Fra støv til guld


|
Tilbage | Forside |

GAMLE NYHEDER

Extraordinaires Maanedlige Relationer, februar 1673-december 1679. København: Daniel Paulli (udg.), 1673-1679
Hielmstierne 2669 4º

I sidste halvdel af 1600-tallet udgav den foretagsomme bogmand Daniel Paulli flere aviser. En af dem var Extraordinaires Maanedlige Relationer, der var på dansk og udkom sideløbende med Paullis tysksprogede avis. Med sin vægt på det indenrigske stof har den danske avis formodentlig i højere grad været henvendt til den brede befolkning.
Avisen blev udgivet en gang om måneden i årene 1672-1685. I hvert nummer er nyhederne ordnet efter land, Danmark først. Det indenlandske stof dominerer, og ikke mindst kongehuset optager en del plads. Men udenlandske sensationer som pest og oprør finder også vej til spalterne (februar 1676):

”Pesten i Thracia och Natolien och Oprøret i Arabien holde ved, och vilde Præstar Chan (Præsbyter Johan) gierne mænge sig i samme Oprør och bestørcke det om det vil gaae hannem an, dog hafve de Oprørske efter hans Tilskyndelse giort et Indfald i Ægypten och bedrefvet stort Mord och Røfverie, och ført alt det unge Mand- och Quinde-Kiøn, som de kunde ofverkomme, fangen bort, huor ofver det Tyrkiske Hof dog ey saa meget, som ofver et andet Vare-Tegn (huilcket en anden Tid, dersom det befindis sandfærdigt, skal meddeelis) er bestyrt.”


Litteratur: Jette D. Søllinge og Niels Thomsen, De danske aviser 1634-1989, Odense Universitetsforlag 1989. Bd. 1, s. 80.

 

Til toppen


| Tilbage | Forside |

© Det Kongelige Bibliotek 2007