Nyklassicisme (cirka 1760-1800) Af engelsk og fransk oprindelse. Perioden frem til år 1800 kaldes ofte for Louis XVI-stilen, herefter empire og senempire. Stilen er en reaktion mod rokokoen og finder inspiration i antikkens kunst. Fundet af oldtidsbyerne Herculaneum og Pompeji medvirker til at forøge interessen. Søjler som på de græsk-romerske templer bliver nøje kopieret og hyppigt anvendt. Klassiske elementer så som trekantsgavle over reolerne, store søjler og nicher anvendes nu, og der males gerne mæanderborte eller palmetter på træinventaret. Man maler stadig stilen på reolerne, men er i høj grad også gået over til at udskære den i træværket. Ornamentikken er symmetrisk med enkle, rene former såsom ovale medaljoner og guirlander ofte ophængt i bånd bundet med sirlige sløjfer. Bladslyngsornamenter, tandsnits- og á la grècque-borter anvendes også jævnligt. Officinerne skulle gerne fremstå så fornemme som muligt, således at forbrugerne fik større tiltro til lægemidlerne. Ved denne "tempelstil" fik officinet et skær af "guddommelighed" over sig, noget som de sydeuropæiske lande havde udnyttet i århundreder ved brug af motivmalerier af Jesus som apoteker. Farmaceuternes nære tilknytning til
videnskaben, bl.a. til kemien, var med til at adskille dem yderligere fra de øvrige
handlende. Nu blev betegnelserne "dreng" og "svend" erstattet af de
latinske "discipel" og "subjekt". |
Udstilingens hjemmeside - Officin: Oversigt Nyklassicisme Periodeinventar - Christianshavns Apotek |