Tilbage

Martichoras
klik på billedet for en forstørrelse


Martichoras
Topsel, Edward: The history of four-footed beasts and serpents : collected out of the writings of Conradus Gesner and other authors : whereunto is now added the Theater of insects, or Lesser living creatures. London, 1658

Martichoras er et menneskeædende uhyre fra Indien. Martichoras er omtrent så stor som en løve, men med en hale som ligner en skorpions og med ansigt og ører som menneskets. I både over- og underkæbe er der tre rækker tænder. Den skorpionlignende hale er ifølge nogle beretninger besat med giftige pigge, som Martichoras med stor træfsikkerhed kan affyre mod sit bytte med dødelig virkning. Kun elefanter bliver ikke dræbt af piggene. I sandhed et uhyggeligt væsen. Allerede i oldtiden blev der rejst tvivl om dyrets eksistens, ikke desto mindre blev det afbildet i zoologiske værker langt op i tiden.

Martichoras (eller Mantichora som den kom til at hedde på latin) er et blandingsuhyre, der som mange andre er beskrevet af de klassiske græske og latinske forfattere. Dyret leder i sin grumhed tanken hen på tigeren, der til alle tider har været et frygtet dyr, men nogen sikker formodning om, hvad der ligger til grund for dyret foreligger ikke. Der er blot fortællinger som er blevet gentaget mange gange og ikke blevet ringere med tiden.

      © Copyright 2003, Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek