af Jakob Brønnum
Uffe Harder (f. 1930) har skrevet digte siden 1954, og han gør det
stadig. Ikke andet end digte, ikke særligt forskellige digte. Måske
er de med årene blevet lidt mindre eksplicit følelsesladede og
lidt mere elementære og universelle i deres udtryk, men én drift
har altid båret dem: Undren over fænomenerne i tilværelsen,
en poesiens ydmyge insisteren på at få dem til at vise deres
inderste væsen.
Uffe Harders poetik, eller i det mindste udgangspunktet for de
tilnærmelser, han gør til fænomenerne, er måske at
finde i et digt, der også er titlen på et udvalg af hans digte,
udgivet i England, Papirhuse. Titlen rummer både det
grundstof i poesien, som det flygtige er, og dets sproglige, men ikke
nødvendigvis poetiske modsætning, det livsbekræftende og
dermed bestandige.
Digterens arbejde, som man uvilkårligt kommer til at tænke
på ved strofen om hvepsene, hvis værk forløber samme proces,
som digterens, der skrives og udkommer året efter, er et hus af papir og
kan som sådan blot krølles sammen og smides bort, samtidig med at
det dog er et hus, et sted, man kan være:
"Endnu engang forsøge
at skabe noget
af spredte bestanddele
almindelige og uanselige
hvor ingenting er i forvejen
mens et grønt træ udenfor
vedbliver at være grønt
selv om det allerede
er efterår
...
(Hvepsene) omdanner trøsket træværk
til lette grå reder
der året efter
hænger i møre flager
og ligner papir"
(Fra samlingen Verden som om, 1979)
Harders poesi bliver til i den vagtsom undren, der, når den som hos ham,
er tilstrækkeligt blottet for fordomme, uvægerligt må udmunde
i glæden over at møde det mest grundlæggende:
Følelsen af at være til:
"Vinden bliver ved at hyle
Hvad kan vi gøre?
Det bedste
er at undres over
at vi findes.
En sen dag
klarer himlen op
nogle skyer
driver langsomt forbi
og solsortene
høres."
(Fra Vind og mørke, i Lyde og stilhed, 1993)
Den rejsendes fascination foran et gammelt kulturlandskab, som vi alle kender,
er, når den bliver til lyrik, også at bryde distancen mellem
dengang og nu:
"Tårne
som om nogen skulle komme flyvende
og lande på dem eller starte.
De er sikkert fra 1200-tallet
eller før ...
Oppe på klippen
under oliventræet
mens tordenvejret trækker op
ser vi ud på landet
som om vi var i et maleri
eller på een gang i flere tider"
(Fra digtet San Gimignano, i Lyde og stilhed)
En af de største samlede kompositioner er fra digtsamlingen
Skrivning (1993), hvor Uffe Harder i Straks begynder
de at synge 1-15 arbejder i den fysiske sansnings mest basale
elementer, farver og enkle former. Teksterne er skrevet til en række
seriegrafier af Ib Geertsen og udgivet sammen med dem i anden sammenhæng.
Men når forfatteren har taget dem med i digtsamlingen, er det vel fordi
de er andet og mere end kommentarer til allerede eksisterende billeder. De
appellerer i sig selv til læsrens egen billeddannelse:
"Straks begynder de at synge,
når fladen er blå
synger den på sin måde
alt efter hvor stor den er.
Når den er rød lyder det anderledes,
den orange er igen lidt anderledes
end den røde. Den gule
er noget for sig."
Med ganske enkle midler trænger Uffe Harder ind til farvernes og
formernes inderste og får dem til at afgive deres hemmelighed:
Farverne
vender det hele om
og deres udbredelse
vender også det hele.
Den blå er ikke et bånd,
den er et miljø.
At den røde æder den blå
er ikke troværdigt,
for den kan ikke sluge den.
Det er passager
i et langt forløb, er hvilesteder.
Man kan sige det er evigt
hvis man vil."
Et andet af de store grundfænomener, som Uffe Harder fastholder er
mørket, som han formår at skrive om på en måde, der
på en gang er helt løsrevet fra mytologiske associationer, men
samtidig alligevel rummer alle de eksistentielle henvisninger, der gør
digtet vedkommende. Man kan sige, at Uffe Harders metode minder om den tyske
filosof Marting Heideggers metoder: Han går bag om det indhold begreberne
i forvejen er ladet med, og gen-definerer dem - for så at komme frem til
en dybere forståelse af det, de "gamle" definitioner udtrykte.
"Tænk at gå rundt og rumme
så meget mørke
de indtryk der fyldes på
opløses simpelthen af det
efter få dage
er de allerede ukendelige
de har føjet sig til summen
af de forhåndenværende mørke
på den måde blir man med tiden
bristefærdig af mørke"
(Fra Mørke I, digtsuiten Tre aspekter af
mørket, i samlingen Verden som om)
Det er klart, at i en så basal håndtering af sproget, som Uffe
Harder bruger til at formidle virkeligheden, må der også
opstå momenter af humor og leg. Det hører med, og hverken sproget
eller virkeligheden kan tænkes uden. Her er det farven blå, der
leges med. Ganske vist ikke uden at netop legen med stor tydelighed
fortæller hvad et digt er. Og at farven blå kunne være den
tyske digter Gottfried Benns berømte poetiske blå, kan man heller
ikke se bort fra.
"Her indskyder jeg farven blå
det kan lade sig gøre
i et digt
jeg indskyder farven blå
bag snestormen
foran den sorte januarnat
foran andre sorte nætter
og tværs gennem dette rum
jeg skriver i
indskyder jeg farven blå
og dens særlige tone"
(Her indskyder jeg farven blå, fra Verden som om)