Hverdagens
betydningsfulde banaliteter. Tale ved åbningen af udstillingen alle tiders tryk
- Småtrykssamlingen i 100 år. Det Kongelige bibliotek 20. juni 2002
O, at være en høne….
Indledningsstrofen var Frank Jæger’s Være-digt randt mig straks i hu, da jeg
i min egenskab af en flittig – for ikke at sige lidenskabelig – gæst i
Småtrykssamlingen fik den ærefulde forespørgsel om at sige nogle ord her ved
indvielsen af samlingens udstilling om sig selv, i anledningen af dens runde
fødselsdag. Det gør jeg naturligvis gerne, for
O at være en
småtryksbruger
Ingen kan finde, hvor
er.
Gemme sig dybt i KB’s
mave
Finde ting, som ingen
andre ser.
Som forsker i
hverdagslivets kulturhistorie – med en særlig interesse for relationerne
mellem børn og voksne – har emner som barnevogne, trehjulede cykler,
flyverdragter, sandkasser, legepladsredskaber, skoleprogrammer,
byrådsreferater, privatskoler, skolebespisning, plejebørn, fritidshjem – men
også kvindelige roere og sportstøj – gennem årene fået mig til at sætte
kursen mod småtrykssamlingen. Men hvorfor lige der kunne man spørge – og
svaret er, hvor ellers? For en hverdagens kulturhistoriker er småtryk bare
sagen. De 6 millioner spor efter menneskelig aktivitet, om det nu er drevet af
idealisme, religion eller pekuniære interesser, som findes her, kender næppe
deres lige…. At være lukket inde med dem, midt inde i det alvorstunge og
lærde KB’s indre, det er en oplevelse, som ingen burde forskåne sig selv
for. Her er rum til grinet, men også til de seriøse og overraskende
overvejelser omkring forbindelseslinier, brud og kontinuitet i den danske
kulturhistorie. Her møder man hverdagslivet ned til den mest intime detalje
– et liv med glæder og sorger – og mange, mange besynderligheder.
Før KB’s ombygning var der tilmed den mulighed, at man kunne blive glemt….
Bag tykke grønne branddøre, som lukkede med et smæk og undertryk – og med
en gammel olivengrøn telefon som livlinie til verdenen udenfor. En omverden,
man fra sit ophøjede skrivebord og gennem det runde vindue kunne se fare forbi
nede på Kalvebod Brygge, lykkelig uvidende om, hvad en ”bindekapsel” i
kardus og karton er – og at disse kapsler – som intet har at gøre med
besøg fra det ydre rum – tilmed eksisterer i tre formater; kvart, oktav og
så det, som ikke passer nogen steder… og at det kræver en særlig
kunstfærdighed og en vis oplæring at kunne lukke dem med to helst identiske
sløjfer.
Hvem vil ikke gerne
glemmes et sådan sted? En hel nat mellem hylder, opsat med rustne og
ornamenterede vanger – og med hylde-, for ikke at sige kilometervis af
småtryk. Selv har jeg tit haft brug for at tage natten til hjælp, når klokken
var 16 og det viste sig, at jeg heller ikke var blevet glemt i dag – og min
fornemmelse sagde mig, at jeg kun lige var kommet.
Det lyder alt sammen mere end godt, men hvad betyder det? Er det nu så
vigtigt, lever vi ikke lige godt uden at vide, at man i 1950’erne kunne gå
på ægteskabskursus hos KFUK i København og blive undervist i seksualitet,
jura, kvindens udearbejde og konflikter i ægteskabet? Eller at man i Odense i
1899 organiserede sig i en Dragtreformforening med det formål at udbrede
kendskabet til reformdragten. Af foreningens §’er fremgår det bl.a. at ”De
kvindelige Medlemmers Underbeklædning maa være saaledes indrettet, at den
intet steds strammer. De Klædningsstrykker, der erstatter Korsettet sys efter
Legemets Form og maa ikke være forsynet med Blanchetter (en slags stivere). Det
hed videre i § 3b – noget kryptisk – at ”De mandlige Medlemmer ere
forpligtede til at støtte Foreningen…” Måske er denne viden kuriøs og
anekdotisk for nogen, for andre er anekdoten – småtingen – sporet, der
åbner op for en anderledes historie: der slår knuder på, modsiger, stiller
spørgsmålstegn ved de i forvejen kendte fortællinger; som bringer uorden og
pauser – og åbner op for at refleksionen kan antage nye veje. Som i disse to
tilfælde, der med 50 år til forskel, i glimt viser, hvordan mænd og kvinder i
fællesskab har taklet ændringer i synet på kvinden, hendes krop og identitet
mellem arbejde og moderskab.
Begge disse to småtryk
findes blandt de mange udstillede genstande på denne udstilling, som også
rummer en hel montre helliget …. Barnevognskataloger. Hvad er fornuften i
dette – hvordan kan man overhovedet få noget ud af dem?
Til det er der at sige, at barnevognen er et stykke såkaldt anonymt design,
hvor vi altså hverken kender opfinderen eller de senere videreudviklere af
produktet. Vi er derfor henvist til at studere katalogerne – og
patentansøgningerne i Rigsarkivet, hvis vi vil have viden om, hvornår
barnevognen først kom på gaden – hvorfor den så sådan ud – og hvordan
den har ændret sig over tid.
Af katalogerne kan vi aflæse mindst fire forskellige ændringer over tid, fra
barnevognen blev ”opfundet” omkring 1860-70 i Berlin og London – før den
tid, bar man på de mindste - det
havde man i overklassen en barnepige til - eller opbevarede dem i kurve – hvis
ikke de blev svøbt og hængt på en knage. Netop fordi det var så ny en
opfindelse, skulle man faktisk have et barnevognskørekort for at få tilladelse
til at køre med den på gaden ---- datidens fortorve var alt for smalle til den
trafik.
For det første kan vi konstatere, at designforbilledet bevægede
sig fra hestevognen til bilen ( 1930’ernes folkevogn, 1960’ernes dollargrin
til de moderne stationscars med de afrundede hjørner)
Men også
cykelteknologien har været vigtig – fra bremser på hjulene til nutidens
superlette stel med designinspiration fra mountainbiken. Sagt lidt firkantet så
barnevognen står rent designmæssigt og teknologisk mellem cykelen og bilen.
For det andet kan vi konstatere en udvikling på producentsiden
fra mange forhandlere og importører, som også forhandlede cykler til
specialiserede virksomheder.
For det tredje kan man konstatere, at ændrede barnesyn fører
til ændrede barnevognsdesign. Her har lægerne været centrale – deres
oprindelige modstand af hygiejniske og moralske grunde – det var før
gummihjul og dengang alting skulle være ro, regelmæssighed og renlighed førte
til begejstring og krav om udesøvn til alle. Derfor blev barnevognene dybe og
fik vindskærm på i 1920’erne og 1930’erne – og i parentes bemærket
betyder det, at mange danske barnevogne stadig har et indvendigt mål på 95-97
cm, så selv en 2-årig fortsat kan stå ude og sove; en anden vigtig faktor i
barnevognens popularisering har været Mødrehjælpen, som allerede omkring år
1900 lånte fattige mødre til en barnevogn. 30 år senere klagede de
kulturradikale arkitekter og planlæggere over, at mødre uden alt for meget at
gøre godt med, brugte alt for mange penge på en barnevogn. De ville have
flæser og blonder, sving og krummelurer – funktionalisterne ville have
rationalitet – og svaret blev: en folkebarnevogn, som efter alt at dømme
forhandledes hos Brugsen og produceredes af firmaet Itkin på Amager Strandvej.
For det fjerde kan vi konstatere – stadig ved blot at se på de
gamle barnevognskataloger – at moderne og tiderne skifter – og ikke mindst
at barnevogn og forældreskabet er tæt forbundet; i moderne tid, hvor alle
farer rundt, er den tunge barnevogn afløst af en let og sammeklappelig –og
som det fremgår af et af de seneste års kataloger fra Danmarks eneste
tilbageblevne barnevogns fabrik Odder, så sælger man i dag barnevogne til far
ligeså meget som til mor.
Småtryk er altså kilder til hverdagshistorien – de er sporene efter
menneskelig aktivitet. En småtryksbruger er at ligne med en detektiv, som går
op opdagelse – som snuser rundt og bruger sin øvrige viden – sin intuition
og sin fantasi - til at afæske de mange spor en eller flere meninger. For ham
eller hende kan de mindste spor viser sig at have den største betydning og det
banale bliver derved betydningsfuldt.
Når alt dette er sagt, og inden jeg
siger endelig tillykke til afdelingen med sig selv og udstillingen og held og
lykke med de næste 100 år, så må jeg gå til bekendelse – jeg er i
virkeligheden frygtelig dobbeltmoralsk, hvad småtryk angår. Jeg er
storforbruger af småtryk i min forskning, men hjemme vil jeg ikke have dem
indenfor døren. Reklamer, nej tak står der på min hoveddør…. Hvad skal man
mene om det? Måske er det endnu én af livets mange irrationaliteter, måske
ville det være noget andet, hvis nutidens småtryk lignede fordums tiders, men
helt ærligt, jeg tror ikke det ville gøre den store forskel. Så meget desto
større er min glæde over at vide, at der er andre som med stor omhu tager vare
på hverdagens betydningsfulde banalitet – også når sådan et spor er lig
med en reklame fra Netto.
Den enkle morale i al denne snak er, at småtryk er befordrende for den
empiriske fantasi – men de er også en reminder til os, om at det i livet –
tit – er de små ting der tæller. Intet er banalt, det er altid vigtigt for
nogle – for dem, som producerede og organiserede – for de som købte eller
meldte sig ind – for alle os, som kom til senere og gerne vil vide noget om,
hvorfor og hvordan? Og dem bliver der flere og flere af i disse år, hvor
interessen for kultur-, mikro- og hverdagshistorien nærmest er eksploderet.
Derfor spår jeg Småtrykssamlingen en stor og vigtig fremtid. Med disse ord vil
jeg atter sig tillykke – og ønske, at denne udstilling må anspore endnu flere til at
benytte jeres herlige samling. Tusind tak for ordet…..