Skatte i Det Kongelige Bibliotek


Tilbage | Forside

Thod rgal kyis dpe'u ris (Tegninger af eksempler på Tøgal). Tibet tidligt i det 20. århundrede.
Orientalsk og Judaistisk Afdeling, Jt 12

Klik for større billede OBS! 484 KB Klik for større billede OBS! 587 KB Klik for større billede OBS! 367 KB

Meditationsstillinger


Denne lille tekst på otte blade indeholder håndmalede illustrationer af særlige meditationsstillinger og visioner. De er beskrevet på tibetansk i en form af håndskriften ume kaldet drutsa-skrift. De afbildede teknikker stammer fra det 8. århundrede, mens håndskriftet menes at være fra det 20. århundrede. Det blev erhvervet af den danske konservator Jesper Trier i Nepal.
Titlen i oversættelse lyder ”Tegninger af eksempler på Tøgal”. Tøgal (tibetansk thod rgal) betyder ”at springe over” og er navnet på en særlig meditationsteknik, hvor man så at sige springer de mere begrebsligt funderede meditationstyper over, og ved hjælp af særlige instruktioner, fysiske stillinger, vejrtrækning og især øjenstillinger, opnår særlige visioner og deraf følgende meditative tilstande.
Selv om Tøgal-praksis anses for at være temmelig avanceret, så siges det, at enhver kan praktisere den med stor virkning. Der kræves altså ingen forudsætninger i form af intellektuel viden, men der kræves dog som regel grundlæggende erfaringer. Derudover kræves det naturligvis, at man får praksissen forklaret direkte af en mester, som selv har modtaget de mundtligt overførte instruktioner, d.v.s. et medlem af en autentisk transmissionslinje.

Beskrivelserne af Tøgal-teknikkerne tilhører den såkaldte Dzog Chen-gren af tibetansk buddhisme og findes i både Njingma-linjen og Bon-skolens litteratur. Enkelte af disse tekster er oversat og udgivet på engelsk.

Teksten findes i Det Kongelige Biblioteks Orientalske Samlings museumssamling og er beskrevet som Jt 12, katalog nr. 513a på side 237 i bind 1 af Buescher, Hartmut og Tarab Tulku: Catalogue of Tibetan Manuscripts and Xylographs, Det Kongelige Bibliotek & Curzon, Copenhagen, 2000. 2 vols. (Catalogue of Oriental Manuscripts, Xylographs etc. in Danish Collections [COMDC]. Vol. 6:1-2).

7 x 36,5 cm.


Tilbage | Forside

© Det Kongelige Bibliotek 2003