad mig være dovendyret
    der har retten til dovenskab
   
    jeg kan knapt bære min øjne
    for hendes åsyn
    den blå
    og det brune glas
    jeg kan knabt holde på mit vand
    følge hendes duftspor
    eller fælde en tåre"
    (Hundehode suite - puddel, fra Hundehodedigte)
   
    Det er en slags omvendt Jantelov: Tro I bare, jeg er noget, hvis I ikke kan holde mig ud på anden måde.

A - Å