Her begyndes en ynkelige historie aff een fortabede siel Ther giorde stoor kæremoll [i.e. kæremål] paa kroppen Ath hon war fordømth tÿl helwidis pijne. København: Gotfred af Ghemen, 1510
LN 119 8º ex. 1

Den lille tekst – en af de tidligste der er trykt på dansk – former sig som en dialog mellem sjæl og krop. Sjælen klager over kroppens gerning, men indser at det er forgæves: ”nu er jeg evindelig dømt til helvedes pine for synderne dine”. Teksten er tænkt som opbyggelseslæsning for syge og døende, som skal styrkes i sjælens kamp mod legemets underminering af sjælens frelse. Den var udbredt rundt omkring i Europa helt frem til 1800-tallet.

Sjælen bliver til sidst hentet ned i Helvede:
”Der kom da grumme djævle to ... (Ther komme tha grumme dieffle thaa …)
af dem gik ild som et bål ... (aff them gik ild som eth bool …)
De var sorte som tjære, begge ... (The wore sorthe som thare bode …)
Jernkroge de i hænde førde (Jernkroge the i hende føre)
og brændende ild af deres mund kørde (oc brendende ild aff theris mund kørde)
Af deres næse gik ud orme (Af theris næse gik uth orme)
som rede var mod sjælen at storme … (som ræde wore mod sielen at storme …)
Disse djævle var begge lede (Thesse dieffle wore bode ledhe)
så meget var de mod sjælen vrede (so meget wore the sielen wræde)
de slog hende med kølle sine (the slovæ henne med kølle sijne)
og drog hende ned til Helvedes pine. (oc drofue henne neder til helvedis pijne.)”
(bl. b4r-b4v)
(sproget let moderniseret)