Karen Blixen (1885-1962) skabte sit forfatterskab, der mest består af noveller og små romaner, i de sidste 30 år af sit liv, i moderne tid. Men det foregår i en anden tid.

Med det samme bliver man klar over, at virkemidlerne er hentet fra en klassisk, formbunden fortællekunst, der var væk på Blixens egen tid, i og med, at denne fortællekunsts åbenlyst konventionssikrede stiltræk ikke har nogen plads i modernismens krav om overensstemmelse mellem formen og indholdets originalitet.

Karen Blixens tekster bruger også den klassiske fortællings motiver: Fødsel, død, kærlighed. Fortællingerne handler om skæbnesvanger erotik, længsel og afmagt, forholdet mellem livet og kunsten.

Hendes første bog er Seven Gothic Tales (1934), oprindelig skrevet på engelsk og under pseudonyumet Isak Dinesen, (dansk udgave, Syv fantastiske Fortællinger, året efter). Åbningsnovellen Vejene omkring Pisa foregår "i maj 1821".

I Vejene omkring Pisa oplever Grev August von Schimmelmann, "en tungsindigt anlagt dansk adelsmand" en række begivenheder, der får ham til at sætte sin egen historie i relief. De små fortællinger, inde i fortællingen, som efterhånden danner et ofte svært gennemskueligt mønster af skæbnetildragelser.

Blixens stil er præcis, følsom, dramatisk - dynamisk - og fuld af litterære og (livs)filosofiske associationer:

Idet Augustus den næste Aften kørte frem foran den Kro, der skulde være hand sidste Station på Vejen til Pisa, og som allerede, ved sin forøgede Livlighed og rigere færdsel, havde præg af en stor Bys nærhed, svingede en let Phaeton op lige foran ham, kørt af en slank, ung Mand i en stor kuskekappe. Han kastede tømmerne til Kroens Staldkarl og sprang ud, fulgt af en gammel huyshovmester, som lignede Pantaleone i Maskespillene. mørket var ved at falde paa. Enkelte Stjerner sprang ud paa den dybe, blaa himmel, en svag Aftenbrise gik gennem luften. augustus var fyldt med den Bevidsthed om virkelig af være paa Landevejen, der er en sand Rejsendes Lyst."

Tidsafstanden, fortællingernes mønstre og det arkaiserede sprog er blandt de elementer, der lader Karen Blixen indsætte tekstens personer og temaer i universelle situationer. Et andet et det mytiske.

I fortællingen Eneboerne (fra samlingen af efterladte historier, Karneval og andre fortællinger, som boet efter Blixens ekskutorer løbende har genudgivet i forøgede udgaver, senest 1994) står de mytologiske størrelser klart. Elementerne, tallet syv, eneboerne, øen:

"Det næste, der hændte i denne min historie om eneboerne, var to forfærdelige storme. den første af dem varede i 7 dage og lod begge øens beboere forstå for første gang, hvad en storm; desuden fyldte den huset med røg, og dag og nat med det vilde havs stemme, en larm så øredøvende, at den til sidst værkede i deres hoveder. I syv dage brølede det store oceans vældige vandmasser omkring øen, i en kridhvid, hvirvlende brænding, og kastede flyvende fnug af skum højere op, end de havde troet de muligt, ligesom i en slags rasende og vildt overmod for at vise, at der ingen grænser var for dets magt."

Imidlertid bruger Karen Blixen de klassiske momenter, hun lader teksterne rumme, i en helt anden sags tjeneste. Indholdsmæssigt udtaler hun sig i allerhøjeste grad om nutiden. Og hendes evne til at give teksterne universelle træk, lader hendes indsigt stå så meget desto stærkere.

I en fremragende analyse af forfatterindens menneskesyn og forfatterskabets indhold (i Dansk Litteraturhistorie, 8, 1985), skriver litteraturprofessor Peter Madsen, Københavns Universitet, at "intellektuelt kunne hun hos Nietzsche, som hun tidligt var optaget af, finde en positionsformulering, der lå nær hendes eget erfaringsstofs grundmønster. Hendes skæbnesyn havde som Nietzsches filosofi karakter af transformation af aristokratiske tankemønstre til æstetisk formidlet eksistenstolkning. Hun distancerede sig først og fremmest fra den borgerlige traditions kropsfornægtelser, optimistiske individualisme og skyldbevidsthed. Som Nietzsche hævdede hun stolthed og selvbevidsthed i modsætning til selvynk og medlidenhed: 'jeg er ikke Specialist i Medlidenhed, og har mange gange tænkt at den spiller for stor en Rolle i vor Moderne Mentalitet'."

Denne kritik af "den borgerlige traditions kropsfornægtelser, optimistiske individualisme og skyldbevidsthed" er et grundtræk i de bestræbelser den moderne litteratur udfolder i de år, Blixens forfatterskab blev til.

Den "tungsindigt anlagte, danske adelsmand" er et endnu et mytisk træk i Karen Blixens fortælling Vejene omkring Pisa, nemlig myten om det eventyrlige Danmark i det høje nord. Det er et så karakteristisk træk ved Syv fantastiske Fortællinger, at hun i et forord bliver nødt til at gøre en undskyldning overfor danske læsere:

"Da jeg for min egen Fornøjelses skyld skrev denne Bog paa Engelsk, tænkte jeg ikke, at den skulde faa Interesse for danske Læsere. Nu har det været den Skæbne at blive oversat til andre Sprog, og det blev derved naturligt, at den ogsaa skulde udkomme i mit eget Land. Jeg har da gerne villet, at den i Danmark skulde komme som en original dansk Bog og ikke i nogen, om end aldrig saa god Oversættelse.

Gennem hele Bogen er danske Navne og Stednavne, Beretninger af Danmarks Historie og citater af danske digtere brugt meget frit. En stor Del af "Syv fantastiske Fortællinger" er tænkt, og noget af den er skrevet, i Afrika, og de Steder i min bog, der handler om Danmark, maa tages mere som en dansk Emigrants Fantasier over danske Temaer end som noget Forsøg paa Virkelighedsskildring ..."

Den mytologisering af Danmark, som Blixen her forklarer, har hun også ladet overgå sig selv. I amerikanske medier, hvortil hun også leverede lettere noveller, (de fleste af disse er samlet i Karneval og andre fortællinger), lod baronesse Blixen sig markedsføre som en dansk adelsfrue, der residerede på sit ældgamle slot, en let overeksponering af Rungstedlund, nord for København, hvor der nu er museum for hende.