Fra støv til guld



VERDEN INDENI

Lægebøger kendes helt tilbage til oldtiden. Snart efter opfindelsen af trykkekunsten midt i 1400-tallet blev lægebøger af forskellig art udgivet på tryk. Det gjaldt også i Danmark. Der kendes mange danske lægebøger fra 15- og 1600-tallet, skrevet på dansk og beregnet for ”den menige mand”. Henrik Smiths lægebog udkom igen og igen i 1500-tallet, og i det følgende århundrede var Niels Mikkelsens lægebog, der kan ses her, meget populær.

Blandt lægebøgerne hører også urtebøgerne, som fortæller om planters virkninger på kroppen – gavnlige såvel som skadelige.

Værker af oldtidens læger, Galen og Hippokrates, blev tidligt trykt rundt om i Europa, men snart begyndte samtidens lægekunst at dominere bogmarkedet. Dissektioner blev foretaget i stor stil på universiteterne, især i Italien, og det gav i løbet af 15- og 1600-tallet en langt bedre indsigt i den menneskelige anatomi. Hånd i hånd med de videnskabelige landvindinger gik udviklingen af illustrationskunsten, og en række store plancheværker så dagens lys. Nogle af dem vises her.

Også på Københavns Universitet dyrkede man den medicinske videnskab. I 1644 åbnede det anatomiske teater, Domus Anatomica, hvor medicinprofessoren Simon Paulli foretog dissektioner af lig. Tilskuerne til dissektionerne var ikke bare studerende, men også de lokale barbersvende – for de udførte også kirurgiske indgreb.


Luk vindue

© Det Kongelige Bibliotek 2007