Kritisk Revy, 1928 Hefte 4. Tekstversion

Findes også i en
version med facsimiler af hver side. Denne version kræver en browser, der kan håndtere frames.


| Indholdsoversigt | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy 1928, hefte 4 forside]


Kritisk Revy Hefte 4. Glædelig Jul.

1928

Oplag: 2000 Eks.

[[illustration]]

Vi rejser dette Monument over Borgmester P.J. Pedersen uanset hans Forvaltning af den socialistiske Tanke. - Dette er saaledes ikke et Angreb paa den røde Kokarde. Det gælder ogsaa mindre det fornemme Segl for Munden, som betydelige Mænd gerne forsyner sig med, oftest fordi de har Bind for Øjnene og derfor intet véd at sige! Vi foreslaar Monumentet i Erkendelse af det Minus, som ved Borgmesteren betyder i København Planlægning.

Det blev et Herrens Aar! Den 27. April vedtog Havnebestyrelsen Verdenshavnen Sydhavnen ved en Morgenpilsner.

[[slut på forsiden ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, omslaget side 2]

Til Annoncørerne!

Ved den nye Aargangs Begyndelse er det vor Mening at tage Annoncerne op til fornyet Gennemarbejde. I Almindelighed og navnlig for et Fagblad som Kritisk Revy gælder det, at Reklamen nu er kommet saa langt, at det ikke længer er den, der raaber højest, der har de bedste Chancer for at blive hørt, men den, som har noget at sige. Da vi begyndte Kritisk Revy og vedtog den Annonceplacering nederst paa Siden, som har gjort saa stor Lykke, var det netop vor Hensigt at lade den enkelte Annonce komme til sin Ret, saa Kraften og Typerne ikke skulde spildes paa at gøre Annoncen saa iøjnefaldende som mulig, men benyttes til saglige Oplysninger, som vil fange Teknikerens Interesse.

Alle Kritisk Revys Annoncer læses!

Der er derfor ikke her som i andre Blade en Konkurrence mellem Annoncørerne om, hvem der kan betale den største Annonce eller finde den mest dekorative Opsætning. Det er vor Hensigt, baade af Hensyn til Annoncøren selv og til vore Læsere, at opmuntre den Producent eller Handlende, som har noget paa Hjerte, som har en god Vare og kan bevise det ved Tal, ikke ved høje Brøl; som har Initiativ til at bringe noget nyt frem og vil forklare det for den vaagne Tekniker. Vi vil opmuntre Specialisten ved at lade ham fortælle vore Læsere netop om sin Specialitet.

Vi ønsker at fremme de gode Sider ved den frie Konkurrence, den Konkurrence, som gaar ud paa at yde det bedste Arbejde. Men vi ønsker at bremse den Side af den frie Konkurrence, der kun gaar ud paa at prale højest af sine egne Varer, og som er en Konkurrence mellem Kapital, ikke mellem menneskelig Dygtighed. Derfor koster alle Annoncer her i Bladet lige meget, og de er alle lige godt placeret. Modsat Architekten, hvor de alle er lige daarlig placeret.

Men at vore Annoncer læses, vil ikke sige, at de alle gør samme Virkning.

Den Mand, som averterer:

A. Hansen.

Cement, Søm, Traad, Mursten, Profilstaal, Asbestcementplader.
Bedst, billigst, hurtigste Levering.
Nørrebrogade 234, Tlf. 2345 og 3579 o. s. v.

faar ikke noget ud af sin Annonce - bortset fra den Ære, det er for begge Parter, at han viser sit Navn i vore Spalter. Hvis han derimod kunde bevise, at hans Søm var bedre galvaniserede end sædvanlig, saa Galvaniseringen holdt mere end et halvt Aar (som nu er det sædvanlige!), saa vilde han gøre Regning paa Teknikerens Interesse, navnlig hvis han ledsagede sin Annonce med en Forklaring af Fremgangsmaaden ved denne særlige Galvanisering.

Eller hvis han lod sine Asbestcementplader undersøge paa Statsprøveanstalten for Brud, Varmegennemgang, Vandgennemtrængelighed og Ild, og lod disse Resultater fremkomme i Annoncen, saa vilde den naa frem til de rigtige Mennesker. Man maa huske, at vore Læsere fortrinsvis er Arkitekter og Ingeniører.

Kære Annoncører.

De har sikkert alle hver især en eller anden lille Specialitet.

De er maaske Smed og laver bl. a. Markiser. Ledsag Deres Annonce med en Tegning af, hvorledes denne Markise virker.

De har maaske en Klichéanstalt og har faaet nogle nye Mønsterraster hjem, som hidtil ikke er anvendt herhjemme. Fortæl om dem. Hvorledes De kan fremstille en blød Aviskliché uden Autoklicheens Fare for at blive udtværet.

Den, som ikke paa et eller andet Omraade er Specialist og Nr. 1, bør man ikke handle med!

De har maaske et nyt, varmeisolerende Materiale. Forklar det med faktiske Oplysninger og Anvisning paa, hvorledes det benyttes (husk, Arkitekter er dovne!). Men anbefal det ikke som det Middel, der baade hjælper for Gigt, Ligtorne og træg Afføring.

Gør Annoncerne til den interessanteste Del af Bladet. Der er Plads til megen Tekst i Annoncen, og det er ikke Typernes Størrelse, det kommer an paa. Vi er Dem med Glæde behjælpelig med Udformning af Tekst og Opsætning af Annoncen!

En saadan oplysende Annonce vil klæde Dem selv og Kritisk Revy betydeligt bedre end den sædvanlige repræsentative og dekorative Præsentation af Deres smukke Navn!

Kaere Læsere! Følg De saa med i Annoncerne fra næste Aars Begyndelse.

--------
Med dette Hefte slutter Kritisk Revys 3. Aargang.


[[slut på omslaget side 2 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 1]

De er et sandhedskærligt og utendentiøst Menneske, som hader Overdrivelser, Ensidighed og Paradokser, og De tror derfor kun at møde Sandheden, naar der intet sker, naar man snakker Dem efter Munden eller siger selvfølgelige Ting. De plejer at gardere Dem ved Hjælp af Deres sunde Fornuft, og i Teatret til »Storken« synes De nok, at det er godt, men det er saa tendentiøst. Kun naar Forfatterinden falder ud mod Skatterne, slaar De Dem paa Laarene og er sikker paa at staa overfor Sandhedens ædle Metal, skønt Sandheden maaske er den, at Skatterne er for lave. Lad nu vær og protester, før De har tænkt Sagen tilbunds. De er fuld af Autoritetstro overfor ligegyldige Sager, eller naar man lefler for Deres Forhaandsanskuelser - saa er der aldrig Tale om Tendens. De gaar gladelig fra Kirkegang til Operette uden at observere, at begge Forestillinger er tyk Agitation for alt forældet og værdiIøst i det nuværende Samfund. De troede paa Privatbankens 76 Millioner - lad bare vær - det gjorde vi ogsaa, for der stod jo uangribelige og dygtige Mænd bag, lige til de viste deres Angribelighed og Udygtighed. De tænker ved Dem selv, at den nye Dobbeltscene nok ikke er saa daarlig, som den gøres til.- Den er jo gennemarbejdet af Fagmænd, som først vil blive afsløret, naar Bygningen gennem Aar har vist sin Ubrugelighed. De tror ogsaa, at selvom den Iyder nok saa besnærende al den Kritik af Havn og Broer, saa maa dog Borgmester P. J. Pedersen ikke være helt uvidende om dette vigtige Spørgsmaal for Byens Fremtid. De véd i Deres blinde Autoritetstro ikke, at Manden er blank som et Spejl paa Byplanlægningens Omraade. Sandsynligvis vil De kunne sætte ham til Vægs.

Selv Tavsheden er tendentiøs, og Deres Autoritetstro og manglende kritiske Sans er en Hindring for det Fremskridt, som vi tror blindt paa uden derfor at tro blindt paa Fremtiden. Troen paa Fremskridtet indeholder ganske vist en sikker Forvisning om, at Nutiden ikke er, som den bør være, og at Menneskehedens Vel kunde røgtes anderledes og bedre end idag. Men i Kampen for Fremskridtet er intet indeholdt om en Tro paa Fremtiden, for den maa afhænge af, om det værdifulde sejrer. De er heller ikke en konservativ Mand, der tror, at Nutiden er fejlfri eller bedre end nogen anden Tid. Kun hvergang De dømmer hastigt og kommer til et selvfølgeligt Resultat, gaar De Dumhedens og Overleveringens Ærinde mod det ny og bedre. At det bedre nødvendigvis maa være noget nyt, betyder ikke omvendt, at det ny nsbdven-digvis bliver noget bedre, men naar De hastigt støtter Dem til Argumenter, De ikke selv har gennemtænkt, men blot har hørt gentaget gennem Presse, Teater og Venner, saa er De en Fjende ikke alene af Fremtiden - hvilket er meningsløst - men ogsaa af Fremskridtet, hvilket er umoralsk. Livet og Samfundet er i sig selv konservativt, og der kræves intet Talent for at fremstille gamle Standpunkter bestikkende. Alt Talent maa samles om samfundsnedbrydende Arbejde.

At se frisk er det vanskeligste af alt. De kender ikke noget som helst til offentlige Personer eller Forhold, men kun et karikeret Kontrafej deraf. Aviserne lever af at bekræfte den Opfattelse, De havde i Forvejen, og som var forkert om Thit Jensen, Forbudet i Amerika, Josephine Baker og Kellogg-Pagten. Forvanskningen af Livets fattige Kendsgerninger, saaledes at de nøje dækker Deres forkerte Forhaandsopfattelse, kaldes 100 Procents Bladstof, og det tror De aldrig er tendentiøst. Det sluger De raat. De skal derfor paa Forhaand vente, at det, som glider glat ned, er Løgn, og det, De vægrer Dem ved at tro, er Sandhed. Gør De det, har De allerede med Klogskab foretaget den ffrste grove Sortering af Stoffet.
Hvis De siger, at Løgnen gør sin Nytte, og at det ikke kan gaa an at nedbryde alt, saa modbeviser Historien Dem. Mennesket kan leve aldeles uden Illusioners og det vokser moralsk derved.


KRITISK REVY
Udkommer 4 Gange aarlig.
- Oplag 2000 Ekspl. Næste Hefte kommer i Aar. Faas gennem Boghandlerne, Postvæsnet og Eksp. - Koster 10 Kr. aarlig. Enkelthefte 3 Kroner. - 1. Aargang 50 Kr., 2. Aargang 10 Kr., 3. Aargang 10 Kr. Adressen paa Redaktion og Ekspeditioin er: Sundvænget 47, Charl. Telefon: Helrup 2686. Postgirokonto: 1307. Annonceeksp. samme Sted.

[[slut på side 1 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 2]

Til nordiske Teknikere i Udlandet.

Paa Opfordring af Arkitekt Thyge Hvass, som vil være mange af Dem bekendt gennem hans Arbejde rundt om i Verden med danske Udstillinger, fremsender vi dette Hefte til Dem.

Det er Hensigten dermed at skabe en Forbindelse mellem Norden og Udlandet paa det tekniske Omraade, og vi tænker os, at det først og fremmest skal være til Gavn for de unge, som søger ud, men som har vanskeligt ved at finde de rette Vilkaar. Kritisk Revy vil da bringe Forespørgsler fra unge Teknikere om Stillinger i Udlandet i det Haab, at de skandinaviske Ingeniører og Arkitekter, som sidder i ledende Stillinger eller selvstændig Virksomhed rundt omkring, vil overtænke at give Ungdommen en Chance. Naturligvis bringer vi med endnu større Glæde Meddelelser fra Udlandet om Pladser for unge Skandinaver.

Hvor meget eller lidt, der kan komme ud af dette, ved vi ikke. Det er et Forsøg, som i hvert Fald aldrig kan falde ud til Skade for nogen god Sag, og vi vil sætte meget ind paa, at det skal tykkes. Vi tænker os ogsaa, at Forbindelsen med Udlandets Teknikere skulde føre til Meddelelser om tekniske Forhold, som vi kan lære af, og endelig kunde Kritisk Revy give Indtryk af Sagernes Gang her. Vi tvivler ikke om, at Udlandet kan lære af Nordens Forhold, baade hvad man bør tilstræbe, og hvad man skal undgaa, og vi beder de i fremmede Lande bosatte Teknikere om at se bort fra det umiddelbare provinsielle Indtryk, som Kritisk Revy formentlig har fælles med dansk Presse i Almindelighed, naar man ser den udefra. Det vil da blive Dem muligt at trænge ind til vor Stilling til de almindelige internationale Problemer. Og endelig vil jo netop Artikler fra Udlandets tekniske Verden bedre end noget andet bidrage til at give Bladet den internationale Orientering, som det ellers er saa vanskeligt at opnaa.

Med det praktiske og forretningsmæssige forholder det sig saaledes: Alle Annoncer og Efterlysninger mellem Teknikere i Ind- og Udland optages gratis. Vi forbeholder os Medbestemmelsesret over saavel Plads som Form paa disse Meddelelser, ligesom vi bestemmer, hvorvidt Parterne kan bringes i Forbindelse blot gennem Korrespondance over Redaktionen - Sundvænget, Charlottenlund, Danmark - , eller om vi anser det for praktisk eller af almen Interesse at bringe Meddelelse i Bladet.

Kritisk Revy tilsendes samtlige Teknikere i Udlandet, hvis Adresse, vi har kunnet opspore, indtil Nytaar 1930. Til den Tid sender vi en Regning for Abonnement for Aaret 1929 Kr: 10 uden Tillæg af Porto. De, som ikke finder Ideen om dette Samvirke god, kan da undlade at betale og slettes dermed af Abonnementet. Ingen Tekniker i Udlandet paatager sig derfor nogen økonomisk Forpligtelse ved at modtage Bladet indtil 1930. Til den Tid vil vi saa af Tilslutningen kunne se, om Ideen er slaaet an.

Det har ikke været os muligt at opspore andet end Adresser paa danske Teknikere, og naturligvis ikke engang paa dem alle. Vi beder derfor de interesserede om at henlede andres Opmærksomhed - ogsaa svenske, norske, finske og islandske Teknikere beskæftiget i Udlandet, saaledes at vi modtager Adresser paa alle, der kan have Interesse af Sagen.

Artiklerne fra Udlandet optages ogsaa gratis - i den præcise Forstand, at Kritisk Revy som sædvanlig ikke giver Honorar. Men de Teknikere, som faar Artikler optaget (ikke Annoncer), er for det Aar Friabonnenter.

Da vore nye, udenlandske Medarbejdere staar frit med Hensyn til, hvad de vil skrive, og om de vil skrive, maa vi ogsaa forbeholde os Frihed med, hvad vi vil trykke. Og vi retter i Manuskripterne - dog naturligvis kun skønsomt og under Ansvar.

I Haabet om et frugtbart Samarbejde er vi

[Kritisk Revy]

[[slut på side 2 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 3]


Aldeles uden Skrupler og i fuld Bevidsthed om Ansvaret offentliggør vi nedenstaaende private Dokument, som er kommet os i Hænde. Hvis Spørgsmaalet, det angik, var af privat Karakter, vilde fri hverken have eller tage denne Ret, men hidtil har denne Sag kunnet følges af Offentligheden, og det vilde derfor være urigtigt, om den sidste Fase forblev privat.

At rippe op i de forskellige Episoder er unødvendigt. Rette vedkommende kender dem. Kun skal det huskes, at Naturfreds-foreningen rejste Sagen mod en hidtil ikke alene uplettet men højt agtet Tekniker, Kommunegartner G. N. Brandt, Danmarks betydeligste Havearkitekt og en Embedsmand, der har gjort et stort og forstandigt Arbejde for at bevare Skovdistrikterne i Gentofte Kommune. At Naturfredsforeningen og dens Mand, Arkitekt Dyggve, har skadet og nedbrudt Gartner Brandts Autoritet, Arbejdsevne og Virksomhed, er givet, og om hans Gang til sin Organisation, som ogsaa var Arkitekt Dyggves, handler nedenstaaende.

Det er gentaget her saa ofte, at Naturfredsforeningens ypper-ligt arangerede Presseforbindelser er et farligt Vaaben i ukyndige og talentløse Folks Hænder, og i denne Sag er det benyttet til en konstant Tilsvining af Fjenden -ikke saadan, at Naturtredsforeningens Folk lægger Bryst til og selv med Havns Underskrift staar til Ansvar, men altid saadan, at Foreningen informerer Pressen underhaanden, og Journalisten i god Tro fører Angrebet i Bladets Navn. Det er en utilgivelig Metode i offentlig Kamp, og denne Sag er et udmærket Bevis for, hvor haabløst det et for en Mand at skaffe sig Æresoprejsning for saadant Snigløb.

For Akademisk Arkitektforening er Sagen yderst alvorlig. Vi ved, at Foreningen med fuldt Sving kan tage sig af sine Medlemmers Sager, naar Talen er om at angribe udenforstaaende (Teknologisk Institut, Bunch), men lige saa valen bliver Kaardeføringen, hvis en Sags fulde Oplysning kan afsløre et Medlem. (Valdemar Smidt, Henning Hansen, Ejnar Dyggve).

Lad det være et Haab, at Gartner Brandts Udmeldelse, som langt fra er den første i disse Aar, maa efterfølges af saa mange, at Akademisk Arkitektforening reorganiseres paa moderne Grundiag. Der
er altid Brug for saglige og hæderlige Organisationer.


kopi.

Ordrup, den 4. December 1928.

Til Akademisk Architektforening.

Med nærværende udmelder jeg mig af Foreningen, idet jeg af Hensyn til de Architekter, der for ti Aar siden ærede mig med Optagelse, finder mig foranlediget til at fremsætte nedenstaaende Begrundelse.

Jeg havde aldrig tænkt eller udtalt noget nedsættende om Architekt Dyggve og anede heller ikke, at han havde Andel i nogle Servitutter, da jeg i et Foredrag for tre Aar siden kritiserede disse haardt, men dog kun som rent akademisk Eksempel, uden at stedfæste dem eller nævne hans eller andres Navne. I den Anledning stemplede han i Pressens Nærværelse mine Bestræbelser for at redde noget Skov i mit Naboskab som en »Forbrydelse«.

Dette Angreb førte han videre i Deres Blad Nr. 50 - 51 1926, hvor han fik Lov at beskylde mig for embedsmæssig Dobbeltstilling for Affattelse af Snigparagraffer, for at gaa Privatspekulationens Ærinde, for at have solgt min Elskede, for at handle trods fuld Forstaaelse, for bevidst at planlægge noget ulovligt o. s. v., for slet ikke at tale om saa uskyldige Smaating som at begaa Forbrydelse mod Skovnaturen, give umulige Raad o. 1.

Den Censurerede Optagelse af dette Stof var redaktionelt ganske uforsvarlig og næppe efter Redaktionens Smag, særlig da kun Seriefremstillingen

[[slut på side 3 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 4]

af ubeføjede, men juridisk fuldvægtige Injurier var læseværdig mens den vidtIøftige Afhandling var ganske uden faglig Interesse. Den havde da heller aldrig kunnet finde Optagelse andet Steds, og i de mange Aargange af deres fine Tidsskrift er den da heldigvis ogsaa ganske enestaaende, saavel fra Formens som fra Indholdsløshedens Side.

Skønt jeg havde sikret mig paalidelig juridisk Udtalelse for, at Dyggve ved almindelig Søgsmaal vilde blive dømt »med Piber og Trommer«, valgte jeg det kollegiale Forum, idet jeg ræsonnerede som saa: Naar nu engang Injurierne var optaget, saa vil Foreningen naturligvis gerne have Lejlighed til at rehabilitere et Medlem og bidrage til hurtigt at klare den Konfusion, som dens eget Blad er Skyld i. Desuden ansaa jeg (og Professor Thomsen) Voldgift for den pæneste Fremgangsmaade og - hvad der jo for mig var det vigtigste - ogsaa den hurtigste. Der staar jo nemlig saa smukt i Reglerne, at Udsættelse, endda kun af Hensyn til nye Oplysninger, kun maa gives een Gang og højst fjorten Dage. Jeg skulde imidlertid paa alle Punkter blive belært om, at jeg tog fejl af Foreningen.

Trods Kendskab til Parternes store Interesse i henholdsvis Forhaling og Fremme, trods den tydelige Mening med Voldgiftsreglerne, og trods mine Forestillinger, fik Dyggve stadige Udsættelser, snart paa Grund af Rejse, snart paa Grund af uhjemlede Kompetencespørgsmaal - ja, endog i maanedsvis, blot fordi hans Sagfører var optaget (!), saaledes at der gik et halvt Aar, før Proceduren kunde begynde. I Haab om at spare Tid gik jeg ved første og eneste Møde ind paa det Forlig (Ugehefte 35 1927), der nu er bortfaldet.

Til min Skuffelse fulgte det nedsatte Undersøgelsesudvalg troligt i Voldgiftens Spor og støttede Dyggve med andre seks Maaneders regulært Smøl, i Ly af hvilket Artiklens onde Sæd bar rig Høst af Presseangreb paa mig.

Takket være Foreningens tendentiøse Passivitet, mistede jeg i dette Aar al Udsigt til en effektiv moralsk og faglig Oprejsning overfor Offentligheden. Hvis ikke Architekterne Eiler Rasmussen og Poul Henningsen ved given Lejlighed havde taget til Orde, vilde Artiklens Indhold have staaet offentligt ganske uimodsagt, hvorfor man vil forstaa, at jeg nærer dyb Taknemmelighed overfor de to Herrers Optræden, særlig set paa Baggrund af Foreningens og de tidligere Venners Holdning. Da Udtalelsen over et Aar efter Klagens Indgivelse kom (Ugehefte 9 1928), viste den sig at være et, i en selvfølende-vel-menende Tone fremført Forsøg paa, at dele Sol og Vind lige mellem Ret og Uret, en Bestræbelse der kun kunde gaa ud over mig. Nu da Forliget er brudt, kan jeg tillade mig at kritisere Udtalelsen, og jeg beklager mig da over, at man for at sprede Halm, hvor Dyggve maatte falde, langer ud efter mig, ikke med klare Ord, der kan imødegaas, men ved at fremtvinge modsætningsvise Slutninger, der kan fragaas. Ved den saakaldte »anden« Plan var Grundstørrelsen forud fastsat af andre og jeg har dérfor Ret til at beklage mig over, at den ringe Grundstørrelse af Udvalget omtales som noget, der kunde lægges mit Arbejde til Last, idet dette er en Vildførelse af Læserne i Dyggves Favør. Og den uddybes og faar et troværdigere Udseende ved den Tilføjelse, at jeg »selv erkender« min Plans Mangler, hvilket sidste er ganske stridende mod Sandheden. Disse angribelige Paastande har imidlertid gjort deres Virkning, fordi de offentlig fremsattes med de fem Herres og Foreningens Autoritet, og fordi der paa den Maade blev skaffet Dyggves Artikel et fagligt Grundlag, som den i Virkeligheden aldrig har haft. Han var reddet, og hans Venner kunde uden Fare skrive: Saa I, hvor vi stod os! Fordi Foreningen havde sørget for, at han lydløst og ret ubemærket gled ned i Halmen, der imidlertid var betalt med mit gode Navn og Rygte.

Da Naturfrederaarbogen saa kom, uden at Forliget var indrykket deri, og Dyggve følgelig havde brudt dette, henvendte Jeg mig til Bestyrelsen, og bad

[[slut på side 4 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 5]

den pænt om at erindre Dyggve om at holde sit Ord. Jeg mente, at Akademisk Architektforening havde Pretentioner som Gentlemen Klub, og at man for omgaaende at bringe Sagen i Orden, blot behøvede at hviske Dyggve noget i Øret om Betingelserne for at være Medlem. Men Bestyrelsen var øjensynlig af en anden Mening og søgte overfor mig at hævde, at Forligsbruddet var en beklagelig Ekspeditionsfejl. Jeg maa dertil svare: Enten havde Dyggve saaledes som jeg mener, Pligten til at tvinge Naturfredningsforeningen til at offentliggøre Forliget. I saa Fald har Bestyrelsen med velberaad Hu undladt at kræve det under Foreningens Ansvar indgaaede Forlig respekteret. Eller ogsaa havde Dyggve som Bestyrelsen synes at mene, ikke paataget sig noget i saa Henseende, saaledes at Pligten har ligget andet og mig ukendt Sted. I sidste Fald har Forliget været Bluff og Film fra første Færd og jeg har været til Nar for de Herrer allerede da, en Mulighed jeg ikke tør afvise.

Naar man ikke vil støde nogen, men alligevel gerne vil agere, saa fægter man i Luften. Naar man ikke vil henvende sig til Dyggve og heller ikke give mig ren Besked derom, saa opfører man for at trøste og opmuntre mig en lille dramatisk Spøg.

Vel vidende, at Undersøgelsesudvalget aldrig har paataget sig at fremtvinge Offentliggørelsen hos Naturfredningsforeningen og heller aldrig være i Stand dertil, ja, Udvalget eksisterede end ikke, da Forpligtelsen blev indgaaet, vel vidende dette skriver Bestyrelsen (14/7-28) til mig, at naar Offentliggørelsen ikke har fundet Sted, saa er det Udvalgets Fejl. Samtidig skriver man til Struckmann, og henstiller indtrængende til hans Finfølelse at tage sig af mig, og for min Skyld sætte sin Forening (der absolut ingen Interesser eller Forpligtelser har vedrørende Offentliggørelsen) i de betydelige Udgifter til Udsendelse af et Tillægsblad til sine Tusinder af Medlemmer. Naturfrederne svarede selvfølgelig med et bredt Grin, som A. A.'s Bestyrelse derpaa højtideligt overrækker mig med et Par venlige Ord, for hvilke jeg takker. Jeg maa indrømme, at det har virket opmuntrende at læse denne Korrespondance om mit Velfærd, som i de mest stilfulde Vendinger er ført mellem de to lige velmenende og lige værdige Bestyrelser.

Det er for mig betegnende for de Anskuelser, der hersker om den kollegiale Diciplin indenfor Akademisk Architektforening, at den tager sig af en Klage som denne over Dyggves Artikel og i lange Tider arbejder dermed, uden at dette indbringer Forfatteren blot en Antydning af en Bebrejdelse, endsige da noget Skaar i Prestige. Tværtom, for det Tilfælde, at han trods al Omhu alligevel skulde have stødt sig lidt, saa pusler Bestyrelsen nu særligt ømt om ham. Den greb saaledes det rette psykologiske øjeblik til at glæde ham, ved at nominere ham til sin Kandidat til Kunstnersamfundets Jury, og gav ham derved over for Foreningens Medlemmer det Vidnesbyrd, at netop han er i Besiddelse af den Retfærdighed, det sunde omdømme og den Sindets Ligevægt, som kræves af Medlemmet af en Jury - hvis denne da ikke ogsaa er Humbug.

Bestyrelsen skriver venligt til mig, at der gentagne Gange i denne Sag er sket »Ting«, hvorover jeg med fuld Ret kan føle mig stødt. Heri holder jeg med Bestyrelsen, og jeg mener endvidere, at den smukke Ensrettethed og indbyrdes harmoniske sammenhæng af disse
»Ting« ikke er til at tage fejl af, hvorfor jeg finder det mest korrekt, at trække mig tilbage og overlade Artiklens Forfatter uforstyrret at sole sig i Foreningens og Bestyrelsens forøgede Tillid.

Ærbødigst

G N Brandt.

________

Der findes baade skyldige og uskyldige Hensyn.


[[slut på side 5 ]]


Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 6]

Nytaarsønsker.

Det gamle Peter Lieps, der brændte !
Det brænder nok igen for tredje Gang,
for Straatag staar saa skønt til Skovens Hang.
Saa nu véd Værten. hvad han har i Vente.

Men vores vidt berømte Pulterkammer,
hvor stille Dyssenisser er paa Spil
og støver Landets Fortid af og til -
hvad om det holdt sit Ord og gik i Flammer?

Hvis gamle Grundtvigs sure, smukt omvendte,
tredelte Skæg med Fuglereder i,
et Mæle over baglæns Føleri,
hvis det nu altsaa ganske stille brændte?

Hvis Stadens skønne klassiske Arrest
nu holdt sin velfortjente Afskedsfest,
saa fik vi møget Kunst- og Duemøget ud,
og C. F. Hansens hovne Aand blev røget ud?

Nu er det ingen Risiko at være Præst -
der var engang, da Baalet var en Fest.
Tænk alle frie Prækener med Modeslang
og øverst Hr. Ricard! - Det brugte man engang.

Vist saa, de svandt, de Satans Barndomsdage,
og blindt vi elsker alt, som smuldrer hen!
En sød, men falsk Erindring er tilbage -
Oh! lad os ogsaa ta og brænde den!

Lad brænde alt, hvad der er smukt og sødt og skønt!
og rødt og hvidt og lyseblaat og lysegrønt!
og Xylofon og Solnedgang og Damesang!
og Guds Natur og Rundetaarn og Dannevang!


[[slut på side 6 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 7]


[[helsidesillustration]]

[[slut på side 7 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 8]


By og Bolig. Et Kulturproblem.

Af Hartvig Frisch.

Byen forholder sig til Boligen som Koraldyrene til Koralrevet; det er vist nok almindeligt, at man betragter Husene og Gaderne som den egentlige By, hvad der ogsaa kan være ganske praktisk, men dybere set er det ikke rigtigt. Byen er Menneskene; Betingelserne for dens Vækst og Liv er en Række men-neskelige Behov, hvis Tilfredsstillelse nødvendiggør Sammenhobningen af mange Hænder eller mange Hjerner paa en forholdsvis begrænset Plads. At fremstille eller befordre Varer til det omliggende Land er den væsentlige Side af denne Virksomhed, men dertil kommer saa ved Arbejdsdeling Tilfreds- stillelsen af selve Borgernes Behov, som kan antage et saadant Omfang, at det kan se ud, som om Byen lever af sig selv, hvilket naturligvis er en Misforstaaelse. At det er Landet, der opretholder Byerne, har man set ved den antike Kulturs Sammenbrud; ved Overgangen til Naturaløkonomi paa Landet tørrede Byernes Livskilde ud; først svandt Indbyggerantallet ind, derefter forfaldt Husene, og tilsidst sad Baronerne som Rovfugle paa Ruinerne.

Husene er altsaa ikke den egentlige By. Hvis Mennesket som Sneglen havde sit Hus paa Ryggen, vilde der ikke være noget Boligproblem, men et meget alvorligt Trafik- og Stadeproblem, for der vilde alligevel danne sig store Byer. Noget i den Retning møder man jo forresten blandt Nomadefolk, som bor i Telte eller Vogne og samles ved store; aarlige Markeder. Men det er en Sag for sig; ved Overgangen til Agerdyrkning og fast Bosiddelse ændres overalt Boligvanerne i Retning af fastmurede eller fasttømrede Huse. Mennesket bliver et Koraldyr, som enten maa bygge sig en Skal eller krybe ind et Sted, hvor en saadan forefindes, selvom det saa kun er et Lysthus eller en Jernbanevogn; som Sprogbrugen har det, simpelt og lige til: Tag over Hovedet!

Det er værd at gøre opmærksom paa, at det ikke er selve den menneskelige Natur som saadan, der nødvendiggør faste Bygninger; det er en Ændring i Boligvanerne, altsaa i Kulturen, der fremkalder dette Behov. Naar Behovet een Gang er givet, er det et sociologisk Faktum, som man maa regne med som en Nødvendighed. Der er ingen afstukne Grænser for, hvilke Ændringer Behovet kan undergaa. Den Bolig, en atheniensisk Borger paa Perikles' Tid har følt sig tilfreds med, vilde en Arbejdsmand i vore Dage vrage som ubeboelig, og begge har Ret: det er Boligvanerne, der er blevet andre. Tag over Hovedet gør det ikke længer, hvis der ikke ogsaa er W. C. og elektrisk Lys.

Af alle Behov, Mennesker har udviklet sig til, er den faste Bolig det dyreste. Men blandt alle Brugsgenstande er Huset til Gengæld varigst. Paa dette Forhold mellem Anskaffelsespris og Varighed har Boligproblemet beroet alle Dage, saalænge der har været Byer til. Naar Grunden, Materialerne og Arbejds-kraften, der udkræves til at bygge et Hus netop dér, hvor det skal ligge for at tjene sit Formaal, overstiger en Families Indtægt - fraregnet Føden - for et Aar, saa er vedkommende i en Tvangssituation. Nybyggeren, der tømrer sit Hus i Skovens Nærhed, kender ikke dette Problem; den ældre danske Bonde, der havde Ler, Gavntømmer og Rør lige at tage til og kun et ringe Behov at tilfredsstille, har heller ikke mærket denne Tvang. Men i Byerne, hvor Sammenhobningen, Transportforholdene og Arbejdsdelingen skaber et Grundejermonopol og fordyrer Materialerne og Arbejdskraften, er Boligens Tilvejebringelse ikke enhver Mands Sag.

Boligens Finansiering bliver saaledes en Vanskelighed, som den store Part af Bybefolkningen ikke kan overkomme. Privatejendomsrettens Ulighedstendens gør sig gældende, og ved Siden af Selvejeren, der bor i eget Hus, dukker Lejeren frem. Grundprisernes Stigning driver Bygningerne i Vejret, og Lejekasernen bliver Menigmands Bolig.

[[slut på side 8 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 9]

I Oldtidens Storbyer som Alexandria, Antiokia og navnlig Rom genfinder man de samme Elementer som i vor Tids store Byer: ved Siden af de offentlige Bygninger til statslig Brug og kultiske Formaal finder man Enkeltboliger for de rige og seks til syv Etager høje Kareer for de fattige. Lejeafgiften var saa høj, at vi hører om en ægyptisk Prins, der maa tage til Takke med at leje sig ind paa tredje Sal, og efter Borgerkrigen, da Cæsar maatte gaa til en Huslejeregulering, opgøres Forholdet mellem Huslejen i Rom og de andre italienske Byer som fire til een*). Om offentligt Boligbyggeri taler Kilderne ikke, derimod i høj Grad om Privatkapitalens Spekulation i slette Bygninger. Sammenstyrtningen af Lejehuse var ved Siden af lldebrande en idelig Plage for Befolkningen, som paa Højdepunktet ansættes til mellem I og 2 Millioner.

Hovedaarsagen til disse Skader var i Rom den store Ulighed i Besiddelsen i Forbindelse med Byens stærke Tiltrækningskraft som Følge af de offentlige Uddelinger. Men dertil kom Grundprisernes enorme Stigning, der bragte Befolkningen i Lommerne paa Grundejerne. Saaledes har det dog ikke været i alle Oldtidens Storbyer; i Babylon f. Eks. finder vi en vidtgaaende Ejendomsdeling baade af Grund og af Bygninger, og som Følge heraf var Egenbolig og Familiehus her den overvejende Boligform.

Denne Modsætning genfinder vi i Nutiden, som man vil se af en Sammenligning mellem f. Eks. England og Tyskland. I det indre London med en Befolkning paa 4,522,961 (efter Eberstadt) boede der i 1911 kun 7,89 Indbyggere i hver Ejendom, medens vi i Berlin med en Befolkning paa dengang 2 Millioner finder 75,9 Beboere pr. Ejendom. (Omtrent midt imellem laa København med 26,6 pr. Ejendom). Denne Modsætning mellem Folkene beror ikke paa tekniske eller økonomiske Aarsager, men hænger udelukkende sammen med visse fremherskende Boligvaner, er altsaa af sociologisk Natur. Paa den ene Side staar England, Nordamerika og den største Del af Nederlandene og Belgien med en stærk Forkærlighed for Egenboligen; paa den anden Side findes Tyskland, østrig og Frankrig samt Hovedstæderne i Holland, Danmark, Sverige, Norge og en Del af New York.

Det er en Misforstaaelse at tro, at det høje Byggeri i særlig Grad hænger sammen med den industrielle Udvikling; det viser alene Betragtningen af de angelsaksiske Lande; ogsaa historisk er det urigtigt, da den høje Bebyggelsesform allerede findes fuldt udviklet under Enevælden. Ejendommeligt er det derimod at se, hvilken Virkning Etagebyggeriet faar paa Grundpriserne. Hos Chr. Gierløff findes der en saadan Sammenligning mellem London og Berlin.

»Med Hensyn til Grundpriserne i Berlin og London har vi to Undersøgelser at bygge paa, den ene foretaget af en Englænder, Drawridge, den anden af en Tysker, Pöhlmann. Englænderen kommer til det Resultat, at Grundpriserne i Berlin er tre til fire Gange saa høje som Prisen paa tilsvarende Grunde i det mer end dobbelt saa store og rige London. Og Tyskeren faar til Resultat, at Grundpriserne i tyske Byer (Berlin taget med) gennemgaaende er 8 til 10 Gange højere end for tilsvarende Grunde i engelske Byer med omtrent samme Indbyggertal. Den samlede Grundværdi er for Berlin beregnet til 7 Milliarder Mark (2333 Mk. pr. Indbygger), for London til I Milliard 270 Mill. (d. v. s. 181 Mk. pr. Indbygger). Og dog er der i London 7 Millioner Indbyggere mod i Berlin 3 Mill.«

Vanskeligt at faa Overblik over er Forholdet mellem Grundpriser og Leje-

________
*) Cæsars Regulering i Aaret 49 efter Sejren over Pompeius gik ud paa Fritagelse for eet Aars Leje for alle Lejligheder med en Leje under for Rom 2000 og for Provinsbyerne 500 Sestertier, d. v. s. henholdsvis ca. 350 Kr. og ca. 90 Kr. aarlig Leje.

Herom skriver Cicero, som var en typisk Grundejerrepræsentant, efter Cæsars Død: »Som Sejerherre har han gennemført de Hensigter, han allerede havde næret i 63 som Catilinas Tilhænger, skønt han selv ikke mere havde personlig Interesse deraf-saa stor var hos ham Lysten til at skeje ud, at selve Udskejelsen morede ham, selv om der ikke var nogen Anledning dertil.«

[[slut på side 9 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 10]


afgifter. Spørgsmaalet, som maa stilles, lyder: »Er det Stigningen i Grundpriserne, som bevirker Stigningen i Lejen, eller er det omvendt Stigningen i Lejen, som driver Grundpriserne i Vejret?«
Sammenhængen udredes paa følgende Maade af Max Koska:

»Paa Grundlag af mine Erfaringer slutter jeg mig til dem, som tilskriver den ejendommelige Maade, hvorpaa Grundpriserne dannes, Hovedindflydelsen (paa Lejeafgiftens Størrelse) mere end Byggeomkostningerne. Køberen af Byggegrunden og Bygherren kan kun klare sig, hvis han virkelig opnaar de høje Lejesummer, der er forudsat i Projektet. Saaledes fremkommer en skæbnesvanger Vekselvirkning: Lejen afhænger i sidste Instans af Grundprisen. Den blotte Mulighed for en Lejeforhøjelse driver umiddelbart Grundpriserne i Vejret, og den forhøjede Grundpris bevirker atter med Nødvendighed en Forhøjelse af Lejen.«

Med den forhøjede Leje følger atter den yderste Udnyttelse af Grunden ved Etagebyggeriet; det synes et Kredsløb uden Ende.

Det vil efter dette være: klart, at man ikke kan give Industrialismen Skylden for Fastlandsbyernes Boligforhold; tværtimod har hele denne Periode med Teknikens stærke Udvikling betydet et overordentligt Fremskridt i alt, hvad der angaar Byens Forsyning med Vand, Gas og Elektricitet, Kloakering, Trafikering, Gadenettets Forbedring o. s. v.; og netop i de nyeste Industribyer har Udviklingen taget særlig Fart i denne Retning.

Naar der alligevel i det 19. Aarh. er begaaet saa store Synder paa Boligbyggeriets Omraade, naar den store Befolkning er blevet stuvet sammen i store, usunde Kaserner med stinkende Baggaarde, naar Mangelen paa ordentlige Boliger til Tider har tilspidset sig i en akut Bolignød med Tusinder husvilde Familier, saa er Forklaringen udelukkende at søge i økonomiske og sociale Aarsager. Tekniken eller Industrikulturen skal ikke have Skylden.

Da Frikonkurrence og Stordrift d. v. s. Kapitalismen i Begyndelsen af forrige Aarhundrede for Alvor brød igennem, blev Boligbyggeriet et af de Felter, hvor den private Spekulation straks fandt Indpas, dels som Grundspekulation; hvad der med Befolkningens enorme Vækst gav en sikker Indtægt, dels som Byggespekulation, som dog var mere risikabel som Følge af Konkurrencen og de uberegnelige Ændringer i Konjunkturerne og Trafikvæsenet.

Hvad man end ellers vil sige om Fordele ved Privatkapitalens Spekulationsbyggeri, saa er een Ting uimodsigelig: Saa længe Frikonkurrencen endnu laa i sin vilde Fase, blev alle de Boliger, der opførtes for den ubemidlede Befolkning ikke blot hæslige og trange, men solforladte, usunde og blottede for de simpleste Bekvemmeligheder.

Lejekasernen trænger først frem i Tyskland i Midten af det 19. Aarhundrede. Tyskland havde netop tidligere i fremtrædende Grad haft lav Bebyggelse ikke mindst de Trefags Enfamiliehuse, vi ogsaa kender fra den danske Provinsby.

En af Foregangsmændene for den høje Bebyggelse og for Lejekasernerne var Baurat H o b r e c h t, som i 1868 udgav en Piece »Om offentlig Sundhedspleje«.

»Vor Maade at bo paa,« skriver han heri, »staar som bekendt i en principiel Modsætning til den engelske. I en saakaldt Lejekaserne findes paa 1. Sal en Lejlighed til 500 Daler, i Stuen og paa 2. Sal henholdsvis to Lejligheder hver til 200 Daler, paa 3. Sal to Lejligheder hver til 150 D., paa 4. Sal ligeledes to à 100 D., i Kælderen, paa Loftet, i Baghuset eller desl. Steder endnu flere Lejligheder å 50 D.«

»I en engelsk By finder vi derimod i Westend eller et andet Sted udelukkende den velhavende Klasses Villaer og Enkelthuse, i andre Bydele den mindre velhavende Befolknings Huse, altid samlede efter Befolkningens økonomiske Evne, og desuden hele Kvarterer udelukkende beboet af Arbejderbefolkningen.«

En saadan Afsondring kender man ikke i Tyskland, siger Hobrecht:

»I Lejekasernen gaar Børnene fra Kælderen i Friskolen gennem den samme Hovedgang som Raadsherrens og Købmandens Sønner paa Vej til Gymnasiet. Skomagerens Wilhelm fra Mansarden og den gamle sengeliggende Fru Schultz i Baghuset, hvis Datter skaffer det nødvendige til Livets Ophold ved at sy eller lave Pynt, bliver saaledes bekendte Personligheder (!) paa 1. Sal. Snart en Tallerken Suppe til Styrkelse mod Syg-


[[slut på side 10 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 11]

dommen, snart et Klædningsstykke, snart virksom Hjælp til at opnaa Friplads i Skolen o. Ign., alt det, der er Resultatet af det venlige Forhold mellem ligeartede omend nok saa forskelligt situerede Beboere, det er en Hjælp, som øver sin forædlende Indflydelse paa Giveren (!).«

»Og mellem disse ekstreme Samfundsklasser færdes Beboerne fra 3. og 4. Sal, Samfundsklasser af den største Betydning for vort Kulturliv, Embedsmanden, Kunstneren, Videnskabsmanden, Læreren o. s. v. Blandt disse Klasser boer fremfor alt det, der aandeligt betyder noget i vort Folk. Tvunget til og tvingende sig selv til stadigt Arbejde og hyppige Savn for ikke at miste den Plads i Samfundet, de har tilkæmpet sig, eller for om muligt at forbedre den, er de ved Eksempel og Lære Forbilleder, man ikke kan vurdere højt nok, og de virker ansporende, tilskyndende og følgelig ogsaa samfunds-nyttigt - skulde det endda kun være ved deres blotte Nærværelse og stumme Eksempel (!) - paa dem, som boer i deres umiddelbare Nærhed.«

Et saadant Indlæg, som i vore Dage ikke kan offentliggøres, uden at man næsten sætter Udraabstegn og sic bag hver Sætning, er en Guldgrube for en Kulturhistoriker. Der er næppe noget Forhold, hvor Samfundets sociale Egenart afspejler sig saa klart som i Boligvæsenet. Naar saa tilmed en »Baurat« efter egen Opfattelse fuld af Velvilje siger sin uskrømtede Mening om Skomagerens Wilhelm og Købmandens Sønner og den beskedne Videnskabsmand paa 4. Sal, saa kan vi af en eneste Kaserne med Forhus og Baghus udlæse hele Førkrigstidens Tysklands sociale Kastevæsen og frastødende Stræberi, som er bedst udtrykt i Ordene: »bukke opefter, sparke nedefter«.

*

Jeg vil her, hvor Talen er om Lejekasernen, gerne indskyde et Ord om det, man kalder proletarisk Kultur. Det er jo rigtigt, at der til den proletariske Eksistens, som den udfoldede sig i Kapitalismens Ungdom, da Arbejdernes Kaar var uslest, nødvendigvis ogsaa hørte den glædeløse Tilværelse i den skumle og sure Lejekaserne. Men at denne Eksistensform derfor skulde være Idealet for Proletariatet, saa at man ikke vil kunne tænke sig en proletarisk Kultur uden i Forbindelse med Lejekaserner, er dog hen i Vejret. Tværtimod er Lejekasernen det typiske Udtryk for den kapitalistiske Kultur: de smalle, stinkende Trapper, de snævre Gaardspladser med kneben Plads til Skarnkasser og Retirader, de haabløse Et- og Toværelseslejligheder, det er altsammen kapitalistiske Kulturtræk.

Der er dog ingen, der vil paastaa, at nogen Proletar nogensinde er blevet spurgt om, hvordan han vilde bo? At han nogensinde har givet Udkast til sin eller sine Naboers Lejlighed, saa at der i disses Form udtrykker sig blot det mindste Glimt af hans Væsen eller Tankegang?


Nu ved jeg vel, at Ordet Proletar i Vesteuropa efterhaanden har faaet en Klang, som Arbejderne ikke selv vedkender sig; man vil ikke kunne tiltale en Arbejderforsamling med »Proletarer« uden at risikere at blive misforstaaet. Ordet er sunket til Bunds i det Dyb, hvoraf Proletaren i sin Tid steg frem, og betegner nu noget pjaltet og forhutlet. Men er det gaaet galt med Ordet, saa er der til Gengæld ikke det mindste i Vejen med Tingen; hele vor Kultur er med fuld Musik paa Vej til at blive proletarisk, forsaavidt de ubemidledes store Masser i stadig højere Grad presser deres Præg paa Omgivelserne: den offentlige Skole, de aabne offentlige Anlæg, de offentlige Hospitaler, Spor-vognene, Enklasseskupéerne, Filmen og Radioen er altsammen proletariske Kulturfaktorer, fordi de peger hen mod et Samfund uden Klassedeling.

Man klager saa meget over, at Arbejderne mangler proletarisk Kultur, og bebrejder dem, at de blot efterligner Borgerskabets Kultur. Det er ikke helt retfærdigt; i mange Henseender er Paavirkningen den omvendte, ja det er egentlig kun i det, der angaar de gamle overleverede Kulturvaner indenfor Kunst, Teater, Litteratur og delvis i Selskabelighed, at man savner det nye sociale Element. Men ellers? Se paa Organisationslivet, paa Kooperationen, paa Sociallovgivningen, Ægteskabsloven; Iyt til Drøftelserne om den fri Skole og Seksualdebatterne; læs om Sundhedsforanstaltningerne, Bekæmpelsen af Kønssygdommene, Tuberkulosen, Kræften og Gigten, eller se paa Sportslivets


[[slut på side 11 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 12]


Udfoldelse. Overalt møder vi her en stærk Betoning af det »sociale«; og hvad er det andet end det proletariske Kulturindslag, Massernes Tarv?

Men der er intet Felt, hvor den nye proletariske, eller man kan for mig ogsaa sige demokratiske Kultur har gjort sig stærkere gældende end i alt, hvad der vedrører Boligen. Her er Proletariatets største Indsats; her er skabt en Række nye Behov og nye Boligvaner, som med Aarene fuldkommen vil ændre Samfundslivet. Det var ikke hen i Vejret, naar Anatole France engang sagde: »Folkets Sæder formes af dets Boligforhold.« I Arbejderklassens nye Boligvaner og Boligbehov ligger Fundamentet for det nye Samfund. Ved en Samtale, jeg for nylig havde med en mindre Mester, som i mange Aar baade har købt og solgt og bygget mange Ejendomme, oplyste han, at Arbejderne i de sidste 15 Aar har vænnet sig til et dobbelt saa stort Lejlighedsareal. Da jeg tog Anledning til at udtrykke min Tilfredshed med denne Udvikling, bemærkede han: »Ja, men de kan ikke betale det.« Dertil vil jeg sige, at hvis Arbejderne skulde vente med deres Behov, til de fuldt ud kunde tilfredsstille det, vilde de aldrig være naaet videre. Kulturfremskridtet melder sig ffrst som en Ændring i Behovet; dermed skabes det Pres, som virker videre paa Økonomien og Lovgivningen.

Det hænger sammen med denne Ændring i Behovet eller, som man ogsaa siger, i Boligstandarden, at der nu saa mange Aar efter Krigen, trods et ikke ubetydeligt Nybyggeri, stadig hersker Boligknaphed her i København (i 1927 var Lejlighedsprocenten kun 1/2, Og i Følge Guinchard kan man regne med, at en Lejlighedsledighed paa over 3% betyder Byggekrise, medens en Ledighedsprocent paa under 1% betyder Bolignød). Det nytter imidlertid ikke som Poul Rasmussen gør, at regne Lejlighedsarealet ud i 1914 og nu og saa ved Sammenligning bevise, at der er Plads nok, thi derved undlader man at tage Hensyn til de ændrede Boligvaner, som er et af vort Aarhundredes største Fremskridt.
Naar Talen er om Fremskridt i Arbejdernes Boligvaner, er det værd at fremhæve, at Stødet til denne Tendens er givet ikke af det private, men af det almennyttige Byggeri. Det er Byggeselskaber, Andelsbyggeforeninger, Stiftelser, socialt interesserede Arbejdsgivere, og fremfor alt Kommune og Stat, som ved Eksemplet har hævet Byggestandarden og givet en Rettesnor, som det private Byggeri i de senere Aar har maattet følge.

Under Krigen og Valutasvingningerne, da det private Byggeri helt svigtede, var det tilmed det almennyttige Byggeri, der maatte tage hele Stødet af. Man taler nu om de Hundreder af Millioner, der er tabt ved denne Offentlighedens Indsats. Jeg ser meget vel, at Deflationen har foraarsaget store Tab, og jeg tror, Stat og Kommune bør gaa ind for en Opgørelse og Nedskrivning, hvor man tager billigt Hensyn til hvert enkelt Tilfælde.

Men derfor kan jeg ikke gaa med til at forkaste den Politik, der har været ført, og den Indsats, der er gjort. Sammenligner man med Landmandsbanktabene, tager det sig for mit Syn underligt ud, hvis Samfundet i det ene Tilfælde, hvor det drejer sig om rene Spekulationstab, uden at kny tager hele Byrden, men i det andet Tilfælde, hvor der er skabt store, samfundsnyttige Værdier, hvorigennem det danske Folk er blevet hjulpet i en Nødssituation, vil holde denne Gæld svævende over en langvarig Periode.

Der er næppe mange Beløb, der samfundsmæssigt set er blevet givet bedre ud, end hvad det Offentlige har ofret paa Boligbyggeriet i den store Krise under og efter Verdenskrigen. Der er her givet et Eksempel, som ikke vil blive glemt, og man har fra alle Sider faaet Blik for, at betryggende og hygiejniske Boligforhold for Arbejderklassen er en af Tidens største sociale Opgaver.

Det er naturligt i Forbindelse med denne social-politiske Betragtning at spørge. hvordan det staar til i det Land. hvor siden Verdenskrigen Arbejder-

[[slut på side 12 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 13]

klassen er naaet videst i politisk Magt. Hvordan staar det til med Byggeriet i Rusland? Hvilke Principer har Proletariatets diktatoriske Regering fulgt? Der findes herom interessante Oplysninger (»La Vie économique des Soviets«) fra August 1928.

Først maa der gøres opmærksom paa de Vanskeligheder, som Krigen medførte: den fuldkomne Standsning i Byggeriet efter 1915. Med Bolschevikernes Overtagelse af Magten fulgte umiddelbart Ophævelsen af den private Ejendomsret til alle større Bygninger i Byerne, medens en betydelig Del af de mindre Huse forblev i de private Ejeres Besiddelse; ialt var Forholdet mellem eksproprieret og privat Besiddelse som 1 til 1, men i de egentlige Storbyer havde Staten beslaglagt op til 90% af det bebyggede Omraade.

De frygtelige Aar 1918 til 1921, da de kontrarevolutionære Angreb fandt Sted, medførte ogsaa paa Boligvæsenets Omraade katastrofale Tilstande; mod Slutningen af Borgerkrigen var 20% af den samlede Boligmasse ødelagt, i Moskva i Perioden 1915 - 1920 endda den fulde Trediedel. Hele Kvarterer i Leningrad og Moskva var fuldkommen forfaldne; alt Træværk i Husene var hugget op til Brændsel; alt Metal af Værdi fjernet o. s. v., Rør og Ledninger ødelagt.

Med den nye økonomiske Politik - Nepsystemet - indtraadte heri en Ændring; man kan sondre mellem to Perioder: fra 21 til 24 sattes alle Kræfter ind paa Gen- opbygningen af det forfaldne; men efter 24 kommer der ogsaa Fart i Nybyggeriet, hvortil der i de tre Aar fra 24 til 27 stilledes en Kapital paa I Milliard 300 Millioner Rubel til Raadighed.

I Begyndelsen foregik Finansieringen direkte paa Statens Bekostning; men efter 1925 blev der skabt et fast Kreditsystem, og i dette Øjemed oprettedes en Centralbank for Boligbyggeri med en Grundkapital paa 250 Millioner Rubler. (Man mindes uvilkaar-ligt F. C. Boldsens Forslag herhjemme i 1918 om Oprettelse af en Boligbank med forretningsmæssig Ledelse og under offentlig Kontrol.) Under Bestræbelserne for at faa Fart i Byggeriet, nødtes Regeringen ogsaa til at rette Opmærksomheden paa Byggepriserne pr. Byggeenhed, og det viste sig, at Arbejdslønnen, maalt med Førkrigsniveauet laa 21/2 Gang højere, hvad der var væsentlig højere end i nogen anden Industrigren. (Det hænger naturligvis sammen med disse Fags saakaldte »lokale Monopol«.) Regeringen har set sig nødsaget til at tage Forholdsregler herimod og har dekreteret en Nedsættelse paa 15%; det fremgaar dog ikke af de givne Oplysninger, med hvor stort Held.

Ved Ekspropriationen af alle større Bygninger i 1918 blev Husenes Drift overladt til selve Beboerne; Lejerne blev altsaa kollektivt en Slags Ejere. Denne Opgave blev taget op af Lejerforeninger, en Ordning, der har vist sig meget anvendelig. 1 1928 fandtes der i U. R. S. S. 34,000 Lejerforeninger med mere end 1,200,000 Medlemmer, hvad der igen svarer til ca 4 1/2 Million Indbyggere, raadende over en Tredjedel af Statens eksproprierede Boligmasse; det vil sige, at omtrent en Femtedel af Ruslands Bybefolkning bor i Lejerkooperationens Lejligheder. Til Reparationer har disse Foreninger i de sidste tre Aar anvendt 170 Million Rubler.

Men ved Siden heraf findes ogsaa et betydeligt Antal kooperative Byggeforeninger, som Regeringen støtter kraftigt for at faa saa meget Byggeri i Gang som muligt; der gives langfristet Kredit til lav Rente, Takstreduktioner for Byggematerialer paa Jernbanerne o. s. v. Kun Lønarbejdere kan være Medlemmer af disse privilegerede Byggeforeninger; andre Kategorier af Befolkningen kan godt danne Byggeforeninger, men nyder ikke en saa vidtstrakt Statsstøtte. Hvert Medlem af en kooperativ Byggeforening binder sig for Værdien af den Lejlighed, som er bestemt for ham; Amortiseringen strækker sig over hele Kreditens Varighed (45 - 60 Aar). For at opnaa Krediten maa Foreningen blandt Medlemmerne hæve 10% af Byggeværdien forud. Men denne Udbetaling paalignes Medlemmerne efter en varierende Skala alt efter det enkelte Medlems økonomiske Kaar, stigende fra 4% til 25%, hvorved det tilsigtes at drage selv de lavest 1ønnede Arbejdere med ind i Byggekooperationen. (Tallene for Arbejdernes Byggeforeninger i 1928 laa saaledes, at der var 1900 Foreninger med henved 220,000 Medlemmer, repræsenterende ca. 780,000 Personer; Indskudene beløb sig til næsten 20 Mill. Rubler, og 200,000 Personer var i Løbet af de sidste Aar forsynede med Lejligheder.)

Om Forholdet mellem offentligt og privat Eje i de russiske Byer gives følgende Oplysninger: Hele Boligmassen udgøres af henimod 3 Millioner Beboelsesbygninger med et samlet Lejlighedsareal paa 200 Mill. m2, hvoraf mere end Halvdelen tilhører Staten eller Kooperationen, i de store Byer helt op til 90%. De private Ejere sidder inde med ca. 45,4% af Arealet, men 82% af selve Bygningerne, hvad der viser, at den høje Bebyggelse i store Karreer er fremherskende i de store Byer, og at det er dem, der er blevet nationaliserede.

[[slut på side 13 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 14]

For Lejeforholdet gælder i Rusland den Bestemmelse, at enhver Arbejder har Ret til automatisk at forny sin Lejekontrakt, hvilket praktisk talt betyder Uopsigelighed. Lejens Størrelse er paa en ejendommelig Maade giort afhængig af Lejerens Kategori. Saaledes betales der i Moskva pr. m2:

Arbejdere og Funktionærer 33 Kopek
Haandværkere 67 -
Aandsarbejdere 83 -
Folk. der lever af andres Arbeide 3 R 15 -

Trods alle Bestræbelser er det dog langt fra, at Rusland har tilfredsstillet alt Boligbehov, og med Henblik paa Fremtiden, saavel den industrielle Udvikling som Befolkningstilvæksten og Forbedringen af Arbejdernes Boligforhold, har Regeringen lagt et Byggeprogram for Femaaret 1928 - 32, som kræver en Kapital paa 3 Milliarder.

Denne gigantiske Sum søges rejst dels gennem Staten, dels gennem Kooperationen, men ogsaa ved den private Kapitals Medvirkning. Større Principryttere er Sovjets Ledere altsaa ikke, naar det gælder for Alvor at faa Gang i Byggeriet. Det er ikke lidt, man i Dekretet af 17. April 1928 byder de private Bygherrer:

1) at forlænge Kreditperioden lige til 70 Aar for Sten- og Cementhuse,

2) at tillade Oprettelsen af private Byggefirmaer uden Begrænsning af Tallet paa anvendte Arbejdere,

3) at fastsætte Huslejen uden Hensyn til de reglementerede Normer,

4) betydelige Skattelettelser.

Man ser altsaa, at Finansieringen af Byggeriet stiller Sovjetregeringen overfor nøjagtigt de samme Vanskeligheder, som vi kender i Vest- og Nordeuropa, og at Regeringen derovre har maattet gaa til en stærk Opmuntring af den private Kapital, endda med rigelig Plads for Spekulationsmomentet (Huslejen !) .

Det kan være af Interesse heroverfor at stille nogle Oplysninger om Boligforholdene i England, hvortil der jo allerede har været hentydet ved Omtalen af Spørgsmaalet »høj eller lav Bebyggelsen

England er det Land, der først har erkendt den mindre Boligs selvstændige Karakter og helt indstillet sin Boligpolitik paa dette sociale Maal, medens Tyskland og en Række andre Fastlandsstater, ledet af Frankrigs monumentalt-imponerende Bybebyggelse, kom ind paa et skæbnesvangert Skraaplan.

I Forbindelse med Spørgsmaalet om Finansieringen af Byggeriet i England skal lige bemærkes, at Realkreditforholdene her ligger helt anderledes end paa Fastlandet. De Kreditgivere, der særlig kommer i Betragtning er her: private Besiddere af Kapital fortrinsvis gennem Sagførere som Mellemled; de talrige building societies, som ikke maa forveksles med Andelsbyggeforeninger (det er nemlig Bankkreditselskaber) endelig Banker og Forsikrings-selskaber. En saadan Opsvulmning af Hypotekgælden i faste Ejendomme som paa Fastlandet kender man i England kun for de saakaldte »licensed public houses«, altsaa paa den Grund, hvor der ligger en Kro med Udskænkningsrettigheder. Det er da i Virkeligheden Udskænkningsbevillingen, Hypoteket hviler paa.

Efter Krigens Slutning kundgjorde Regeringen sin Vilje til at gennemføre byggepolitiske Reformer i stort Omfang; Hovedformaalet var: Fremskyndelse af Boligbyggeriet, lettere Adgang til Byggegrunde og Parceller og Nedrivning af de gamle forfaldne Bygninger. Resultatet blev Byggeloven af 31. Juli 1919:

Hver Kommunalbestyrelse skal, naar Bolignød kan konstateres, udarbejde en Plan (scheme) for Opførelsen af Boliger for ubemidlede; Forsømmelse heraf paatales af Grevskabs-Centralmyndigheden.

Til Dækning af Udgifterne skal det stedlige Styre lægge en Skat paa 1 d paa £ = 3 promille paa den skattepligtige Indtægt. Hvis der lides Tab, der overstiger Provenuet af denne Skat, overtager Staten Dækningen heraf.

Almennyttige Byggeforeninger og Stiftelser faar Hjælp af det Offentlige til et Beløb af 30% af Udgifterne til Forrentning og Amortisering.

Der gives Lettelser for at fremhjælpe Erhvervelsen af Byggegrunde, Gennemførelsen af de nødvendige Sundhedsforanstaltninger og Nedrivningen af usunde Kvarterer.

[[slut på side 14 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 15]

Som man ser, staar denne engelske Byggelov af 1919 ikke tilbage for Russernes Bestræbelser i Retning af almennyttig Boligforsorg, og England er i det hele taget det Land, hvor Interessen for Havebyer, for Byplaner og for Egenboligen tidligst har gjort sig gældende. Man maa ønske, at Norden, som ofte paa en lykkelig Maade har formaaet at forene vesteuropæiske og midteuropæiske Træks netop paa Boligkulturens Omraade vil rette Blikket vestpaa.

*

Blandt de mange Synspunkter, der kan anlægges paa Byggeri, er ogsaa det æstetiske; jeg skal her udtale mig med største Forsigtighed og overlade de mere specielle Sider af dette Slagsmaal til Arkitekterne og Kunsthistorikerne. Fra et kulturhistorisk Synspunkt synes Sagen at ligge saadan, at der indtil det 19. Aarhundrede rundt om i de europæiske Lande har levet en Haandværker- og Byggetradition, som var dybt rodfæstet i den hjemlige Jord, baade hvad Materialer og Udformning angaar (Tag, Vinduer, Rummenes Anbringelse o. s. v.). Man behøver blot at se paa den gamle Provinsby, den gamle Bondegaard, eller, hvad jeg vil anbefale, læse Ruskins lille Bog om italienske Huse for at forstaa Forholdet. Disse Traditioner minder meget om Folkesprogenes Stilling rundt om i Landene; det er historiske Rudimenter med en særlig national Farve. Heri indtræder et Brud i Industrialismens Tid, idet Haandværkertraditionerne sygner hen, den kapitalistiske Stordrift trænger ind i Byggeriet, alle mulige og umulige »historiske« Stilarter finder Anvendelse af Arkitekterne, som ikke vover at drage Konsekvensen1e af de nye Konstruktioner og Materialer. Resultatet af denne Forvirring er f. Eks. Frederiksborggades Stuk, Ryesgades Kaserner og Strandvejens Villaer.

Herimod har der senere rejst sig en dobbelt Reaktion, hvis Yderpunkter er »Forskønnelsesforeningen« og »Kritisk Revy«, fra den ene Side en romantisk Tendens til at vende tilbage til ældre Tiders Byggetraditioner, fra den anden Side en Kamp for at bryde med alle Traditioner og søge Rettesnoren i Byggeriets objektive Betingelser: de mest praktiske Konstruktioner, det bedste og billigste Materiale, Nutidens Boligvaner, Samfundshensynet! Midt imellem disse Yderpunkter synes »Bedre Byggeskik« at søge en Placering i nært Samarbejde med Nutidens Byplanlæggere. Arkitekt Heiberg har dog for nylig i Kritisk Revy ført et kraftigt Angreb paa Foreningens raadgivende Virksomhed, som han beskylder for traditionelt Føleri. Hvis Foreningens Virke er en Bestræbelse for at holde Liv i en hendøende Tradition, synes denne Kritik ikke uberettiget, men noget andet er, hvis Foreningen arbejder paa at hjælpe Bygherrer og Bygmestre til ærlige, solide og praktiske Løsninger af Tidens konkrete Byggeopgaver; her vil den enkelte nemlig ofte være et Offer for blinde Tilfældigheder.

*

Slutord:

»Folkets Sæder formes af dets Boligforhold«.
Forbedring af Boligstandarden er et samfundsmæssigt Aktiv.
Lejekasernen er ikke en naturnødvendig Følge af Storbyens Vækst.
Tiden gaar i Retning af en Omformning af Lejernes Retsstilling: enten Lejer i offentlige Bygninger eller Andelshaver eller garanteret uopsigelig.
Udparcelleringen af Jord i Byens Omkreds, Finansieringen af Egen-Huse, Modvirkning af Grundprisernes Stigning, rationel Planlæggelse af de nye Kvarterer - maa være Hovedopgaver for Storbyens Boligpolitik.
Det var paa Tide at faa en ny, samlet Boliglov!

Hartvig Frisch.

________
Sandheden er altid skøn, men Skønheden er ikke altid sand.

[[slut på side 15 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 16]


De Gamles Maskerade.

Hvis man tager en eller anden gammel offentlig Bygning for sig fra de sidste 3 - 4 Aarhundreder og undersøger, hvordan den Opgave, som har været stillet Arkitekten, er løst, hvordan det Udsnit af det menneskelige Liv, som det har været hans Arbejde at ordne og forme, er lykkedes, saa forbavses man over den rent udvendige Orden, som Arkitekten har ladet sig nøje med. Det gælder som en Regel næsten uden Undtagelser. En Rigmandsvilla af Palladio ca. 1570, en Staldbygning af Gabriel 1750, Kunstakademiet i Leningrad 1770 og Magasin du Nord paa Kgs Nytorv 1890, som man dog skulde tro havde en noget forskellig Funktion, har i store Træk ikke alene den samme Facade, men den samme Plan med et fremspringende Midterparti, smallere Sidefløje og Risalitter for Enderne. Den samme Villafacade i samme Palladiomanér skjuler i Berlin den store Operas store Hal og i København Domhusets skumle Lokaler og skæve Baggaarde. Christiansborgs to ens Fløje ved Ridebanen rummer: den ene et Ridehus, den anden et Hofteater (betegnende for Tidens dekorative Syn paa Arkitekturen og for Kongens Syn paa Skuespilkunsten). Vore Musæer, selv de der er bygget til det, er saa mørke, at man en Vinterdag ved 12-Tiden daarlig kan se Forskel paa en Elefant og en Giraf, men Facaderne er i den smukkeste »Orden«. Om denne »Orden«, denne udvendige Harmoni, om Pilastrenes større eller mindre Fremspring, om de skiftende Moder i Gesimser, er der skrevet tykke Bind af vore Arkitekturprofessorer, mens Husenes Funktion aldrig - ikke en eneste Gang i 400 Aar - har været undersøgt. Derfor kan man ogsaa godt paastaa, at Bygningskunsten intetsomhelst reelt Fremskridt har gjort i dette Tidsrum, og det maa atter slaas fast, at det vi kalder Renæssance, Barok eller Rococo er rent ydre Moderetninger. Udgravningerne af Antikviteter i Renæssancetiden havde den samme Indflydelse paa Bygningskunsten som Tut-Ank-Amon-Udgravningerne paa Damedragten 1926. Men nu skifter Moderne hurtigere.

Man forbavses over, hvor billigt de berømte Arkitekter er sluppet til den Orden og Ro, som præger disse Bygninger og som tilsyneladende gemmer et fuldt behersket Stof, hvordan de har gjort alt for at faa den foreliggende Opgave presset ind i et forudfattet, almindeligt Billede af, hvad der efter deres Mening var »Arkitektur«. Den Orden, der er opnaaet, er ligesaa overfladisk, som hvis en Botaniker havde ordnet Planterne efter Blomsternes Farver: De gule, de røde, de blaa. Samme Slags Vinduer anvendtes overalt til Hospitaler, Skoler, Musæer, Stalde, Slotte. Trappen gemtes i et Hjørne af det monumen-tale Midterparti. Blændede Vinduer ansaa man for et ærligt Middel.

Man forbavses umiddelbart over den Mysticisme, som ligger til Grund for deres Tro paa matematiske Systemer, og det efter vor Moral løgnagtige i de straalende Facader, hvor Monumentaliteten var Maalet for Skønhed. Men ved at se sociologisk paa Forholdet er det ganske indlysende, at det gyldne Snit var paa Mode i en Tid, hvor man troede paa Astrologi, paa Madonnaer, Djævle og Gud, og at en Tid, hvor man gik med snavset Undertøj under pragtfulde Silkedragter, ogsaa havde en anden Moral end vi paa Bygningskunstens Omraade. Lægekunsten var overladt til Barbererne og Bygningskunsten til Skræddere, som sikkert ikke har kendt meget til deres Tids filosofiske og naturvidenskabelige Fremskridt.

Vi maa altsaa gøre os klart, at Slutningen af det 19de og Begyndelsen af det 20de Aarhundrede saa langt fra betyder et Forfald i Bygningskunsten (hvorfor skulde den ogsaa det, modsat en rivende Udvikling paa alle andre Omraader), men at den tværtimod er Begyndelsen til et virkeligt Fremskridt.

Den reaktionære Tendens, som har givet sig Udslag i Klassicismen, bety-


[[slut på side 16 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 17]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Hannes Meyer: Internatskole (Feriehøjskole). De 120 Alumner er delt i 12 Arbejdskredse (4 Huse med 3 Etager). Husene er kun i Stueetagen forbundet med en skraa, glasoverdækket Gang. For Enden af denne ligger til den ene Side Festsal og Spisesal, til den anden Klasseværelserne. Tvangfri Gruppering i Terræn uden forudfattede Ideer om Symmetri, Akser og lignende Skønhedsmidler.
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Walter Gropius: Forsamlingssal, Musæum og Sportsforum. Anlægget er højt beliggende med Udsigtsréstaurant paå Toppen af Gitterværket. Hallens Form fremkommet af akustiske Beregninger. Sammenlign: MusæumsDrojekter iKastelstil, Det kgl. Teater i Markisen af Pompadourstil.
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Arkitekt Hugo Häring: Kostald. Den pæreformede Grundplan giver en
bekvem Fodertilførsel gennem en Luge i Loftet (den lille Firkant). Taget hviler paa de indvendige Søjler, Ydermurene er kun varmeisolerende.
[[billedtekst slut]]


[[slut på side 17 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 18]

der altsaa ikke en Tilbagevenden til gode gamle Traditioner, men et Tilbagefald til daarlige gamle Vaner. Den betyder kun, at dens Udøvere ikke har fulgt med i den almindelige moralske og kulturelle Udvikling paa andre Omraader, at de ikke forstaar, at den »dekorative« Tid er forbi og at den bevidste Tænkning har faaet en Plads som aldrig nogensinde før. De lukker øjnene for den Kendsgerning, at de oplever en Tid, som er mere banebrydende paa Bygningskunstens Omraade end nogen anden historisk Epoke.

Tilsyneladende har Kritisk Revy i nogen Grad ændret Arkitekternes Syn paa dette Spørgsmaal. De har i hvert Fald ladet de klassicistiske Attributer falde (Palmetten er en Plante, som er ved at forsvinde fra vor Flora, hvis den ikke kulturfredes), men der sidder endnu et geometrisk Syn paa Opgaven tilbage. De regelmæssige stereometriske Former (Lauritzen og Schlegels Lampe) og den i dobbelt Forstand udvendige Ordnen af Facaden i geometriske Skemaer er stadig Idealet. De forskellige Funktioners karakteristiske Form undertrykkes.

Som det sidste Udslag skal her Konkurrencen om de københavnske Kommuneskoler omtales. Ganske vist er et Konkurrenceprojekt ikke noget godt Udtryk for den enkeltes Stræben, dertil opfordrer den nuværende Form for Arkitektkonkurrencen i alt for høj Grad til Opportunisme. Det gælder mere at gætte Dommerens Standpunkt end at give Udtryk for sit eget. (En langt mere socialt værdifuld Form vilde Konkurrencerne faa, hvis de var skriftlige Opgaver, hvor den enkelte saa objektivt som muligt søgte at belyse Opgaven fra alle Sider, i Stedet for kun at fremstille den i den for hans eget Projekt mest flatterende Belysning).

Grænsen for den tilladelige Opportunisme maa i hvert Fald sættes ved det rent ydre Formsprog og maa ikke i noget Tilfælde gaa ud over Planens Godhed, V.induernes rigtige Anbringelse eller lignende.

Det skal indrømmes, at et Fremskridt var der: Det store Trappevindue i Midterkorridorprojekterne var importeret fra Sverrig. Det vilde man ganske sikkert blot for nogle Aar siden have delt i et almindeligt Vindue tværs over hver Repos. Desuden er det fuldstændig overflødige og teknisk uheldige store Tag ved at forsvinde. Alene disse Fremskridt, som ogsaa findes paa den nye Skole i Gentofte, gør at Bygningen fremtræder klart og karakteristisk, som det den er: Et Værksted. Og den meningsløse Opposition mod den, fordi man mener, den er grim og ligner en Fabrik, vil sikkert forsvinde med den nye opvoksende Generation som faar en mindre fordomsfuld Opdragelse.

Men der ligger et godt Stykke Vej foran, for Hovedsynspunktet i disse Skoler er det gammelkendte: Man tager 1 1/3 Klasse med normal Dybde til Fysik, 2 Klasser til Sløjd o. s. v. og tapetserer det hele med ens Vinduer, altsaa mere en Opdeling og Placering efter Størrelse end efter Funktion.

I enkelte Projekter var der et Tilløb til en Adskillelse af de forskellige Funktioner: Administration, Specialklasser o. l., men i Facaden var dette ikke synligt. I det med 1ste Prændie belønnede Projekt gik saaledes den i Klasseværelsernes rigtige høje Brystning 1,65 m igen i Kontorer og Lærerværelser. Lærerne maa staa paa en Skammel for at se ud. Det er selvfølgelig gjort for ikke at skabe Uorden i den (tilsyneladende) Harmoni i Facaden. Og Bestræbelserne for at skaffe Orden kan man ikke bebrejde nogen, men Pointet er, at her var der ikke tilstrækkelig ordnet paa Forhaand i Planen.

Klasseværelser og Administration laa ved Siden af hinanden i samme Fløj og skulde altsaa gælde for det samme! I Stedet for at Administrationen skulde være trukket ud i en særlig Fløj eller Etage.

Lignende Forhold gælder for Specialklasserne: Ved at tage 1 1/3 Længde og normal Dybde i Fysik og Naturfagsklasse (som antydet i Programmet) fremkommer der et Rum, som er for langt til at kunne bruges paa langs, og

[[slut på side 18 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 19]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Otto Haesler, Celle. Kolonien Georgsgarten.

Husene ligger som lange Blokke i 40 Meters Afstand vinkelret paa Trafik-Gaden. (Hvorlænge vil man i København fastholde Karréformen, og hvorfor?) Butikker og Fælleslokaler som Vask, Garager, Bibliotek ligger i lave Enetages Bygninger langs TrafikGaden. Trappehusene er tydelig markeret, godt oplyst og med tydelige Numre. Kun én Trappe selvfølgelig. (Smaalejligheder med 2 Trapper bygges kun i København.) - Soveværelserne har direkte Adgang fra den store Stue. (Den gamle herskabelige Fordom, at alle Værelser maatte have Adgang fra Gangen, ses stadig ofte opretholdt.) Rigtig Størrelse paa de smaa Soveværelser. Karnapperne er lukkede mod Naboen (Nord) og har Vinduer mod Syd og Øst. Blokkens Udstrækning: Syd-Nord.

Vinduerne er differentieret i Lys- og Luftevinduer, de sidste gaar ikke helt ned for at kunne lukke op indad uden at rive ned, hvad der ligger i Vindueskarmen. Maanedlig Leje for Køkken, Stue og 2 Kamre: 45 Mark. W. C.'et har en uheldig lang Form for at komme til Ydervæg. Trapperummet skæmmes af kedelige kubistiske Reminiscenser.

Der er ikke gjort noget særligt for at gøre det »hyggeligt«. Maa vi ikke snart faa Begrebet Hygge defineret. Det »menneskelige« ligger i Størrelserne, ikke i Espalier og Vingetagsten.
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[slut på side 19 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 20]


hvis det skal benyttes paa den brede Led, maa enten Eleverne alle se lige mod Lyset, eller ogsaa maa Eksperimenterne (Lærerens Plads) ske inde i den mørkeste Del af Klassen. Disse Lokaler bør ganske sikkert trækkes ud i en særlig Auditorieflø; med Lys fra begge Sider, skraat Gulv og koncentriske Bænke. For Sløjdens Vedkommende viser det sig ogsaa, at den sædvanlige Dybde er uøkonomisk, hvad Udnyttelse af Pladsen angaar, og uheldig derved, at nogle Elever maa skygge for sig selv, og den inderste Række inde ved Væggen kun faar ca. 1/5 Lys af det, man faar henne ved Vinduet. Ogsaa Sløjden bør have dobbelt Sidelys eller Ovenlys.

Det drejer sig altsaa om en gennemgribende Specificering af de forskellige Funktioner: Auditorieklasser, Haandarbejdsklasser, Normalklasser, Administration, Ikkeundervisningslokaler som Bespisning, Læsestuer o. s. v. En Samling af de forskellige Funktioner og en Udformning hver efter sin Hensigt.

Den opnaaede Orden vil da være af en højere Grad end den, som fremkommer ved den sædvanlige Kabale: To Klasseværelser til venstre giver en Sløjd til højre for Symmetriens Skyld. Resultatet af en saadan organisk Arbejdsmaade vil i Modsætning til tidligere Tiders Arkitektur synes smukkere, jo mere man kender til Indholdet. Derved er Æstetiken maaske for første Gang i Historien trukket ind under Bevidsthedens Omraade

Som Eksempel paa et saadant Anlæg, hvor de forskellige Funktioner utvungent og naturlig finder sin Plads og Form, gengives her en Skole af Bruno Taunt. Skolen er i Lighed med Skolerne i Welvyn bygget ganske let og kun i en Etage med Døre direkte ud fra alle Klasseværelser. Disse har ogsaa Ovenlys (Shedtag). Skolen ligger som en Randbebyggelse ved en større Park (deraf den buede Form), Klasseværelserne paa begge Sider af Midtergangen er ordnede efter Alderstrin fra Børnehave til Gymnasium. Ved de forskellige Trins Afdelinger ligger saa de dertil hørende Specialklasser og Forsamlingssale i særlige Fløje. Uden i Detaillerne at kunne kritisere Anlægget anføres det her som Eksempel paa organisk, u-dekorativ Arkitektur.

I det hele taget kan jeg ikke frigøre mig fra det Indtryk, at man i »Modernisternes« Hjemland arbejder langt friere, mere uafhængig af vedtagne Skøn- hedsbegreber, mere med at ordne Stoffet og ikke Facaden end her hjemme. (Gid de unge Elever paa Akademiet vilde lære af dette i Stedet for at kopiere kubistiske Fantasiprojekter.)

Kvaliteten af det meste af det, man ser af moderne tysk Arkitektur, er vanskelig at afgøre uden at være inde i de stedlige Forhold, men man kan med Sikkerhed sige, at et Forsøg paa at udrede Funktionerne, selvom dette ikke lykkedes helt eller fører til, at Helheden gaar tabt, er mere værdifuldt end den ganske overfladiske »færdige«, men falske Harmoni, som man i Aar- hundreder har slaaet sig til Taals med og som man endnu hjemme stadigvæk sværger til.

Vi staar foran en ny Epoke, Opgaverne skal pilles fra hinanden og løses paany. Vi staar i den Grad bundet i Fordomme og Skønvirkefornemmelser, naar det gælder Huse, saa der vil maaske gaa en Menneskealder endnu, inden det første moderne Hus bliver bygget: d. v. s. et Hus, der staar paa Højde med moderne Videnskab og moderne Tænkning. Jeg tror derfor, at man foreIøbig temmelig ukritisk maa være glad for alt, hvad der blot nogenlunde viser i den rigtige Retning - ogsaa for det som river ned. Tænk blot hvilken Betydning en Mand som le Corbusier vil faa i et Land, som, hvad Boligkultur angaar, staar langt, langt under Barbariets forenede Stater. (De fine, men mørke Saloner, den stive Salle à Manger til en mørk snavset Baggaard.) Tænk, hvad den »nye Saglighed« har frembragt af saglige Nyheder i Bygningsartikler f. Eks. Ikke frembragt af Arkitekter eller Bauhauslerinder ganske vist, men frembragt af Praktikere paa Grund af Arkitekternes Interesse for det nye.


[[slut på side 20 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 21]

[[illustration]]

Paa denne Plads har Arkitekten nemlig sat sig selv ved sin hundredaarige Dilettantisme, han har i den offentlige Bevidsthed faaet tildelt den Opgave at skulle »forskønne«, besmykke Tingene, og naar han nu selv opdager, at denne Opgave er overflødig, ja imaginær, og ønsker at arbejde som Tekniker, saa støder han paa sin egen mangelfulde Uddannelse og først og fremmest paa den offentlige Mening-paa Bygherrerne-som kun ønsker ham til at lave en bestikkende Løgn af Teknikerens Sandhed. Den eneste Redning for Arkitekterne er derfor et intimt Samarbejde med Industrien. Hans Arbejde maa være at animere Kemikeren til at finde nye varmeisolerende Stoffer eller Glas, som giver flere ultraviolette Straaler i Stuerne, Varmeingeniøren til al forbedre den nuværende Form for Centralvarme o. s. v. ved den Interesse, han selv viser disse Fremskridt, og ved den Interesse, han kan bibringe Bygherren.

Hans Opgave vil blive at organisere Bygningens Funktioner, og hertil vil han i stadig større Udstrækning benytte Specialister til alle Detailler.

Heri ligger maaske mest Forskellen paa Forholdene her og i Tyskland: Der findes en Bygherrestand, som ikke konservativt forlanger, at Husene skal, udføres i det sædvanlige dekorative Skema, en vaagen Industri, som straks er med paa den og udnytter Arkitekternes Interesse for f. Eks. Spejlglasset, og en Arkitektstand, som er villig til at benytte de færdige tekniske Hjælpemidler, som forefindes (desværre ofte ogsaa de halvfærdige), og som ihvertfald Ønsker at arbejde funktionelt, ikke dekorativt.

Mere kan der maaske ikke forlanges i første Omgang.

Og saa maa man i Mellemtiden finde sig i at alle de halvfærdige eller mislykkede Forsøg bliver opreklameret som epokegørende og gengivet i »die neue Architektur« og »die neue Form« og »die neue Baukunst« og 50 andre Tidsskrifter og Bøger med de samme Clicheer og den samme Virak- det kan nu een Gang ikke nytte at græde over Bogtrykkerkunstens Opfindelse. Personlig foretrækker jeg alligevel den Slags Lekture fremfor at læse om Chippendale Møbler.

Edvard Heiberg.

________

Uenighed gør stærk.

[[slut på side 21 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 22]


Dansk Reklames Vanry og -røgt.

En skematisk Fremstilling.

Realiteten: Reklamen herhjemme savner Tillid, det eneste, som giver den Værd.

En enkelt Aarsag: Pressen, som har den ubetingede Magt, kender ikke Reklamen. Det er det sædvanlige. Replik i Berlingske Tidende, kendetegnende for hele Pressen: ... fra Tid til anden spilles der ikke saa helt faa Forestillinger, hvis litterære Kvalitet ikke er saa ophøjet, at Reklame skader. Paa Dansk: - som er tarvelige nok. Politiken ignorerer Reklamen ved at skam-rose sin egen Tegnerkonkurrence.

Men Hovedgrunden: En højrøstet, evneløs Reklameforening.

Eksempel: Foreningen Dansk Reklame afholder Torsdag den 15. November Kl. 8 Møde hos Nimb. Agerende: Frøken Madsen, Engell junr., Installatøren (Foredrag med Lysbilleder) Claussen, Tage Henius, Direktør Jespersen, Steen Drewsen, Administrator Henius, Litograf Andreasen, Formand Børresen o. s. v. Litograf Andreasen, dansk Delegeret fra Sommerens Reklamekongres i Detroit. Mine Damer og Herrer! Pærevælling uden Henblik paa Reklame. Eet karakteristisk Punkt: - den 8., 9. og 10. Juli var der saa en hel Del Foredrag, men jeg var henne og saa paa Stetsons Hattefabrik, for jeg forstod jo ikke noget af det alligevel. (Bifald.) Billederne: Hovedsagelig Lysreklamer ved Dag. Takkeord af Børresen (garanteret uden Brod): Hvad Herr Andreasen sagde virkede oplevet og særpræget. Herr Andreasen har sin egen Maade at fortælle paa, og jeg vil bede Forsamlingen med mig ... (Veritable Haandklap.)

Snitter og Snaps. Kaffe og Likør. Børresen slaar paa sit Glas. Direktør Jespersen: Se, der var en Ting. Er det - - eller er det - - - ? Administrator Henius: Det er baade - - - og - - . (Begge med naturtro, alvorlige Miner). Børresen: Maaske den unge Herr Henius, som har været i U. S. A. senere end sin Fader, vilde - . Tage Henius: Jeg holder ikke af at korrigere, men - 7. street findes ikke, og en Stetson Hat koster 8, 10 eller 12 Dollars efter Størrelsen. Hvad Herr Belysningsdirektør Børresens Bemærkning angaar, - min Fader har altid Ret.

Der var ikke mere.

Reklamen er den formidlende Omstændighed. Uomgængelig. Af Betydning som Bogholderi og Ekspedition. Reklamen i Danmark er sjoflet af sin eneste officielle Repræsentant.

Vej frem. En Reklame-Medarbejder ved hvert Hovedstadsblad. Hans Plads mellem Redaktionens Handels-Medarbejdere og Ekspeditionens Reklameteknikere, hans Virkefelt Annoncer og Plakater, hans Middel ikke Nedsabling, men Vejledning, hans Maal Respekt for en voksen Reklame.

Man maa ved Besættelsen af disse Poster se bort fra Reklameforeningens Medlemmer og Tilhængere.

Olav Hast.

________

Vi kender dem nok
disse Navne en masse.
Naar de løfter i Flok,
er det gerne et Glas.


[[slut på side 22 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 23]


Den transmissionske Tendens!

Uddrag af de sidste to Maaneders Radioprogrammer.

[[tabel - se facsimile]]

Derimod er følgende Emner slet ikke eller utilstrækkeligt eller direkte vildledende behandlet:

Statsøkonomi, Socialisme, Sociologi.

Arvelighedsspørgsmaal, Bakteriologi, Seksuelle Spørgsmaal, Kønssygdomme, Bør- nebegrænsning.

Børneopdragelse, Frie Skoler, Psykoanalyse.

Kulturhistorie, Udviklingslære, Racernes Historie, Spro-gets Historie.

Religionerne, set i moderne Historieforsknings Lys.

Filosofi, moderne Kunst, moderne Teknik, Byplanlægning.

Filmkritik Radiokritik

Moderne Musik.

Moderne Hørespil

[[ny spalte]]

3/11: Børnetime: Lille Peters Aftenbøn, De smaa Soldater. Foredrag: Den gamle danske Landsby. - Musik: Gamle Danse, Trippevals, Sekstur, De unge Soldater. De smaa Matrosers March. Champagnegalop.

4/11: To Gudstjenester. Foredrag: Storpolitik, af N. Blædel (Kons.)

7/11: Foredrag: Danmarks økonomiske Udvikling, af Poul Drachmann (Kons.).

8/11: Foredrag: Vore Sømænd, af Sognepræst A. V. Storm. Gamle jyske Folkedanse. Aakjærs Sange paa Jysk. »Vor Tids Sange!!!!«: Axel Juel, Holstein og H. C. Andersen! Ældre Operettemusik.

9/11: Skoleudsendelse: Heltene i den trojanske Krig. - Børnetime: Den store Kong Alphons' Aand.

10/11: Skoleuds.: Morten Luther. Foredrag: Kongegravenes Profanation i St. Denis. Gamle Danse fra alle Lande. »Dansk Lyrik«, det vil sige: »Frisk op, naar Djævlen gør sig vred »Ked af Verden og kær af Himlens o. l.

11/11: To Gudstjenester.

12/11: Fleuron: Giftormene om Troldhøj. Foredrag: Kirkens Arbejde for Fred!! Pastor G. Petersen.

13/11: Gamle danske Sangduetter: Hertz, Heise. Musik fra Holbergtiden.

14/11: Skolesuds.: Danmarks Flaade gennem Aarh.,

18/11: To Gudstjenester.

19/11: Foredrag om Selma Lagerløf (Kons.).

23/11: Skoleuds.: Der er et yndigt Land. Gamle danske Folkedanse. Kristelig Socialisme, af Sognepr. Thomsen.

24/11: Skoleuds.: Kronborg, Sundtoldens Vogter. Apollorevyen.

25/11: To Gudstjenester, den ene af Pastor Nordentoft (Reakt.). Foredrag: John Bunyan, af Pastor Nejendam.

27/11: Industriens Samfundsopgaver, af Dir. Overgaard (Kapitalist.). Foredrag om Valdem. Sejr. Folkeviser.

29/11: De sociale Ideers Historie, af Præst Even Mar- strand. Haakon Jarl.

30/11: Ældre Dansemusik.

2/12: Garnisonsgudstjeneste og Børnegudstjeneste. - Transmission fra St. MarieKirken i Lybæk.

3/12: Dansk Aften: Elverhøj. Nu vaagne alle Guds Fugle o. s. v.

4/12: Foredrag om Sigrid Undset (Stokkons.). Koncert af Lumbye: March for den danske Borgervæbning. Kong Georgs Honnørmarch o. s. v. Gamle Mestre.

8/12: Børnetime, Julesange: Nissernes Juleaften, Musenes Juleaften, Højt fra Træets grønne Top o. s. v. Foraar i Heidelberg.

9/12: To Gudstjenester.

11/12: Skoleuds.: Heltene i den trojanske Krig. Foredrag om Industriens Metoder til billigere Produktion, af Dir. Odel (Kapitalist.). Operettemusik.

13/12: Udbyttedeling af Grosserer Mørup (Tilsløret kons.). ÆIdre Dansemusik.

16/12: 2 Gudstjenester og Jomfruburet.

18/12: Taalmod, Jævnhed og Hjertevarme af »Dansk Folkekarakter«. Julehandelens Betydning, af Gross. Olesen.

22/12: Ole Lukøje, Min Hjembygds Melodi og Julekomedie.

23/12: Børne-Gudstjeneste og Voksne-Gudstjeneste. Kri-stus-Legender, Salmer og Klokkespil. Der er et yndigt Land.

24/12: Juleaftensgudstjeneste og Julesalmekoncert.

25/12: Gudstjenester, Koncert paa det historiske Orgel i Frederiksborg Slotskirke.

26/12: Gudstjenester og Operette.

27/12: Hvorledes fremmes Danmarks Industrieksport, af Direktør W. Jacobsen (Kap.). Ældre Dansemusik.

28/12: Julefest: Julen har bragt velsignet Bud, Der er et yndigt Land. Svensk Oplæsning: Betlehemsstjärnan.

30/12: 2 Gudstjenester og Vagtparaden .

31/12: Oplæsning i sjæll. Dialekt. Foredrag: Af Spillemandens Saga. Fantasi over jyske Folkemelodier, Bondedans. Ældre Nytaars-Digte. Christian den 10.'s Honnørmarch.

Det er i Sandhed et yndigt Land !

E H.

af Orlogskapt. H. A. Bistrup j =

I(Chauv.). Foredrag: Træk af ste dansk Kirkehistorie, Sognepr.

Nejendam. Nationalhymner fra forskellige Lande.


[[tabel slut]]

________

Ethvert teknisk Fremskridt begynder som et kulturelt Tilbageskridt.

[[slut på side 23 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 24]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Som en Rest
fra Harald Blaatand
som et Tandhjul
uden Tænder,
et Atlanterhav af Brakvand,
Tankedryp fra begge Ender.

[[billedtekst slut]]

Til Filosofferne.

Paa een Dag har Hjulmager Harald Tandrup afskudt to alenlange tand-, ben- og meningsløse Artikler til Morgenkaffen og Aftensmaden for Berlingske Tidendes Læsere. Det er en tilfældig Regnvejrsdag i November. Opsatserne springes formentlig over af alle, der har Forstand paa Emnerne, og læses til Gengæld af adskillige, som mangler Forudsætningerne. Gennem den Slags populær-uvidenskabelige Bræk fodres i øjeblikket Offentligheden med Forsikringer om, at Livets Mening finder enhver, der kan sidde stille i 20 Minutter og klø sig eftertænksom i Enden. Tillige belæres man udtrykkeligt om, at Viden og Videnskabelighed kun fører til Vrøvl og Uforstaaelighed. Leve den sunde, almindelige, tankeløse Menneskeforstand. Tal med om alt, men gaa aldrig tilbunds i Spørgsmaalene. Hør her:

Det ene filosofiske System etter det andet er kastet bort - »kun Filosofiernes Filosofi ... Religionen ... (Prikkerne er Tandrups) har holdt ud. Den enfoldige, uopslidelige Tro overlever Systemerne.«

Ikke sandt, Dybsind! Hvad er Logik, hvad staar fast i denne Verden?! Men Sætningen ... den naive Sætning ... Goddag, Mand, Økseskaft ... den er der ingen, der har kunnet rokke ved! Hvad nyttede det Newton, at han opfandt Tyngdeloven - nu kommer Einstein og forbedrer den med Relativitetsteorien. Men hvem har kunnet rokke ved de kristnes Tro paa Jomfrufødslen og Vinen og Brødet, som forvandles til Kød og Blod? Den staar fast, den gamle naive Tro, altsaa for dem kun naturligvis, som tror paa den Slags!

Tandrup er intet Skadedyr i Kraft af sine Meninger. Hvad gør det, at han klapper Religionen paa Skulderen, den gamle naive Tro. Lad ham være reaktionær, hellig, dydig og have alle andre Laster, men han er saa uappetitlig i sine Midler, og han smitter andre indenfor Pressen med sin psevdo-skidtvigtige Facon. Han bliver derved en Kulturnedbryder, hvis Betydning nok er en Artikel værd. Den for en større Almenhed tilgængelige aandelige Føde i Berlingske Tidende er Tandrup, Magnussen og Damkier.

Dansk alvorlig Filosofi tier til dette, som den tav til Lektor Gads filosofiske Tallerkenskred i Politiken, og det er galt. Hvis Dilettanter bredte sig paa tilsvarende Maade indenfor Literatur-, Maleri- eller Arkitekturkritik, saa skulde Munden nok blive standset paa dem. Det er ikke dermed Meningen, at kun een Slags Anskuelser skal høres. Det vilde være til største Nytte, om Meningerne kunde staa klart mod hinanden paa alle aandelige Omraader og bedst indenfor Dagspressen. Det er ikke den gode populær- pædagogiske Journalistik, vi skal til Livs, men det falske Læg-Prækeri, som breder sig usatirisk, religiøs tsen ti men talt og med Bævrestemme .

Vi har nu faaet knyttet flere fremragende unge Filosoffer til Universitetet og med Taknemmelighed bemærker man deres mod Offentligheden vendte Arbejde. Det vilde ogsaa være ganske forkert at sky den journalistiske Form, som er en helt anden end den videnskabelige, men ikke mindre præcis, sandfærdig og værdifuld. Det er ethvert Fags Borgerpligt baade at arbejde sig i. defter i Stoffet og udefter til den almindelige Forstaaelse. Den fineste og mest præcise Stil kræves overfor Offentligheden.

Ogsaa den periodiske Presse har Opgaver paa det filosofiske Omraade, og Kritisk Revy staar altid aaben for dansk Filosofi.

[[slut på side 24 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 25]


Om Værdien af Religion og Religiøsitet.


Man læser ofte, at der i Nutiden gør sig en voksende religiøs Uro, Interesse eller Trang gældende, og som Regel hilser man dette Fænomen med en vis Tilfredshed, idet man stiltiende synes at gaa ud fra, at det er til Held og Lykke for Menneskeheden, som man mener ellers vilde forsumpe i den rene jordbundne Nydelsessyge, Materialisme og Umoralitet. Saa simpel er Sagen imidlertid ikke; der er ikke noget bundet Valg mellem de to Livsformer: den religiøse og den aandeligt forsumpede, og det er heller ikke paa Forhaand givet, at den første virkelig er saa heldig, som man vist i Almindelighed tror. »Religion er paa ingen Maade nødvendigvis noget godt,« siger en af de mest fremragende Forkæmpere for en videnskabeligt velbegrundet ny Livs- og Verdensanskuelse af idealistisk Prægning, den engelske Filosof A. N. Whitehead; ja, han gaar endogsaa saa vidt, at han hævder, at "den ukritiske Forestillingsforbindelse mellem Religion og Godhed direkte modsiges af de klare Kendsgerninger«. Hvis det virkelig er Tilfældet, at den religiøse Interesse er stigende, forekommer det mig derfor paakrævet, at Religion og Religiøsitet gøres til Genstand for en saavidt muligt uhildet Vurdering udfra et rent humant, areligiøst Standpunkt, saaledes at man ikke i Blinde støtter eller modarbejder en Bevægelse, hvis mulige Konsekvenser man ikke har søgt at klargøre sig. Jeg vil derfor i det følgende gøre et Forsøg paa i størst mulig Korthed at fremdrage nogle Momenter, som jeg mener er af Vigtighed for en rigtig Afgørelse af Spørgsmaalet om Værdien af de Fænomener, der kaldes Religion og Religiøsitet, og som faktisk spiller en saa stor Rolle i Menneskelivet - saavel de enkelte Individers som Samfundenes, - at man ikke godt kan negligere dem eller lade være at tage Stilling til dem. -

Da de Fænomener, der sammenfattes under Prædikatet »religiøse«, er saa overordentlig indviklede og mangesidige, har jeg fundet det hensigtsmæssigt for Klarhedens Skyld at gøre et Par Distinktioner, som jeg lægger stor Vægt paa, fordi de fører til en Adskillelse af visse Spørgsmaal, som jeg mener maa besvares hvert for sig, men som jeg har Indtrykket af ofte blandes sammen, naar »religiøse Spørgsmaal« diskuteres. Disse Distinktioner er følgende: Jeg skelner for det første mellem Religion og Religiøsitet, og for det andet mellem Religionens og Religiøsitetens Værdi for den enkelte Personlighed paa den ene Side og for det menneskelige Samfund og Kulturen i det hele taget paa den anden Side. Og ved Religionerne skelner jeg mellem en teoretisk Side og en praktisk Side. Den praktiske Side bestaar i den religiøse Kult, ved hvilken Menneskene »dyrker« deres Gud eller Guder enten for at influere paa dem eller for at vise deres Sindelag overfor dem eller endelig for at styrke dette Sindelag og den dermed forbundne Tro. Da Kultens Formaal saaledes dels er objektivt - nemlig rettet mod Guden eller Guderne - dels subjektivt - nemlig rettet mod Kultdeltagernes egen Sindsstyrkelse - maa man her skelne mellem Spørgsmaalet om dens objektive Værdi og Spørgsmaalet om dens subjektive Værdi. Ved Religionernes teoretiske Side forstaar jeg derimod: Ødet, man tror paa, naar man er Tilhænger af en eller anden Religion«, »det, som i bogstavelig Forstand kan siges at være sandt eller falskt i en Religions d. v. s. Systemer af Trossætninger eller Antagelser om Tilværelsens Beskaffenhed, om Guds eller Gudernes Eksistens, Egenskaber og Forhold til »Verden« og Menneskene, om Sjælens Udødelighed, Prædestination o. Iign. Ved Bedømmelsen af disse Antagelsers Værdi skelner jeg endvidere mellem deres Værdi som Verdensforklaringer, d. v. s. deres Værdi som Udtryk for Erkendelse af Tilværelsens Beskaffenhed, og deres Værdi som symbolske (og delvis poetiske) Udtryk for Menneskenes Følelser, hovedsagelig Frygt, Af-

[[slut på side 25 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 26]


magt, ønsker, Beundring, Taknemlighed og Forhaabninger. -I den første Henseende kan jeg ikke se rettere, end at Religionerne ingensomhelst Værdi har, idet ingen af dem kan videnskabeligt begrundes eller kontrolleres, og idet de alle fra et rent sagligt Synspunkt maa siges at bunde i en mytisk Opfattelse af Tilværelsen, som gaar helt paatværs af saglig Rimelighed. Ganske vist kan de ikke i strengeste Forstand modbevises; men netop fordi dette gælder om dem alle, finder jeg ingen Grund til erkendelsesteoretisk at foretrække den ene fremfor den anden. Muhammedanernes Antagelser om Gud og Paradis, finder jeg, staar ganske paa lige Fod med de gamle Grækeres Antagelser om Zeus og Olympen, med de gamle Nordboeres Antagelser om Odin og Valhalla og med alle andre Menneskers Antagelser om Guder og Oververdener, hvadenten de henlægges til Fortiden, Nutiden eller Fremtiden. Og principielt finder jeg det intellektuelt uforsvarligt at tro paa en Antagelses Sandhed, hvis dens saglige Begrundelse blot henstaar i det negative, at den ikke kan modbevises. Hertil kommer, som sagt, at de religiøse Antagelser har deres Udspring i en antropomorfistisk og antropocentrisk Opfattelse af Verden, som forekommer mig uforenelig med den Verdensopfattelse, som den videnskabelige Erkendelse viser hen til som den mest sandsynlige. De bunder i den - udtrykkelige eller stiltiende - Overbevisning, at Menneskene og deres Liv udgør en særlig vigtig og kostelig Del af Verdens Inventar, og at Verdenshelet er indrettet specielt med Hensyn til saadanne Formaal og Ønsker, som fra et menneskeligt Standpunkt synes »naturlige« eller »fornuftige«. Ganske vist udtrykkes Sagen i Reglen omvendt: at Mennesket er skabt i Guds Billede for at gøre hans Vilje; men naar jeg tænker paa de forskellige Forestillinger, Menneskene i Tidens Løb Jorden over har gjort sig om deres Guder, saa kan jeg ikke andet end give Xenofanes min Tilslutning, naar han siger, at »hvis Okser og Heste og Løver havde Hænder og kunde male og danne Billeder ligesom Menneskene kan, saa vilde Hestene danne deres Guder som Heste, Okserne deres som Okser og hver Art just efter sig selv. Æthioperne paastaar, at deres Guder er sorte og har Braknæser; Thrakerne, at deres har blaa øjne og rødt Haar«. Og hvad her er sagt om Gudernes legemlige Udseende og Egenskaber, gælder jo i Virkeligheden endnu mere om de »aandelige« Egenskaber, som de »højere« Religioners Tilhængere tillægger deres Guder. Hvor højt man end tænker sig dem hævede over Menneskene, saa er de dog bestandig tænkt i Menneskets Billede, som Væsner, hos hvem de Egenskaber, der paa det givne Sted og til den givne Tid anses for særligt værdifulde, er potenserede og sublimerede i den højest tænkelige Grad. I de egentlige Religioner er Guderne ikke umenneskelige eller amenneskelige, men overmenneskelige. Kun hos visse panteistiske Tænkere er de antropomorfe Træk eliminerede, men samtidig er Ordet »Gud« jo blot blevet synonymt med Ordet »Natur« som f. Eks. hos Spinoza, og Ordet »Gud« kunde egentlig lige saa godt stryges af Panteisternes Ordbog. Naar det bibeholdes, er det da vist ogsaa kun for dets Følelsesbetonings Skyld: idet Naturen identificeres med Gud, opfattes den som noget guddommeligt og kan derfor blive Genstand for Følelser, som den rent saglige Naturbetragtning ikke vilde fremkalde eller tilfredsstille, men som faktisk findes hos Panteisterne og kræver Antagelsen af en Genstand, de kan rettes imod. Naturens Guddommelighed bliver saaledes i Panteismen et symbolsk Udtryk for en vis religiøs Trang hos Panteisterne; men da Eksistensen af en Trang aldrig kan bevise, at der eksisterer noget, der tilfredsstiller Trangen - og heller ikke, at Menneskenes Meninger om, hvad der vil tilfredsstille den, er rigtige, - saa er Panteismen erkendelses-teoretisk set ligesaa ubegrundet som de andre Religionsformer, selv om den maaske i sin Konsekvens rummer færre Urimeligheder. Mit Svar paa Spørgsmaalet om Religionernes erkendelsesteoretiske Værdi er derfor, at de ingensomhelst saadan Vaerdi har. Og da Kultens objektive Værdi, d. v. s. dens

[[slut på side 26 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 27]

Indflydelse paa Gudens eller Gudernes Holdning overfor Menneskene, vel maa anses for afhængig af den teoretiske Sandhed af Menneskenes Meninger om Gudernes Eksistens og Egenskaber, maa jeg betragte det som i hdjeste Grad tvivlsomt, om den har nogen saadan Værdi. Tilbage staar saa Spørgsmaalet om dens subjektive Værdi for Kultdeltagerne og deres Medmennesker; men det kan bedst behandles i Sammenhæng med Spørgsmaalet om Religifsitetens Værdi i det hele taget.

Før jeg vender mig til Omtalen deraf, maa jeg dog lige gøre en Bemærkning om Religionernes Værdi som symbolske Udtryk for Menneskenes Følelser. Her viser den nære Forbindelse mellem Religion og Kunst straks, at saavel Kulten og de til den knyttede Myter og Legender som andre religiøse Fortællinger, Lignelser og Parabler, kan have en betydelig æstetisk Værdi, der ganske vist er forskellig for de forskellige Religioner og for de forskellige menneskelige Individer, men som Helhed har været til Gavn for Menneskeslægtens kulturelle Fremskridt, og som jo ogsaa stadigvæk udnyttes stærkt ved den religiøse Propaganda og kan virke overordentlig gribende eller dog stemningsfuldt, selv paa Mennesker, der kun staar i et rent æstetisk Forhold dertil. Her er altsaa efter min Opfattelse et Punkt, hvor man udfra et rent areligiøst Standpunkt kan kreditere Religionerne en betydelig Post, hvis Størrelse dog vil modificeres ved den Værdi, man kan tilskrive selve Religiøsiteten, som kan stimuleres ved de nævnte æstetiske Momenter.

Dette Spørgsmaal, som jeg selv anser for det vigtigste af dem, jeg nævner her, er saa meget vanskeligere at behandle, som Religiøsitet er et saare uklart og indviklet Begreb, som det ikke er lykkedes mig at finde nogen tilfreds-stillende Definition af. I al Almindelighed kan man dog vistnok sige, at Ordet »Religiøsitet« anvendes som Betegnelse for en relativt stærk følelsesbetonet Holdning overfor Tilværelsen. Men denne Holdning kan antage mangfoldige Former, eftersom den dominerende Følelse i den er f. Eks. Angst, Ærefrygt, Tryghed, Taknemmelighed, Sønderknuselse, Længsel, Andagt, Respekt m. m. Som et Element i Religiøsiteten indgaar vist tillige som Regel en »Tro«, d. v. s. en sikker Overbevisning (som Regel angaaende noget »overnaturligt«) uden tilstrækkelig teoretisk Begrundelse. Og som Helhed virker et Menneskes Religiøsitet des mere ind paa dets Handlinger og dets hele Livsførelse, jo »stærkere« den er. Herved bliver Religiøsiteten imidlertid ikke alene af Betydning for det enkelte religiøse Individ, men ogsaa for dets Medmennesker i snævrere eller videre Kredse. Og derfor maa Spørgsmaalet om Religiøsitetens almenmenneskelige Værdi spaltes op i to, nemlig i Spørgsmaalet om Religiøsitetens Værdi for de religiøse Enkeltindivider og i Spørgsmaalet om dens Værdi for Samfundslivet og Kulturen i Almindelighed.

Hvad først angaar Værdien for det religiøse Enkeltindivid, mener jeg ikke, at det overfor de mange Vidnesbyrd, der foreligger, kan betvivles, at Religiø-siteten er af stor Værdi for de Mennesker, der er saadan beskafne eller opdragne, at de føler en levende religiøs Trang, d. v. s. en Trang, som efter deres egen Overbevisning kun kan tilfredsstilles ved Tilslutning til en eller anden Religion og Deltagelse i dens Kult - offentlig eller i hvert Fald privat. Navnlig i Sorg, Nød eller Dødsangst kan »Religionens Trøst« jo utvivlsomt være til stor Husvalelse for mange. Men udover saadanne Situationer, som de paagældende ikke vilde kunne »klare« uden - reel eller indbildt. - Hjælp fra »højere Magter« eller deres Repræsentanter paa Jorden, mener jeg, at Religiøsitetens Værdi for de religiøse Enkeltindivider i hvert Fald er omtvistelig. Psykiaterne kan tale med om, hvor let svagelige mentale Konstitutioner strander paa de religiøse Anfægtelsers Skær. Og det indrømmes ogsaa ofte, at den religiøse Følelse let kommer paa »Afveje«. At dette fra religiøs Side tilskrives den menneskelige Naturs Svagheder og Syndighed er naturligvis forstaaeligt; men ligesaa forstaaeligt er det, at denne Forklaring ikke virker

[[slut på side 27 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 28]

overbevisende paa dem, der ser paa de religiøse Fænomener »udefra«. Tvært imod, fra et areligiøst Standpunkt er det nærliggende at betragte »Afvejene« som ligesaa naturlige Udslag af Religiøsiteten, navnlig da »Afvejene« ofte netop betragtes som de urette Veje« - indenfor andre Religionssamfund. Jeg for mit Vedkommende maa endogsaa bekende, at jeg betragter det som Tegn paa en særlig sund, menneskelig Natur, hvis den kan bære en stærk Religiøsitet uden at komme paa, hvad man fra et rent humant Standpunkt maa anse for »Afveje«. Askese, Munkevæsen, Mystik, Overspændthed og Ekstase er nærliggende Eksempler. Det er jo en almindelig anerkendt psykologisk Kendsgerning, som jeg ikke venter, nogen vil bestride, at enhver stærk Følelse hindrer et objektivt og upartisk Syn paa Tingene og let fører til, at den »sjælelige« Kontrol, Harmoni og Balance tabes, eller at Horisonten indskrænkes. Og fra denne Regel kan jeg med min bedste Vilje ikke se, at den religiøse Følelse er nogen Undtagelse - tværtimod, saavel de fleste som de grelleste Eksempler paa Reglen kan vel netop hentes fra den religiøse og den erotiske F0lelses Omraade. Og da begge disse Følelser synes meget primitive i deres Grundlag og som Følge deraf har en ganske særlig stærk Indflydelse paa Individets Bevidsthedsliv og Handlemaade, forekommer det mig at være af stor Vigtighed, at man er meget forsigtig med at fremkalde dem kunstigt, og at man bør gøre alt, hvad man kan, for at bibringe Menneskene en effektiv Modvægt mod deres Farer, før man søger at fremkalde selve Følelserne. Til at være religiøs hører der ikke megen almenmenneskelig Kultur; men til (under Livets normale Forhold) at være religiøs uden skadelige Virkninger, kræves der efter min Mening en forholdsvis hØj moralsk og personlig Kultur og Selv- stændighed, som kun de færreste har. Og navnlig har Børn den slet ikke, saa der skal efter min Mening meget gode Grunde til at berettige en religiøs Opdragelse af Børn. Hvis der ikke kunstigt vækkes en religiøs Trang hos dem, opstaar den maaske normalt slet ikke paa det nuværende europæisk amerikanske Kulturtrin, hvor de primitive Aarsager til Religiøsiteten dels er fjernede, dels virker langt mindre overvældende end paa mindre oplyste Kulturstadier. At der gives Mennesker, for hvem Religiøsitet er en naturlig Aandsform, der vilde opstaa ogsaa uden religiøs Paavirkning, vil jeg ganske vist ingenlunde benægte; men jeg tror, at de egentlig »religiøse Naturer« er for holdsvis sjældne, saaledes at man begaar en Fejl ved at anse Religiøsitet for en med selve Menneskenaturen given Ejendommelighed. Og hvis dette er Tilfældet, vil man altsaa for de fleste Menneskers Vedkommende paa vort Kulturstade kunne undgaa Religiøsitetens skadelige Virkninger ved ganske simpelt at undlade at underkaste dem en systematisk religiøs Paavirkning, hvilket jeg mener ikke alene vil være til Gavn for alle ikke-religiøst anlagte Individer, men ogsaa for Samfundslivet og Kulturen i Almindelighed.
Ved Overvejelsen af Spørgsmaalet om Religiøsitetens Værdi for Samfunds livet og Kulturen er det først og fremmest faldet mig i øjnene, at de fleste Religioners Tilhængere anser andre Religioner for skadelige og ivrigt bekæmper dem, snart med Kanoner, snart med Missioner og snart med begge Dele. Ganske vist er Grunden hertil vel navnlig den, at andre Religioner anses for »hedenske« og modvirker Udbredelsen af den formentlig »sande« Religion, som man selv hylder. Men denne Indstilling overfor de andre Religioner fører dog ogsaa til et mere aabent Blik for »Hedenskabet«s kulturelle og moralske Farer, som er des større, jo stærkere den »hedenske« Religiøsitet er. Og da der udfra et areligiøst Standpunkt ikke er nogen Væsensforskel mellem usande og »hedensk« Religiøsitet, maa man udfra et saadant Standpunkt betragte Religiøsitetens Fordele og Mangler som væsentlig ensartede i de forskellige Religioner, og her kan jeg ikke se rettere, end at Manglerne afgjort er større end Fordelene - i hvert Fald i Samfund, hvor Kulturen er naaet til et Stadium, hvor det Religiøse er differentieret ud fra de andre Kulturformer: Moral,

[[slut på side 28 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 29]


Ret, Videnskab, Kunst o. s. v. Den mest iøjnefaldende af Religiøsitetens Mangler er maaske den, at den hos de fleste religiøse Mennesker medfører en Trang til at propagandere for deres egen Religion og en Misbilligelse af anderledes tænkende, som erfaringsmæssigt viser sig uhyre let at føre til moralsk forkastelige Udslag. Jeg tænker her ikke blot paa Tyrkernes Forfølgelser af Armenierne, de Kristnes Forfølgelser af Tyrkerne i Korstogstiden, Spaniernes af Aztekerne, Muhammedanernes »hellige« Krige, Jødeprogromerne, den kristne Middelalders Kætterforfølgelser, som jeg iøvrigt tror vilde opleve en Renaissance i det øjeblik, den store Hob blev virkelig grebet af Religiøsitet, - men jeg tænker ogsaa paa de mangfoldige Tragedier rundt om i Hjemmene, hvor Familiemedlemmerne staar splittet i religiøs Henseende, hvilket fører til mere eller mindre pinlige Forhold, almindelig Utilfredshed og Sorg, ja, i sine Extremer til Sindssyge eller Selvmord. Og sidst, men ikke mindst, tænker jeg paa den uhyggelige Suggestibilitet, der ofte følger med en stærk Religiøsitet, og som har gjort det muligt at benytte selv Menneskekærlighedens Religion til at ophidse Nationer og Befolkninger mod hverandre, saaledes som Verdenskrigen var det sidste rystende Eksempel paa. Hvorledes tyske Præster bar sig ad hermed, kan man se f. Eks. i Prof. i. P. Bangs lille Bog »Hurra og Halleluja«; og principielt er det jo det samme, der sker, naar franske katolske Biskopper velsigner Krigsskibe og russiske Poper Regimentsfaner. Naturligvis kan det ikke falde mig ind at tillægge Kristendommen eller nogen anden Religion Skylden for denne Krig; men jeg mener, at den Mentalitet, som kan kaldes den magisk-religiøse, og som i høj Grad stimuleres ved Bøn, Faste, Andagt og Kult i det hele taget, har været stærkt medvirkende ved Frembringelsen af den Krigsbegejstring, som var en saa væsentlig Betingelse for hele Galskaben. Og den Omstændighed, at ikke engang Kri-stendommen, efter at have været den herskende Religion i Europa i over tusind Aar, har kunnet umuliggøre Udbruddet af en saadan Krig, men endogsaa har kunnet bruges eller misbruges i Krigens Tjeneste, har unægtelig bestyrket mig i den Opfattelse, at Religiøsitetens Mangler og Farer er større end dens Fordele. Det afgørende Punkt synes mig ikke at være Religionens moralske Indhold, men derimod de Udslag, som Religiøsiteten faktisk giver sig hos dens Tilhængere, - eller med andre Ord: Forkyndelsens moralske og kulturelle Betydning afhænger mindre af, hvad Forkyndelsen gaar ud paa, end af, hvilken Virkning den faktisk har paa Menneskenes Sind og Handlemaader. Og netop fordi Religiøsitet gør Mennesker suggestible i saa høj Grad, mener jeg, at den - navnlig naar den breder sig til store Masser (Menigheder, Troessamfund) - virker ganske overvejende skadeligt, selvom jeg ikke vil nægte, at den kan virke forædlende paa et Mindretal af Enkeltindivider. Til Belysning af mit Syn paa den religiøse Suggestion skal jeg tillade mig at citere et lille Stykke af Prof. Arthur Christensens: »Politik og Massemoral«, hvor han siger følgende: »Den religiøse Suggestion er meget sammensat og berører alle de nævnte Sider af Massernes Sjæleliv. Der er for det første Selvhævdelsen. Den til et Religionssamfund eller en Nation organiserede Masse hævder sin Eksistens ikke blot med jordiske Vaaben, men ogsaa ved Alliance med overjordiske Magter. Dertil kommer Frygten for, at disse Magter skal hævne sig, hvis man ikke yder dem skyldig Tribut eller forsvarer deres Sag. Forbindelsen af religiøs Suggestion med Rovdrift (og Magtbegær) er et af de mægtigste Fermenter, Historien kender. Eksempler derpaa er den »hellige Krig«, som Muhammed, Typen paa de store religiøse Suggestionører, hvis Styrke ligger i deres Selvsuggestions Intensitet, og hans Efterfølgere satte i Gang, og som i faa Aartier skabte et Rige, større end Romerriget paa dets Højdepunkt, og paa den anden Side Korstogene, som er udgaaet af en af de mest gigantiske Suggestionsbevægelser i Kristenhedens Historie. Den religiøse Suggestion kan tillige afgive god Jordbund for Grusomheden. Uger-

[[slut på side 29 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 30]


ninger, som Massen maaske under andre Forhold vilde vige tilbage for, øves uden Skrupler, naar den er i Stand til at indbilde sig, at den handler efter en Guddoms Vilje. Forestillingen om, at man ved at udøve Grusomhed kun udfører en guddommelig Straffedom (Retfærdighed) eller bidrager til at forringe Ofrenes Lidelser efter Døden (Medfølelse!), betager Massen alle Betænkeligheder, saa at den helt og fuldt kan hengive sig til Vellysten ved Synet af de fysiske Lidelser og ved den aktive Deltagelse i Marterhandlingerne. Autodaféerne er kun et enkelt, men ganske vist i massepsykologisk Henseende saare oplysende Eksempel.« Naturligvis kan - som Prof. Christensen ogsaa fremhæver - den religiøse Suggestion ogsaa virke i modsat Retning og faa Folkemasser til at udøve Barmhjertighedsgerninger i stor Stil, men dette kan efter mit Skøn ingenlunde »gaa lige op« med de Grusomheder, den har ført til, - og selvom de kunde, tror jeg ikke, at de højere Religioners Tilhængere vil anerkende, at »fromme Handlinger«, hvis væsentligste Motiv skyldes Suggestion, har nogen etisk Værdi. Suggestioner og Suggestibilitet er dræbende for al personlig Udvikling og Selvstændighed og en stadig Fare for det menneskelige Samfundsliv, idet enhver dygtig Agitator kan faa en suggestibel Folkemasse til at gøre, hvad det skal være, - navnlig ved at appellere til de mere elementære Drifter, hvis fornuftige Beherskelse og Kon- trollering er en Betingelse for en varig kulturel Fremgang. Men netop fordi den religiøse Propaganda mere virker ved Midler, der appellerer til »Følelsen« end til »Forstanden«, resulterer den for de allerfleste religiøst grebne Menneskers Vedkommende i en Mentalitet, der i det store og hele er kulturfjendtlig, selvom »Læren« og »Forkyndelsen« maaske indeholder Momenter af stor moralsk og kulturel Værdi. Det forekommer mig, at Masse-Religioner kun kan siges at være kulturfremmende paa relativt primitive Kulturtrin, men at de viser sig som kulturfjendtlige, efterhaanden som Kulturudviklingen skrider frem, og at de fleste kulturelle Fremskridt markerer en Opposition mod de paa det givne Tidspunkt herskende religiøse Tilstande og Organisationer. Jeg glemmer ikke, at disse Organisationer til Tider har været Kulturbærere; men ved Bedømmelsen af dette maa man heller ikke glemme, at dette dels var en nødvendig Følge af, at de slog alle andre Kulturspirer ned med haard Haand; og dels forekommer det mig rigtigt, naar Prof. Edv. Lehmann med Tilslutning citerer den kendte Religionsforsker Ellis' Ord om, at »det er ikke Religionen, der medfører Civilisationen, men de højere Kulturtrin, der udvikler bestandigt højere religiøse Ideer«; og endelig forekommer det mig, at Religionernes Rolle som Kulturspredere aftager Dag for Dag. »Religionen er ikke længere lldsøjlen, der leder Menneskehedens Vandring gennem ørkenen; den er snarere Ambulancen, som følger bagefter og opsamler de Mødige og de Lidende. Den er Trøsteren, ikke Vejviseren«, som Prof. Høffding siger. Selv de religiøse filantropiske Foranstaltninger synes jeg kun er en Hemning for de »sociale« Spørgsmaals Løsning ad politisk Vej, hvor de naturligt hører hen; og i det hele taget forekommer det mig, at de religiøse Organisationer gennemgaaende har været afgjort konservative og som Regel først er »gaaet med« til sociale Fremskridt, naar andre Kræfter har gjort Modstanden mod dem umulig.-

Alt i alt skønner jeg derfor ikke rettere, end at Religion og Religiøsitet i det store og hele er skadelig, selv om de under visse Omstændigheder og i et vist Antal Tilfælde kan være til Gavn. Den Religiøsitet, som har behersket de store Religionsstiftere (eller dog i hvert Fald nogle af dem), som ogsaa jeg i Ærbødighed bøjer mig for, forekommer mig at være af en helt anden Art end den, der behersker Flertallet af deres Tilhængere, og hvis man mener, at det er ønskeligt, at disse skal komme til at ligne hine, tror jeg, Vejen først og fremmest maa gaa gennem en Afreligiøsiticering, om jeg saa maa sige, og en almindelig kulturel-moralsk Opdragelse, som giver Mennesket det for-

[[slut på side 30 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 31]

nødne personlige og kulturelle Grundlag for at kunne være religiøse uden at ligge under for Religiøsitetens Farer. Efter min Opfattelse kan kun den personlige Religiøsitet, der hos nogle Mennesker »naturligt« vokser frem som et Resultat af deres Livserfaringer, billiges, hvorimod jeg finder det ganske forkasteligt at forsøge at fremkalde og opelske Religiøsitet hos Børn og halvkultiverede Individer, som i Virkeligheden er ude af Stand til at danne sig et velovervejet Skøn over dens gode og dens daarlige Sider, og som kan faa baade deres Forstand, Samvittighed og Selvstændighed ganske forkvaklede ved den. At en religiøs Vækkelse kan være til stor Trøst for sammenbrudte og hjælpeløse Mennesker, synes mig ingen Grund til at fremkalde Religiøsitet hos Folk, der ikke selv føler noget Behov i religiøs Retning: det vilde jo være, som om Syge, der havde faaet Smag for en dem gavnlig Medicin, vilde overføre deres Sygdom til Børn og sunde Mennesker, for at disse ogsaa skulde kunne nyde godt af Medicinen. Og at Religiøsiteten kan virke for- ædlende ind paa nogle Mennesker,-viser ikke, at den gør det paa alle; tværtimod - Erfaringen synes mig at vise, at det er de færreste, der kan bære en stærk religiøs Grebethed uden at tabe i Værdi, naar de bedømmes ud fra et rent humant Standpunkt. Religiøsiteten er en lld, der ikke alene kan varme Menneskene, men ogsaa fortære Menneskeligheden i dem. Og heraf drager jeg den Slutning, at man bør omgaas den med stor Varsomhed og ikke prøve at tænde den i ethvert letfængeligt Gemyt, som ikke har den fornødne Erfaring og Modenhed til at kunne modstaa dens Farer. Naar man har sam-menlignet den med den erotiske Kærlighed, som paa den ene Side ogsaa har været Skyld i utallige Sorger, Ulykker og Forbrydelser, men som paa den anden Side dog er en saa mægtig Kilde til menneskelig Lykke og har været medvirkende til Frembringelsen af saa mange kulturelle Værdier, at kun en unaturlig asketisk Betragtningsmaade kan føre til Fordømmelse af den, saa maa jeg dertil bemærke, at der for det første er den betydningsfulde Forskel mellem Religiøsitet og erotisk Kærlighed, at den sidste ikke afgiver den samme frugtbare Jordbund for Massesuggestioner, som gør den første saa farlig. Og for det andet er Forholdet jo det, at det ikke er saa nødvendigt at fremdrage den erotiske Kærligheds Farer, da de er almindeligt anerkendte, og alle er enige om saavidt muligt at bekæmpe de erotiske Vildfarelser og for enhver Pris hindre, at Menneskenes erotiske Tilbøjeligheder vækkes kunstigt i en for tidlig Alder eller senere faar Lov til at udfolde sig ubundet og frit. Men med Hensyn til Religiøsiteten bærer man sig som Regel helt anderledes ad, idet man i vid Udstrækning netop gør, hvad man kan, for at vække den saa tidligt som muligt og fremkalde den hos Individer, der endnu ikke har følt nogen religiøs Trang, samt stimulere den hos dem, der har Anlæg derfor. Og dette kan jeg kun forklare mig ved, at man i Virkeligheden ikke har faaet øjnene op for Religiøsitetens Farer, eller at man i hvert Fald under-vurderer dem paa samme Maade, som et stærkt erotisk bevæget Individ ofte undervurderer Erotikkens Farer, der iøvrigt efter mit Skøn alt i alt er mindre end dens Fordele, medens det omvendte forekommer mig at være Tilfældet for Religiøsitetens Vedkommende. Derfor finder jeg - tiltrods for, at jeg derved risikerer at faa det misbrugte Invektiv »intolerant« hæftet paa mig - Anledning til at understrege dette Forhold. Men jeg venter selvfølgelig ikke, at noget religiøst grebet Individ vil give mig sin Tilslutning. For om en saadan Tilslutning gives eller ej, beror paa, hvilken Vægt man tillægger mine Argumenter; men her lægger selve Religiøsiteten sit tunge Lod i Vægtskaalen, og hvis dette ikke opvejede alle Modargumenter - ja, saa var Religiøsiteten ikke den Magt, som den er, og saa vilde jeg ikke anse den for saa farlig,
som jeg gør. -

Jørg. Jørgensen.

________


Den vantro er Gud mere velbehagelig end den vanetroende.

[[slut på side 31 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 32]

[[illustration]]


[[billedtekst:]]
Øverst Rækkehuse ved Damhussøen af Thorkild Henningsen.
I Midten Interiør fra et af Husene.

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Nederst treetages Bebyggelse af Thorkild Henningsen.
Carlsbergfondet har betalt Dørreliefferne.

[[illustration]]

[[slut på side 32 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 33]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Øverst Ivar Bentsens Hus Paa Kastelsvej. Nederst Karré naa Amager af Arkitekt Monberg.
[[billedtekst slut]]

[[slut på side 33 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 34]


Byggeriet 1928.


Thorkild Henningsen: Rækkehuse ved Bernstorffsvej.

Paa to Punkter gaar Udviklingen frem i det almindelige Byggeri, i Boligformen og i Arkitektens Behandling af Opgaven. Det første viser sig først og fremmest i Rækkehusbebyggelsen. Man maa ikke underkende Betydningen af de økonomiske Forskydninger efter Krigen, som har skabt Muligheden for Rækkehusbyggeriet, men lige saa lidt skal vi her forbigaa den Energi, som Rækkehus-Arkitekten har udvist for at gennemføre Sagen. Det blev alligevel en enkelt Mand, der førte Rækkehuset ind i den almindelige Bevidsthed, og de mange Efterligninger viser kun, at Sagen var sund fra Begyndelsen. Endnu tør ingen gøre Krav paa mere end Efterlignerens Navn, for endnu har ingen ydet noget udover Thorkild Henningsens Indsats. Det irriterer naturligvis de Herrer, der har fundet paa et halvrundt Kældervindu i Stedet for et firkantet, men det bliver ikke mindre urokkeligt derved.

En sundere Behandling af Byggeopgaven spores ganske tydeligt, selvom det mest er ved Indførelsen af den ærlige Facade, hvor Vinduer og Rum svarer til hinanden. At det til en vis Grad er blevet en Mode, rokker ikke ved, at det for en Gangs Skyld er en sund Mode. Mon ikke den Arkitekt, der een Gang har forstaaet, at en Facade skal være ærlig, uvilkaarlig begynder at arbejde ærligt med den øvrige Del af Opgaven.

Aaret har bragt det særlige, at Professor Ivar Bentsen for første Gang har faaet Lejlighed til at bygge en Boligkarré i København, dog naturligvis ikke for Københavns Kommune. Besynderligt, at en Mand skal runde de halvtreds efter at have været ledende i dansk Bygningskunsts Udvikling gennem en lang Aarrække, uden at Kommunen kan føle sig forpligtet til at benytte ham, mens Folk som Baumann, Henning Hansen, Hygom, Holger Jacobsen, Strøm Tejsen o. s. v. forlængst har faaet deres.

Ganske nøgternt kan det fastslaas, at den Arkitekt, der vil noget og duer noget, er henvist til at bane sig Vej aldeles uden Støtte fra det Offenlige. mens de, der nyder Støtten, til Gengæld kun betyder noget politisk.
________

Revsetid er endt,
det er Rosetid paany,
Frænderos, Venneros,
Selvros i Sky!


[[slut på side 34 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 35]


Mine Herrer Bogorme!


Det er Erhvervelsen af den i et Par Dage saa omtalte Blokbog, der har foranlediget mig til disse Betragtninger. Da Læseren formodentlig længst har glemt, hvad det var for en Tingest, skal jeg i al Korthed erindre om, at det var en gammel nederlandsk Bog, bestaaende af syv kolorerede Blade, en saakaldt Planetbog med Fremstilling af allehaande Sysler fra det daglige Liv og diverse astronomiske Guddomme. Den erlagte Pris var 150,000 Kroner. Tegningen i de syv Billeder var fin, om end ikke eksceptionel, men Farvelægningen over al Beskrivelse hæslig; nogle grumsede og grønne og violette Kulører, en postkasserød paa Maa og Faa væltet ud over Billedfladen, saa det skar i øjnene. De tre Farvetræsnit, der, udlaant fra det Kgl. Bibliotek, var ophængt over Blokbogen, belærte om, hvor fin og følsom en Farvelægning, man var i Stand til at opnaa. Det er i hvert Fald klart, at naar man har honoreret disse Blade saa højt, er det ikke paa Grund af deres kunstneriske Værdi, men fordi de er en Sjældenhed.

Hermed lader vi Blokbogen hvile. Om kort Tid vil den forsvinde ned i en nummereret Skuffe for kun at komme op en Gang hvert halve Aarhundrede, naar en Specialist i Inkunabler og deslige skal udgive sin »Vollständiges Verzeichnis aller...« etc. Allerede nu sidder den melankolske Opsynsmand i ørkenagtig Ensomhed, omtrent som Digteren hos Poul Møller:

En enkelt Poet nu paa dens Ruin
Sig klager ret som en eenlig Due,
Om hans Sang er aldrig saa liflig og fiin,
Han høres ej meer af Ridder og Frue.

Fred være med Blokbogen! Disse Linjer er ikke et Angreb paa en enkelt Nyerhvervelse, men en Kommentar til Museums- og Biblioteksbegrebet: det sjældne, som ogsaa til Biblioteksmoralen i Almindelighed.

Synspunktet for det moderne Bibliotek er et dobbelt: at være Opbevaringssted for de gamle Skrifter, der bringer Bud om Fortiden, og at være Indsamlingscentral for alle samtidige Publikationer til Benefice for Fremtidens Forskning. Denne sidste Opgave er en Konsekvens af den i Slutningen af forrige Aarhundrede frembrydende videnskabelige Stofsamlermani, TroelsLund-Perioden, der mente, at Kulturen var et kvantitativt Fænomen, der spon-tant sprang frem af de med Flid sammenskrabede Møgdynger, for hvilke altsaa Bibliotekerne skulde blive de omsorgsfulde Beskyttere. En Rest af denne videnskabelige Kvantitetsovertro blomstrer friskt den Dag i Dag under Navn af Folkloristik, paa Dansk: Skraldebøttevidenskab, i Ly af Lokalpatrioternes begejstrede Applaudering (Typen Gravlund). En anden ikke mindre populær Udløber af den kvantitative Videnskabelighed er den saakaldet »psykologiske« historisk, litterær- og kunsthistoriske Personalmonografi, hvis Særkende er Indførelsen af alle uvedkommende Elementer i de paagældende Beskrivelser ud fra den Betragtning, at Aandspersonligheden er et Produkt af Kødpersonligheden (Typen Robert Neiiendam). Og det kan være ganske sandt for de flestes Vedkommende, nemlig for deres, der ingen Aand har, eller som har afskaffet den; men man er dog begyndt at indse det selvmodsigende i at vurdere Aandspersonligheden ud fra den Standard, de aandløse har sat; man har vendt sig imod den kvantiterende Betragtningsmaade og krævet Aand forklaret ved Aand. De humane Videnskaber er blevet præget mere og mere af dette Skifte; og som for 50 Aar siden Bibliotekerne villigt fulgte de nye

[[slut på side 35 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 36]


Signaler indenfor Videnskaben, maatte det nu blive dens Opgave i Indsamlingen af Materialé at give Udtryk for de nye videnskabelige Idealer. Vil man indvende, at disse Idealer jo kan skifte, og at derfor en Ændring kunde være farlig, vidner det om en ussel Tankegang. Man opnaar intet, hvis man, arbejdende i én Retning, holder Udvej aaben i en anden for det Tilfældes Skyld, at man skulde have taget Fejl. Er det Alvor, eller er det ikke Alvor?

Man ræsonnerer nu, at hvis en Mand ønsker at studere et eller andet Emne, saa bør han kunne det. Men er det Ret og rimeligt? Hvis nogen ønsker at skrive en Doktordisputats om Konfirmationspoesien i Danmark i Tidsrummet 1900 - 1910, saa maa det naturligvis være hans Ret; kun er det vanskeligt at se, hvorfor Staten skal have Pligt til at have Materialet Rede for ham; Samfundet er dog lykkeligere uden dette Værk. Hvis nogen ønsker at skrive Johs. V. Jensens Biografi, saa maa det naturligvis være hans Ret; kun er det vanskeligt at se, hvorfor Staten skal have Pligt til med Henblik paa denne Eventualitet at opbevare »Revuen«, hvor Johs. V. skrev en Række Knaldromaner for at tjene til Brødet. Den eventuelle Hr. Biograf vil ved at tage Hensyn til disse Romaner kun besvære sig selv, forvirre sine Læsere og ærgre Digteren .

Bibliotekerne virker paa Læseverdenen og Forskningen ikke blot ved, hvad de besidder, men ogsaa ved det, som de ikke besidder.

I det hele taget, den Tanke, at skulle gemme alt muligt af Hensyn til Fremtiden, er en underlig bagvendt Form for Historiebetragtning, der skaber Materiale for Historieskrivningen uden tilsvarende historisk Realitet bagved. et Udslag af moderne Byzantinisme, der fører til aandelig Værdiforskydning. Vi har Grund til at være taknemmelige for, at Oldtiden og Middelalderen ikke kendte et tilsvarende Samlerraseri, der vilde have bebyrdet os med et slidsomt og lidet frugtbringende Arbejde. Ti det er jo den mærkelige Sandhed, at nok saa megen Samlermani, nok saa mange Millioner beskrevne Ark - det springende Punkt, den afgørende Sandhed finder man ikke i Dokumenterne. Lad Filosofferne udfinde Aarsagen, om de kan; men lad os andre blot blive klare over, at trods Nutidens Papirrigdom og Samleromhu, véd vi lige saa god Besked om det af Oldtidens og Middelalderens Historie, det er værd at vide noget om, som om vort eget. Arkiver og Biblioteker lærer os ikke Sandheden, det gør kun den geniale Forsker, hvis Materiale mere er den umiddelbart omgivende Virkelighed, hans egen Sjæl, en Evne til Analogislutninger, en stringent Tankegang, Sans for Relation mellem Aarsag og Virkning, for de skjulte Kræfter, for Massernes Hæmmethed og Aandspersonlighedens Frihed, for psykologisk Virkelighed og systematisk Fantastik.

*

Men er det saaledes med det moderne Stof, at ikke alt er værd at gemmes, bør man ikke mene, at et Dokument bliver værdifuldt, blot fordi det er gammelt eller sjældent forekommende. Det er aabenbart just, hvad man har ment, naar man har givet 150,000 Kr. ud for en Bog, hvis videnskabelige Værdi er lig Nul. Et Kunstværk, der virkelig er et Kunstværk, er altid de Penge værd, man har Raad og Lyst til at betale. Erhvervelsen til Kunstmuseet af Tizianportrættet eller af det lille (forholdsvis dyrere) florentinske Gravlæggelsesbillede er indlysende berettiget, thi de giver os en Oplevelse, vi kun kan faa Ansigt til Ansigt med disse Billeder. Gudestatuetten i Glyptoteket ligesaa; naar man i et ubevogtet øjeblik, mens Opsynet er beskæftiget med at læse sin Avis eller pille sig i Næsen, lader Haanden glide fornemmende ned langs Figurens Skulder og Overarm, vil man lære mere om den vaagnende kunstneriske Evnes Kamp og gradvise Sejr over den genstridige Blok og om Aandens Frigørelse for Ritus og Tradition, end nogen Lærebog formaar. Naar man giver høje Priser for saadanne Værker, er det Udtryk, ikke

[[slut på side 36 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 37]

i og for sig for Lyst til at besidde noget, som er sjældent, men for en Attraa efter virkelige Værdier, der kun kan tilegnes ved Besiddelsen af de værdibærende Objekter selv. Det gælder ikke f. Eks. grafisk Kunst, thi med vor Tids tekniske Hjælpemidler er det muligt at reproducere grafiske Blade paa en Maade, der gør Original og Reproduktion uskelneligt ens. Der er derfor ingen virkelig Begrundelse for at købe en Radering, lad os sige af Rembrandt, for 2000 Kroner, naar et Værk med samtlige hans Raderinger kan erhverves for 20 Kr. Hvad det drejer sig om er her ikke videnskabelige eller æstetiske Krav, men slet og ret en honnet Ambition. Det er en Æressag at besidde sjældne Originaler; og saaledes maa det da forklares, at man kan give 150,000 Kr. for en Bog, hvis reelle (s: videnskabelige eller æstetiske) Værdi er minimal, mens en fotografisk Gengivelse af de syv Blade vilde koste 7*1O = 70 Kr. og i enhver Henseende gøre samme Gavn.

Det er den æstetiske Krukkethed i Renkultur. Der er nok af Mennesker, som kan fortælle en om den udefinerlige Fornemmelse, det er, at faa en saadan Sjældenhed foran sig, den Atmosfære, den skaber, den Stemning, man kommer i, naar man henfalder i Betragtning af en gammel Bog, alene Snavset! (Typen Poul Levin). Men, mine Herrer, dette er Sentimentalitet, Stemningsfiskeri! Hvis nogen har Lyst til at blive sentimental over en gammel Bog, saa værsgo', for mig gerne, jeg er ligeglad. Men lad det ikke være nogen statsunderstøttet Sentimentalitet.

Sentimentalitet, Stemning, er det,

naar man hænger en rød Silkeklud over Lampen for at skabe Hygge,
naar man omgiver en aaben Gaard med Søjler for at faa »Stil«,
naar man forfusker et Museum af Hensyn til Traditionen,
naar man hæmmer den naturlige Udvikling for at puste kunstigt Liv i de gamle Dage.

Sentimentalitet, Stemning, er alle disse Begreber: Hygge, Stil i Gaaseøjne (s: hvor den ikke slet og ret er et Resultat af Tingenes hensigtsmæssige Samspil i Rummet, men en Attitude), Tradition, de gamle Dage. Og som det vil ses, er Stemning altid noget, der paatvinges Objektet udefra, aldrig noget, der fremgaar som en naturlig Konsekvens, derfor altid falsk. Det er paa Grund af denne Paaklistrethed, at den føles og elskes saa voldsomt af Millionerne, der er uimodtagelige for de sande Tingene iboende blivende Værdier.

Sentimentalitet og Stemning (to Ord for det samme) er Modsætningen til Alvoren, der altid søger ind til det tilgrundlæggende og forholder sig dertil, mens den forsmaar at dvæle i en Tilstand, fremkaldt af akcidentielle Momenter. Alvor - Stemning, det er Modsætningen. Stemning er Grundtonen i Bourgeoisiets Kultur (Typen Selma Lagerløf), og det er det forhaabningsfulde ved den saakaldet proletariske Kunst (gives der en saadan?), at den brutalt river Stemningens Taageslør itu og sætter de nøgne Kendsgerninger i Stedet. Disse er vel endnu ikke Alvoren, men de udelukker ikke Alvoren; mer end det, de er det første Trin hen imod den virkelige Alvor, som er Sandheden

*

God Morgen, mine Herrer Bogorme! Nu er vi ved Bøgerne igen. Ovenstaaende Betragtning skulde her kun tjene til at uddybe den Paastand, at et Manuskript o. 1., der ikke rummer særlige kunstneriske Værdier, og som er tilfredsstillende udgivet, er Makulatur og bør behandles som saadant.

Fremtidens store Biblioteksopgave bliver at skelne mellem de virkelige Værdier og de fiktive Værdier. Og at forstaa, at de fleste Manuskripter og gamle Tryk kan have en vis Værdi paa et vist Sted og ikke andre Steder. Naar der findes 70 Manuskripter til et Værk, kan det være af Betydning at have dem samlet paa eet Sted, saa Videnskabsmanden ikke behøver at rejse den halve Verden rundt for at konfrontere dem. Hvilken Fornøjelse kan


[[slut på side 37 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 38]


Universitetsbiblioteket f. Eks. have af at ligge inde med to Manuskripter til Dantes guddommelige Komedie, naar der ialt findes henved 600, der alle kommer i Betragtning, hvis nogen ønsker at foretage en tekstkritisk Revision? Hvilken Fornøjelse -anden end den at kunne sige: Blandt vore utallige Skatte har vi ogsaa to Haandskrifter til Divina Commedia! Men bortset fra dette Argument, hvad var da rimeligere, end at alle disse Manuskripter blev samlet i Firenze eller Rom, hvor de fleste interesserede tør formodes at befinde sig?

Det er Fremtidens Biblioteksopgave at gøre Samlingerne til levende Værdier ved Afvikling af det værdiløse og ved en rigtig Placering af saadanne Ting, som kun har Værdi under visse Forhold. Det er Fremtidens Opgave at afvikle den sentimentale Betragtningsmaade og igangsætte et internationalt Udvekslings- og Samarbejde, der forvandler Bibliotekerne fra Raritetskabinetter til ordnede organiske Helheder. En Opgave, der vil støde paa en Mur af Fordomme og Bornerthed, men som derfor er saa meget mere ærefuld at løse. -

Som Forholdene er nu, kan man finde de underligste Ting i vore Biblioteker; men vil man sætte sig ind i, lad os sige Amerikas sociale og økonomiske Forhold, moderne fransk Litteratur og Litteraturvidenskab, engelsk Politik eller bolschevikisk Pædagogik, saa er man ilde stedt. I vore Dage, da den videnskabelige Bogproduktion er enorm, maa der stilles store Krav til Bibliotekerne. Undvære disse mange moderne Værker kan Forskeren ikke. Følgen er, at der i Danmark ikke kan arbejdes videnskabeligt indenfor en Række Fag (som de ovennævnte), hvis man ikke selv har Raad til at ofre en Formue paa Bøger. Paa denne Baggrund virker kostbar Anskaffelse af Værker, der undertiden kun er Foder for Sentimentaliteten, dobbelt pinligt.

Det er kun et lille Problem, her er behandlet, i de store Problemers Epoke, men det kaster en lang Skygge, thi den Værdiforskydning, der har fundet Sted, tjener til at opretholde tilsvarende Forskydninger paa andre Omraader. Havde man paa et enkelt Held til at trænge gennem Forbeningen, vilde det virke tilbage paa hele Forestillingskomplekset. Naturligvis er en saadan Biblioteksmoral ikke noget isoleret Fænomen, men hænger sammen med en hel Kulturbetragtning, en Samfundsklasse og en Tidsepoke. Nemlig Kapitalismen, Bourgeoisiet, det 19. Aarhundrede.

Det er i de bløde Dele, der skal skæres!

Peter P. Rohde.

________


Med Tilfredshed konstaterer vi, at i Danmark kan alle Analfabeter læse og skrive.


Den frieste fri Udstilling.

Malere og Billedhuggere er et meget ømfindtligt Folkefærd, som man maa omgaas med største Forsigtighed. Denne Erfaring har den berlinske Kunstnerforening »De Juryfri« maattet gøre hver eneste Gang, den arrangerede sin store, aarlige Kunstudstilling i Glashallerne ved den gamle Lehrter Banegaard. Skønt de indsendte Arbejder til den »Juryfri Udstilling« ikke underligger nogen Art Censur, og den arrangerende Komité blot anviser de enkelte Kunstnere deres Pladser i et passende Naboskab og sammenstiller Kataloget, saa har de ledende Kunstnere dog tit maattet høre mangt et fælt Ord fra en fornærmet Kollega, der har følt sig tilsidesat, uretfærdig behandlet og krænket i sin Kunstnerære. For nu at komme ud af dette pinlige Dilemma og virkelig give enhver Kunstner Lejlighed til uden om alle Arter af Kommissioner og Dommerkomiteer at træde frem for Offentligheden med sine Arbejder, har de juryfri udspekuleret en ganske ny Art Udstilling, som har vundet meget Bifald i den tyske Kunstnerverden og sparet Foranstalterne for megen Ærgrelse.

»Det er mange Kunstneres Mening,« siger Indledmngen til Udstillingskataloget, »at deres Værker kan taale ethvertsomhelst Naboskab, og det er deres ønske at bevise dette. For at give dem Lejlighed hertil, arrangerede »De Juryfri« denne den første »Almene uafhangige Udstilling«, med følgende Betingelser: Udstillingen er fuldkommen censurfri. Udstille kan enhver tysk og udenlandsk Maler og Billedhugger af begge Køn. Der maa kun indsendes Værker, som ikke før er blevet udstillet i Berlin. Enhver af de udstillende

[[slut på side 38 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 39]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Carl Valker: Bahnhof.
[[billedtekst slut]]


Malere har Ret til en Vægflade paa indtil 2 Meters Bredde og 3 Meters Højde, hvorpaa de kan hænge hvad og hvor meget, de har Lyst til. Den, der med et Billede overskrider de to Meters Bredde, har kun Ret til at indsende dette ene Billede. Lejen af denne Plads koster 6 Mark. For 6 Mark kan tillige enhver Billedhugger udstille 5 smaa Arbejder, eller to i naturlig Størrelse, eller eet Værk i overnaturlig Størrelse. Samtlige Pladser paa Udstillingen bliver fordelt ved Lodtrækning, hvis Udfald strengt overholdes. Kataloget omfatter kun en Sal- og Pladsfortegnelse, uden lllustrationer, for at ikke enkelte udstillede Værker skal nyde særlige Fordele ved en Afbildning. Udstillingen har ingen Præsident, men ledes af en Komité, der bestaar af ca. 20 Medlemmer, hvis Navne ikke maa nævnes i Offentligheden. Formanden for Komiteen veksler med hver Udstilling. Aabningstalen blev holdt af en Skuespiller (altsaa en fuldkommen udenforstaaende).

»Det er forbavsende,« sagde et af Medlemmerne i Komiteen, den bekendte Maler Hermann Sandkuhl, til mig, » hvor mange nye Navne denne Udstilling har lokket frem, og hvor meget Kvalitet man, trods alt det uundgaaelige »Kitsch« kan finde deriblandt (»Kitsch« er en desværre uoversættelig, god tysk Betegnelse for al værdiløs, sødlig, ukunstnerisk, latterlig »Kunst«). Det tyder paa, at der er mange Kunstnere, der ikke vil have, at fremmede Kolleger skal sidde til Doms over deres Arbejder. Og hvad "passende Omgivelser" angaar, synes Udstillingen virkelig at give dem Ret, der paastaar, at deres Billeder kan taale ethvert Naboskab. Saa længe et Billede hænger paa en Udstilling, begrænser dets Ramme et i sig selv afsluttet Hele. Billedet er primært. Om upassende Omgivelser« kan der først blive diskuteret om, naar Billedet har faaet Opgaven at pynte Tante Soffys Dagligstue, hvor det storblomstrede Tapet og Nipset paa Kommoden let kunde komme til til at kontrastere med f. Eks. en konstruktivistisk Komposition af Kandinsky. Apropos - Konstruktivisme. Paa Udstillingen, der, som man kan tænke, repræsenterer enhver Retning og »isme«, er der kun tre »Abstrakte«, og de hedder Erik Olson, 1. M. Hanson og Otto Carlsund (paafaldende nordiske Navne!!). Hanson har med sine geometriske Kredse og Polygoner følgende upassende Naboskab«: Et stort Billede i 4 Afdelinger. Første Afdeling: en sød ung Mand elsker en sød ung Pige paa en solbeskinnet, blomstret Græsmark. 2. Afdeling: En gammel hvidskægget Videnskabsmand sidder paa sit dunkle Kammer og gransker. 3. Afdeling: En Forretningsmand sidder paa sit moderne Kontor og telefonerer. Over dem alle svæver Jesus med udbredte Arme. Nedenunder har »Kunstneren« med sirlige Bogstaver skrevet: Om du færdes i Kærlighedens Haver, om du stræber efter Videnskab og Kunst eller svælger dig i Mammon - Jesus er din Skæbne!

Saadan veksler det frisk og livligt fra Meter til Meter. »Endelig en levende Udstilling!« hørte jeg en Kritiker udbryde. Ogsaa Samfundets Klassemodsætninger finder i denne af Fru Fortuna sammenstillede Udstilling deres Afspejling. Elendigheden og Nøden, som skriger En imøde fra nogle Arbejderbilleder af den proletariske Maler Otto Nagel, er sikkert ikke noget behageligt Naboskab for Portrættet af Fru Generaldirektør von N. N.s fede, perlesmykkede Facade. Men for den, der bor i 6 Millionbyen Berlin og daglig ser, hvordan Sult og Overdaadighed, Rigdom og Elendighed lever Side om
Side, er dette Naboskab ikke noget nyt.

Waldemar Grossmann.

________


Leve Dilettanteriets Diktatur!

[[slut på side 39 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 40]

Koncert--

Ved De, mine ærede Læsere, hvad der er det sværeste ved at give en Koncert? Det er at lægge et Program, der ikke straks røber, at man i Virkeligheden ikke forstaar et Suk af det hele! - Der er intet, der i saa høj Grad som visse af vore Musikforeningers Sæsonplaner, fortæller, at vi herhjemme er meget langt tilbage i musikalsk Kultur.

Der findes her i København een eneste Forening, hvis Formaal er at fremføre moderne Orkestermusik. Intet Under da, at denne Forening iagttages med en vis kærlig, og tillige, belært af Erfaringen, med en vis ængstelig Omhu, af de Mennesker, der har Interesse af Tidens Foreteelser paa dette Omraade. Engang lededes denne Forening af en Mand, der i sine Programmer fastslog Tendenser; men der er intet saa farligt som at være tendentiøs i vort lille Land. Manden blev derfor ogsaa fjernet - blidt, men bestemt. Nu synes Foreningens Programmer at fremkomme paa den fra en yndet Selskabsleg noksom bekendte Maade: Man binder et Bestyrelsesmedlem for Øjnene, holder Partituret op foran ham og spørger: »Skal dette Værk opføres?«! Paa anden Maade kan man i alle Tilfælde ikke godt tænke sig, at »Dansk filharmonisk Selskabs« Repertoireplan for Sæsonen 1928 - 29 er fremkommet.

Nogen tvingende Grund til at gentage Borodines Opera »Fyrst Igor« synes der ikke at være; især da Operaens musikalske Højdepunkt: Scenen i Tartarfyrstens Lejr med de pragtfulde Polowetzerdanse en hel Sæson igennem var et af de faa Lyspunkter i den kongelige Ballets Askepottilværelse. Men selvfølgelig: økonomisk set er en saadan Gentagelse jo altid heldig. Besværlighederne er heller ikke de samme som ved en første Opførelse. Saa meget mere Energi skulde der jo blive til de følgende Koncerter! Men ak ! !

2den Koncert er vel nok et straalende Eksempel paa, hvad man kan byde et dansk Musikpublikum. De kender allesammen, mine ærede Læsere, disse uhyggelige Fremtoninger, der benævnes »Verdensvirtuoser«. De kommer her til vor lille Afkrog af Verden og sætter store Plakater op med Navnet i fede Bogstaver paa skraa over Siden - men uden Antydning af, hvad den høje Herre ønsker at foredrage for sit altid taknemmelige Publikum (De kan være temmelig sikker paa, at Programmet bestaar af Navne som Paganini, Vieuxtemps, Sarasate, Liszt, Paderewski; kort sagt Ting, der hører hjemme i en Cirkusmanege, men ikke paa en Koncerttribune). En større Uforskammethed og et tydeligere Tegn paa manglende Musikkultur kan man ikke ønske sig - og saa Iyder andet Nummer paa den omtate Koncertoversigt: »En Klaverkoncert med den verdensberømte, russiske Pianist Nicolaj Orloff som Solist.«!! -

Første Nummer paa Programmet er Leos Janâceks Symfonietta for Orkester. Ja, det er saamænd et meget hæderligt Greb i Gramsposen, men - der er jo alligevel andre Ting, der forekommer mig mere paatrængende. Her kommer vi til Sagens Knudepunkt: Hvad skal en Forening som »Dansk filharmonisk Selskab« opføre? Hvad er »moderne«? Først og fremmest er moderne et Stilbegreb, ikke et Tidsbegreb. Ikke al Musik, der skrives Anno 1928, er moderne; kun den Del af den, der er i Pagt med de Elementer af vor Periodes Aandsliv, der peger afgjort fremad, er moderne. Som udpræget moderne Moment kunde jeg nævne Dem: Trangen til Forenkling; den viser sig saavel i den indre som i den ydre musikalske Formverden. Den viser sig ved den overvejende lineære Skrivemaade; ved knappere, mere afmaalte Former, og i det ydre ved en næsten asketisk Orkestration: kammermusikalsk Besætning. Sammenhængen med vor Tids sociale Begreber viser sig ved en overhaandtagende Objektivisme, der gør Kompositionerne mere alment forstaaelige: Man ønsker ikke mere at filosofere i Musikken, man vil først og fremmest musicere. Kompositionerne er ikke mere Udtryk for deres Ophavsmænds mere eller mindre dissekerede Følelsesliv; de er først og sidst Udtryk for »Liv«.

Ligheden mellem en Nutidens Stormand som Paul Hindemith og Klassikeren Joseph Haydn er paafaldende.

En Forening, der dyrker moderne Orkestermusik, kan med en vis Ret ogsaa opføre Værker af Komponister, der er umiddelbare Forberedere af Nutiden. 3die Nummer paa Programmet (Hugo Wolf: Der Feuerreiter) har derfor en vis Berettigelse. Det kan i alle Tilfælde ikke, som Janâceks Symfonietta, paahæftes Epigonstemplet.

Programmet til 3die Koncert viser tydeligst, hvad vi ikke trænger til at høre. Hele denne Aften er viet Opførelsen af Giuseppe Verdis Requiem (Dødsmesse). Den aandelige Sfære, i hvilken dette Værk svæver, er ikke alene et dansk Publikum, men især et moderne indstillet Publikum fuldkommen fremmed. Teksten er den katholske Kirkes Dødsliturgi, og Musikken er saa teatralsk, som kun en Italiener, der tillige er Operakomponist, kan skrive den.

Jürgen Balzer

________


Men Xylofon slaar da aldrig fejl?

[[slut på side 40 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 41]

[[illustration - kopi af avisside - se facsimile]]

Dokumentation.


Vi har her saa ofte angrebet Naturfredningsbevægelsen og Struckmann, at vi har en Pligt overfor vore Læsere til at lade Modparten selv tale uden Kommentarer. Det københavnske Publikum, som kun kender den specielt for kritiske Københavnere anrettede Propaganda, har godt af at se, hvordan Tonen er i Provinsen, og hvordan den optages. Det bør bemærkes, at Referatet er noget forkortet af Pladshensyn, og naturligvis er de mest karakteristiske Udtalelser medtaget.

________

I Nationaltidende henstiller Naturtredningsforeningen til alle dannede Mennesker ikke at besudle vort gamle, skønne Land ved at træde i Sneen.

________


Meld Dem nu ud af Naturfredningsforeningen!

De er jo kun blevet der af Sløvhed!

[[slut på side 41 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 42]

Kan vi undgaa en musikalsk Kulturforringelse?


(Bedes ogsaa læst af vore Lyrikere.)

I en lille læseværdig Pjece »Om Musikkens Dobbelt-Virkning« (Levin & Munksgaard) har den norske Musikforsker Gustav Smith søgt at gøre Rede for det Misforhold, der i Nutiden bestaar mellem den vældige Opbydelse af Musik (som rent »akustisk Stof«) og den individuelle Tilegnelse (»Apperception«) af dette Stof. Ikke blot de mekaniske Opfindelser, Radioudsendelser, Restaurations- og Biografmusik, men ogsaa adskillig af de kunstneriske »Eksekutørers« Præstationer virker med i Masseproduktionen af »civilisatorisk Luftfyld«, som hos Lægmanden snarere bevirker Sløvelse end Vækkelse af den »musikalske Funktionslyst«. Forf. hævder, at Tilegnelsen af et Musikværk med Nødvendighed kræver en individuel Arbejdsudfoldelse hos Tilhøreren, en »mental Funktion« ud fra egne Forudsætninger, og at den gængse Musikundervisning i al for høj Grad tager Sigte paa at uddanne Eleven til udøvende Musiker (»Interpret«) i Stedet for at vække hans musikalske Funktionslyst, Trangen til ved eget Arbejde og, om fornødent, med foreliggende sekundære Hjælpemidler (Klaverudtog f. Eks.) at genskabe og opleve Musikkens Værker.

At disse Problemer netop nu gøres til Genstand for nærmere Uddybning er ingen Tilfældighed, men maa ses paa Baggrund af den enorme Tilvækst af Tonefyldet, der er afstedkommet ved de seneste akustiske Opfindelser. I de almindelige Diskussioner om Mekaniseringens Betydning har man i overvejende Grad haft Øje for Indflydelsen paa Koncertlivet, som urigtigt forveksles med Musikliv, og der har næppe altid været tilstrækkelig Forstaaelse af, at det her mere drejer sig om en Omorganisering end om en Nedbrydning, ligesom rent faglige og økonomiske Interesser har spillet en fremtrædende Rolle. Det maa dog antages, at saa godt som alle, hvem dette Problem berører, nu er paa det rene med, at den altovervejende Interesse bør knyttes til Sagens psykologiske Side. Mekaniseringen og den akustiske Overproduktion er et Faktum. Rummer det Fare for Kulturforringelse - og det kan næppe benægtes - maa de, der sidder inde med Ansvaret for vort Musiklivs Sundhed og Trivsel, gøre sig klart, at denne Fare maa mødes med Aktion og naa til Forstaaelse af de Linier, hvorefter denne Aktion bør f,dres. Med fuld Ret kan man allerede nu forespørge, om saadan Ansvarsbevidsthed og Forstaaelse findes paa rette Sted. At man ikke kan forvente Vidundere af Indsigt og maa finde sig i megen passivitet, overflødig Jeremieren og uhensigtsmæssig Reaktion er en Selvfølge.

At Faren for Sløvelse først og fremmest maa imødegaas med de indirekte Midler, saasom Opmuntring af den musikalske Dilettantisme (i dette Ords gode Forstand) og en delvis Omlægning af den gængse Musikundervisning, kan man sikkert faa de flestes Tilslutning til. Hvorledes Realisationen bør ske i Detailler, er mere problematisk. Fæster vi Øjet paa Tyskland, der Gang paa Gang manifesterer sig som Musikkulturens rette Fædreland, vil man se, at man dér længe har erkendt den Fare, der truer fra den voksende musikalske Passivitet, og at stærke Kræfter er sat ind paa at neutralisere den. Den musikalske Ungdomsbevægelse, som er knyttet til Fritz Jödes Navn, fremmer under enhver Form Sammenspil og Sammensang i bevidst Modsætning til den passive Høren efter og den dilettantiske, solistiske »Fortolkningspræstation«. Paa dansk Grund findes der naturligvis ikke noget tilsvarende; vi skal senere komme tilbage til, at der ogsaa mangler en afgørende Forudsætning for, at en saadan Bevægelse kan komme til Eksistens.

Det eneste Skridt, der her er gjort for at opmuntre Dilettantismen, er den for ganske nylig stedfundne Oprettelse af en Kammermusikskole for Amatører

[[slut på side 42 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 43]

paa det kgl. Konservatorium; men dette maa iøvrigt erkendes at være et meget anseligt Livstegn hos den ærværdige, gamle Institution, som skal have vor fulde Reverens derfor. Enhver, der kender lidt dertil, vil vide, at Sammenspil i Hjemmet er af eminent musikopdragende Betydning for saavel udøvende som Tilhørere, og man maa inderligt ønske, at den nye Skole maa faa den Tilslutning og Sukces, som det for øjeblikket tyder paa.

At Musikundervisningen trænger til Reform erkendes mere og mere; dette gælder ikke mindst den hjemlige antediluvianske Undervisning i Musiktheori, der oftest doceres uden nogen rimelig Sammenhæng med Elevens musikalske Praksis. Som et haandgribeligt Tegn paa Forstaaelsen af, at det mere gælder om at uddanne Evnen til Tilegnelse end Evnen til Udøvelse maa nævnes Rudolph Simonsens lille Bog »Musikkultur« (Reitzels Forlag), der er et fortræf-feligt Memento til vor Lærerstand. Men et saadant Memento er ikke nok. Der maa gøres et aktivt Arbejde for at højne den menige Musikundervisning. Og ogsaa her maa vort Musikkonservatorium gaa i Spidsen. Det kan være meget godt at give københavnske Amatører Kvalitetsundervisning og - Gud bedre det - producere forøget Tilgang til de overfyldte Koncerttribuner, men uen-delig langt vigtigere er det, at der føres effektiv Kontrol med den Undervisning, der gives Befolkningen Landet over. Konservatoriets Virksomhed maa i højere Grad end hidtil koncentreres om Læreruddannelsen. Et musikalsk Pædagogikum bør være Maalet. Støder Realisationen paa økonomiske Vanskeligheder, maa man gøre Bevillingsmyndighederne forstaaeligt, at der her foreligger en social-kulturel Opgave af allerstørste Vigtighed; fuldt saa vigtig som Opretholdelsen af en halvdaarlig Opera. Og disse Foranstaltninger bør iværksættes uden unødvendig Forsinkelse.

*

Et musikkulturelt Fremstød har saaledes særlig Interesse for vor Lærerstand, og, da næsten alle udøvende Musikere driver pædagogisk Virksomhed, for hele den udøvende Stand. Men de produktive Musikere, Komponisterne? Kan de forholde sig passive og uinteresserede i denne Udvikling? Maa de ikke ogsaa fordres en Indsats fra deres Side? - Det staar os fuldstændig klart, at vi her berører den moderne Musiks Akilleshæl; Ufolkeligheden har stedse været et Hovedargument i de reaktionærers Stormløb mod Nutidskunsten, saa nær det eneste, der ikke uden videre lod sig afvise. For vi maa erkende det: Vanskeligheden ved Forstaaelsen af Efterkrigstidens Tonekunst skyldes ikke alene den naturlige Gnidningsmodstand mellem gammelt og nyt; adskillige af de fremkomne Værker har haft et saadant eksklusivt, artistisk Præg, at Muligheden for nutidig eller fremtidig »Popularitet« er problematisk; kun dybere musikalsk Indsigt kan udfinde Værdierne. Det er dog klart, at Modernismen ikke er uden Svar paa disse Angreb: dels har den ny Musik faktisk frembragt folkelige Værdier (eksempelvis Bartoks Folkeviseudsættelser, Stravinskys Balletmusik og smaa Klaverværker *), dels viser Erfaringen en ofte overraskende Tilvænning til den nye Udtryksmaade i relativ kort Tid, endelig har man ikke med Rette kunnet fordre »Folkelighed« af Nutidskomponisterne. I en Brydningsperiode, hvor der vendes op og ned paa Værdierne, hvor nye Udtryksformer skal skabes ud fra nye Forudsætninger, maa nødvendigvis en stor Del af Arbejdet foregaa i Laboratoriet eller for det lille Forum af Fagmænd; den konsekvente Gennemarbejdelse af Stoffet, det intense Arbejde med nye Udtryksmuligheder fordrer, at den skabende staar frit, at den individuelle Udfoldelse kan ske uden nogetsomhelst snærende Hensyn. Al principiel og konsekvent Musikfrembringelse har i denne Sammenhæng Værdi, selv den Schønberg'ske abstrakte Musikmaternatik og de hyper-

________
*) Her i Tidsskriftet er ogsaa tidligere omtalt den moderne Kunstmusiks Tilnærmelser til den aller folkeligste Musikform, Jazz'en.


[[slut på side 43 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 44]

kromatiske Eksperimenter (Fjerdedelstoner etc.). De »folkelige« Muligheder kommer i anden, tredie Række.

Men en saadan Tilstand er naturligvis i det lange Løb uholdbar. Hvis Musikken ikke skal blive Fagvidenskab, maa det Tidspunkt komme, da de indvundne Erfaringer udkrystalliserer sig i Værker, der tager Sigte paa et bredere Publikums Behov. Det er dog af allerstørste Vigtighed, at denne Reaktion ikke sætter for tidligt ind; Himlen bevåre os for en »folkelig« Kunst bygget paa halvfærdige, modernistiske Resultater, den vil uvægerlig kun give os den værdiløse Pastiche. Nej, Arbejdet maa gøres færdigt, Vejen maa gaas tilende, ikke halvt frem og halvt tilbage. Det er vor Pligt at vise, at vi gjorde Farten frem med et sødygtigt Fartøj -ikke som Rotter forlade den synkefærdige, ekspressionistiske Plimsoller. Derfor maa Komponisten heller ikke slaa sig til Taals med de indvundne »brugelige« Resultater. Paa den anden Side ikke glemme, at Publikum med Rette har Krav paa før eller senere at se disse Resultater.

Man maa være forberedt paa, at mange vil frabede sig Makkerskabet med den moderne Musik i en eventuel Kulturaktion. Heroverfor kan man ikke tit nok fremhæve, at Nutidsindstilling overfor Kunst er en Nødvendighed, og at ensidig Fortidsindstilling kun er halv Indstilling. Det er da heldigvis ogsaa kun i Kunstens Verden, at man finder paa noget saa aandssvagt som at ville borteliminere selve den Tid, man selv oplever, fra Totalbilledet. I denne Sammenhæng har det symptomatisk Interesse, at den tyske Ungdomsbevægelse i høj Grad søger Føling med den yngste tyske Komponistgeneration, og det er ikke tilfældigt, at »Deutsche Kammermusik Baden-Baden« - trods alt er et af de vigtigste Brændpunkter for den moderne Musikudvikling - for 1929 har sat Problemet »Lægmandsmusik« paa Programmet. Det skyldes den selvfølgelige Erkendelse, at ny musikalsk Indstilling kræver nyt Tonestof.

Holder vi os til danske Forhold er det sikkert ikke helt faa, der har gjort den Erfaring, at det kniber med at vedligeholde Ungdommens Interesse for den klassiske Romance, dennes musikalske Værdi iøvrigt ufortalt. Dens hele Tankeverden ligger for fjernt, meget af det, der for tidligere Generationer var smukt og aandfuldt, er for den ufordærvedde unge simpelthen Vrøvl; den ensidige lyriske Indstilling og den gennemgaaende Mangel paa Humør (vor Nationalgave!) virker højtideligt og forstemmende. Vi kan heldigvis her overfor Tyskland med Stolthed pege paa den meget værdifulde Indsats, der herhjemme er præsteret af Laub og Carl Nielsen. Men vi maa ikke glemme, at enhver Tid staar i Gæld til Hjemmene, Skolerne, de primitivere Sangforeninger, Dilettant-orkestrene etc., de bredeste og folkeligste musikalske Faktorer. Her har navnlig Carl Nielsens Fædrelandssange spillet en vældig Rolle, og Laubs originale Folkeviseudsættelser har været et stærkt Skridt i den rigtige Retning. Men vi bør ikke slaa os til Taals. Ungdommen, vor egen Generation og de yngre, har Krav paa at se Tanker fra dens eget moderne Forestillingsliv, Stemninger fra dens særegne Følelsesliv kunstnerisk udtrykt og sunget og spillet til Toner skabt af dens egen Tid. Med vor stærke og selvstændige Tradition i Ryggen er det utænkeligt, at Udviklingen ikke skulde kunne fortsættes; og den af Mo-dernismen skabte særegne Sans for Rytme, skarp melodisk Linie og virkelig Flerstemmighed kræver kun Afklaring for at kunne løse foreliggende Opgaver.

*

Det er hævet over enhver Tvivl, at denne Udvikling vilde blive fortsat, hvis ikke en nødvendig Forbundsfælle -Litteraturen havde svigtet. I Betragtning af Amatørsammenspillets ringe Udbredelse og daarlige Organisation vil en ren instrumental Kunst altid kun faa underordnet Betydning. Det er Sangen, der skal og maa være det bærende. Og det vilde være urigtigt at skjule det, Set fra et musikalsk Synspunkt er Gennemlæsningen af vore yngre Lyrikeres

[[slut på side 44 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 45]

Digtsamlinger nærmest at ligne med en ørkenvandring. At Undertegnede afholder sig fra enhver litterær Bedømmelse, er en Selvfølge. Men man har Lov at spørge, om det er af Uvidenhed eller af bevidst Ligegyldighed, at vore Litterater efterhaanden totalt negligerer det musikalske Behov. At definere dette i Detailler eller, navnlig, at paapege de typiske Fænomener, der udelukker musikalsk Behandling, er ikke gørligt her. Nok er det at konstatere, at man for Tiden maa være glad, hvis man af en sidestærk Digtsamling kan presse en eneste, ussel, lille Sang - til Koncertsalsbrug. Digterisk Stof med bredere, folkelige Muligheder er næppe til at opdrive. Her tænkes nærmest paa Ting som Tankesprog, koncentreret, rammende, egnet til kanonisk Behandling ell. Iign., primitive Tanke- eller Stemningsbilleder, frie for artistisk eller filosofisk Ornamentik, egnede til bredere, korisk, flerstemmig Bearbejdelse, kort sagt Digte, der i Form og Indhold har en vis »firkantet« Anskuelighed, der virker simpelt uden at være banal. Det turde være nødvendigt at bemærke, at vi betragter det som en Selvfølge, at vor Nations Intelligensstandard - trods det middelmaadige artistiske Instinkt - i en saadan Produktion vilde bevare os for neue Sachlichkeit, som den har bevaret vor Musik for EfterWagnertidens Svulst og aandelige Ekshibitionisme. Vi er forberedte paa, at den moderne Digtekunst vil skubbe enhver Tanke om den Slags Produktion fra sig, eventuelt med Henvisningen til, at Digterne for Tiden har de samme artistiske Vanskeligheder som Komponisterne. Men her kan vi med samme Ret som ovenfor spørge: Kan denne Tilstand vare? Vi opgiver i hvert Fald ikke Haabet, før Digterne ved vedvarende Passivitet eller haandgribelige, synbare Beviser har demonstreret at de ikke kan. Men da er Musikken uden Skyld.

*

Det er forsøgt at give denne lille Udredning af Mulighederne for en Aktion mod en truende, musikalsk Kulturforringelse saa bred Front som muligt. Den danske Musikjordbund er mager. Der skal Nøjsomhed og stærke Rødder til at trives deri. Klimaet er barsk, og de hjemlige Urtegaardsmænd ikke alle lige hensyns- og indsigtsfulde. Men enhver dansk Musikven maa gøre sig klart, at vi for at hævde vor Stilling som Kulturnation har en uafviselig Pligt til at hæge om det, der duer herhjemme, og til at ofre vort utrættelige Arbejde paa at bearbejde og forbedre vor Jordbund. Vi er ikke Utoper. Videre end til et hæderligt Havebrug til Husbehov driver vi det næppe. Men det er ogsaa noget.

Jørgen Bentzon.


Revyen.

Saa blev det alligevel Kritisk Revy, der kom til at skrive Nørrebrorevyen. Vi har næret de største Betænkeligheder, men medvirkende til, at de er overvundne nu, var den næsten barnlige Forventning hos vore ny Kolleger, de professionelle Revyforfattere. Gennem Blæksprutter og Blade har de løftet Begivenheden op i et europæisk Plan, og samtidig lyste det ud af hver Linie, at de troede paa os, at de ansaa os for selvskrevne til Fornyelse af den københavnske Revy. Lad os da takke for den smukke Modtagelse og protestere beskedent. Vi ved allerede nu, at det at lave en Revy er et større Arbejde, end nogen af de gængse Forfattere nogensinde har drømt om, og vi véd tillige, at den, der vilde kaste noget som helst af det værdifulde i den traditionelle Revy væk, blot gjorde folkelig dansk Kunst en daarlig Tjeneste. Skulde vi kunne interessere de Folk nogle Timer, som saa ofte har forlystet os, saa er meget naaet, og Forhaands- interessen tyder paa, at hvad enten det gaar galt eller godt, vil en lille Flok af trofaste Fagfæller paa Revyskrivningens Omraade leve med i Begivenheden.

Altsaa paa Gensyn i Ravnsborggade til Foraaret!


[[slut på side 45 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 46]

Anstrengt Kunst.

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Det er næppe af Ondskab, at Døren paa Hellerup Posthus af Arkitekten er gjort saa monumental, at en seksaars Dreng er forhindret i at naa op til Dørgrebet. Et Træk paa over 17 Kilo er Betingelsen for, at Kunstdøren rokker sig. Dørgrebet ved Siden af knuser og skærer Fingrene, og dog er Arkitekten næppe Sadist, men en følsom Kunstner og derfor ufølsom for Fornuft. Den Spøg at have et blindt og et rigtigt Dørgreb paa en Fløjdør er paa Kunstindustrimuseet ført ud i sin yderste Konsekvens, idet det gale Dørgreb lukker Skudriglerne paa den staaende Dør op! Elevatorbilledet er Eksempel paa, hvor smukt Knappen kan indarbejdes ornamentalt i Gitteret, saa det ikke er muligt at finde den, og den sidste Tavle viser, hvor diskret man i en mørk Niche kan lade sive Besked ud til forbipasserende, naar man er Kunstner!
[[billedtekst slut]]

[[slut på side 46 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 47]

Litteratur

Johannes V. Jensen.


JOHANNES V. JENSEN: Aandens Stadier (Gyldendal)

Dersom man hverken er Biolog eller Antropolog, og savner man Johannes V. Jensens intuitive Evne, har man ringe Lyst og Kompetence til at optage en Strid med ham om de talrige Spørgsmaal, han berører i sin vægtige Bog - f. Eks. Spørgsmaalet om erhvervede Egenskabers Arvelighed, der faar ham til at rette et skarpt Angreb paa den herhjemme af W. Johansen forfægtede »Mode- Anskuelse«. Man vil hellere umiddelbart glæde sig over Bogen og lade den gaa hen over sit Hoved som et befrugtende Vejr af Regn og Sol, et Udbrud af Syner i den mørke Vinterdag.

Udviklingslæren kan jo for en anden en nok saa meget være en ypperlig Teori, for Johannes V Jensen er den ikke Teori men Kendsgerning, selve Grundoplevelsen, der bringer Klarhed og Sammenhæng i alt. Hos Johannes V. Jensen er den religiøse Følelse ikke forsvundet sammen med »Troen«, den er blevet ét med selve Livsfølelsen og har kun vundet i Styrke ved at rettes udelukkende mod Virkeligheden

Der er i denne Bog sider, der giver en enestaaende direkte og indlysende Fornemmelse af Udviklingen, den former sig plastisk for ens øjne, bliver til at tage og føle paa. Pragtfulde varme, lyriske Skildringer lyser op som Solvifter, og fantastiske Indfald tindrer op i dem som svirrende Insekter. De almindelige, i Tyskland saa talrige, Populærfremstillinger af Arternes Oprindelse bliver kedelige som en Søndagsskole sammenlignet med denne Livsvarme og Anskuekraft.

Som Grundlag for sin Fremstilling bruger Johannes V Jensen dels, hvad han selv har iagttaget hjemme og paa Rejser, dels en udstrakt Læsning i moderne Litteratur om Emnet og dels et stærkt personligt Studium af malede eller skulpterede Portrætter. Da der i saa høj Grad arbejdes med Henvisninger til Billedstof- Dyrebilleder, antropologiske Kort, romerske Portrætbuster, Folketyper, geologiske Formationer og meget andet-føles det som et Savn, at Bogen ikke er illustreret. Adskilligt vilde ved Hjælp af Billeder springe tydeligere frem, og hvilken broget og tillokkende Bog-ogsaa i det Ydre- kunde der ikke komme ud deraf! Bogen burde i et andet Oplag-eller i en Udgave paa fremmed Sprog --udvikle sig til en straalende evolutionær Billedbog ogsaa i anden Forstand end den, at Teksten i sig selv er saa bi lledskaben de .

Lige saa vidsynet Johannes V. Jensens biologisk-historiske Intuition er, lige saa nærsynet er hans socialt-aktuelle Instinkt. Han har rigtigt set, at der bag Kristendommens Opstaaen laa en Klassekamp, men tilføjer vendt mod Kommunismen: »Uretmomentet, der var en Realitet i Oldtiden, er nu blevet et Hungerskraal; naar Naturen kommer til, vil den ikke dømme mellem Rige og Fattige, den vil tage sine Folk ud, hvor den finder dem, og give den; Fremtidens.

Her er Bernhard Shaw inde paa en rigtigere Vej, naar hans biologiske Moral har ført ham over i Socialismen. Fastholder man en Udvikling, og mener man, at Moralen maa bedømmes i Forhold til den, maa man ogsaa anse det for Menneskets Opgave at gribe bevidst formende ind. Men saa kan man ikke se bort fra en social Udviklingsfaktor af Klassekampens enorme Betydning og Slagkraft. Kan man overhovedet sætte et skarpt Skel mellem biologisk og social Udvikling? Var det ikke fuldkommen rigtigt af Marx, naar han i Darwinismen saa det naturlige biologiske Grundlag for sin egen sociale Udviklingslære?

________

Udviklingsteorien udvikler sig til at blive noget indviklet.


[[slut på side 47 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 48]


Maurisk Motiv.

Kære, hvorfor græder du saa meget,
saa ustandseligt? og dog saa trøstet?
Elskov har dit Hjerte bortvist ...
kald nu ikke Kærlighed til Vidne.

Jeg er blevet Lidenskabens Bytte,
og jeg brændes op af disse Flammer.
Men en Mand som jeg, i Nøden,
vil dog ikke røbe, hvad han lider.

Lange Tider har jeg trodset.
Her ved Aftenfald jeg fælder Taarer,
strækker mine Hænder ud og beder.
Indtil nu var mine Taarer stolte.

Kærlighedens vilde Luer lyser
hærgende fra mine ramte Sider,
naar min Drøm om dig og Lidenskaben
atter tænder deres sorte Kul.

Hvorfor prøver du at hæfte mig?
Ak, du holder mig med dine Løfter.
Men hvad nytter mig vel Regnen,
da jeg dog skal lide Tørkedøden ...?

Hun har spurgt mig saadan: hvem er du?
Som om ikke alle maatte kende,
i hvad Stand jeg lever her iblandt Jer
og mit Hjertes inderste Forfatning.

Jeg har svaret hende, som hun ønsked,
og som Kærligheden bød mig tale:
»Deres Offer ... Jeg er Deres Offer.«
Fandtes der i Sproget andre Ord?

Hvad hun svared mig var hen i Vinden:
»Men hvorledes er De da mit Offer?
Hvilket ét af mine mange Ofre?«
spurgte hun - - »Der er saa mange.«

Gid at jeg maa staa mig godt med hende!
staa mig slet med alle andre!
Gid at hun maa rødme højt af Lykke
mens de andre har den blege Vrede.

Sophus Claussen

[[slut på side 48 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 49]


Hans Kirk.

HANS KIRK: Fiskerne. (Gyldendal.)

Det er med særlig Glæde, der her i »K R.« skrives nogle Linier om Hans Kirks Debutroman »Fiskerne«, paa en vis Maade er han første Gang blevet forestillet for Offentligheden gennem sine Artikler her i Bladet. Lad det derfor være sagt straks - som et naturligt Udslag af Klikevæsen og Kammeratroseri - , at vi med Kirk har faaet en ny Digter; hans Bog er ikke blot et usædvanlig solidt og velgennemført Debutarbejde, det er en Indsats, der kaster Haabet for hans Forfatterskab langt ud i Fremtiden.

Man forstaar, hvor sikker en Kunstner og hvor rigt et Menneske han er, naar man ser, hvor varmt og umiddelbart han oplever sit Stof, trods sin skarpt bevidste, psykologiske og politiske Indstilling. Det er tydeligt, at der bag hans Opfattelse af det religiøse ligger en Tilslutning til den psyko-analytiske Retnings Paavisning af Forholdet mellem Religion og Erotik, Religion og Følelsen af individuel eller social Ringhed (Adlers »Minderwertigkeitsgefühl«). Det vides fra hans Artikler, at han er Kommunist og en afgjort Fjende af Kristendommen. Det er endelig tydeligt, at han har lært meget af den franske sociologiske Skole med dens Undersøgelser af Samfundsgrupper og deres Tanke- og Handlesæt. Men hele dette med glimrende Intelligens beherskede Apparat forstyrrer ikke et øjeblik Kirks kunstneriske Objektivitet, hans smukke, frie Formevne. Og til den kunstneriske Objektivitet svarer en men- neskelig Indlevelsesevne, en Samf,dlelse med alle hans Personer, ligegyldigt om de nu er missionske eller antimissionske, blot de er menneskelige.

Man skal lede i Litteraturen efter en Begynderbog, der er mere moden og mindre egoistisk. Forfatteren har ikke engang smuglet sig ind som Biperson, han har intet Talerør, er helt gaaet op i den Gruppe Mennesker, hvis Tilværelse han skildrer. Det drejer sig om et Hold indremissionske Fiskere fra Harboøre, der flytter ud til en lille Ø i Limfjorden - Fiskerne i Harboøre er børnerige og har derfor anlagt Smaakolonier omkring i Jylland - man har sagt, at hvis hele den øvrige danske Befolkning blev druknet i den Syndflod, den fortjener, vilde de indremissionske Vestkystfiskere alene være i Stand til at genbefolke hele Landet i faa Aartier. Kirk viser nu, hvordan disse Familier i Løbet af nogle Aar kæmper mod de nye Omgivelser, omtrent som et Fremmedlegeme i en Organisme, og ender med at sejre og skaffe sig sikker Plads. Men fra deres egen Midte truer en nye Fare: Børnene, vil de ikke svigte Missionen? I denne Frygt, der naturligvis for Kirk er et Haab, munder Bogen ud.

Det var Hans Kirk, der engang i en Artikel »Religion og Hartkorn« (Clarté 1926) ligesom lagde to Danmarkskort oven paa hinanden: ét, der viste Jordens Bonitet, og ét, der viste Fordelingen af vore to Hovedreligioner, den grundtvigske og den missionske. Det fremgaar nu, at paa den gode Jord er Befolkningen overvejende grundtvigiansk, medens den paa den golde Jord - maaske kun faa Kilometer borte - hovedsagelig er missionsk. Indremission er en religiøs Proletarbevægelse, og det er i dens Egenskab af Proletar- bevægelse, Kirk har Varme for den. Ogsaa af Slægt og i Kraft af Barndomsindtryk hører han hjemme blandt de vestjyske Fiskere. Han nedstammer selv, med Dr. Kirk i Hadsund som Mellemled, fra en Fiskerslægt i Harboøre.

Fiskeri er et saa udbredt Erhverv i Danmark, at man maa undres over, hvor lidt af Betydning, der er skrevet i Skønlitteraturen om danske Fiskere.

I Aar er der dog kommet hele tre Bøger, Kirks, Søibergs og Jo Jacobsens. Søibergs er en overmaade bred Videreførelse af hans Roman fra i Fjor »Sø- kongen« med en udvendig-romantisk Skildring af en Høvdingetype og hans Magt over et lille Fiskerleje. Langt betydeligere er Jo Jacobsens Roman om

[[slut på side 49 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 50]


Marsvinsjægerne i Middelfart. Menneskeskildringen og det topografisk-historiske Materiale, der væsentlig er af anekdotisk Art, er vel ikke helt sammenarbejdet, men Bogen har udmærkede Egenskaber: den viser et indgaaende Kendskab til selve Fiskeriet, den giver stærke Billeder fra et Fiskerhjem, og trods trættende Gentagelser er der i dens Tværsnitstil en betydelig Kraft. Men Fiskerflokken har Fru Jo Jacobsen, saa megen Hæder hun end fortjener, ikke formaaet at individualisere. Her er Hans Kirk Mesteren; hver eneste af hans talrige Fiskere er en fri og rund Skikkelse, mange af dem med rigt nuancerede Træk. Afvekslende, med Tragik og Humor om hinanden er denne Bog virkelig en social Gruppe ført levende ud i Litteraturen.

Fra Bogens Hovedperson, Fiskerkonen Tea Røn, har Hr. Kirk faaet følgende Brev, som jeg har faaet Tilladelse til at aftrykke. Paa smuk og oprindelig Maade belyser det Bogen og den udmærkede Brevskriverske. Jeg erstatter selvfølgelig Modellernes Navne med Bogens:

»Kære Kirk og Hustru!

Den ser rigtignok broget ud for Dem er jeg bange for ja os med. Hvad tror De Povl Vrist og Mariane med deres stærke Natur vil gøre ved baade Dem og os, og Lars Bundsgaards Kone; jeg er oprigtig ked af at det blev Følgen: Privatlivets Krænkelse her i vor lille afsidesliggende By; hvor to a tre Mennesker forsamles ved man hvad der er det staaende Samtaleemne; maaske hvad vi vil haabe skaber De dem et berømt Forfatternavn og en - i hvert Fald Begyndelse til en Formue; men det ser ud for Jens og mig som vi hellere maa pakke sammen, og rejse ja jeg ved ikke hvorhen, maaske nærmest paa Ladegaarden.

Jeg synes nu heller ikke som jeg sagde til Dem, at De havde Lov til at bruge Guds Ord: Bibelen til Spot og Satire; men vi holder af Dem som vi gør, ja hvad skal jeg sige, som vore Sønner og Døtre der nu voxer til, men ogsaa lever uden Gud, og selv om der er dulgt Spot over enfoldige Menneskers Guds Liv, mærker vi dog ogsaa der er nogen Ærbødighed for det der er helligt for os. Hør kunde De ikke paa en eller anden Maade skrive privat til Povl Vrist og Lars Bundgaard og ialfald holde os udenfor; men De maa ikke lade Dem forstaa med at jeg har skrevet noget derom. Vi vilde gerne selv have Bogen pr. omg. det var henne hos Fiskeeksportør N. N. som har købt den vi hørte og læste noget i den men vi kan ikke faa Raad til selv at købe den. Ja Jens og S. er ude at stange efter Aalene der ikke vilde gaa i Ruserne i Aar. Selvfølgelig var jeg ogsaa ked af dette med Tabitha som er anført som vores Datter, det haaber vi jo ikke paa, hun nogensinde skal komme i denne Situation [at faa et uægte Barn], naa men skidt med os Fortælling er jo Fortælling, og spændende er den, naar blot den var lidt mere ukendelig og uvirkelig, gør dog aldrig dette mere. Fordi man faar et Tilnavn - som jo snart bliver et Øgenavn - Spidslærke - derfor er man jo den samme, og hvad der angaar os, det ler vi bare af, en sund og hjertelig Latter; men alle de andre - hvad skal det dog blive til; naa det sætter maaske lidt Kulør paa det graa og triste Efteraar. Kunde De ikke glæde L. [en af Sønnerne] med at invitere ham ud hos Dem paa Besøg, men De maa ikke gøre ham til Kommunist! ! ! Ja undskyld dette Brev! i dybeste Inkognito.
Deres [................]


Tea Røn

Hvor jeg lo af Brevet fra Fru Fabian o. x. v. Vi kunde jo nok kende hende Fruen der var her fra Aalborg som selv kunde ordne det ganske.

[ I Margen: ]

Er det uhøfligt at bede om et Exemplar til os 5 Fiskerfamilier at dele om fordi De ikke har bedt os om Tilladelse først til hele Redeligheden.

Med venligste Hilsener til Deres Hustru og Børn.«

Se, det er nu et Brev, der giver En baade Sympati og Respekt for Tea Røn. Med hvilken Klogskab tager hun ikke Stilling til den sensationelle Situa-


[[slut på side 50 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 51]


tion! Der gaar ikke en Flis af hendes Venskab for Kirk, et Venskab, hvoraf han bør være stolt - disse missionske Fiskere er det ikke enhver Gudsfornægter, der render hen og bliver gode Venner med. Og hvor morsomt er det at se Livslysten og det gode Humør bryde igennem Betænkelighederne - Bemærkningen om »Kulør paa Tilværelsen« - man mærker en vis Forfæn- gelighed hos Brevskriversken over at være Genstand for Omtale i en dyr Bog, der læses Landet over og anmeldes i Bladene! Men Brevet taler for sig selv. Saa storartede Folk er de Fiskere, og saa god er Bogen.


Russiske Romaner.


FEDOR GLADKOF: Cement.
ALEXANDER NEVEROF: Tasjkent - det forjættede Land.
NIKOLAJ OGNJEF: Kostias Dagbog.

(Alle tre udsendt af Henrik Koppel.)


»Cement« er maaske den mest læste Roman for Tiden i Sovjetrusland. I det udmærkede Vittighedsblad »Krokodillen«, der udkommer i Moskva, saa jeg en Tegning af et Boghandlervindue, der fra øverst til nederst var fyldt med Stabler af Cement og udenfor stod en Byggearbejder med den Bemærkning paa Læben: »Og saa siger de, vi mangler Byggemateriale«.

Ogsaa herhjemme har »Cement« vundet stor Anerkendelse for sine glimrende, kunstneriske Egenskaber og sin indgaaende Skildring af Borgerkrigens Rusland. Det er rigtigt, at man i den kan finde værdifulde Skildringer især af erotiske Forhold og indre Partibrydninger i Sovjet. Men Bogen er stærkt overvurderet, ofte er den konstrueret, roman- og filmagtig i daarlig Forstand. Man spilder ikke Tiden med at læse den, skønt det er en blandet Nydelse, og det er urimeligt at nævne den i samme Aandedrag som den klassiske russiske Roman. Dens enorme Sukces i Rusland kunde tydes som et Tegn paa, at Publikum ogsaa i Sovjet foretrækker det halvgode. Men er mon Betragtningen rammende?

Man ser baade det gode og det helt slette vinde Berpmmelse og Udbredelse. Alt synes at have sin Chance efter Aarsager, der maa efterspores i hvert enkelt Tilfælde og kun kan opklares ved en sociologisk Undersdgelse.

»Hungerskraalet« kunde Alexander Neverof, hvis han havde kendt den ovenfor citerede Bemærkning af Johannes V. Jensen, have kaldt sin Bog: »Tasjkent - det forjættede Land«. Den henter sit Emne fra det frygtelige Hungeraar 1921 - 22 i Volgaegnene og Ukraine, hvor 15 Millioner ramtes af Hungersnød. Hvor mange, der sultede ihjel, lader sig ikke opgøre med Sikkerhed, men én Million, for Størsteparten Børn, anses af de kyndige for det afgjort laveste Tal. Mennesker aad hinanden; det var værre end i Tyskland efter Trediveaarskrigen, hvor Folk stjal Ligene i Galgerne for at faa Mad. (Autentisk Materiale om Kannibalismen i Hungeraaret er samlet i en af Læger udarbejdet Beretning »Hungeren«, udgivet paa Russisk af det læge-videnskabelige Selskab i Charkof 1925). - Er der virkelig ikke sket disse sultende Millioner nogen Uret? Var deres Lidelser mindre reelle end dem, der tilføjedes Slaverne i Oldtiden? Har alle disse Barnelig, strøet ud over Steppen, ikke Krav paa mere end en haanlig Glose?

Og de lider, de sulter endnu derovre. Trods det energiske, imponerende Genopbygningsarbejde, Sovjet har sat i Gang, er det jo ikke saadan at bringe Orden i et misrøgtet og hærget og økonomisk isoleret Land med en Befolk-

[[slut på side 51 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 52]


ning paa 100 Millioner, af hvilke den største Del staar paa et lignende Standpunkt som Jeppe paa Bjerget hos os for 200 Aar siden! Utroligt rædselsfuldt er det, naar den, der sulter, er en Moder med sit Barn. Der er en Beretning fra Hungeraaret - det er Georges Duhamel, der fortæller den i »Voyage à Moscou« - om en Moder, der i Fortvivlelse vil støde sit dødshungrige Barn ud i Floden, men den lille klamrer sig til hende og trygler: Aa, Mor, gør det ikke - jeg skal aldrig mere bede dig om Brød. Netop ovre i Volgaegnene, i Saratof, saa jeg i Sommer de hungrige Kvinder ligge omkring paa Trapperne med deres spæde Børn, ubeskriveligt lasede og elendige. Læser! De skulde se det barokt forfærdelige Syn: et selv udsultet Væsen, af hvem et andet Væsen søger at suge Næring! Brystet, der skulde være Livets Kilde - De husker Thøger Larsens Linier: »De evige Kilder er kommet paa Gled med Mildhed, med Mælk og med Moderlighed« - Brystet, siger jeg Dem, hænger som en tom Tobakspung, brunt og fladt som en Haand, og Barnet suger ikke som et dansk Barn paa Spidsen, men tager saa meget som muligt af Brystet ind i Munden, for om det dog ikke skulde være muligt at presse en eneste lille Draabe livgivende Mælk ud deraf.

Neverofs Bog fortæller om en tolvaarig Dreng, der i Hungeraaret drager fra Samara-Egnen de 2000 Verst til Tasjkent for at hente Mel til sin Mor og sine smaa Brødre. Man kan tænke sig, hvad Zola kunde have faaet ud af dette Emne, hvor han kunde have knuget en til Jorden med en Masseudfoldelses af vandrende, kørenede, styrtende, døende og stridende Menneskehorder paa Vej mod det frelsende Brød. Neverof har behandlet Stoffet paa lettere Maade, til Gavn for Læserens Nerver, til Skade for Bogens kunstneriske Vægt.

Men det er alligevel en rørende og smuk Bog, trods alle Rædslerne lidt af en Solstraalefortælling. En Scene, hvor to Drenge staar i en Skarnkasse og roder og ikke tør vove sig i Kamp med en Flok Hunde, der slaas om en Brødskorpe, minder paafaldende om en Scene i en Proletarfilm af Chaplin - »Et Hundeliv«, tror jeg, den hed.

*

»Kostjas Dagbog«:

Et litterært Mesterværk, fuldkomment gennemført i sin realistiske Dagbogsform, og mere end det: et Stykke gribende Menneskefremstilling af sjælden Ægthed og Finhed. To vanskelige Opgaver er her løst under ét: en Redegørelse for Overgangsaarenes Psykologi og en kritisk-sympatisk Skildring af Sovjets Skolevæsen. Bogen er et opmuntrende Bevis paa, at den ofte med Rette foragtede Digtekunst alligevel er en guddommelig Kunst: ingen nok saa fremragende videnskabelig eller journalistisk Fremstilling kunde have givet os saa indtrængende Besked, en saadan Følelse af at leve med og forstaa, som dette sande Digterværk.


Man har spekuleret paa, om Dagbogen er autentisk eller frit digtet. Rimeligvis er den udarbejdet paa Grundlag af et document humain, Forfatterens egne Optegnelser som Dreng, men senere udvidet og tilrettelagt. En saa haarfin og nuanceret Analyse af Overgangen fra Barn til Mand lader sig næppe fremfantasere.

Hvilken prægtig Dreng er ikke denne Kostja, helt fyldt af Pubertetens Stolthed, Ensomhed, dens Oppositionslyst og Svingen mellem brutal Barskhed og den ømmeste Trang til Hengivelse. Det seksuelle i Bogen er behandlet uden Sky, med rene Fingre. Frisk Aabenhed paa det erotiske Omraade er jo Parolen i Sovjet, og Kostja er helt igennem bestemt af den bolsjevikiske Luft, hvori han er vokset op. Hans Bolsjevisme, hans realistiske og dog saa idealistiske Samfundsfølelse og Tænkemaade er lige saa naturlig for ham som konservativ og religiøs Smag for en dansk Discipel fra en Skole af ældre Retning. Kostjas kritiske Bemærkninger om »Hamlet«, der skal

[[slut på side 52 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 53]

opføres paa Skoleteatret, maaler i deres Komik Afstanden mellem hans marxistiske Nøgternhed og den traditionelle Romantik.

Hele Livet paa Skolen, de hysteriske Piger, det mangeleddede Organisationsvæsen, Brydningen mellem Lærernes Autoritet og Børnenes Ret til Selvstyre er beskrevet med aldrig svigtende Sanddruhed og Anskuelighed. Der er yderst lattervækkende Ting i Bogen og dybt rørende Ting - noget af al ædel Drengetids Patos lever i den; Kostja kan minde om Dostojefskis Kolja i »Brødrene Doriojefski«, i sin Alvor og Heroisme ogsaa om den unge Nietzsche, saadan som han har fremstillet sig selv i Brevene fra Barneaarene og den første Ungdom (samlet af Søsteren i »Der junge Nietzsche«).

»Kostjas Dagbog« - finere Litteratur kan ikke frembringes. Det er en Bog, Læseren med god Samvittighed kan bøje sig for i Beundring.

- - - »Cement« er oversat af Anja Tjemerinski-Cohn og Louis Levy, »Taskjent« af samme Anja T.- C. og Broby Johansen (Brobys Oversættelse mest levende), »Kostjas Dagbog« direkte fra Russisk af C. W. Volkersen, der synes fortræffeligt at have klaret Gengivelsen af det karakteristiske Skoledrengesprog. Hr. Henrik Koppel fortjener Taknemlighed for den Interesse, hans Forlag med disse tre Bøger har vist moderne russisk Litteratur, hvoraf næsten intet ellers er gjort tilgængeligt for Danskere.

Pigen som Forbillede.

KARINBOYE: Moln (1922). Gömdaland (1924). Härdarna (1927). Albert Bonniers förlag, Stockholm.

Der sprang en Klang af din Pigemund,
da var det de største, hvis Tone klang,
det var Goethe, Fröding og Ekelund
og dog helt dit eget Hjertes Sang.

Kun med Varsomhed udtaler man sig om Digte i et fremmed Sprog. Paa Svensk gør særlige, lyriske Forhold sig gældende, en musikalsk Tonehøjde, der ikke falder sammen med Stavelsernes stærkeste Betoning - vi har ikke noget tiisvarende paa Dansk. Her kan adskilligt gaa en Danskers Øre forbi. I sig selv indtager Sproget ved en Rigdom paa klare Vokaler - faa Sprog har saa straalende hvide Tænder som Svensk.

Dansk derimod - det er et yderst vanskeligt Sprog at skrive Vers i. Vi har alle de Forstavelser (»be« og »for«) og Endelser (»else« er den værste), der virker som en Trøske i Sproget. Vi har Stødet, der ved den hakkende Akcentuering yderligere udvisker de ikke stødbetonede Stavelser (Digternes kendte, messende Maade at læse Vers op paa, der staar i saa stærk Modsætning til Skuespillernes Deklamation, har til Hensigt at modvirke Stsbdets ødelæggende Indflydelse - egalisere Rytmen). Og vi har de mange vaklende Vokaler (i, der udtales som e) og den overvældende Mængde e'er og æ'er, der faar Sproget til at ligne en klæg Grød. Beundringsværdigt at vore Digtere har kunnet skabe et saa glimrende Instrument af et saa genstridigt Materiale! Men maaske har netop Sprogets Modstand ægget Evnen og fremkaldt uanede Muligheder. - Nu er dansk, lyrisk Sprog saa gennemspillet, at en ny Situation opstaar: Folk uden Oplevelse og Fornuft, og uden Anelse om de indre Vanskeligheder i Sproget, kan faa det til at »synge«. Violinen hænger paa Væggen, og Buen gaar hen over den som ved Spiritisme, uden at nogen menneskelig Haand eller Tanke er med i Spillet. Det minder om den gamle Folketro, at Skrædderens Saks begyndqer at klippe af sig selv paa sit Søm, naar der er Dødsfald i Vente. Den klipper Ligklædet!

[[slut på side 53 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 54]


Jeg har et Indtryk af, at Stillingen i svensk Lyrik ikke er helt ulig vor egen. Frødings enestaaende, musikalske Virtuositet og Karlfelts pragtfuldt sammentømrede Strofer skabte en stærk, maaske overstærk akademisk Tradition. Vilhelm Ekelund brød ud med sine Prosadigte, der søgte at fange den umiddelbare Oplevelse i Linier, som nøje fulgte Sindsbevægelsens Rytme. I hans Fodspor gik Pär Lagerkvist med sin Bestræbelse for en Simplificering af det rimede Vers. Det ligger nær heri at se en Gøren Front mod den Fare, at Sproget skulde begynde at udfolde sig rent formelt, uformælet med en Oplevelse, og forfalde til en Art Masturbation. Svenskerne var kloge og venlige nok til ikke at lade sig narre af den blot formelle Skønhed, der blænder puerile Digtere og bedrager dem for deres lyriske Liv.

Vil man se Fastheden i Traditionen forenet med Oplevelse og Oprindelighed, kan man gaa til den unge Digterinde Karin Boye. Man mærker overalt hos hende en udstrakt lyrisk Kultur, der ikke betyder en ydre Tilegnelse, men en dyb Samfølelse med de klassiske Værdier. Hun kan endogsaa med Held forme noget saa gammeldags som en Romance og indblæse den Livets Aande. Men værdifuldere og mere karakteristisk for hende er Evnen til at sammen trænge et stort Indhold i Vers af den yderste Jævnhed og Enkelhed. Den unge svenske Pige arbejder her med en Udtryksform, der er simpel som Johannes Jørgensens Alderdomslyrik - og af en større intellektuel Strenghed, en renere Følelse.

Man skal lede efter Digte, der giver et klarere og mere gribende Indtryk af vor Tids bedste Ungdom. Ubetinget Ærlighed er Karin Boyes Mærke, og i Modsætning til de fleste mandlige Lyrikere er hun i Besiddelse af en gen nemtrængende psykologisk Skarpsindighed, ikke mindst naar det gælder hende selv. Redelighed, Retfærdighed, Virkelighed er det hun søger:

Du ska tacka dina gudar
om de gör all skam till din.
Du får söka tillflykt
lite längre in.

Det som hela världen dömer
reder sig ibland rätt väl.
Fågelfri var mången,
vann sin egen själ.

Du ska tacka dina gudar,
när de bryter bort dit skal.
Verklighet och kärna
blir dit enda val.

Hun kender Fortvivlelsen, men véd ogsaa, at den er et subjektivt Morads, som Sjælen maa redde sig op af ved at vende sig udad mod Tingene og Opgaven med fornyet Kraft:


Men den som känt den stenen
mot kindens isade blod,
skall märka, hur mild dess hårdhet är,
hur tropen och fast och god.

Jag vet en väg som leder hem.
Den vägen er kal och ren.
Det är som att luta sin varma kind
mot obarmhärtig sten.

I Stedet for Lyrikerens sædvanlige Selvforgudelse sætter hun Kærlighed til det jævne Arbejde og Skepsis overfor Lyrikerens sociale Værd:i


Jag misstror dem som söker
ett fjärran hem
De gläder så få, och bara sin art,
Men jag är en af dem.

Jeg tror på dem som bor i en gård
och bryter mark.
De tar sin kraft ur närande jord,
och de gör jorden stark.

Med hvilken Vilje til Sandhed og hvilken etisk-psykologisk Klarhed, Karin Boye gennemlyser sit eget Livsproblem, kan man se af et Digt som »Av tvång«:

Jag ar en fattigdomens präst
och skal väl så förbli.
Den inget har kan våga mest,
til dåd och tanke fri.

Jag hör den onda röstens hån:
»Du gör ju dygd av nöd.
Vad är väl du att avståfrån?
Men om du hade bröd?«


Ja, det är sant att jag har
och tiggt vid lyckans dörr
och gråtit när jag intet fått
och allt var tomt som förr.

Ja, det ar sant att allt är tvång.
Men blir det mindre värt?
En mening finns i all vår sang:
att göra ödet kärt.

[[slut på side 54 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 55]

Vis mig en skandinavisk Digter, der former en bedre Visdom i bedre Vers!

Jeg kan kun antyde enkelte Sider af Karin Boyes mangfoldigt udtryksfulde Digtning. Der er i »Härdarna« en Samling Kærlighedsdigte, 15 smaa Sange, der vil blive klassiske i svensk Lyrik som Elisabeth Brownings Sonetter i en-gelsk. - Der er Digte af en alfelet Ynde og andre af en skønhedsstraalende, patetisk Lidenskab. Ægte er hvert eneste. Alt Ordgyderi, al ydre, romantisk
Glansfuldhed, al Lyrik i Betydning af slapt Drømmeri eller oppustet Retorik er bortskrællet af Karin Boyes Digte som med en Kniv af Sanddruhed. Hun staar i Centrum af Tidens frugtbareste, kunstneriske Arbejde - der hvor Viljen til objektiv Virkelighed og til Sindets Renhed falder sammen.

Otto Gelsted
________

Om Forskellen mellem Lyrik og Lyrisme
kan der skrives en glimrende Aforisme.

Gammelt Jern.

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Nu tror tossede Folk paa Grund
af Verset paa sidste Hefte, at vi
begræder Vindmotorens Udryddelse.
Lad dog endelig Skramlet blive ra-
get ned, når det ikke længere gør
sin nytte. Vi er ikke Pulterkammer-
besyngere, og Naturfrelserhæren
skal finde os paa den rigtige Side,
naar om nogle Aar vor nationale
Kuktur afhænger af, om vi faar flyt-
tet en Vindmotor af hver Type ud
paa Frilandsmuseet.

Det beror iøvrigt paa en For-
glemmelse, at dette Museum ikke
er kommet med paa side 7.
[[billedtekst slut]]


[[slut på side 55 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 56]


Syngende Tanker.

Af Østgrønlænderen Kilimê.

Nedskrevet og oversat af Knud Rasmussen.

Alle Sange fødes hos Mennesket ude i det store Øde. Snart kommer de til os som Graad dybt inde fra Hjertet, snart som en kaad Latter, der springer ud af den Glæde, man ikke kan lade være med at føle over Livet og over Menneskene og Verdens dejlige Lande.

Uden at vi selv ved hvorledes, kommer de med Aandedrættet, Ord og Toner, som ikke er daglig Tale. Vi kalder dem syngende Tanker, og de bliver det Menneskes Ejendom, som forstaar at synge for andre.

Der var engang en Storfanger, som i sin Ungdom havde haft Land ved Aputitêq, hvor de store Narhvalstræk giver spændende og rige Jagter. Som gammel Mand vender han nu tilbage til sin Ungdoms Boplads og oplever atter at se Hvalerne lege paa Havet, idet de kommer forbi, langs med Landene, i store, blæsende Flokke.

Den gamle Storfanger stirrer ud over alt det vældige, der var hans Lidenskab, den Gang han stod paa Livets Tinde, og idet han føler den Afmagt, Alderen har lagt over ham, svimler det for ham af Sorg, og han griber sin Tromme og synger:


Ijâja - â - - ijajâ - ajê.
Lad mig søge at faa min Tanke,
min store Tanke
en Smule paa Afstand!
Ijâja - â - - ijajâ - ajê.

Lad mig søge at sluge,
at faa bort fra Struben
min store Sorg,
ijâja - â - - ijajâ - ajê.

Lad min Sang
bære den et Stykke bort fra mig,
lad min Sang
aande den bort fra min Strube.
Lad min lille kejtede Sang løfte den
ud af mit Sind,
ijâja - â - - ijajâ - ajê.

Mine Tanker er trætte,
mine opslidte Øjne
skal aldrig mere følge Narhvalen,
naar den skyder op fra Dybet for at bryde Havets Bøger,
og mine Muskler skal aldrig mere skælve,
naar jeg griber Harpunen!
Ijâja - â - - ijajâ - ajê.

Kunde dog Sjælene
af de store Sødyr, jeg dræbte,
hjælpe mig med at faa
mine tunge Tanker paa Afstand.

Kunde dog Mindet
om alle mine Jagter
løfte mig op
af Alderdommens Kraftløshed,
ijâia - â - - ijajâ - ajê.

Men nej, nej, nej,
det er umuligt
at rive Smerten fra min Strube,
det er umuligt
at løsne for Graaden, som presser paa,
ijâja - â - - ijajâ - ajê.
- - -
Lad da min Aande blæse en Sang
om mine Fangstdyr,
om Narhvalerne,
naar Stimerne brød Havfladen
i skummende Braad ud for min Boplads
Aputitêq,
ijâja - â - - ijajâ - ajê.

Narhvalernes Strubesange
klang gennem deres Pusten,
naar de blæste
nogle i dybe Toner, andre i
skingre Fløjt,
Narhvalerne, som hvilede sig
søvnige og døsende, flokkevis
i Vandskorpen.
___

Alt dette, som minder mig
om min Ungdom,
synger jeg om.
Og min Sang bryder ud af min Strube
med min Livsaande.

[[slut på side 56 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 57]


Bærende Konstruktioner som Kunst.


Efter et Foredrag i Wien i September 1928 af Otto Linton.

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Fig. 1. Skurubroen ved Stockholm.
[[billedtekst slut]]

Som Regel anses kun Husbygningskunst for Arkitektur, ikke fordi Kunstværkerne paa dette Omraade er saa særdeles talrige, men fordi Husene er det. Men Arkitektur er alle Genstande paa, over og under Jordoverfladen, udformet harmonisk i sig selv og anbragt harmonisk i Forhold til Omgivelserne.

Kunst er Organisation, men alsidig og altsaa at højere Orden. Videnskab er ogsaa Organisation. Følgelig er der ingen principiel Forskel mellem Kunst og Videnskab. Kunst er en saa stor Ydelse, at der ikke gives nogen lille Kunst, men kun smaa Kunstnere. At være kunstnerisk virksom er at kunne paavirke Medmennesker til at svinge med i en Tanke-, Tone-, Form- eller Farveverden. At have kunstnerisk Følelse er at reagere over for saadanne Svingninger. I Bygningskunsten maa Kunstneren forstaa at faa Kunstværkets Købere, Forbrugere og Beskuere til at indstille sig automatisk paa Kunstnerens forskellige Bølgelængder. Bygningsopgaver maa organiseres socialt, Økonomisk, teoretisk, praktisk, teknisk og æstetisk for at kunne ophøje sig til Bygningskunst. Resultaterne maa i enhver Henseende være brugelige til Benyttelse, til Køb, til at bære og til at ses. Schopenhauer har som Dreng ved Bedømmelsen af gamle Huses Virkning i et Landskab i Sydfrankrig givet et udtømmende Udtryk for dette, da han sagde: »Zu sehen sind diese Dinge freilich schön, aber sie zu sein ist ganz etwas anderes«.

De Ingeniører, der befatter sig med bærende Konstruktioner, tænker for det meste paa det statiske og regnemæssige. De mener, at det i første Række kommer an paa at mobilisere Hjælpetropper af Modstandskraft paa passende Maade for at kunne modstaa Tyngdekraftens forskellige Virkninger.

Begrebet en »usocial« Bro, kan lyde mærkeligt, men en saadan Uting kendes baade i Forslag og Virkelighed. Det var nær lykkedes de danske Statsbaner at faa slaaet saa smal en Bro over Lillebælt, at kun Jernbanetogene fik Plads, og Jernbanens grimme Konkurrenter, Automobilerne, blev holdt udenfor. Den bekendte Skuru-Bro i Nærheden af Stockholm er med Forsæt bygget saa smal og svag, at Sporvogne og Forstadstog ikke kan føres over den. Her har autokratiske Rhedersynspunkter med Bistand af Pengetilskud sejret over demokratiske Færdselskrav.

Det økonomiske maa træde mere og mere i Forgrunden: i Udkast, i Bygning og i Drift. Det behøver dog ikke at komme i Konflikt med det arkitektoniske og det æstetiske. Arkitekterne bygger aldrig saa smukt, som naar de har for smaa Bygningsbevillinger, og aldrig saa hæsligt, som naar der er Penge i Overflod. Valget af Materiale. System og Spændvidde har stor

[[slut på side 57 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 58]


Indflydelse paa en bærende Konstruktions Økonomi. I Stockholm har man f. Eks. ved at følge et dansk Raad og træffe et forkert Valg mellem svømmende og faste Bygningsformer ved Lidingø-Broen ødslet syv Millioner Kroner bort. Teori og Praksis er ikke Modsætninger. Man kan sige, at intet er saa praktisk som en rigtig Teori.

En Konstruktions æstetiske Virkning ligger ikke i Opfyldelsen af rent æstetiske Betingelser, men i at Bygningsarbejdet med Overbevisning giver det Indtryk, at alle indvirkende Forhold overlegent er taget i Betragtning ved Opgavens Løsning. De Bygningsvanskeligheder, man har at overvinde, maa ikke afbildes i Bygningsarbejdet. Konstruktionsmaterialerne: Træ, Natursten, Kunststen, Jern og Jernbeton har alle deres Berettigelse, og i al Almindelighed betragtet kan intet Materiale foretrækkes for det andet. Selvfsblgelig kan i de enkelte Tilfælde visse Materialer uden videre paa Forhaand opgives, som f. Eks. Jernbeton til en Klapbro eller til en Hængebros Kabler, men med Kendskab til Variationen i menneskelige Forstandsgaver, forbavser det dog ikke, at saadanne Konstruktioner er blevet foreslaaet.

Betydelige Statikere og Konstruktører har længe troet, at det hovedsagelig kom an paa at opfinde Systemer med det ringeste Materialeforbrug. Der er derved skabt berømte afskrækkende Eksempler, f. Eks. Gitterdragere med kun Trækdiagonaler. Nu ser man klarere, og vi ved, at rent overslagsmæssigt skal Produktet af to foranderlige Størrelser, nemlig henholdsvis Vægt eller Masse og Enhedspris være et Minimum, ligesom f. Eks. med Hensyn til økonomisk Teaterdrift Produktet af Billetpriser og Tilskuerantal gerne skulde være et Maksimum.

Dette Synspunkt har ført til en mere almindelig Anvendelse af massive Jernkonstruktioner i Stedet for Gitterværk.

Man er nu kommet til Klarhed over, hvilket Selvbedrag det er at tilstræbe en saakaldt indre statisk Bestemthed. Det eneste, der er bestemt, ligger i, at saadanne Systemer kun eksisterer som Fiktion.

Selv de vanskeligste, statisk ubestemte Systemer lader sig ved Hjælp af Modelmaalinger let undersøge experimentalt. Denne Beregningsmetode har det store Fortrin, at den altid lader sig gennemføre, og at den ved vanskelige Opgaver ikke fordrer mere Tid og Arbejde end ved lette.

Ved bærende Systemer, saavel som ved alle Bygningsarbejder, for hvilke der overhovedet er Udviklingsmuligheder, gaar den rigtige Udvikling i Retning af Forenkling. Meget vigtigt er det at fastlægge den rigtige Maalestok, saavel statisk som arkitektonisk. Mange Broer er forfejlede, fordi Valget af System ikke staar i Samklang med Spændvidden. Hænge- og Buesystemer er anvendt til Brobygning over smaa Spændvidder, fordi det klare og almenfattelige Bjælkesystem blev anset for at være for simpelt, f. Eks. Carlsbergviadukten og Viadukten for Vester Fælledvej i København.

Kontinuerlige Bjælkedragere under Kørebanen - helst af DiP-Profiler, anordnet i en eller flere Etager, nittede eller svejsede sammen - og, naar Byggegrunden ligger dybt, understøttet af Pendelstøtter paa Duc- d'Albe--Pælefundamenter, fører til Brosystemer, som særlig egner sig for lange og brede Gadebroer.

En Bro er smuk, naar den anbragt paa det bedste Sted paa bedst mulig Maade i enhver Henseende opfylder sin paa bedst egnede Maade valgte Færdselsopgave. I første Linie kommer det ikke saa meget an paa selve Broens Skønhed som paa dens Virkning sammen med Omgivelserne. Pletvis spredt Arkitektur - selv om den i og for sig er god - virker skæmmende, naar den forstyrrer Enheden og Sammenhængen.

[[slut på side 58 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 59]

I Færdselsproblemet er Brobygningen en Opgave, der kommer i anden Række. For at man skal kunne bygge den bedste Bro, maa man først bestemme den bedst egnede Færdselsmaade og det fordelagtigste Sted at anbringe Broen. Dertil hører Færdselsteknik og Bybygningskunst. Saa først begynder den egentlige Brobygning. For at kunne bygge den bedste Bro til den mest egnede Færdselskombination, og paa den bedste Plads maa man beherske Brobygningens Kunst.

Jeg trækker en skarp Grænse mellem Brobygning og Brobygningskunst. Brobygning er den Virksomhed, der bestaar i paa en eller anden Maade at bygge en Vej fra Bred til Bred. Hovedsagen er: at komme over paa den anden Side. Virksomheden er berettiget, naar man improviseret skal bygge en Bro, f. Eks. naar Fjenden kommer. Men Brobygningskunst lægger Hovedvægten paa den Maade, hvorpaa man kommer over paa den anden Side. En Brobyggers Bestræbelse maa være at ophøje Brobygning til Brobygningskunst.

Belastningens Art har ingen principiel Indvirkning paa Beregningen og Udformningen af en bærende Konstruktion. Et Knudepunkt af et vist Materiale er og bliver et Knudepunkt, enten det er for en Bro eller for et Spærfag. Husbygningsopgaverne er rigere og mangfoldigere end Brobygningsproblemerne. Men de sidste er i Reglen større og mere omfangsrige. For en Bro er f. Eks. Plandispositionen sædvanligvis nogenlunde given, medens den for et Hus er meget foranderlig og lader sig bearbejde i stor Udstrækning. Planen konstituerer endogsaa Huset.

Arkitekterne bygger og Ingeniørerne regner og konstruerer; det er blevet til et Slagord. Halvvejs er det sandt, halvvejs usandt. Den logiske Fejl ligger i, at man overhovedet ikke kan bygge uden at regne. Det at bygge indeslutter nemlig alle de Arbejder, der er nødvendige for at skabe Bygningskunst.

Paa nedenstaaende Afbildning har jeg skematisk fremstillet, hvordan jeg tænker mig, at man bør organisere Arbejdet med Projektering af en bærende Konstruktion. Man begynder, som om man kun var Arkitekt, arbejder der efter en Tid baade som Arkitekt og som Ingeniør og afslutter Arbejdet som Ingeniør. Det er Vekselvirkningen mellem de to Arbejdsmaader, der er særlig værdifuld.

[[illustration]]

[[slut på side 59 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 60]

[[illustration]]

I Bygningskunsten er er jo desværre to forskellige Hovedretninger: den komponerende og den konstruerende; den sagligt unøgterne og den nøgternt saglige. Den første repræsenterer det Synspunkt, at et skønt Bedrag dog er skønt, og den sidste mener, at et skønt Bedrag dog er et Bedrag.

Folk, der øver Bygningskunst, er ogsaa delt i to Klasser: Arkitekter og Bygningsingeniører, og Bygherrerne er saa vel opdragne, at de tro, at hvis

[[slut på side 60 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 61]

de vil bygge smukt, maa de henvende sig til Arkitekter, men, hvis de vil bygge »nyttigt«, til Bygningsingeniører. Men ogsaa her maa Klasseforskellen op-hæves. Der burde kun eksistere een Klasse af Byggefolk: de rigtigt byggende.

Arkitekternes Styrke ligger delvis i, at de har bildt Bygningsingeniørerne ind, at kun Arkitekter kan bygge smukt, og Bygningsingeniører er høflige Folk, der ofte tror paa det. I Stedet for skulde de begynde at analysere og kritisere Arkitekturværkerne. Saa vilde man snart komme til Klarhed over, hvor grundigt mange Arkitekter har misforstaaet Arkitekturen. Huse, der minder om Arkitektur, finder man sjældnere end Huse, der ikke gør det.

Nye Byggeforetagender skulde kritiseres, anmeldes, som man f. Eks. anmelder Litteratur, Musik og Skuespilkunst, og ikke blot beskrives. De sædvanlige Arkitekturbeskrivelser af Mesteren selv eller af en god Ven fra den kære Familie har højst Betydning som Samlingssted eller Losseplads for Fakta, der dog burde kritisk bearbejdes for at faa højere Værdi. Helst skulde Bygningsingeniørarbejder recenseres af Arkitekter og Arkitekturfrembringelser af Bygningsingeniører, for at begge Klasser af Byggefolk gensidig kunde indvirke paa hinandens Opdragelse for til sidst at smelte sammen til eet Begreb.

*

Den nye Opfattelse af Bygningskunsten maa først erobre de tekniske Højskoler, fordi man maa begynde med Ungdommen.

Paa de tekniske Højskoler, jeg kender, hersker der en beklagelig Adskillelse mellem det, der virkelig er, men ikke altid bliver Bygningskunst, og det, der kaldes Bygningskunst, men ikke altid er det, og dermed adskilles ogsaa Bygningsingeniørerne og Arkitekterne. Man har for mange Specialfag, og det, der skulde holdes sammen, splittes. For min Skyld kunde Fagene ind- skrænkes til 5: Læsning, Skrivning, Regning, Tegning og Undersøgelse. Dette er selvfølgelig principielt ment og sagt med Overdrivelse; men den, der overlegent behersker disse Fag, kan roligt og med godt Resultat arbejde selvstændigt i et Ingeniørfag.

Hvis den barmhjertige Glemsel ikke eksisterede og virkede som Sikkerhedsventil, saa vilde Overfyldelsen af Kundskaber altid være en Hæmning. Maskiningeniører og Skibsbyggere har paa Grund af deres Ubundenhed med Hensyn til Overleveringer og lykkelige Uvidenhed med Hensyn til Stillæren skabt fremragende Kunstværker. For moderne Arkitekter er dybtgaaende arkæologiske Kundskaber ofte det sikreste Præventiv mod at skabe levende Arkitektur.

Paa de tekniske Højskoler skulde man lægge mere Vægt paa Undervisning i Overblik, end dette sædvanligvis er Tilfældet. Enkelthederne har i denne Sammenhæng mindre Betydning. Det er meget bedre at beherske den rigtige Brug af Bøger end at forsøge paa at huske deres Indhold.

Arbejdsmaaden maa ogsaa rationaliseres paa de tekniske Højskoler. Tid og Arbejdskraft maa rationeres. Ogsaa Byggeformerne maa - i Forenklingens og Standardiseringens Tegn - baade rationaliseres og rationeres.

Bygningskunstens Hemmelighed er, at gøre saa lidt som muligt - med Smag !

*

For Bygningsingeniøren ligger den Fare nær at begynde for tidligt med Beregningen og Detailkonstruktionen. Unge, kun teoretisk indstillede Herrer tror ofte, at alt i Livet kan regnes ud ved Hjælp af Ligninger. Naar det varer flor længe at komme bort fra denne Fejltagelse, plejer jeg som Eksempel at fremdrage den berømte Metode i »Hütte« til Beregning af de nødvendige Pladser i en Kirke.*) Trods denne Beregningsmetodes Nøjagtighedsgrad, der
--------

*) »Politiken« offentliggjorde engang en interessant Statistik over optagne og ledige Pladser i Københavns Kirker. Man fik deraf et godt Billede af den lave »Virkningsgrad«. De fleste gik »for halv Kraft«, men Diagrammets Kurve fik en voldsom Spids, »naar Ricard prækede«.

[[slut på side 61 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 62]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Fig. 2. Indgang til det- nye Børnebibliotek i Stockholm.
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Fig. 3. Perspektiv af kontinuerlig Bjælkebro paa Pendelpiller.
[[billedtekst slut]]


strækker sig indtil den tredie Decimal, og derfor gør Indtryk af at være rigtig paa 1/10 pCt. nær, er Metoden kun optaget indtil 19. Oplag af »Hütte«, siden Münchener Simplicissimus har vist Interesse derfor.

Intet kan beregnes, før man har noget at beregne. Forudsætningerne for Beregningerne er ofte meget vanskeligere at opstille end Beregningen selv. Forudsætningerne skabes gennem Arkitekternes Arbejdsmetode og Beregningerne gennem Bygningsingeniørernes.

Den alsidige Udkast til Bærekonstruktioner skulde helst gøres af een Person: af en Bygningsingeniør, der er i Stand til at tænke arkitektonisk, eller af en Arkitekt, der er konstruktivt indstillet og ikke har dækket Forstandens Objektiv med Følelsens sikkert virkende Irisblænder.

Naar Arbejdets Forløb ikke kan udvikles i een Hjerne -hvad der desværre ofte er Tilfældet - saa maa det i Surrogatorganisation udføres af een Bygningsingeniør og een Arkitekt, der forstaar hinanden.

En grundlæggende Enkelthed i Bygningen af bærende Konstruktioner, der er Arkitekterne fremmed, og som ogsaa for det meste forsømmes ai Bygningsingeniører, er Gitterværkkompositionen. Gennem tre Billeder med tilhørende Bemærkninger skal jeg antyde nogle hermed sammenhørende Synspunkter. Paa et Gitterværks Udseende indvirker følgende: Omridsets Form og dens Udfyldelse, Stængernes Længde, Bredde og Tilslutningsvinkler, Silhouetten, d. v. s. Forholdet mellem Gitterværksaabningerne og hele Omridsfladen samt Stængernes Overskæringer i Perspektivet.

Som en Karikaturtegner i faa Strøg kan forandre Ansigtstrækkene mægtigt, saaledes faar ogsaa Gitterværksformer ved tilsyneladende ubetydelige Linie- forandringer ganske forskellige Udtryk. En oppositionsmæssig holden Stand mod Belastningen og en resigneret Underkastelse under denne lader sig let illustrere ved Gitterværksformen.

*

Den Konflikt mellem Indhold og Form, som Arkitekterne taler saa meget om, er ikke usædvanlig i deres Arbejder. Arkitekterne søger ikke altid Virkelighed, men de stræber en Gang imellem tydeligt efter virkningsfulde Teatereffekter. En nu almindelig benyttet Form bestaar i den vældige Overdrivelse af Maalforholdene ved Indførelsen af umenneskelige Maalestokke

[[slut på side 62 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 63]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Fig. 4 og 5. Forslag til henholdsvis Hængebro og Konsolbjælkebro over Lille Bælt af Otto Linton
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Fig. 6. To af D.S.B.s Broforslag.
[[billedtekst slut]]

[[slut på side 63 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 64]


Himmelhøje Portaler bygges til Børnebiblioteker, og Portalen i Fig. 2 med sin sejlfrie Højde ligner mere Indgangen til et Skibsværft ved Nilen end til et Børnebibliotek i Stockholm. Det er dog her Menneskene og især deres Børn, der skal gaa ind og ud gennem Porten - og ikke Rummet selv.

Det hidtil største Broproblem i Norden er den nu forestaaende Bygning af en Bro over Lillebælt i Danmark.

I fire Aar har jeg her kæmpet for kombineret Færdsel: for Jernbane og Landevej, men først sidste Aar blev Rigsdagsbeslutningen om kun at bygge en Bro for Jernbanen ophævet og Bygningen af en kombineret Jernbane- og Landevejsbro besluttet. Denne Brobygningsopgave har jeg studeret indgaaende, og jeg har udarbejdet to skitsemæssige Projekter, som jeg her fremlægger.

Fra Direktionen for De danske Statsbaner foreligger der 7 Udkastskitser, hvoraf Nr. 1 uden Tvivl besidder store Fortrin, fordi der kun forekommer to Strømpiller; men hvis der med Henblik paa de samlede Omkostninger maa bygges 4 Strømpiller, saa er Udkast Nr. 6 at foretrække. Dog kan der gøres betydelige Forbedringer derved. Udkastet er i dobbelt Forstand inkonsekvent, nemlig fordi Jernet svæver bjælkeagtigt over Vandet, og der over Land svinger Jernbeton i Bueform. Inkonsekvensen er altsaa baade af byggestoflig og bygningsstatisk ArtP

Viadukterne kunde man - økonomisk og æstetisk -meget bedre konstruere som massive, kontinuerlige Bjælkebroer med højst 40 m Spændvidde. Viadukternes Mellemstøtter konstrueres som fritstaaende Pendelpiller, og alle Sidekræfter overføres af Vinddragere under den ca. 17 m brede Kørebane til Endestøtterne. Paa denne Maade faar man en fri og smuk Udsigt under og gennem Viadukterne, der ikke afbrydes af Jernbetonhvælvinger og Skove af Jernbetonsøjler.

Min Hængebro har en Midteraabning paa 450 m og 180 m Sideaabninger. Gitterdrageren har en Højde af 9 m, og Faglængden er ogsaa overalt 9 m. Viadukterne har 36 m Spændvidde og overalt lige høje Pendelstøtter.

Mit Bjælkebroudkast er dannet som Konsolbjælkebro over Vandet. Det er ingen Nytte til at krumme Overflangen, men det er simplere og smukkere at vælge Paralleldragerformen. Faglængden er overalt 16 resp. 8 m, og Dragerhøjden er 16 m, saa at Hoveddiagonalerne faar en Hældning af 1:1 Overbygningen bestaar af 2 ens Konsolbjælker med 160 m Spændvidde og med 48 m lange Cantileverarme. De 3 indhængte, almindelige Bjælkedragere er ogsaa ens og har en Spændvidde af 96 m. Viadukterne har en Spændvidde af 40 m, og deres Bjælker er tænkt som halve DiP-Dragere.med sammensvejset Kropplade.

Hvordan en Viadukt af denne Art ser ud, viser jeg gennem et Perspektivbillede i Fig. 3.


Den kunstneriske Behandling af en Byggeopgave er det overlegne Udvalg af en Løsning, hvor alle indvirkende Betingelser hensynsfuldt og med Kærlighed - alt efter deres Art - er opfyldt.

Otto Linton.

[[slut på side 64 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 65]

Många slags konst.

Av Otto Linton

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Arkitekt, som tör ögonblicket
tänker konstruktivt.

[[billedtekst slut]]

När man särskilt lägger an på att skriva sin namnteckning riktigt »vackert«, t. ex. då det gäller att till ett eller annat jubileum grundligt fördärva utsidan på locket till ett guldetui eller framsidan på ett silverfat med ingraverade namnteckningar från vänkretsen, så blir den vanligtvis allra sämst, namnteckningen nämligen. Så går det också, då man anstränger sig med att vara »konstnärlig« .

I Köln finnas två broar över Rhen, som äro goda exempel, dels på hur galet det går, när man koncentrerar sig på att alstra »broarkitektur« utan att veta, vad det är, och dels på hur pass någorlunda bra det kan komma att avlöpa, då man inte har lust eller pengar till att vara »konstnärlig«, d. v. s. genomdriva den gängse sortens missuppfattningar av brobyggnadskonst.

En chef för ett större företag, som årligen bygger och köper för miljontals kronor, bör äga så pass mycket sund sans ifråga om konst, att han icke för verkets räkning låter uppföra vilket fuskverk som helst i byggnadskonst och heller inte köper första bästa Hötorgs- eller Slusstavla att användas till offentlig prydnad. Även om det är honom motbjudande, bör han likväl försöka att handla så utanför det egna hemmet, där det naturligtvis i gengäld - om galet skall vara -bör stå honom mera fritt att besluta i överensstämmelse med den personliga kulturnivån.

Om det är sant, att det är nämnderna och icke arkitekterna, som äro skulden till den för det mesta fullständigt planlösa placeringen av offentliga byggnader i Stockholm, så är det på nämndledamöternas och icke på arkitekternas arkitektoniska uppfostran det gäller att koncentrera sig. Placeringen av huset är nämligen väl så viktig som detaljeringen av detsamma.

*

I den stora promenadhallen på Stockholms Centralstation stå två vackra modeller av ett gammalt och ett nytt lokomotiv. Det är maskiningenjörer, som med tiden ha skapat de konstverk, modellerna återge överskådliga bilder av, och det blir genast uppenbart, att klarhet, sanning och naturlighet äro nödvändiga förutsättningar för att kunna alstra verkav så hög konstnärlig rang.

Men även utslag av bristande smak förekomma på Centralstationen. Färgproblemet för hallen i sin helhet är dåligt behandlat, och 8 st. väggfält äro ännu sämre bearbetade genom sentimentala bildframställningar. Här nedan återgives ett foto av de omhandlade kolorerade vykorten eller handmålade

[[slut på side 65 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 66]

[[illustration]]
[[billedtekst:]]
Den centralt belägna Dombron i Köln för kombi-nerad järnvägs- och gatutrafik har blivit arkitektoniskt förstörd av torn- och portalbyggnader med ryttarstatyer.
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Den lite avsides liggande Sydbron i Köln, som bär
en dubbelspårig godstagsbana, har paa grund av sin
mindre »fordrande« plats och funktion fått vara
någorlunda i fred för »arkitektonisk utstyrsel«
och närmar sig därför brobyggnadskonst mera än vad Dombron gör.

[[billedtekst slut]]


[[illustration]]
[[billedtekst:]]
Centralstationskonst på melodien: »Fall lätta
snöflock fall!«

[[billedtekst slut]]


[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Stora invändiga trappen.
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Osocial arkitektur.
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Rationellt mur- och hörnskydd.
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Romantiskt murhörnsskydd.
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Klockstället vid Centralstationen. Sockeln är för låg såsom bekväm sittplats för statsbuden.
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Klockstapeln på Nybroplan. Sockeln är ingenting.
[[billedtekst slut]]

[[slut på side 66 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 67]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
1) Eriksbergskolonnen framför Montessoriskolan. - 2) »Kan disse Søjler lyve?« Skola och bostadshus i Stockholm - 3) Modell av Göteborgs Stadsteater. - 4) »Frihedsstøtten« på Eriksberg markerar i högtidlig form gränsen mellan den maskulina och feminina avdelningen. - 5) Högskalearkitekternas utgång, övertäckt med kryssvalv och kantad med dåliga gipsavgjutningar av medeltida träskulpturer med madonnor, apostlar och andra arkitektoniska avgudar. - 6) Hög-skolearkitekternas ingång med arkitekturens gravkammare till höger. - 7) »Die architektonische Ruhmeshalle« med överflödiga pelare och kryssvalv, tvenne goda skulpturverk i bakgrunden, 2 st. arkitekturtragment, blindlyktor och skramliga järngrindar. Passar bäst för »Eisbein mit Sauerkraut«, mörkt öl, stearinljus samt: »Ställ sä fram i källarsalen........«
[[billedtekst slut]]

[[slut på side 67 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 68]


oljetrycken med sina väldiga dimensioner. Plankartan av Centralstationen på ett par andra, mera undanskymda väggfält står betydligt högre såsom bildframställning även rent dekorativt sett, och de mörka anslagstavlorna med tågtiderna äro vackert, klart och naturligt ordnade. Fotografiska förstoringar kunna väl numera göras på flera kvadratmeters yta, och den sortens bildframställning hade bort föredragas på de åtta fälten framför de utförda teatermålningarna. Enfärgade väggytor kunna också göras mycket bra och äroförmodligen dessutom något billigare per m2 , även om färgen är dyr.

I andra klassens väntsal är det inte stort bättre, om man bortser ifrån, att det tekniska utförandet står på en lite högre nivå. Särskilt är det betecknande, att det verkligt karaktäristiska i proportionerna och i murningen av Norrbros vackra valv icke alls har kunnat uppfattas av målaren.

I jämförelse med de väldiga måtten hos den stora hallen, som ju i sin drift mindre gör intryck av att vara ägnad at resaliv än att tjänstgöra såsom jazzpalats, värmestuga i stort format, piazetta utan himmel men med klumpigt tak, får den lilla tjänstemannakiosken vid polletteringsdisken ett drag av drastisk komik över sig och för resten även av tragik, då man betänker, att tjänstemän i kampen för tillvaron måste vistas i det trånga skåpet med dess dåliga luft.

Det enda, som gör en verkligt storslagen arkitektonisk effekt i stora hallen, är den väldiga och vackra golvytan, men då man så börjar jämföra den med förhallens och ankomsthallarnas Lilliputgolv, får det logiska sammanhanget en våldsam knäck, och intresset slappnar. Man tvingas nästan till att tro på omöjligheten: att antalet resande från Stockholm är ofantligt mycket större än antalet ankommande.

Trapparrangemanget i hallens södra ände ger både till formen och färgen intryck av trämaterial, men det är mycket dyrare och mera konstgjort.

Mellan den lilla förhallen och den stora centralhallen stå murverkspelare med såväl »ädel« som enkel ytbehandling. Deras hörn och murytor måste skyddas mot kantstötning och avskrapning: för de finaste finast och för de tarvliga mindre fint. Effekten har emellertid blivit raka motsatsen till den väntade . Pelarna med si m pl a n aturliga försatsbetongytor, som ha fått enkl a och rationel la skyddsskenor, ha blivit bäst, men för murhörnen med porfyritputsen - eller vad det nu är - har man inte kunnat nöja sig med mindre än löjliga, handsmidda eldgafflar.

Vad som mest förvånar en internationell iakttagare av järnvägsväsendets utveckling är S. J.s klockarkärlek till och kolartro på det tidsenliga i plankorsningar mellan järnvägstrafik å ena sidan samt gång- och körtrafik å den andra. Såväl på Stockholms Centralstation som på flera andra nybyggda statsbanestationer av största slag ledes gångtrafiken ogenerat i samma plan över huvudspåren. Det är inte bara statsbanetjänstemännen själva utan även tra-fikanterna på S. J., som på detta sätt utsättas för risk till liv och lem. Vid högtidliga tillfällen talas sedan med falsk patos om, att inte ens de snillrikaste ingenjörerna förmå göra statsbanetjänsten riskfri.

För några år sedan fingo vi av en arkitekt i en artikel om strängaspelsfasaden vid Hötorget den trösterika upplysningen, att en kolonn visst icke behöver vara bärande - den kan i stället vara ljudande!! Vid centralstationen har kolonnen kommit till användning såsom klockställ, ett påhitt, som, då det först utfördes för åtskilliga år tillbaka vid Nybroplan, blev så pass kraftigt kritiserat, att man nästan borde haft rätt vänta sig bli förskonad för upprepning.

Kolonnens allra senaste användningsområde inom Stockholmsarkitekturen är emellertid såsom - ventilationsrör.

I den formen kan man nämligen få se den införlivad med den bombsäkra hygieniska anläggningen på Eriksberg.

[[slut på side 68 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 69]

Varför blir arkitektur så lätt ornamentik, dekoration, teater? Så frågar genast en ingenjör, som får se modellbilden till Göteborgs Stadsteater, detta i grund och botten utmärkta byggnadsverk med en mycket god planlösning.

Den konkava fasaden med sina många överflödiga pelare och kolonner, med sitt höga, smala mittfönster, som väl också bitvis är dörr och riktigt bra bryter sig ur skalan, och sin överdrivna ornamentik har jag med förvåning sett på en lång stund utan att dock i fasaden kunna finna några mera framträdande antydningar av rationell arkitektur. För första gången i den av mig kända ornamentikens historia har jag påträffat i rät vinkel böjda pilastrar med olika krökningsradier, som om det gällde kallbockningsprov å järn med olika hårdhetsgrad. Formerna äro även kända från rörledningsfirmors kataloger. I ornamentiken ingår även ett motiv från Falu Vagnfabriks tillverkningar: tvenne rationella plattjärnsfjädrar, som förbinda toppunkterna på de obeliskartade förlängningarna av de krökta pilastrarna. De trots allt lediga väggfälten mellan all den tekniska armaturen upptagas av antika reliefer. Taklisten krönes av en samling hemska järntänger, vilka vid första påseendet föra tanken hän mot en förhistorisk gynekologisk klinik. Jag föredrager, att teaterarkitekturen begränsas till scenen, och även där är det välgörande, då den förenklas till det yttersta. En bedömning av arkitektur på detta sätt - utan at gå till kärnan, planen - blir naturligtvis mycket ytlig, men det var nu bara ornamentiken det gällde, och den är själv mycket ytlig. överdriven ornamentik är arkitektonisk eksem.

Tekniska Högskolans nybyggnader vid Valhallavägen erbjuda rika tillfällen till arkitekturstudier - både ute och inne. På mig har högskolebyggnadernas arkitektur, som går i kryssvalvets, de djupa fönsternischernas och de höga takens tecken, mera väckt känsla av medeltida prästseminarium än av nutida utbildningsanstalt för framtida ingenjörer och arkitekter. Oaktat arkitekten av konstnärliga skäl i de tjocka murarna har deponerat tegel för högskolans framtida tillbyggnad, så har det ändock icke lyckats att i nom arkitekturavdelningen isolera den intensiva grammofonmusik, som från arla morgon till särla afton är nödvändig för ett konstnärligt bedrivande av arkitekturstudierna. Icke blott ljudet utan även ofoget tränger igenom till närliggande avdelning.

Det borde undersökas, huruvida inte Högskolans slutliga utbyggnad bättre och billigare kunde ske vertikalt i stället för horisontalt genom att ersätta de höga taken à la Freys hus med en våning, som täckes horisontalt.

Vaktmästarebostäderna äro goda exempel på osociala arrangemang, mest framträdande i bostaden under borggården till Tessins ära. Fukt och kyla ha lättare att tränga dit än en solstråle, men mannen, som bor där, får försöka glädja sig åt den monumentala portiken med de nio kryssvalven framför nedgången till hans mörka boning. Detta är M-konst, monumentkonst i all sin
glans, »konst«, som är till för att synas och icke för att vara.

Otto Linton.

Architectura.

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Drömmar om död forntid är
stillestånd, d. v. s. tilbakagång
i levande nutid.

Albertus Engstroem, Smolandus:
En gyldenne Book.
[[billedtekst slut]]

[[slut på side 69 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 70]

Moderne Materialer og Konstruktioner.

Haandbog i Bygningslovgivningen.

Eyvind Sivertsen: Haandbog i Bygmingslovgivningen for København og Frederiksberg. (Gad 1928, 775 S., 11,50 Kr.)

Det ligger os fjernt at sætte Byggeloven i Forbindelse med moderne Konstruktioner, men det foreliggende Arbejde er et udmærket og godt Stykke Værktøj. Bogens For-fatter kan jo ikke gøre for, at Loven er saa monstrøs, at den fordrer en Behandling paa 775 Sider for at blive tilgængelig. Haandbogen er fortræffelig med Hensyn til det gjorte Udvalg af Lovgivningen og de ydede Oplysninger, men kun ret god med Hensyn til Ordning og Opsætning af Stoffet. Dens Værdi og Betydning gør den fortjent til nye Oplag, hvor ogsaa denne Side er helt tilfredsstillende varetaget.

Døren lukker selv.

Automatiske Dørlukkere er, alt som Konstruktionen er udviklet, blevet en vigtig Detalje i Byggeriet. - Firmaet David Unmack har bragt nogle Dørlukkere fra det engelske Firma Smith, Major & Stevens i Handelen. Det engelske Firma glæder sig over, at Konstruktionen er gammel. Vi finder endnu større Behag i, at den er helt m o d e r n e: præcis, solid, smuk, gennemtænkt i alle Funktioner og Konstruktionsenkeltheder. Dørlukkerne (der findes mange forskellige Typer) indbygges i Gulvet og d a n n n e r D ø r e n s n e d e r s t e H æ n g s e l. De er hydrauliske, d. v. s. saaledes at forstaa, at de arbejder i O l i e og bl. a. derfor fuldstændigt lydløst. Alle Dele er Metal, saa der ikke fordres nogen Udveksling af Læderstempler o. s. v., og Fjederen er indstillelig uden Afmontering af Døren. Et Par Smaating, som at Fjederhuset er helt rektangulært af Hensyn til Udstemning i Gulvet, og at det kan leveres med en Dybde af kun 1 3/4", røber den gennemtænkte Konstruktion.

De risikerer ikke Deres Helbred ved at høre Priserne!

Den moderne Maleteknik.

Den kendte Odensemalermester, Oldermand, Lærer ved Teknisk Skole o. s. v. C. Skodsbøl har udsendt en lille Brochure om d e n m o d e r n e M a l e t e k n i k. Den er et Forsøg paa at placere de nye Celluprodukter i Malernes Bevidsthed og maa derfor hilses med Glæde. Den anviser Fremgangsmaaden og den nye Teknik, som et nyt Materiale med nye Ejendommeligheder fordrer, og paaviser en Række af dets særlige Egenskaber. I Erkendelse af Celluloseprodukternes revolutionerende Indflydelse paa alt Malerarbejde, maa det tilraades alle interesserede at gøre sig bekendt med Indholdet, selv om Haandværkeren i Autor nu og da skinner lidt stærkt igennem, saaledes naar han ud fra Cellulakkernes Evne til at lade sig stryge udnævner dem til Vaaben i Kampen mod Industrialiseringen. Vi vil hellere hefte os ved deres Evne til b a a d e at stryges og sprøjtes, saaledes at hvert Arbejde kan faa den bedst egnede Behandling.

Pjecen kan faas ved Henvendelse til Sprængstoffabrikerne.


Elektriske Hængsler.

Det er altid en behagelig Overraskelse, naar der undtagelsesvis slaas en Bresche i den Træghed, der behersker de mere dagligdags Byggematerialer, selv om det kun bliver i det smaa. En fransk Fabrik har bragt den elektriske Svejsning i Anvendelse ved Hængselfremstillingen, idet den sammensvejser Flade og udboret Knop, hvoraf Resultatet selvfølgelig langt overgaar de rullede Pladehængsler i Holdbarhed, Præcision og Udseende. Et smukt Eksempel paa moderne Tekniks Forbedring af et gammelt Produkt. Et smukt Eksempel paa moderne Industrikunst. Eksemplet og Fabrikationen er 20 Aar gammel! Men det har hidtil været hemmeligholdt for det danske Publikum.

Det ideale Hjem.

(Hage og Clausen 1928, 76 Sider.)

Som et Vidnesbyrd om den stigende Interesse blandt Publikum for baade moderne god og modernistisk daarlig Arkitektur vil vi tage Fremkomsten af det smarte Hefte, der er udsendt med ovenstaaende Titel. I en aldeles hæslig Ramme rummer det 2 gode Artikler af Viggo Sten Møller og F. C. Lund foruden en Del »Frem«-Stof og noget, der er væsentlig ringere, samt nogle omsorgsfuldt, men slet skjulte Annoncer.

[[slut på side 70 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 71]

Æg og Sild.

Onde Tunger skal have ymtet, at dette Hefte er forsinket. Med hvilken Ret?! Overfor enhver jordisk og himmelsk Domstol tør vi hævde, at ikke een Inspiration har vi siddet overhørig. Hefter af Kritisk Revys Art lader sig ikke tage med Tang, mine Herrer Tunger! Nu spørger vi Dem, Læser, om De ønsker en Stabel Artikler bragt rettidigt ind ad Døren, eller om De ønsker, at vi ikke skal slippe Bladet, før vi har tømret det sammen til en karakteristisk Helhed? Svar udbedes! Vi er rede til at gøre hele næste Hefte til en Enquete om Spørgsmaalet, hvis bare Indlæggene er morsomme og ondskabsfulde nok.

Provinsielt.

Mausolæmælet over H. C. Andersen i Odense tegner til at blive en fuldstændig normal Affære, forbilledlig i enhver Henseende. Odense Stadsmæcen skænker rund-haandet med den ene Haand og benægter lige saa rundhaandet med den anden, at han har lagt nogen Klavsul paa, om at Apparatet skal udføres af en Arkitekt, der hedder Jacobsen. Ganske vist kommer Benægtelsen paa et Tidspunkt, hvor Mæcenen og Jacobsen af Byraadet har faaet Bemyndigelse til at bestemme, hvor Mausolæet skal ligge, og hvordan det skal være. Men var det ikke meget nemmere at give alle offentlige Opgaver til Folk, der hedder Jacobsen, een Gang for alle?

*

Gaar du tilvenstre, saa gaar jeg tilhøjre, sagde Blædel til Bønnelycke.

Uro blandt Medarbejderne.

Et eller andet Sted i dette Hefte er faldet en Aforisme ud: Den skyr ej Artiklen, som over den springer.

International Nationalisme.

Den reaktionære Tendens i Uddelingen af den litterære Nobelpris er yderligere blevet understreget ved Valget af Sigrid Undset, hvis Ideal er Middelalderen. Ved Siden af hende valgtes Bergson med hans forstandsfjendtlige Intuitionsfilosofi, der er saa kær for Katolikkerne. Bondelivsskildrere er Favoritter, vel at mærke, hvis de er folkloristiske eller konservative (Raymonds »Bønderne«, Hamsuns »Markens Grøden). Husk i Flæng Imperialisten og Militaristen Kipling, Rabindranath, hvis religiøse Pacifisme gyder Olie paa Oprørslysten i Indien, den lyriske Bearbejder af middelalderlig irsk Folkeovertro Yeats. Al Nationalisme præmieres, jo mere lokal, des bedre: Mistrals »Mireio« (provencalsk Nationaldigt paa Landsmaal). Vælges der endelig en Socialist, bliver det ikke Upton Sinclair eller Henri Barbusse, men den halvkonservative Fabianer Bernhard Shaw. Af Danskere Henrik Pontoppidan (Lokaldigter, Militarist, malkontent) og Karl Gjellerup (reaktionær Overløber, Buddhist, dødfødt). - Den gamle Dynamitkonge Nobel vidste nok, hvad han gjorde, da han satte Kravet om Idealisme ind i sit Testamente.

Vi har modtaget

Mit kjære Blad!

Opmuntret af din Velvilje, da du optog min Nattestemning i Hefte 2, sender jeg dig et nyt lille Digt.

Det er altsaa en Herre der tænker det.
Din Musse.

En prima
Ballerina saa jeg danse
i Brokadesko
beruset,
saa jeg ikke kunde sanse
i Trocadero.

De er gaaet meget frem. R e d.

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Da jeg har forstaaet, at Kritisk Revy Interesserer sig for Naturfænomener, vil jeg bede Dem og Deres Fotograf gaa ud paa Blegdamsvej til Frimurerne, hvor der bag de store Søjler paa hver Side af Døren er fremvokset et Bundt Bjergkrystaller.

Ved højtidelige Lejligheder er der Lys i dem!

Deres ærbødige Læser.

Det er ikke noget Naturfænomen, men en Hudsygdom. Saafremt man binder et Stykke ren Kinesertraad omkring inde ved Roden og strammer lidt til hver Dag, vil Vorterne paa en Ugestid visne og falde af.
[[billedtekst slut]]


Hvad skal jeg gøre, jeg er 25 Aar, Arkitekt, meget dygtig og rationel, men allerede begyndt at blive aflægs. Mine Tage er blevet saa forfærdelig udhængende, jeg kan næsten ikke lade Vandet. Jeg vilde ogsaa saa gerne have rødprikkede Facader, men det løber helt i et. Tror du, det er Skiftegangen, der er noget i Vejen med? Hvad synes du om min Overskrift?
Din »Banebryder«.
--------

Svar til Vaneforbryder:

Ved Tilfælde af Monomani og Tvangsforestillinger er der ikke andet end at gaa til Specialist. Luftforandring - le Corbusier - hjælper, men kun for en kort Periode.

[[slut på side 71 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, side 72]

Teleskopord.

Ud fra den besynderlige Fornemmelse, at Bladet ikke virker tilstrækkelig aandssvagt starter vi herved efter de bedste Forbilleder en Konkurrence. Præmien vil komme tii at bestaa i, at Vinderen vil faa sit Portræt offentliggjort i Kritisk Revys næste Hefte. Fristen for Indlevering er 1. April. Dommerkomiteen er os selv; vi garanterer, at der bliver snydt. Konkurrencen gaar ud paa at sammenstille det mest aandssvage Amfibium (Amfibieteater) af to, tre eller fjorten andre Ord. Saafremt der kommer en Mening ud af det, trækker det naturligvis fra. Vi kan nævne nogle Eksempler:

Kritisk Revigilia, Danmarkssamfunderinger, Psykopatrioter, Humbugtalere, Kapitalvorsmænd, Mindestenografi, Monumenstruationer, Danskamerikantater med Mindehøjhedsvan-vid, Arkæotekter og Bedre- Byggeskikkelser, Stilstudiumrianer med Propylæbælter, Grøntorfeuser og Byplattenslagere, Borgmestergrise og Sydhavnesjovere, Trafikfakserier, Struckmandfolkene (usandsynlig!), Ordrupkrattentat, Benzintanketorsk, Stærekasinoer Monumenstaldbygninger, Carlsbergfondsmæglere, Wanscheruptionerne, Ridebanakronisme, Statsembedemændene, Relieffektmager, Tivolibertinere, Pornografigenbladsmørerne. Leve alle Koryfæhovederne og husk PHlambitionerne!

Statistik.

I Paris er i de sidste Aar Antallet af Malere steget fra 40,000 til 60,000.

Efter den officielle Statistik har 120% af Hamborgs Indbyggere Gonorré.

*

Steen Eiler Rasmussen holdt i Studenterforeningen et overmaade interessant Foredrag om Arkitektur. Han gennemgik en Række forskellige Standpunkter, man kunde tænke sig at indtage overfor Arkitekturen, hvis de ikke var forkerte. Dispositionen i Foredraget var overmaade klart udformet som et Vandfad, hvori STER vaskede sine Hænder.

*

Vi finder følgende Udtalelse af en berømt Dame:

»Jeg bliver betaget, hver Gang jeg hører Suset i Præstekjolen, naar Præsten gaar op til Alteret. Marie Westenholz.«

Saadan har vi andre det ogsaa, naar vi ser paa Konfirmandinderne.

Nyt fra Amerika.

I Boston er oprettet en Klub til Ære for Digteren Longfellow. Betingelsen for Optagelse er en Højde af seks Fod og en Tomme.

I New York bor en Matros, der er tatoveret saa stærkt, at han ikke kan komme til at sidde undtagen paa Præsident Hoover.

I Tennessee findes en Sekt, der tror, at vi lever paa Indersiden af Jorden.

»Undgaa Ophidselse og Stimulanser. Den Vane at tænke er en stor Plage og fører sine Ofre ind i Forviklinger, der ødelægger det simple, naturlige Liv.«

(Mizpad Lodge Adviser.)

Disciplin.

Socialdemokraterne l Aarhus stemte paa K o r t s e n til Professor, fordi de forvekslede ham med K o r s t.

*

Glædelig Nytorv til Schovelin.

*

Det viser sig at Langebro er saamænd udmærket, saasnart Havneløbet er ufarbart paa Grund af Is.

Revolution i Byggeverdenen.

Mærkedagen den 7/2 1929: ARCHITECKTEN er idag ned- og udkommet med et nyt Hovede, hvori der staar ARKITEKTEN. Ogsaa Akademisk Arkitektforening staver den derefter paa dansk. Denne epokegørende Omvæltning har, som rimeligt er, afstedkommet en grundig Forsinkelse af Bladet. Saa nu har vi snart kun det principielle for os selv

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Fortiden har det Fortrin frem for Fremtiden, at den foreligger.
[[billedtekst slut]]

Ansv. Red. Poul Henningsen.
--------

Hvis vi fornærmer uden at være morsomme, saa var det omvendte dog værre.

[[slut på side 72 ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 4, omslaget side 3 = indholdsfortegnelse]


INDHOLD

Forord 1
Til nordiske Teknikere i Udlandet 2
Til Akademisk Architektforening af Kommunegartner G. N. Brandt 3
Nytaarsønsker 6
By og Bolig af Hartvig Frisch 8
De Gamles Maskerade af Edvard Heiberg 16
Dansk Reklames Vanry og -røgt af Olav Hast 22
Den transmissionske Tendens 23
Til Filosofferne 24
Om Værdien af Religion og Religiøsitet af Prof. Jørg. Jørgensen 25
Byggeriet 1928 34
Mine Herrer Bogorme! af Peter P. Rohde 35
Den frieste fri Udstilling af Waldemar Grossmann 38
Koncert af Jürgen Balzer 40
Dig elsker jeg! 41
Kan vi undgaa en musikalsk Kulturforringelse? af Jørgen Bentzon 42
Revyen 45
Anstrengt Kunst 46
Litteratur af Otto Gelsted 47
Maurisk Motiv af Sophus Claussen 48
Gammelt Jern 55
Syngende Tanker af Knud Rasmussen 56
Bærende Konstruktioner som Kunst af Otto Linton 57
Många slags konst af Otto Linton 65
Moderne Materialer og Konstruktioner 70
Æg og Sild 71


Den til Forsinkelse med de kongelige Brevposter priviligerede poliske og Divertissementstidende.

________

[[slut på omslagets side 3 = indholdsfortegnelse ]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Vælg nyt hefte
[Kritisk Revy 1928, hefte 4, bagsiden]

[[helsidesreklame]]

[[slut på bagsiden ]]