Tvende
Slags Norske Söe-Orme
Pontoppidan,
Erik: Det første Forsøg paa Norges Naturlige Historie. Kbh., 1752-1753
|
Svenskeren Olaus Magnus (1490-1557) udgav i
1555 Historia de Gentibvs Septentrionalibvs, historien om de nordiske folk. Bogen
(som ikke haves på DNLB) er en guldgrube for kulturhistorikere og indeholder en mængde
illustrationer. Olaus Magnus skriver bl.a. dette om søslanger: De, der for at handle
eller fiske sejler ved Norges Kyster, beretter enstemmigt en i sandhed mærkværdig
historie, nemlig at en slange af uhyre størrelse, 200 fod eller mere lang og 20
fod tyk
[en fod er ca. 30 cm, så 200 fod bliver til ca. 60 m], holder til på klipper og i
huler
ved Bergens kyster. Om sommeren på de lyse nætters tid kommer den ud af hulerne for at
opæde kalve, faar og svin, eller også står den til havs for at fortære polypper,
krabber og lignende. Den har hår på en alens længde [1 alen = 2 fod] hængende ned fra
halsen, skarpe skæl af sort farve og skinnende flammende øjne. Den anfalder
skibene og
røver mennesker, idet den løfter sig i vejret som en søjle og opsluger dem. Ca. 200 år senere var Erich Pontoppidan (1698-1764) biskop i
Bergen, og han udgav i 1752-53 sit Forsøg paa Norges Naturlige Historie. I dette
værk beskriver han den norske søslange. Beskrivelsen indledes med, at han viser skepsis
over for eksistensen af sådanne dyr, men fordi han kunne indhente så mange
vidneberetninger, drog han den slutning, at dyret måtte findes. Han kunne endda forsyne
sit værk med en illustration af dyret.
Der er ikke nogen entydig forklaring på, hvad de mange
vidner faktisk har set. En søslange er det jo næppe. Der kan muligvis være tale om
delfiner, som svømmer i række eller om den ti-armede kæmpeblæksprutte i havoverfladen.
Flere andre teorier nævnes, heriblandt at hvis man leder bedre, finder man den.
Selv om der mange steder berettes om havuhyrer af en
karakter, som kan kaldes søslanger, er det et udpræget nordisk fænomen. Den nordiske
mytologi leverer da også et eklatant eksempel, nemlig Midgårdsormen. Den lå i havet og
omkransede hele verden og kunne bide sig selv i halen. En anden berømt søslange er den
fra bibelen bekendte Livjatan, som i Esajas Bog direkte kaldes en slange: På den dag
straffer Herren med sit skarpe, store og stærke sværd Livjatan, den flugtsnare slange,
Livjatan, den bugtede slange; han dræber dragen i havet. (Es. 27,1).
Endelig må vi ikke glemme den berømte søslange fra
Loch Ness, som nogen stadig leder efter ... |