Tilbage

Søslanger


Tvende Slags Norske Söe-Orme
Pontoppidan, Erik: Det første Forsøg paa Norges Naturlige Historie. Kbh., 1752-1753

Svenskeren Olaus Magnus (1490-1557) udgav i 1555 Historia de Gentibvs Septentrionalibvs, historien om de nordiske folk. Bogen (som ikke haves på DNLB) er en guldgrube for kulturhistorikere og indeholder en mængde illustrationer. Olaus Magnus skriver bl.a. dette om søslanger: De, der for at handle eller fiske sejler ved Norges Kyster, beretter enstemmigt en i sandhed mærkværdig historie, nemlig at en slange af uhyre størrelse, 200 fod eller mere lang og 20 fod tyk [en fod er ca. 30 cm, så 200 fod bliver til ca. 60 m], holder til på klipper og i huler ved Bergens kyster. Om sommeren på de lyse nætters tid kommer den ud af hulerne for at opæde kalve, faar og svin, eller også står den til havs for at fortære polypper, krabber og lignende. Den har hår på en alens længde [1 alen = 2 fod] hængende ned fra halsen, skarpe skæl af sort farve og skinnende flammende øjne. Den anfalder skibene og røver mennesker, idet den løfter sig i vejret som en søjle og opsluger dem. 

Ca. 200 år senere var Erich Pontoppidan (1698-1764) biskop i Bergen, og han udgav i 1752-53 sit Forsøg paa Norges Naturlige Historie. I dette værk beskriver han den norske søslange. Beskrivelsen indledes med, at han viser skepsis over for eksistensen af sådanne dyr, men fordi han kunne indhente så mange vidneberetninger, drog han den slutning, at dyret måtte findes. Han kunne endda forsyne sit værk med en illustration af dyret.

Der er ikke nogen entydig forklaring på, hvad de mange vidner faktisk har set. En søslange er det jo næppe. Der kan muligvis være tale om delfiner, som svømmer i række eller om den ti-armede kæmpeblæksprutte i havoverfladen. Flere andre teorier nævnes, heriblandt at hvis man leder bedre, finder man den.

Selv om der mange steder berettes om havuhyrer af en karakter, som kan kaldes søslanger, er det et udpræget nordisk fænomen. Den nordiske mytologi leverer da også et eklatant eksempel, nemlig Midgårdsormen. Den lå i havet og omkransede hele verden og kunne bide sig selv i halen. En anden berømt søslange er den fra bibelen bekendte Livjatan, som i Esajas Bog direkte kaldes en slange: På den dag straffer Herren med sit skarpe, store og stærke sværd Livjatan, den flugtsnare slange, Livjatan, den bugtede slange; han dræber dragen i havet. (Es. 27,1).

Endelig må vi ikke glemme den berømte søslange fra Loch Ness, som nogen stadig leder efter ...

      © Copyright 2003, Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek