Forfatteren Carsten Jensen fik i marts 1997 Boghandlernes Gyldne Laurbær 1996 for sin 560 sider lange rejsebog Jeg har set verden begynde.

Bogen er trykt i 12.000 eksemplarer. Det, forfatteren selv opfatter som sit foreløbige hovedværk, er også blevet det i publikums øjne.

Jeg har set verden begynde er beretningen om forfatterens oplevelser på en ni måneder lang rejse i 1993. Anledningen til rejsen var en personlig krise. Der skulle ske et eller andet, som kunne bringe Carsten Jensen ud af det følelsesmæssige tomrum, han befandt sig i. Og det gjorde der så sandelig også. Carsten Jensen rejste ud som pessimist og vendte hjem som optimist.

Ikke, at det er lutter solstrålehistorier, han fortæller fra Rusland, Kina, Cambodia, Vietnam og Hong Kong. Tværtimod, der er elendighed nok overalt. Men det er måden, han fortæller om elendigheden. Set gennem menneskers livsvilje.

Dét er noget af en forandring i grundtonen hos den melankolske postmodernist, den tidligere så mavesure, astmatiske kritiker og nådesløse revser af den danske, kulturelle andedam.

Sparker bedre end nogensinde
Carsten Jensen er født i 1952, mag. art i litteraturvidenskab, gift for anden gang og nu far til en lille pige. Han debuterede på Gyldendal i 1981 med en akademisk bog, Folkelighed og utopi - Brydninger i Hans Kirks forfatterskab, og slog i 1985, mens han var kritiker ved Politiken, sit navn fast med den bidske essaysamling, Sjælen sidder i øjet.

?ret efter kom På en mørkeræd klode, "endnu en samling fabulerende, poetisk, sviende kortprosa om verdens mangfoldighed og dumhedens ensidighed", som en anmelder skrev. En anden bemærkede i samme anledning, at Carsten Jensen "sparker bedre end nogensinde".

Fra denne periode huskes især den vrede, unge Jensens litterære og personlige Robinson-fejde med dansk litteraturs store Ronkedor, Klaus Rifbjerg. Den foregik i tidsskriftet Fredag, som Jensen redigerede 1985-90.

Fra 1987-89 skrev Carsten Jensen ved Det fri Aktuelt. Som kritiker har han også været tilknyttet Ekstra Bladet og skriver for tiden i Jyllandsposten.

I 1988 udsendte han romanen Kannibalernes nadver, samt Souvenirs fra 80'erne, endnu en essaysamling.

Selvopgør
Carsten Jensens anden roman, Jorden i munden (1991), ledte for første gang læserens tanker hen på vor tids store, internationale roman- og rejseforfatter Bruce Chatwin, der døde i 1989. Bogen, der blot er på 100 sider, handler om en mand, der mange år efter en rejse til Indien genoplever den i erindringen. Derved kommer han til et uforsonligt selvopgør.

Til trods for de tematiske ligheder, og den evne til altid at observere de vigtige ting, som Carsten Jensen deler med Chatwin, er Jensens sprog altid voldsommere og mere umiddelbart følelsesbetonet end Chatwins.

Inden Jeg har set verden begynde har han på Samleren udgivet endnu to essaysamlinger, Af en astmatisk kritikers bekendelser i 1992 og året efter Forsømmelsernes bog. Den sidste er for tiden udsolgt.

Forskellen på de tidligere essayistiske bøger og Jeg har set verden begyndeer i følge forfatteren selv, at rejsebogen foregår i mødet med den virkelighed, han før blot reflekterede over.

Min bog angår dramaet i det almindelige liv. Det, jeg har set og lyttet til, er, hvordan mennesker ikke bare formår at leve videre, men også overalt søger efter mening og værdighed, har han sagt til Weekendavisen. Og det er måske det træk, der med den ny bog har ladet Carsten Jensens forfatterskab tage det afgørende skridt, bort fra melankolien.

Fortsættelse følger
I de senere år har omverdenen også fået øje på Carsten Jensen. Jorden i munden er udkommet i England og i Sverige.En astmatisk kritikers bekendelser er kommet på norsk,ligesom et udvalg af hans essays under titlen Fremtidsmuseum.

Jeg har set verden begynde er solgt til England og Sverige.