Men sådan har det ikke altid været. Kometer var tidligere i al deres uforudsigelighed frygtede som varslende ondt. Man troede, at de befandt sig i atmosfæren, og man betragtede dem med stor frygt. Når en komet viste sig på himlen, var det tegn på pest, krig og ulykker - og der var noget om snakken: I 1240 viste en komet sig, Kong Håkon af Norge så kometen og tilkaldte mester Wilhjelm, der sagde: Gud bevare os! Dette er et stort syn. Denne stjerne hedder kometen, og den viser sig når en stor høvding skal dø, eller før en stor krig. Dette skete vinteren før Jarl Skule faldt. I 1066 viste der sig en komet i påsken (Halleys komet), og samme år faldt to konger. Den norske kong Harald Hårderåde faldt i kamp mod engelske kong Harald Godwinson ved Stamford Bridge ved York og senere faldt Harald Godwinson i slaget ved Hastings i forbindelse med Wilhelm Erobrerens erobring af England. Kometen kan ses på det berømte Bayeux-tapet.

Forklaringen på, at man troede, at kometerne befandt sig i atmosfæren, går tilbage til den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.), der formulerede det verdensbillede, som kom til at gælde i mere end 1.500 år. En af teorierne var, at alt uden for Månens bane var evigt og uforanderligt; foranderlige fænomener som kometer og meteorer befandt sig inden for Månens bane, i atmosfæren. Læren om atmosfæriske forhold hedder stadig meteor-ologi. Den danske videnskabsmand Tycho Brahe fastslog i 1588, at kometer befinder sig længere væk end Månen, hvilket var medvirkende til, at de aristoteliske teorier måtte forkastes. I 1705 påviste den engelske astronom Edmond Halley (1656-1742), at kometerne i 1531, 1607 og 1682 var en og samme komet, og han forudså dens tilbagevenden i 1758; den kom, dog først i 1759. Kometen kaldes i dag Halleys komet.