Henrik Stangerup (f. 1937) debuterede med fablerne Lille håbs rejse (1958), siden kom novellesamlingen Grønt og sort (1961), samt rejse- og levnedsskildringerne Veritabel pariser (1966). Den første roman, Slangen i brystet (1969) blev Stangerups gennembrud.

Romanen, som fortsætter en tradition fra Tom Kristensens Hærværk (1930) handler om en dansk pariserkorrespondent nedtur, og til trods for, at den falder ind under den ny-realistiske roman med grundige og nøjagtige beskrivelser af detaljer fra samfundslivet, har man tolket dens indre kerne - slangen i brystet, som bemægtiger sig hovedpersonen Mollerup - som et dunkelt selvbiografisk træk.

Trækket er fuldt udfoldet i Stangerups tredje roman Manden, der ville være skyldig (1973). Romanen, som er en dansk science fiction roman, på lige fod med Sven Holms Termush (1967) og Anders Bodelsens Frysepunktet fra midten af 1960'erne handler om fremmedgørelse, men den handler om mere end det:

"Hvis han ville gennemtrumfe at blive erklæret skyldig måtte han skrive det brev til kontorchefen i direktoratet. Det gjaldt om at tage tingene i den rigtige rækkefølge. Først brevet til kontorchefen. Så opringningerne til kirkegårdskontorene. Og så til slut det systematiske arbejde med at finde frem til Jesper.

Han satte sig ved skrivebordet, lagde en stabel papirer til venstre, kuglepenne og blyanter til højre og anbragte skrivemaskinen i midten efter først at have støvet den af - hans klassiske ritual når han skulle igang med at skrive. Det gik nogen tid før han fandt den rette indledning til brevet, han forsøgte sig med forskellige høflighedsfraser, indtil han endelig kasserede samtlige udkast og gik lige til sagen. Jeg er skyldig i mord!"

Stangerups kredsen om begrebet skyld er blevet tolket i lyset af, at faderen, den konservative kulturkritiker Hakon Stangerup under besættelsen fik ry for at være tyskervenlig. Drengen Henrik oplevede ham blive hentet af modstandsfolk, og han oplevede, hvordan han og hans familie efter krigen blev udelukket fra de kredse, de før hørte til i.

Man har sagt, at skyldbevidstheden er blevet en del af forfatterens karakter, og selvom det er vidt at gå, selv i forsøget på at kaste lys over drivkraften i hans bøger, er det tydeligt, at én temakreds kendetegner forfatterskabet: Individets forhold til omverden, set i lyset af ikke blot omverdenens modstand, men også i de psykiske kræfter, hvormed individet unddrager sig et frugtbart samspil med omverdenen.

Det er ikke underligt, at Stangerup tilsyneladende føler en affinitet med Søren Kierkegaard. En stor del af Sørens Kierkegaards værk udspringer på det psykologiske plan af skyldforestillinger, opstået i skismaet mellem faderens pietistiske religion og Søren Kierkegaards egen filosofiske interesse. Kierkegaards psykologi, den såkaldte stadielære ligger til grund for Stangerups hovedværk, tre romaner, udkommet fra 1981-1991. Det er Vejen til Lagoa Santa (1981), Det er svært at dø i Dieppe (1985) og Broder Jacob (1991), og de er blandt dansk litteraturs største succeser i udlandet i de senere år.

I Sørens Kierkegaards Enten-Eller (1843) er de to stadier æstetikeren og etikeren fuldt udfoldet, hvorimod det tredie, der religiøse stadium kun er rudimærtært. Det ændres der på to år senere i Stadier på Livets Vei. (Det er i øvrigt i disse værker, at nogle af Kierkegaards fineste romaner findes. I Enten-Eller står Forførerens Dagbog, og i Stadier på livets Vei findes In Vino Veritas).

Stangerup skriver i en efterskrift til Broder Jacob:

"Jeg gik med planer om at skrive en roman om Søren Kierkegaard, men opgaven viste sig selvfølgelig umulig. romanen - romanerne - om Søren Kierkegaard har Kierkegaard selv skrevet om og om igen, og i stigende grad om umuligheden i at være apostolisk kristen i et snævert, luthersk samfund med statskirkepræster. romanen om Kierkegaard skulle afslutte mine to foregående romaner om henholdsvis "etikeren" Peter Wilhelm Lund (Stadier på Livets Vei) og "æstetikeren" Peter Ludwig Møller (Det er svært at dø i Dieppe). Havde jeg skrevet den, ville den være endt tragisk, og sikkert i et vrissent tonefald: endnu en dansk udviklingsroman om at ville ét og ende med at blive udstødt af andegården. Men kierkegaard vrissede aldrig, og måske døde han i virkeligheden lykkelig, i klar bevidsthed om at have fuldendt sin mission og at han aldrig vil tilhøre andre end "hin enkelte".

Kierkegaard hjalp mig til at forstå P.W. Lund og P. L. Møller, hvad mere kunne jeg forlange af ham? Ville jeg nu også ride på ryggen af ham?

Jeg lagde mine udkast til side og følte mig i et tomrum fordi jeg havde været så skråsikker i mit forehavende: En trilogi om Kierkegaards tre stadier på livets vej, og med Kierkegaard selv som inkarnationen af det religiøse. Forfattere i et tomrum skal man vogte sig for. Når man stirrer længe nok ned i en afgrund, begynder den at stirre tilbage, siger Nietzsche, og jeg følte, at P. L. Møllers afgrund stirrede på mig fra morgen til aften og at jeg var ude af stand til at foretage "springet" ind i det religiøse."

Hvad "afgrunden" angår, handler Det er svært at dø i Dieppe om det samme i midten af forrige århundrede. Romanen er et tilbageblik i den af sig selv hærgede, særdeles talentfuld forfatter P. L. Møllers tanker. Han må forsøge at komme overens med den skæbne han har fået, for det er svært at dø i Dieppe:

"Stearinlyset er gået ud, og det blæser fortsat novemberkoldt ind ad det utætte vindue her i dette gudsforladte hotel med museekskrementer alle vegne, sodede, iturevne tapeter, stank af årgammel fodsved fra de svampede gulvtæpper og med den fede flanderske ejer der ligger to etager nede og snorker så det kan høres fra kælder til kvist - snorker tilfreds med livet i al sin fantasiløse spidsborgerlighed og med sine francs, som han hver dag flår ud af gæsterne, stoppet godt ind mellem sengens to hulle madrasser. Stupiditetens monotone trommehvirvler, helvedes egen lyd af rallende kedsomhed der aldrig vil høre op. Snorke livet væk, det gør de alle her i Dieppe, også den ondskabsfulde hyæne til en apoteker, Monsieur Lachambre, der med vilje har givet ham en overdosis af kinin, og de præster han sendte bud efter og som han fra sengen rasende måtte vise tilbage til deres Gud da han opdagede, at de var ude af stand til at hjælpe ham overdødens tærskel med et begavet ord.

I to uger har han så godt som intet spist, og konstant har han diarré. kinin, opium, æter, det har været hans eneste føde. Hélas, que je ne peux ecrire un poême sur l'éther, quel thême! kradser han ned. Takket være æteren har han kunnet skrive til det sidste, testamentariske bestemmelser, et par artikler hjem til Danmark, en opsats om norske digtere til et fransk leksikon, lidt oversættelse og brevet der nu ligger og flyder på gulvet sammen med alle de andre papirer, brevet til Jeanne, den tøjte, den trofaste, parisiske grisette."

Henrik Stangerups bøger:

Lille håbs rejse, fabler, 1958

Grønt og sort, noveller, 1961

Veritabel pariser, skildringer, 1966

Slangen i brystet, roman, 1969

Løgn over løgn, roman, 1971

Manden der ville være skyldig, roman, 1973

Kunsten at være ulykkelig, essays, 1974

Fjenden i forkøbet, erindringsroman, 1978

Mens tid var, essays, 1978

Retten til ikke at høre til, essays, 1979

Fangelejrens frie halvdel, essays, 1980

Vejen til Lagoa Santa, roman 1981

Det er svært at dø i Dieppe, roman, 1985

Den kvarte sandhed, essays, 1989

Holbergs helte- og heltindehistorier, genfortællinger, 1991

Broder Jacob, roman, 1991

I flugtens tegn, essays, 1993

Datter af, biografi, 1996