menu

Om Det Nationale Fotomuseums samlinger


 

 

 

Det Nationale Fotomuseums samling kan inddeles i dansk fotografi, udenlandsk fotografi og en række særsamlinger.

Dele af samlingen ligger fortsat blandt Kort-og Billedafdelingens 11 millioner af billeder, hvorfor det er umuligt at give det præcise tal på samlingens størrelse. Men der er betydelige værker af navne som William Henry Fox Talbot (1800-1877), Maxime DuCamp (1822-1894), Roger Fenton (1819-1869), Julia Margaret Cameron (1815-1879), O.G. Rejlander (1813-1875), John Thomson (1837-1872), Wilhelm von Gloeden (1856-1931), Cecil Beaton (1904-1980), Erich Salomon (1886-1944), William Klein (f.1928), Richard Avedon (f.1923), Martin Parr (f.1952), Hiroshi Sugimoto (f.1948) og Paul Graham (f.1956). Dertil kan man føje hele den danske del af samlingen, som strækker sig fra fotografiets første år og frem til i dag, og hvor der bl.a. findes ca. 600 daguerreotypier.

Det var oprindeligt Kort-og Billedafdelingens leder fra 1945 til 1980, Bjørn Ochsner, der grundlagde den hurtigt voksende fotosamling. Han var klar over, at skulle den eksisterende billedsamling udvikle sig til at blive Statens Billedarkiv og nationens billedhukommelse, måtte man begynde at samle systematisk på fotografi. Det gjorde han så fremdeles i 35 år med en stor viden om fotografiets historie og med en fin indsigt i mediets særegne kvaliteter.

I dag ligger en fotografs værker spredt ud i Kort-og Billedafdelingens topografiske samling, i portrætsamlingen og i emnesamlingen. Det er planen, at disse billeder trækkes ind i museets samling, således at det i fremtiden vil blive muligt at se f.eks. en Jesper Høms samlede oeuvre.

Som en anden del af forberedelsen til museets åbning er man begyndt at montere store dele af samlingen dels med henblik på at gøre de originale værker tilgængelige for publikum, dels for at lette udstillingsaktiviteterne. Desuden arbejdes der på at registrere samlingen elektronisk i Den Nationale Billedbase.




Copyright © 2001The Royal Library, Copenhagen
All rights reserved