Allerede i 1967 havde Per Højholt (f. 1928) formuleret det postmoderne vilkår, som ganske vist idéhistorisk fremkom endnu tidligere i den angelsaksiske verden, i England og USA, men som i Danmark ikke fik nogen reel plads i landskabet før 25 år senere. Erkendelsen kommer til udtryk i den ene af de to kultbøger, Intethedens grimasser (den anden er Cezannes metode, der kom samme år, i 1967):

"Intethedens grimasser er foruden at være en essaysamling om show, sprog og skrift også en fiktion og kan læses som sådan: den er resterne af en skrift, en skrigen sig frem, ikke (i)mod noget, men (i)gennem noget. Hvis undertitlen "roman" ikke ville have skabt unødig forvirring ville jeg have brugt den. Bogen har en slags handling: begreber og postulater udvikler sig gennem dens forløb, forkastes og vurderes om, men uden at skriveren griber reviderende tilbage gennem teksterne: sporet er ikke fjernet."

Højholt ligger på tærsklen til den maxime, som var gældende nogle få, drøje år midt i 80'erne: At der principielt ingen forskel er på litteraturen og litteraturkritikken, de er begge lige gyldige som tekst. Den erkendelse, der ligger til grund, har med synet på forholdet mellem sproget og virkeligheden at gøre. Al erkendelse ligger i sproget og der er derfor ingen virkelighed hinsides teksten, heller ikke i den. Kun i det øjeblik, den opfattes af en læser, får den betydning, en betydning, som kun denne læser kender. Også dette tema, tog Højholt op 25 år tidligere. Enhver text må, for at være sand kunst, stå helt åben:

"Enhver kunstnerisk text vil i en eller flere henseender opvise muligheder (fx. for tolkning) som den ikke realiserer ved at præsentere deres konsekvenser, men vælger forfatteren at realisere en af dem eller et fåtal nedbryder han digtets evne til at fremstå som præcision af det ubestemte ... Resultatet bliver en tom "kunstnerisk" pukken på originalitet ..." (Cezannes metode, 1967)

Den samme mulighed ser Højholt i showbegrebet. Han fraskriver sig fuldstændig nogen form for allerede givne tolkningsrammer - og da bliver det hurtigt politisk - og derfor også enhver forbindelse med det borgerlige establishment:

"Min hensigt er først og fremmest at undersøge i hvor høj grad at undersøge i hvor høj grad showets praksis og refleksioner over den kan stemmes overens med kunstens, samt at postulere indførelsen af et show-begreb i kunsten ikke blot vil muliggøre nye tolkninger er eksisterende værker men også give kunstnere muligheder for udfoldelser på flere områder end før og endelig give publikum et værktøj i hænde, der ikke har en borgerlig-akademisk dannelsesgrad som forudsætning," hedder det i Intethedens grimasser.

Disse elitære, åndsanarkistiske grundholdninger, har Højholt siden baseret al sin skaben på - endog gennem sit folkelige gennembrud med Gittes monologer, sine mange morsomme og showprægede påfund, som da han under et interview med et dagblad tømte sin tekop ud af vinduet med den hensigt at ramme en solsorterede, og sit engagement som kritiker og kulturskribent på det meget lidt åndanarkistiske og overhovedet ikke elitære dagblad Jyllandsposten.

Set i det lys bliver Højholts Praksis-serie med dens 11 - i dansk, litterær sammenhæng unikke - bind et laboratorium, hvor tilværelsens underste joke, intethedens grimasser, søges indfanget gennem poetiske forsøg. Samtidig har Højholt skabt sig en ramme, hvori han kan proppe lige hvad det skal være.

Praksis 3, Den fireogtresindstyvende frokost i det grønne (1979), er 64 improvisationer over en analyse af Manets berømte maleri. Højholts blik falder på forskellige dimensioner af stoffet og motivet:

"DEN TOOGTYVENDE FROKOST I DET GRØNNE
Igen ingenting. Lang pavse. Nedslået betragter jeg naturen. Jeg vil ødelægge enhver form for trøst. Hvis jeg er nogen nytte til er det ude med mig."

"DEN SEKSOGTREDIVTE FROKOST I DET GRØNNE
Hver gang jeg ser en hundelort på gaden føler jeg mig skamfuld og foruroliget. Denne ensomme fremmede små tegn som mine onkler fordeler i byen, disse hjælpeløse gestus spredt på fortove og gågader signalerer mod skyerne: Her er noget galt! Jeg aflæser tegnene, jeg tør ikke se på nogen mens jeg går fra gade til gade: Der er bogstaveret en katastrofe i mine øjne, jeg kan mærke det. Jeg er bange. De skal ikke vide noget og de ved det alligevel. Derfor er jeg bange. Fordi det er sandt som alle ønsker var løgn. Hvis det bliver sagt er det der og det er ikke til at slippe uden om! De eneste der ikke aner uråd er hundene, den sindrige torturs løbende ofre!"

Praksis 5: Nuet druknet i latter (1983), er forskellige essays. bl.a. en kommentar til en artikel af Tor Nørretranders, "Størrelsen 1 som kvalitativ verdensmodel"

Praksis 9: Det gentagnes musik (1989)er en uhyre effektiv digtsamling, hovedsagelig med kommentarer til allerede eksisterende værker. Som denne entutiastiske øvelse med titlen Bruce Springsteen:

"Nælden luder sort i middagsstunden,
en dødsmærket bengel som kræver lys
med sommerfugle blafrende om hodet,
lyn over det modne korn, torden-roer"

Hvad i alverden er det? Svaret antydes i sidste linie: Det er en improvisation over 1. vers i den amerikanske sangers hit Thunder_Road.