Hvorledes flertallet af de sindssyge er blevet behandlet gennem århundrederne, ved vi meget lidt om. De rolige og ufarlige har formodentlig gået frit omkring under deres familiers opsyn, mens de urolige og besværlige er blevet spærret inde på gårdene i afsides rum (beplankning). Andre sindslidende er blevet overgivet til øvrighedens forvaring i fængsler og arrester, atter andre drev om på landevejene som tiggere, og nogle få nåede frem til en tålelig tilværelse i klostrene.

Nogle endte i dårekisterne, som var bygninger med specielle celler til forvaring af ustyrlige sindslidende. Patienterne var ofte lænkede, sultede, frøs og blev udsat for korporlige straffe og mishandlinger. De var overladt til brutale, uoplyste personers opsyn, ofte rekrutteret blandt tidligere starffefanger. Opsynet fremviste gerne de syge for borgerskabet mod betaling (ill.).
Hensigten med at anbringe de sindslidende i dåreanstalterne var udelukkende uskadeliggørelse, aldrig behandling. Lægen blev kun tilkaldt ved legemlige lidelser eller læsioner.

Den største dårekiste i Danmark var Pesthuset (senere Ladegaarden i København), hvis beboere i 1772 omfattede "afsindige og tossede, almisselemmer med ulægelige og gyselige sygdomme samt veneriske patienter" - alle blandet sammen. Forholdene var forfærdende.

Udstilingens hjemmeside |  Psykiatri: Oversigt 
Dårekisterne
Beplankning | Isolationscelle | Sindssyg i familiens pleje