Hvorfor de to fag barbering og kirurgi fik samme udøvere vides ikke med sikkerhed, men munkene, der tog sig af de nødstedte og sårede, fik i 1092 et paveligt påbud om at være glatragede og kronragede, hvorved der opstod en naturlig kontakt til barbererne.
I 1163, udstedte Paven et edikt om, at Kirkens mænd ikke måtte udgyde blod ("Ecclesia abhorret a sanquine"). Nu var åreladning og kopsætning noget essentielt i datidens lægebehandling, og det må formodes, at munkene derefter overlod dette arbejde til deres barberer, som derved fik nogen indsigt i kirurgien.

Barbererne var fastboende håndværkere med en barberstue forsynet med varme, vand, sæbe og linned. De havde også kniv og saks, alt i alt et godt miljø for behandling af sårede og skadede personer. Deres barberstuer blev derved en slags skadestuer, og med tiden blev de forpligtet til at modtage akut syge.
Denne pligt ophævedes først i 1900 - ikke af forglemmelse men som en følge af at den offentlige assistance til akut syge var så mangelfuld (især ambulancetjenesten), at barberstuernes nødhjælp ansås for nødvendig. Barberer, som undslog sig for at yde nødhjælp med henvisning til manglende uddannelse risikerede straf (cf. en sag fra 1887).
Et barberskilt fra slutningen af 1900 tallet viser, at nogle barberer stadig gerne påtog sig små operative indgreb.