Det er påfaldende så ofte, Frank Jægers prosa fortælles i nutid, eller fortælles af en fortæller, der sidder her og nu og ser tilbage.
   Ud fra og ind i dette nu (hvor, i modsætning til hos mange af Jægers samtidige, politiske og sociale problemer ikke spiller nogen rolle) stråler et rigt følelsesregister. Frank Jæger (1926-77) fik i tilnavnet den lyse Jæger, et tilnavn, der efterhånden forstummede - efter en række grundlæggende mere og mere dystre bøger. Virkeligheden havde naturligvis fra begyndelsen som altid flere nuancer.

Nuets idyl og dæmoni

»Han støder som en tyr sin pande ned mod Iners og hvæser ham ind i ansigtet, hvad han vil her og hvorfor han kommer så sent. Iners ved ikke noget fornuftigt at svare, det er vel et tilfælde, at de valgte at gaa ad allen, men han tør ikke sige det. Mandens øjne er halvt gemt bag de tunge øjenlaag.
   Inde i en lille have ved allen staar et gult, lavt hus, alle vinduer og døre er aabne, vinden gaar lige igennem. »Der kan I bo«, siger manden og drejer rundt på sin hæl.
   »Jamen jeg kan ingenting,« raaber Iners efter ham, jeg vil ikke arbejde i marken, jeg vil ikke røgte dine dyr.«
   Manden gaar op mod sin gaard, som trefløjet og hvid er at regne for mere.
   Ene hopper ind i huset, en sød lugt hænger i alle vægge og gardiner, det kvalmer først for dem, men Ene vil gerne blive, her kan blive meget yndigt. Mandens ansigt sidder med et vindu som ramme og lytter, han ler og ser paa Enes hund. »Den er min,« siger han og peger. hunden sætter i et langt skrig, som ikke er noget dyrs. Ene tager den op i sine arme og ryster paa hovedet. »Jeg har selv fundet den,« siger hun, »langt herfra.«
   »I et træ,« griner Manden, »i et hult piletræ ved vejen. Du ser nok selv, at hunden er min. Hvis I vil bo her i huset og holde rent i haven, skal I ikke andet. Paa min bedstefars tid var huset her markfolkenes urinar, han ville ikke taale svineriet paa sin jord.«
   De forstaar ikke, hvad han siger, og han faar Iners til at lange hunden ud gennem vinduet, de ser ham tage med to jernfingre i dens nakkeskind, den hænger som en lille pose under hans haand.
   De har to rum i huset og et køkken, ovenpaa skal de sove. Og det bliver tanken, at Ene skal holde i stand og Iners haven.«

Det er vel overflødigt at tilføje, at Iners »efter den første morsomme tid« for det meste står og hænger over stakittet.

Nuet og verdenslitteraturen

»Ogsaa min kontrabas maatte jeg skille mig af med for en piges skyld, men det er en ganske anden historie, hvori djævelen selv har gjort mig den ære at optræde, omend i en usynlig rolle. Jeg ville ellers have forsvoret, at jeg saa at sige frivilligt nogensinde skulle forlade min gode gulvviolin paa grund af en pige, thi den var mig saa dyrebar, som min pen er det idag. Jeg elskede mit smukke og flinke instrument, og vi passede sammen, som havde den gode Gud skaaret os ud af et eneste stykke træ eller formet os i een og samme haandfuld støv.
...
Jeg kan heller ikke andet end velsigne den unge Sille, som blev skyld i, at jeg maatte skille mig af med min gulvviolin, thi hun var meget yndig og vi var kun ofre for tilfældighedernes og djævelens spil. Jeg optraadte som musiker ved et gymnasiastbal i borgerforeningen, og havde allerede set, troede jeg, hver eneste pige igennem og ingen fundet, som var min opmærksomhed værd. Jeg slog mig derfor paa flasken, thi har man intet udbytte af kvindeligt selskab, kan man altid trygt hengive sig til rusens fornøjelser, siger allerede Adrian fra Hannover i sin Tidebog. Men da jeg efter pausen atter stod paa tribunen og med fornyet energi rev i strengene, faldt mine øjne paa den dejligste skabning af verden, skoene sgu var af lyseblaat læder, kjolen af mørkeblaat organdi, ansigtet ovalt og i livlig bevægelse, haaret askefarvet og blankt under de fra loftet nedstrømmende lyskaskader.«

»Jeg vendte mig fra hende og pudsede næse og tørrede mine øjne, saadan som jeg har har vane, naar følelserne overvælder mig, og jeg aabnede derefter hendes gadedør for at stille bassen fra mig derinde, i læ og sikkerhed, for jeg kunne ikke gaa igennem byen med dem begge. Jeg slæbte gulvviolinen ind og lænede den op af væggen i en krog, men var det min ophidselse eller beruselse eller bassens ubehag ved tanken om at skulle staa alene dér i en fremmed opgang. Den faldt forover og den gled ned ad væggen og den smuttede fra mig. Indtil jeg fandt paa at slaa mit brede frakkebælte om den og saa at sige lænke den til den mørke krog. Jeg ville saa tage den med tilbage, naar jeg afleverede Sille engang senere paa natten.
   Jeg kom ud og tog Sille under armen og førte hende gennem byen til mit hjem. Vi hviskede lidt med hinanden, hun svarede mig sødt syngende og ganske svagt paa mine hede komplimenter, men sin mærkelige, dybe, summende stemme. Vi listede op ad mine trapper og kom ind paa mit mærke kammer og var lykkelige, saadan som vi havde forestillet os det, i ærbarhed og stilhed. Og jeg hjælp hende siden kjolen paa og førte hende igen gennem den sovende, stille by til hendes gadedør, jeg husker, hvordan jeg dampede ud i den sneende nat.
   Jeg aabner hendes gadedør, og vi gaar ind, og jeg tænder paa den rødtskinnende kontakt for trappelyset, og for alvor springer sveden frem af mit ganske legeme. Dér i krogen staar Sille, bastet og bundet med mit frakkebælte. Og dér ved min arm hænger min gulvviolin, i sit blaa overtræksklæde, med sne paa sine afkølede, smukke skuldre, med et menneskeligt udtryk i klædets folder.
   Jeg fil løst Sille fra hendes fangenskab, og jeg fik baaret min kontrabas hjem. Men næste dag solgte jeg den, med bortvendt ansigt, jeg som aldrig mere turde tænke paa at spille paa det instrument, som djævelen havde rørt ved og besjælet.«

Naturens nu

O at være en Høne,
ingen kan finde, hvor er.
Gemme sig dybt i en Have,
pikke et rødhudet Bær.

O at være en Tøjhund,
kysse en blankøjet Dreng,
bo i hans venlige Arme,
sove sig mæt i hans Seng.

O at være et æble,
svulme i rigdom og Mag.
Suge begærligt i Stilken,
slippe en Sensommerdag.

O at være en Stodder
stedt paa den regnvaade Vej.
Ensom, fordrukken og sølle.
Saadan en Stodder er jeg.«