Apotekervæsenet har altid været præget af traditioner, og selvom officiners udseende har ændret sig stærkt gennem århundrederne, er grundlaget for deres indretning fortsat den samme.

Officin betyder værksted på latin, og ordet benyttes i almindelighed som betegnelse for det lokale i et apotek, hvor publikum kommer, og udlevering af medicin finder sted. Recepturen er stedet, hvor receptmedicin tilberedes, i laboratoriet foretages større præparationer, og i materialkammeret opbevares råstofferne.

Officinerne fra tiden 1700-1900 er specielt spændende at studere, fordi der gennem hele perioden sker store dekorationsmæssige ændringer.
I officinet stod standbeholdere af træ, glas, metal og keramik, der anvendtes til opbevaring af lægemidlerne. De er alle karakteriseret ved en signatur med angivelse af indholdet.

Lovgivningen blandede sig ikke meget i apotekernes indretning. I forordningen af 1672 (§ 22), som fungerede som apotekerlov indtil 1913, kræves blot, at gifte skulle holdes adskilt fra andre lægemidler og langt væk fra publikum. Denne bestemmelse skyldes måske, at officiner på dette tidlige tidspunkt endnu ikke alle havde skranker.