Lægebøgerne gav anvisninger på hvordan sygdomme kunne bekæmpes og døden udsættes. Men døden selv og forberedelsen til den, ”kunsten at dø”, var også et emne, man kunne finde råd om i trykte bøger. Ved at følge ”læsningen til døden” fra begyndelsen af 1500-tallet til den ebber ud som selvstændig genre i slutningen af 1700-tallet, får man et indblik i skiftende holdninger til døden.

Den senmiddelalderlige Dødedans – som her er repræsenteret ved en udgave fra 1550erne – handler om den rå og ubønhørlige Død, der byder alle op til dans, høj såvel som lav.

Med den protestantiske reformation i 1530rne fulgte en række små bøger om den rette måde at dø. Her blev der lagt vægt på, at den døende skulle undgå Djævelens forsøg på at lokke ham til sig i dødsøjeblikket.

Efterhånden blev fokus forskudt: 1600-tallets ”håndbøger” om døden handlede mindre om dødsprocessen. I stedet blev det betonet, at forberedelsen til døden var et livslangt projekt, som krævede omtanke hver eneste dag. Også livet efter døden blev indgående beskrevet.

Men efterhånden tabte døden terræn som selvstændigt emne i bogform. Døden var ikke længere livets målestok. Nu var opmærksomheden rettet mod det dennesidige – mod livets forlængelse. De nye lægebøger fra 1790erne gav praktiske råd om livsførelse – om søvn, mad, hygiejne og motion.