Tomrummets resonans

december 2000

Af stud. mag. Astrid la Cour Jensen

De to danske fotografer Signe Guttormsen og Per Bak Jensen, som begge er repræsenteret i Det Nationale Fotomuseums samling, kredser om stilheden og fraværet. Det paradoksale ved disse begreber er at de kun kan opleves i kraft af en betragter og så længe perceptionsevnen er aktiv, vil der altid være noget at se. Hvor der i mødet med Signe Guttormsens serie "Hotel Rooms" opstår en narrativ forventning hos beskueren, er man overfor Per Bak Jensens fotografier afventende - sker der ingenting? Jeg vil i det følgende undersøge det spændingsfelt der ligger i de to fotografers måde at arbejde med tomrummet på.

Signe Guttormsen: Hotel Rooms

Der er store amerikanske og europæiske hotelkæder, hvis varemærke det er at tilbyde præsis samme standard, hvor end i verden den rejsende befinder sig. Ligesom lufthavnens transitrum, er disse hoteller placeret som et ingenmandsland mellem hjemme og ude. Det er ikke-steder, der som en mellemposition ikke tillægges større æstetisk opmærksomhed, men opfylder en praktisk funktion, under rejsens temporære fravær fra hjemmet. I kraft af en sådan standardisering, bliver opholdet på hotellet overalt og ingen steder på samme tid og hotelrummet kommer til at symbolisere selve fraværet og ikke det fremmedes nærvær udenfor vinduet.

Den franske fotograf Sophie Calle lod sig først i 1980´erne ansætte på et hotel i Venedig, hvilket gav hende mulighed for at undersøge og fotografere hotelværelset, med de menneskelige spor der blev efterladt og derudfra søge at konstruere brudstykker af et livsforløb. I serien "Hotel Rooms" fra 1988 arbejder Signe Guttormsen også med hotellet som tematisk ramme, men i modsætning til Sophie Calle er der i hendes fotografier af hotelværelser, ingen menneskelige spor at følge, interiørets standardiserede fremtoning understreger i stedet fraværet af menneskelig atmosfære. I en nærmere analyse af fotografierne, fremstår kvindens tilstedeværelse kun som et anonymt pacificeret standardobjekt, i det vakuum hotellet skaber i sit indre. Den følelse af tomhed, som selv ikke tilstedeværelsen af den unge, uniformerede kvinde formår at fylde, er så intens fordi den sættes i forhold til en fyldt omverden. For at erkende et fravær må andre dele af verden opfattes som fyldte, ligesom ensomhed sættes i forhold til noget der har eksisteret. Genstandene i rummet optræder så isolerede og anonyme, at de undslår sig enhver betydningstilskrivning, og vinduerne, der kunne være rummets kommunikation med omverdenen, skjules bag gardiner. Reolens skrå placering der lukker af for en stor del af rummet og kvinden der drejer hovedet væk, udtrykker aflukkethed og modstand, og understreger billedets vrangvillighed i betydningsdannelsen.

Roland Barthes, der i "Det lyse kammer" tager udgangspunkt i sin egen private oplevelse af fotografiet, påpeger at det i oplevelsen af fotografier er svært at se selve mediet, fordi "referenten klæber". Den fotografiske referent er det objekt der har befundet sig foran linsen på et givet tidspunkt, og oplevelsen af et fotografi vil ofte knytte sig til denne referent og dermed til fotografiets sporkarakter - dets "haven væren der". Men i mødet med Signe Guttormsens hotelbilleder er referenten, dvs. kvinden og rummets øvrige genstande, så påfaldende neutral, at de spæde betydningsdannelser, der alligevel hele tiden er på vej, ender i et fraværets værdivakuum, vi ved kun at kvinden har befundet sig i rummet og der knytter sig ingen historier eller meningsgivende sammenhænge dertil. Formidlingen mellem "ikke længere" og "endnu" ligger i fotografiets indeksikalitet og det er i kraft af denne sporkarakter der ligger i mediet, at Sophie Calles fotografier giver beskueren mulighed for at stille et narrativt begær. Men i Signe Guttormsens billeder er der ingen billedelementer, der søger at kommunikere med en beskuer og det tomrum der dannes indeholder nok tegn, men afgiver ingen holdepunkter for kommende fortolkninger. Fotografiet bliver i stedet en iscenesættelse af selve tomheden og ensomheden, der er intet før og intet efter.

Per Bak Jensen

Per Bak Jensens fotografier lægger sig op ad den tradition indenfor samtidsfotografi, der udspringer af Kunstakademiet i Düsseldorf, hvor fotografer som Thomas Ruff, Thomas Struth og Andreas Gursky har gået, samt den udstillingsaktuelle Candida Höfer . I denne "ny-saglige" dokumentarisme fotograferer Per Bak Jensen romantiske haveanlæg og asfaltbelagte pladser og motorveje. Fælles for disse kulturlandskaber er, at de udstråler den samme henvendte forladthed. De mennesketomme landskaber virker så stille, at man føler sig nødsaget til at placere sig helt tæt på fotografierne og man har indtryk af at kunne vedblive sin stirren, uden at nogen form for handling vil indtræffe. Det er netop i denne fastholdelse af blikket der sker en åbning i billedet, noget er på billederne som alligevel ikke er der, tomheden er ladet og Per Bak Jensen bruger denne tvetydige virkelighedsillusion, som et greb til også at skabe et fraværende, imaginært billede.

Der er ingen mennesker i Per Bak Jensens fotografier, i stedet er den menneskelige tilstedeværelse placeret i synsvinklen. Blikket trækkes ind af perspektivets forsvindingspunkt, langsomt, men vedholdende. Det er som om stilheden og ubevægeligheden skaber en følelse af tidløshed, et nærværdet her og nu, hvis rumlighed helt omslutter beskueren. Idet man som beskuer træder ind i det begivenhedsløse tomrum, oplever man noget som ikke ses på billedet, sagligheden potenseres til hvad Poul Erik Tøjner har kaldt metafysisk realisme.

Det at se er en frivillig handling, der ideelt set giver mulighed for at se alt, men blikket stiger og falder i intensitet og øjet har skiftende fokus, med en deraf følgende selektivitet i opmærksomheden. Hvis derimod blikket fikseres i en stirren, trækkes beskueren ind i billedet med en udelt opmærksomhed og oplevelsen udvides mod en varighed, der ikke hører til i tidens fremadskridende bevægelse. Når Per Bak Jensen renser billedet ned til et så tomt og begivenhedsløst udtryk, får stilheden overtaget - også over beskueren. Via den fikserede stirren gøres det muligt at nå ud over den frustrerende selektivitet i opmærksomheden, som almindeligvis er kendetegnende for den visuelle perception. I stilheden ligger en reduktion af effekter, der i sin tilstræbte neutralitet ikke anmoder om beskuerens opmærksomhed. Men idet øjet afholdes fra at flakke, stilles der alligevel krav til beskueren, ikke bare om udelt opmærksomhed, men om at overgive sig til billedet, lade sig omslutte af stilheden.

I sit kunstneriske arbejde bærer Per Bak Jensen på forestillingen om at vi alle i os har ét stort billede bestående af en mængde andre billeder, og følger man denne konception, er der i hvert enkelt af hans fotografier en forbindelse til dette "store billede", og fotografiet bliver derved et billede af verden, som både kommer indefra og udefra. Parallelt med fænomenologisk filosofi, hvor kroppen ses som menneskets sansende udgangspunkt i oplevelsen af verden, vil en virkelighedsoplevelse være delt i verden som den giver sig til kende for blikket, og den verden som kroppens blik er med til at konstruere. Derved rummer billederne både en synlig og en usynlig del i sig, ikke forstået som en overflade og en dybde, men som to parallelle billeder, og fotografiet kommer derved til at bevæge sig mellem noget givet og noget skabt. Dette mellemfelt bliver et mødested mellem subjekt og verden, og fotografiet bliver et ritual i en identitetsgivende proces, som skaber en binding mellem krop og verden. Per Bak Jensen skriver, i forbindelse med sin serie "Stedernes væsen", at det gode billede er denne tone, som ens eget reflekterende sind og stedets væsen har tilfælles. Der ligger i stilheden og tomheden en næsten spirituel retorik, og det er i denne begivenhedsløse fremtrædelse, at stedets og billedets gådefuldhed fornemmes.

Det tomme rum

Per Bak Jensens fotografier er som en ramme sat rundt om ingenting og dermed rundt om vores egen forestillingskrafts projektive evne, hvorimod hotellets værdivakuum i Signe Guttormsens fotografier brutalt standser denne forestillingskraft. I stedet for at blive inddraget møder beskueren modstand, både billedkompositorisk og i de afbildede objekters afvisning af meningsproduktion. Det tomme rum giver i hotelserien ingen muligheder for meningsproduktion, men viser ud mod en hjemløshed, en intethed der opstår i fraværet af et højere princip. Derimod udviser Per Bak Jensens fotografier en tro på, at der er noget mere, beskueren når ud over synet, dvs. der er ikke mere tale om realisme, men om en kunstnerisk proces der kontinuerligt bliver til og aldrig afsluttes som form. Det tomrum billedet indrager beskueren i, åbner for en projektion og sætter forestillingsevnen i gang, gør det usynlige synligt. I stedet for et referentielt billede, nærmer det sig et eksistentielt. Fotografen er søgt helt ind i "stedets væsen" og har lagt det tomme rum frem for beskueren. Et rum der er åbent for indsigter i tidens uendelighed, men også i grænsen for menneskelig erkendelse. Den tømning som oplevelsen af Signe Guttormsens hotelbillede udsætter beskueren for, betyder også en konfrontation med intetheden, men i form af en negering. Tomrummet giver her ikke nogen mulighed for fortolkning eller meningsproduktion, og i sidste ende peger det mod den ene sandhed som er eviggyldig, nemlig døden. Når alle andre begreber vakler er det den sidste referent. I spændingen mellem de to fotografers billeder, skildres tomrummet som omgivet af et absolut princip på den ene side og den subjektive endelighed på den anden side, mellem fotografiets nu og dets rækken mod uendeligheden.