I sin første digtsamling Så længe jeg er ung fra 1991 (genudgivet i 1995 under titlen Trilogi sammen med Et vanskeligt møde fra 1992 og Det tredje landskab fra 1994) søger og opnår Naja Marie Aidt det i dag i litteraturen uhyre sjældne moment af idyl. Digtet Harmonia:
   
    "Maj i middagstimen
    på landet
    lange hvide baner
    af sol
    mod familien i haven
    der i tavshed
    og iver
    føler på forårsløg
    og grønne toppe
    i den fedtede muld
    vidunderlig er virkelig jorden
    der bringer alles tanker
    til indadvendt ro
    og nydelse"
   
    Naturligvis ikke uden en Frank Jægersk dæmoni, som lurer i udkanten af sceneriet:
   
    "de unge piger
    svarer deres kroppes navn
    under unge mænds
    hænder
    i natten
    taler de gamle, de hvisker
    om alle de blomster der blir
    til sommer
   
    se nu huset i skoven
    og vid at de onde ånder
    kommer frem når de får plads
    nu fylder den tunge kreds
    af forbundne kroppe
    rummene ud
    samlet i forårets blødeste lys
    på landet"
   
    Dæmonien holdes borte af de forbundne kroppe: Af det - i hvert fald i øjeblikket - ubrydelige slægtskab mellem disse mennesker. Og det er disse forbundne kroppe, der udgør en væsentlig del af tematikken hos Aidt. Og med forbundne kroppe menes nok så meget forholdet mellem forældre og deres børn - som det også er antydet i ovennævnte idyl: "alle de blomster der blir/ til sommer."
    Senere i digtsamlingen i digtet Virkelige nætter eller tvangstanke 2 (der følger efter digtet Tvangstanke 1) er idyllen brudt:
   
    "Med al den ondskab
    godheden rummer
   
    vil jeg kvæle mine børn
    i sene utydelige timer
    tage livet af dem
    de bliver til den mest
    krævende fjende
    jeg har mødt
    mit raseri tager livet af
    al den kærlighed der er
   
    og jeg må efterlade dem
    i en somme senge
    og lade dem skrige sig blå"
   
    Man kan undre sig over, at en meget fremtrædende billedebrug hos Naja Marie Aidt i disse digtsamlinger er dyrenes kræfter og planternes indre liv:
   
    "Dagens blanke ansigt
    trækker den sårede skorpion
    længere ned i sandet jord.
    De tårer den fælder
    mens den skader sig selv
    er hudløst tørre.
   
    I sansgråt mørke
    ligger den hen,
    tavs mens tiden tikker."
    (Fra digtet Den sårede skorpion i samlingen Et vanskeligt møde/Trilogi)
   
    I digtet Den blomst fra Det tredje landskab/ Trilogi er det planteverdenen, og et mytologisk element, der træder frem:
   
    "Hvad vil hun,
    min muntre sirene
    hun trækker så hårdt
    i planternes rod
    i solsikken
    under min tunge."
   
    Andre steder igen dyrene:
   
    "Dyrene kender ikke
    hinandens vaner
    ...
    De æder hinanden op.
    Og kun når skoven brænder
    følges de ad.
   
    Jeg så dig i mængden
    for du er den sjæl
    der har hjemme hos alle arter."
   
    Det samhørighed mellem mennesker og dyr/plante, som Naja Marie Aidt, der er vokset op i Grønland, skriver om, har til tider karakter af en mystisk religiøsitet, ikke uden elementer fra naturreligion á la indianske eller eskimoiske trosforestillinger. Uden at perspektiverne derfra på nogen måde inddrages, er det det ubegrænsede fællesskab mellem alt levende, som Aidt trækker på. Det fællesskab er det samme fællesskab, som hun hentyder til i det idylliske digt Harmonia, det som holder dæmonien borte, nøjagtig hvad alliancen mellem dyr/planter og mennesker tjener til i naturfolkenes magi og religion.
    Der er også hentydninger til det magiske - "tryllebundet" og igen "sirenen" - i et mere abstrakt, landskabeligt digt i Det tredje landskab. Det står efter en vignet af Søren Ulrik Thomsen bærer med sin dunkle, metaforiske tale om lys og fald og vanvid, bærer inspiration fra digtere, der debuterede i årtiet før Aidt, Michael Strunge, Pia Tafdrup og Thomsen:
   
    "Et landskab
    åbenbarer sig
    sort og hvit og sort.
    Tryllebundet
    følger jeg nu
    baghovedets lokkende tyngde,
    snørklede stier
    faldende kaos
    og vanviddets sus,
    min sirene.
   
    Dér
    i mit øjes sorte hul
    lyser hvide diamanter ..."
   
    Mange af disse temaer og inspirationskilder forenes i et voldsomt udtryk i Naja Marie Aidts første novellesamling Vandmærket fra 1993. Den består af ni forholdsvis korte historier om skæve, sære, ofte sindssyge eksistenser, som Louisa i En kærlighedshistorie:
   
    "Louisa er i sin lejlighed og det er længe siden hun har været ude af den. Hunm lægger ikke mærke til lugten, men den er der. indestængt og fuld af skimmel og råd. der er mørkt i stuen, hun sidder indpakket i tæpper i et sofahjørne, hun hakker tænder og venter på søvnen. Aner gennem øjnenes sprækker tingenes konturer i rummet, alle tingene der tavse står og ser ud somn om de hvert øjeblik kan vælte ned over hende, splintres i tusinde stykker på gulvet."
   
    Novellen udvikler sig gribende og nervepirrende til en historie om et menneske, der ikke formår at holde styr på de enkleste ting omkring sig:
   
    "Så er det noget andet med bananfluerne. de taler til hende. De flyver langsomt og sætter sig på hendes hånd eller skulder eller på kanten af hendes tallerken når hun spiser, og taler. Fortæller hende hvor bedårende hun er."
   
    I novellesamlingen Tilgang, som er blevet Naja Marie Aidts publikumsmæssige gennembrud med tre oplag indenfor et år, er det sproglige udtryk ikke mindre præcist, men de ekstreme eksistenser får mindre plads, og noget af det umiddelbare lys omkring fællesskabet med andre mennesker, der var i de første digte, vender tilbage i de fleste af novellerne, Som i Forskydning:
   
    "En aften kommer hun hjem fra et besøg hos nogle venner, en lille smule beruset, og giver sig til at sortere nogle gamle breve og papirer. Hun er lysvågen og det er en smukt nat, byen er blå og oplyst af en støvet måne. Fra sit køkkenvindue kan hun se ud over tagene, ind i stuerne hos genboen. Men hun sidder og tænker på,hvordan tiden dog går, ved gensynet af alle disse breve, fra veninder på interrail og sprogskoler; gulnede breve med runde, barnlige håndskrifter, støder hun pludselig på et postkort fra ham. Der er et fotografi af Eiffeltårnet på forsiden og på bagsiden står der: Kære Prinsesse. Som du kan se er jeg i Paris. Og det er, som alle ved, en stor by. Jeg kommer hjem på torsdag, og så kan du jo ringe til mig hvis du vil. Jeg kan evt. lære dig nogle franske ord. Med mange hilsner ...
    Hun kommer først til at smile for sig selv, og vender og drejer kortet i hånden. Det er mange år siden. Så kommer hun til at tænke på, at hun aldrig ringede til ham dengang. Det undrer hun sig over i et par sekunder, indtil hun tænker: Selvfølgelig ringede jeg ikke til ham. Og med ét bliver hun trist, og lægger brevene væk. Hun slukker lyset i køkkenet og sætter sig hen til vinduet. Ovre hos genboen er der stadig lys., det ser ud til at der sidder nogle mennesker rundt om et bord og taler med hinanden."

A - Å